Tag-arkiv: Fastaval

Variabelt spillerantal?

Jeg tror, at vi kan løse et problem med nedlagte hold på Fastaval, hvis vi (igen) bliver bedre til at lave scenarier med variabelt antal deltagere.

Nå, du blev lidt for fuld?

At spillere ikke møder op til de scenarie som de skal spille er et problem. Vi har en reservekø, som hjælper på det, men bare i år fik jeg personligt aflyst 3 ud af 11 hold pga. spillere, der ikke mødte op. Min ven Mikkel fik kun lov til at køre 4 ud af 6 hold af samme grund. Det er træls, men Fastaval er en utrolig hård tilstand – og det er forståeligt, at man måske kommer til sove over eller bliver for dårlig fysisk eller mental til at møde op til et scenarie.

Og nu matematik (afsnittet kan springes over, hvis man ikke synes matematik er sjovt)

I dag sker der en lidt mærkelig matematisk øvelse når der mangler spillere. Ofte kan en spilleder nemlig gå ind og tage en spillers plads og her bliver det lidt skørt. Hvis der møder 8 spillerne og 3 spilledere op til et scenarie, hvor hvert scenarie skal bruge en spilleder og 5 spillere, så skal man enten bruge 1 spiller, 2 spillere eller 7 spillere.

Spilleder A har et hold ligegyldigt hvad (5 spillere). Spilleder B mangler 2 spilere. Spilleder C har nul spillere. Men hvis spilleder C bliver konverteret til en spiller, så mangler spilleder B kun en spiller. Til gengæld får spilleder C ikke lov til at være, ja, spilleder. Hvis der kommer 2 spillere, så slipper spilleder C for at være spiller (hvilket jeg ville foretrække, hvis jeg var spilleder C). Hvis der kommer 7 spillere kan alle tre hold blive fyldt op (2 på B og 5 på C).

Det er smart nok, men træls, fordi erfaring har vist at der oftest bliver nedlagt hold og man som spilleder C ikke rigtig ved om man skal være spiller, spilleder eller få sig en lur. For smalle scenarier som Mikkels kan betyde at en tredje del af holdene bliver nedlagt eller i mit tilfælde 3 ud af 11. Suk.

En velkendt måde at løse det på er designe ens scenarie med variabelt spillerantal.

Den 6. karakter

Back in the day var det ret normalt at en forfatter angav, hvilken spilperson der evt. kunne undværes i et scenarie. Det var der flere grunde til. En af dem var at i 90’erne skulle alle scenarier have 6 spilpersoner og man derfor ofte havde den 6. spilperson, som ikke var så vigtig for plottet og som man kunne give til den der halvlugtende trælse spiller man alligevel vil dræbe i skudduellen i scene 3.

Senere har nogen af os lavet scenarier med et variabelt antal spilpersoner. Mit Slavehandleren fra Ascalon kan spilles med 4-6 spillere. Troels har siden 2019 kun haft et scenarie, der ikke enten var for mellem 3-4 eller 3-5 antal spillere. Og hvis jeg har forstået Troels’ design korrekt når der er tale om 3-4 spillere, så handler det om at spillederen bliver mere aktiv medspiller (løfter simpelthen en af spillernes rollespilsforpligtelser). Når der er tale om 3-5 intervallet, så er det mere klassisk ligesom jeg gjorde i Slavehandleren.

Old school scenarieskrivning og lidt nyere old school scenarieskrivning

I Slavehandleren var der flere fjender i kampene jo flere spillere, der spillede scenariet. I mit scenarie slår og bygger man sin egen spilperson og handlingen handler ikke hovedpersoner. Det er ikke uden kroge. Man laver en motivation, som spillederen skal flette ind i fortællingen (fx ”Jeg er rejst ud for at finde min fader knækkede sværd” – også skal det der sværd optræde i fortællingen), men selve hovedhistorien er helt ligeglad med hvilke spilpersoner der oplever den.

Det er en gammeldags måde at skrive scenarier på, som også er den man møder i købescenarier. Man kan godt læse Fastavaltraditionen indenfor scenarieskrivning som et brud med denne tradition. Jeg tror at dette (ny)brud første gang kom i spil med det legendariske scenarie Laaste Døre fra 1994 og at vi siden den gang primært og med stor succes har lavet karakterdrevne fortællinger, hvor karakterernes og fortællingens design er flettet smukt sammen.

Jeg har stor sympati for Troels’ (3-4)-løsning, ligesom jeg synes den rigtig old school (3-6)-løsning er sjov, men langt de fleste scenarier ville ikke fungere med det og det er en halv sikker måde på at undgå en nominering i roller (Troels har fundet en med Hemmelighedernes fængsel, men det er undtagelsen og kun udtryk for at Troels er awesome).

Bedste fra begge verdener?

Det må være muligt at lave et karakterdrevent scenarie med et variabelt spillerantal uden at spillederen skal overtage en af hovedpersoner. Det kræver at man laver forskellige versioner af sit scenarie alt efter hvilke spilpersoner som er i spil. De skal selvfølgelig alle sammen nok holde sig indenfor samme tematik, men alt efter hvilke spilpersoner der er med i scenariet skal nogle detaljer med i scener og bipersoner. Måske er der ligefrem nogen scener som skal droppes, hvis trollslayeren ikke er blevet valgt. Og hvis spilpersonen Marsmanden Johnny er med, så er det vigtigt at skurken vil udrydde Venus (Martboernes ærkefjender), hvis han ikke er med bliver det ikke, men andre ”formidlende” omstændigheder kommer i fokus.

Måske er det lidt mere omfattende og besværligt end vi er van til. Og jeg tænker at der forsat er scenarier, der ikke ville kunne designes sådan. Full disclaimer: Når man har en hammer ligner alle problemer et søm og som scenarieforfatter har jeg en hammer! Som forfatter og rollespiller er jeg meget fascineret af rollespil indenfor et mulighedsrum, hvor spilleder og spillere har stor indflydelse på hvad man skal flyde spillet og fortællingen ud med. Jeg ved ikke om det ville være nemmere eller sværere at arbejde med variabelt spillerantal karakterdrevne scenarier når man skriver mere stramme scenarier end mig. Jeg overvejer om udviklingen af et karakterdrevent scenarie med variabelt antal spillere skal være min næste udfordring som rollespilsforfatter.

Hvad synes du?

Giver det mening?

Turen hjem fra Fastaval 2024

I år var jeg på Fastaval, men valgt at tage hjem inden Ottofesten. Selvom jeg havde fået den allersidste nomitering når man læste nominerne i Fastavals Facebooks opslag. Under Juryens Specialpris stod der:

Nomiteringsteksten

Sagnet om Vaulunds Hævn af Johannes Busted Vestergaard

Med rå streg, kopimaskine og klippe-klistre, oser scenariet af rendyrket punk. Når spilleder og spillere får illustrationerne i hænderne, inspirerer det til råt spil, hvor jernalderen får præg af de mytiske 80’ere.

Sejt. Jeg havde fået en formidlingsnominering – selvom der var formidlingsfejl i mit scenarie. Det kan noget, men det var også ret tydeligt for mig, at jeg nok ikke vandt Otto. Især i lyset af de andre seje scenarier som var nomineret.

Jeg opdagede, at det meget roste scenarie Brødrene fra Broløs havde vundet Ottoen, imens vi holdte en kørepause på McDonald’s. Resten af turen og hele mandagen var jeg bare glad for at jeg kom hjem med familien i god tid.

Men inden jeg tog afsted sendte jeg en tekst til Tim, som han havde lovet mig at læse op, hvis jeg vandt prisen. Det blev ikke nødvendigt, men så er det jo heldig at jeg har en blog, hvor jeg kan poste teksten. Here goes:

Min tale

Hej, jeg er ikke Johs, men modtager prisen på hans vegnede. (Og skal nok afleverede når vi spiller Wampire).

Johs har skrevet nogen ord: Tak! Jeg regnede overhovedet ikke med at vinde denne (jeg er jo taget hjem for fuckssake). De andre scenarier i kategorien er jo for awesome.

Men jeg er meget stolt og synes at det er sjovt og dejligt at man kan vinde en pris, fordi man er for nærig til at købe dyre layout programmer. Fuck dig Adobe! Du har intet på en gammel punker og en kopimaskine. Tak!

(Dans! ned af scenen).

Ønsker du at vide mere?

Hvis man ønsker at downloade scenariet, så kan det findes her på Alexanderia

Klippe-klister punk

Nå ja, jeg har jeg allerede fortalt at jeg fik afleveret mit scenarie?

Det hedder Sagnet om Vaulunds Hævn og kan først og fremmest spilles på Fastaval.

Jeg tror, at det er ret sjovt at spille. En hurtig lille punkrock sag om selvforskyldt fortabelse.

Noget der var rigtig sjovt ved det her scenarie var at jeg ikke har layoutet det på en computer. Det er ikke den totale maskinstorm, scenariet er nemlig mere eller mindre skrevet i google doc.

Men derefter er teksten blevet klippet ud eller skrevet ind i hånden iblandt terninger, som jeg enten har kopiet og sat ind eller bare tegnet på papiret.

Nok snak, her er et par billeder, som måske forklarer det bedre end ord.

Dette er ikke en foromtale til Sagnet om Vaulunds hævn

Scenarieforfatterne til næste års Fastaval lægger pt. hånd på deres foromtaler til hjemmesiden. Jeg har også skrevet en tekst, der når Thomas har nikket til den, bliver sendt til de scenarieansvarlige. Jeg skriver Sagnet om Vaulunds hævn, der er et gammelt nordisk sagn sat i jernalderen.


I år var jeg sent ude og ende med en lidt kedelig beskrivelse af scenariet – som kommunikativt er fint og det som de fleste af os gør, men jeg overvejede inden da om at fortælle en rammefortælling om en arkæolog, der bærende på en masse af Vaulunds skatte, bryder igennem isen ud for øen Sævarholm. Men det ville blive noget rod, fordi scenariet jo ikke handler om arkæologer – men er et kammerspil sat i jernalderen.

Jeg overvejede også kort at skrive historie bag sagnet, men kunne ikke formå at gøre det kort nok. Så den får I her i stedet:

Litteraturhistorisk baggrund

Sagnet om Vaulunds hævn bygger ikke på en virkelig historie – men det er en sand historie.

Sagnet foregår i en mytisk jernalder, hvor kong Nidudur har tilfangetaget og lemlæstet mestersmeden Vaulund. Som hævn smeder Vaulund en række magiske genstande, der hver især tilfører mere og mere forfald til Nidudurs hus og slægt. Det er den version af sagnet vi skal fortælle.

I 1981, kulden af den anden oliekrise og den kolde krig, gendigter historikeren Ebbe Kløvedal Reich Sagnet om Vaulunds Hævn. I den version er tjenestedrengen Tuk en slags sejrherrer. Det er en herre/træl fortælling, der munder ud i en form frigørende revolution. Holger Drachmann har også gendigtet sagnet i 1894 og før det har den store nationaldigter Adam Oehlenschläger skrevet sin version i 1805.

Oehlenschläger tog udgangspunkt i den norrønske Vølundkvad fra Ældre Edda, nedskrevet i Island i 1270’erne og en del af Codex Regius. Codex Regius er som er 32 digte fra nordisk jernalder, som blev opdaget i 1643 i Island og 19 år efter sendt til København som en gave til Kong Frederik III fra Biskop Brynjólfur Sveinsson. Uretmæssigt – hvilket man især synes i Island og især efter landet blev en uafhængig republik i 1943. Danskerne beholdt manuskripterne indtil de efter lange og hårdere forhandlinger blev leveret tilbage til Island i 1971.

Sagnet om Vaulunds hævn er bl.a. en historie om grådige konger, der uretmæssigt tilraner sig og beholder andres skatte. Island var tilgivende over for den tidligere kolonimagt – Vaulund er i sagnet mindre tilgivende og lader vores hovedpersoner, hvis ikke bogstaveligt, så socialt, kløjs i sine kunstgenstande.

Scenariet er en sand historie om grådighed og hævn. Det bliver forhåbentlig en fortælling uden helte, men med al for menneskelige primæraktører. Jeg glæder mig sygt meget til at vi skal tage teten op fra Ebbe, Holger og Adam.

Jeg skriver sgu scenariet ind i hånden

Til næste Fastaval skal jeg skrive novellescenariet Vaulunds hævn. Jeg er stadigvæk i gang med at planlægge og har ikke fået så mange ord ned endnu. I denne fase er der mange både gode og dårlige ideer.

Min nyeste idé er, at måske skriver jeg scenariet ind i hånden. Der er 3 grunde til, at jeg synes det kunne være sjovt.

  1. Det er sjovt at lave layout, men prisen på layout-programmer er ikke så sjov. Plus at de kræver andre slags computere end jeg har (kan ikke installere programer på min arbejdscomputer eller på min chrombook) og ungerne bliver træt af mig når jeg låner deres for lang tid af gangen.
  2. Mine evner indenfor computer layouy er ok. Jeg har måske en lidt skarp start 00’er stil, fordi jeg lærte at layoute i slut 90’erne og kun har gjort det sjældent siden slut 00’erne. Det betyder at jeg godt kan sætte et fint scenarie op, men jeg har ikke så mange udtryk som jeg mester. Og i disse dage er jeg ret fasineret af sådan en gammel 80’er punkrock DIY stil., som primært blev skrevet i hånden eller på skrivemaskine og layoutet i hånden ved hjælp af en limstift og kopimaskine.
  3. Også er jeg gammel nok til at havde afleveret danske stile, hvor man først skrev teksten i hånden for efterfølgende skrive dem ind i hånden. Senere skrev vi dem i hånden og skrev dem ind i et tekstprogram på computer. Det var en arv fra skrivemaskinen, hvor man ikke kunne rette tekst, men det er jo blevet 1000 gange lettere på computer, hvor alt altid allerede er en slags digital fluks. Den anden vej: Skrive det på computer og skrive det ind i hånden ville havde været smartere, så det gør jeg i dag. Det er selvfølgelig ikke en grund i sig selv, men måske pga. mine gamle danske stile, så har jeg et nostalgisk forhold til at skrive tekster i hånden. En følselse af autenticitet og chance for at komme lidt væk fra datamaten.

Jeg sagde ikke, at det er var gode grunde, men ville det ikke være meget sjovt med et fastaval-scenarie skrevet i hånden?