I starten af sidste år spillede jeg noget superhelte/cthulhu/gangster rollespil sat i Providence 1938. Det blev til en masse forberedelse og ret få spilgange.
En af grundene til jeg gerne ville spille denne kampagne er fordi 1920-1930erne er så fucking stillet.
Se bare et udsnit af disse politi mugshots:
Se alle billederne på http://imgur.com
I følge sitet 9GAG har en fyr ved navn Jimmy Nelson rejst verden rundt og fotograferet stammefolk.
Billederne er fuldfede og jeg får lyst til at spille de scener, som disse personer kunne indgå i.
Især disse tre får mig til at tænke fantasy rollespil meget mere end de fleste D&D illustrationer.
Se alle billederne inden din næste spilgang 😀
Jeg er fan af Morten Greis’ blog Stremmen fra Ådalen. Ikke mindst fordi Morten skriver indlæg af en høj kvalitet. Morten skriver også mange indlæg, 1000, siger han. Hvilket er vanvittigt.
Personligt, mener jeg, at Mortens Troldmandskampagne er det bedste jeg har læst om rollespil. Læs det.
Min Sortforsyning er, hvis jeg husker rigtigt, omkring et par år ældre end Mortens blog, men jeg har “kun” nået op på 599 indlæg (medregnet det her) og mine indlæg er væsenlig kortere end Morten. I forbindelse med det 1000’ende indlæg, overvejer Morten om han skal tage sine rollespilsskriverier over på andre digitale platforme (primært overvejer Morten Facebook). Personligt ville jeg synes det var synd, hvis Stremmen, blev en fast del af Facebooks lyd- og meningshav, men jeg kan godt forstå at Morten, som primært er en ordmand (og ikke billedemand/layoutmand) tænker at Facebook mediet er bedre til at komme ud med sine tanker om rollespil. Facebookpages og -grupper er ret ens og jeg ville aldrig bruge det som en personlig blog, fordi det grafisk er ret ligegyldigt i sin enshed, men jeg er ikke Morten.
Det er dog ikke den primære grund til at jeg blogger fremfor at skrive om rollespil på Facebook. Den primære grund er at rollespil både er en meget stor del og en meget lille del af mit liv. Det er uden sammenligning min ynglingshobby og fordi det er min hobby, så har jeg aldrig haft lyst til gøre det til en levevej eller en central del af min offentlige fremstilling af min person. Jeg har det rigtigt godt med at Facebook-Johannes, ikke indeholder særlig meget af rollespils-Johannes. Så er der nemlig mere plads til sjove-Johannes og Se-jeg-har-børn-Johannes på Facebook. Jeg har det også godt med at det ikke er svært at finde denne blog og rollespils-Johannes på internettet. Mine tanker om rollespil er ikke hemmelige, men noget særligt, som jeg ikke ønsker at pushe, men gerne vil dele 😀
Derfor vil jeg rigtig gerne ha’ en kommentar når du har læst noget jeg har skrevet, men selvom du ikke skriver bliver jeg nok hængende og udgiver et eller andet om rollespil fra ting til anden.
Engang i starten af det dengang nye årtusinde lavede Thomas Munkholt den første danske rollespilsblog “Munkholt”.
Det var en vigtig blog, generelt fordi den var med til at bringe indiespil/ story games/ forge-spil til Danmark og personligt for mig fordi den var den primære grund til at jeg lavede en rollespilsblog (nogen år efter, Thomas). Det er allerede lang tid siden at Thomas lukkede og slukkede Munkholt-blogen.
Men nu er Thomas gået i luften med en ny blog og det endda om en blog om en kampange som spiller med i. Glæder mig.
Det virker! Fuck yes, det virker!
Alex, Peter, Kamilla, Asbjørn og jeg mødes og testede scenariekonceptet til Fastaval 2014 i går. Det gik som sagt godt. Vi blev på ingen måde spillet hele scenariet igennem, men vi fik lavet et en fin lille historie som vi brugte tre timer på at spille.
Og vi fik prøvet tre af scenariets grundelementer af. Vigtigt. De tre grundelementer, vi afprøvende er disse “hjælp”midler:30 sølvpenge som narrativ og spilmekanisk handout
Historien starter med et mord. To unavngivne tyv-morder står henover liget og finder 30 sølvmønter. Det her sølvmønternes historie. Morderne bruger sølvmønterne til bestikke Morgan Coby, en byvagt, og senere bruger Morgan Coby selv nogen af sølvmønterne til at bestikke en jurist. Imellem de to bestikkelsesscener sker der en helt masse og mange mønter skifter hænder.
Vi fandt ud af at:
Imens vi følger sølvmønterne rundt i Narzula Citys underverden spiller spillere forskellige bipersoner, indtil en spiller finder en biperson som denne holder af og ophæver bipersonen til hovedperson. Jeg fik åndssvagt meget input til hvordan bipersonerne skulle skrives og hvordan der kunne komme fede konflikter i spil med dem. Skulle konflikterne skrives åbent på spilpersonerne? Skulle de skrives i scenarieteksten? Eller noget helt tre?
Derudover var der hvor meget tekst og hvordan skulle teksten være? Jeg havde skrevet meget meget tynde spilpersoner.
Vi kom frem til noget i stil med:
Byvagten Morgan Coby:
[en tegning]
Åbenhjertige og voldelige Coby er lovens repræsentant i bedelen de fem finger. Han er politi, dommer og, til tider, bøddel. Men er han selv hævet over loven.
Der skal stadigvæk arbejdes på formen, men noget i den stil. Derudover skal jeg passe på ikke at gøre spilpersonerne for komiske.
Noget der virkende rigtig godt for os var at spilpersonerne var så enkle at jeg kunne lave flere undervejs i spillet. Det skal nok være et par blanke spilpersoner som spillerne kan jamme frem i det færdige scenarie.
Det er meningen at når en spiller spiller en biperson som spilleren kan lide, så kan spilleren tag biperson og ophæve den til sin hovedperson. Hovedpersonerne bliver sat i et spilbræt over berettermodellen og får deres egen historie at udspille. Vi diskuterede om det var en darling. Det er det måske, men jeg kan ikke dræbe den. Vi diskuterede om der var tid til at spille fire spilpersoners egne historier. Her fandt vi ud af at det er en god idé at sætte et tidspres på spillerne – i fiktionen. Alex foreslog idéen om at hele scenariet udspiller sig på en nat (og derfor ved spillerne at de skal skynde sig igennem deres historie når vi er henimod morgen). Ydermere er det en fin reference til Mikkels fantastiske A Day in the Life.
Det var en spiltest af konceptet og konceptet holder.