Tag-arkiv: Morten Greis

[Gæsteindlæg] Er nogle rollespils eventyr kanon?

4 svar

Af Glen Voss

Morten Greis skrev for nylig en række super gode artikler på sin blog om Tomb of Horrors – et eventyr fra 1978 som han havde givet sig i kast med igen. Som Morten selv skrev er Tomb of Horrors et legendarisk eventyr men som det også fremgik blev det skrevet i en tid hvor rollespil var noget ganske andet end i dag. Og som bekendt er det ikke alting der ældes med ynde. Men hvornår piller man egentligt ved legender?

The Enemy Within

Jeg spiller selv en Warhammer kampagne. For anden gang på 30 år er jeg GM på The Enemy Within. Den er efterhånden synonym med Warhammer Fantasy Ropleplay 1st edition og i retrospekt er det svært at skelne systemet fra kampagnen.

De første eventyr i kampagnen blev skrevet af Phil Gallagher, Jim Bambra og Graeme Davis og blev til nogenlunde samtidigt med at Games Workshop udviklede deres konkurrent til Dungeons and Dragons. Et rollespil i deres wargamer verden med et distinkt britisk udtryk. Fra starten havde de (vage) planer om en kampagne der skulle strække sig over mange eventyr. Som ofte før (og siden) kom økonomiske hensyn i vejen for planerne – efter de første tre eventyr udkom ville Game Workshop have tempoet op og Carl Sargent (som også skrev en del eventyr til bl.a. D&D) blev ansat til at skrive den fjerde bog. Sidenhen gik planerne nærmest helt i vasken – Ken Rolston blev i hast bragt ind til at skrive det femte eventyr hvorefter Carl Sargent blev bedt om hurtigst muligt at afslutte kampagnen med det sjette og sidste eventyr. Trods det lidt tumultariske forløb blev kampagnen en stor success – ikke mindst var den med til at definere WFRP men den var også med til at sætte barren for købe eventyr.

Sidenhen har WFRP bevæget sig videre – med 2nd edition kom nye eventyr og kampagner men i popularitet kunne de ikke rigtigt måle sig med den oprindelige kampagne. Nu er WFRP snart på vej mod 4th edition men spørgsmålet er om nye eventyr kan måle sig med den oprindelige kampagne.

En berlinmur og adskillige krige senere…

Så når man hiver den gamle kampagne frem efter 30 år i skabet og præsenterer den for 6 personer som aldrig har spillet rollespil før melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvad – hvis noget – skal ændres?

Jeg er selv tilhænger af at prøve at opleve spillet så tæt på den måde som forfatterne havde tænkt det. Men samtidigt kan man bare ikke se bort fra at dele af kampagnen bare var for svag – det femte eventyr af Ken Rolston “Something Rotten in Kislev” var ikke bare en afvigelse fra kampagnen rent geografisk – den var rent fortællemæssigt helt anderledes. Og når man forventeligt skal bruge henved 50 fredag aftener på at spille kampagnen så skal indholdet bare være i orden. I sidste ende blev “Something Rotten in Kislev” skåret fra til fordel for “Terror in Talabheim” – et nyere eventyr skrevet til 2nd edition. Det var dog ikke uden svære overvejelser…

Er “it’s a classic!” nok?

Men hvorfor overhovedet forsøge at holde sig til det oprindelige materiale? Det kan vel også bare være inspiration til noget andet og mere? For mig handler det nok mest af alt om at nogle eventyr har været med til at forme hvor rollespil er i dag (på godt og ondt) – på samme måde som man læser en klassisk roman som har inspireret moderne forfattere til deres bøger. Måske man får en større forståelse for genren når man har læst klassikeren?

Én ting er sikkert: At spille et klassisk eventyr med sine venner er en investering – mere end det at læse en klassisk bog. Så alle ved bordet skal være med på at man spiller noget som måske/måske ikke længere holder. Men hvis det holder – og hvis det virkelig er en klassiker – så bliver rollespil ikke ret meget bedre.

Death of a spilperson

2 svar

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Troldmandsskolen

6 svar

En anden kampagneidé er: Troldmandsskolen.
Ideen er helt enkel: Man spiller en flok unge der går på en magiskole, hvor de lære, ja, magi.

Det kunne virke. Det har virket for Morten i denne kampagne.

Spørgsmålet er om man skal lave kampagnen i urban fantasy (altså okkult nutid) med Dresden Files som system (det er Fate og det skulle være virkelig godt) eller om det skulle være fantasy med Drager og Dæmoner som system (deres magisystem funger rigtig godt til et skole set up med forskellige fag – fordi man først lære en “skole”, altså teorien fra bag en bestemt type magi og jo mere man kan af den, jo billigere er det at blive god til spells indenfor den magiskole).

Karakterløst rollespil

7 svar

Definitioner provokere mig. Som den gode akademiker jeg (trods alt) er så får jeg lyst til at udfordre definitioner når jeg møder dem.

Det samme gælder når Morten skriver:

At spille rollespil er ikke at administrere regelsystemet, det er ikke at kæmpe kampe, og det er ikke at rollespille. At spille rollespil er det at interagere med fiktionen gennem karaktererne. Det er at erklære karakterernes handlinger og høre spilleders respons, som giver nyt materiale at spille rollespil over.

 

Jeg mener fx ikke at karakter er særlig vigtige i et rollespil som MicroScope og at man ikke skal hacke spillet særlig meget for helt at undgå karakter. Vi kan selvfølgelig diskutere om det så er rollespil, men eftersom vi bruger rollespil som hovedbetegnelse for mange former for fortællerspil, 1. personskrigsspil og mere klassisk rollespil, synes jeg det ikke er et særlig godt modargument.

Fokuset på karakterne er helt sikkert det der skabte overgang fra 70ernes krigsspil og de første rollespil, men måske er tiden inde til at lave det første karakterløste rollespil? Jeg tænker et socialt setting- og historieskabende fortællerspil.

Fra Uffes karlsklippe

Men måske findes det allerede?

1000 Stremmer, men ingen larm

8 svar

Jeg er fan af Morten Greis’ blog Stremmen fra Ådalen. Ikke mindst fordi Morten skriver indlæg af en høj kvalitet. Morten skriver også mange indlæg, 1000, siger han. Hvilket er vanvittigt.

Personligt, mener jeg, at Mortens Troldmandskampagne er det bedste jeg har læst om rollespil. Læs det.

Min Sortforsyning er, hvis jeg husker rigtigt, omkring et par år ældre end Mortens blog, men jeg har “kun” nået op på 599 indlæg (medregnet det her) og mine indlæg er væsenlig kortere end Morten. I forbindelse med det 1000’ende indlæg, overvejer Morten om han skal tage sine rollespilsskriverier over på andre digitale platforme (primært overvejer Morten Facebook). Personligt ville jeg synes det var synd, hvis Stremmen, blev en fast del af Facebooks lyd- og meningshav, men jeg kan godt forstå at Morten, som primært er en ordmand (og ikke billedemand/layoutmand) tænker at Facebook mediet er bedre til at komme ud med sine tanker om rollespil. Facebookpages og -grupper er ret ens og jeg ville aldrig bruge det som en personlig blog, fordi det grafisk er ret ligegyldigt i sin enshed, men jeg er ikke Morten.

Det er dog ikke den primære grund til at jeg blogger fremfor at skrive om rollespil på Facebook. Den primære grund er at rollespil både er en meget stor del og en meget lille del af mit liv. Det er uden sammenligning min ynglingshobby og fordi det er min hobby, så har jeg aldrig haft lyst til gøre det til en levevej eller en central del af min offentlige fremstilling af min person. Jeg har det rigtigt godt med at Facebook-Johannes, ikke indeholder særlig meget af rollespils-Johannes. Så er der nemlig mere plads til sjove-Johannes og Se-jeg-har-børn-Johannes på Facebook. Jeg har det også godt med at det ikke er svært at finde denne blog og rollespils-Johannes på internettet. Mine tanker om rollespil er ikke hemmelige, men noget særligt, som jeg ikke ønsker at pushe, men gerne vil dele 😀

Derfor vil jeg rigtig gerne ha’ en kommentar når du har læst noget jeg har skrevet, men selvom du ikke skriver bliver jeg nok hængende og udgiver et eller andet om rollespil fra ting til anden.