Tag-arkiv: Kampagne

Mouse Guard er ikke et børnespil

Fordi jeg planlægger en kort Mouse Guard kampagne (vil du være med?), ligger mit boxset fremme for tiden. Det har Solbjørk set og spurgt om vi ikke kan spille det i vinterferien, hvor vi skal i sommerhus i Jylland med nogen venner. Jeg har sagt at det vil jeg gerne. Sidst vi var afsted spillede vi en enkel aften af Into the odd – hvilket var fedt, men jeg har mistet spilpersonerne, så vi kan ligeså godt starte på noget nyt.

Og i Mouse Guard kan vi endda, hvis vi planlægger det ordentligt og bruger de præskrevne spilpersoner, få spillet en hel mission.

Man er ikke nødvendigvis et barn, fordi man spiller mus

I Mouse Guard spiller man mus med sværd. Æstetikken og stemningen kan måske godt være lidt Vinden i Piletræet – bare sat i en fantasy’like middelalder i stedet for victoriansk klasseopdelt landidyl. Der er også noget med, at hvor dyrene er mere eller mindre er venner i Vinden i Piletræet, så er Mouse Guard verden mest af alt mus imod rovdyr, insekter som husdyr og få spinkle alliancer med andre gnavere.

Brændt barn skyr hjulet

Mus er selvfølgelig nuttede og jeg kan godt se, hvor at man tænker det er et børnespil, men hverken spilmekanik eller tema er i virkeligheden for børn. Temaet følger de tegneserie ene forfatter, David Petersen, har lavet. Det er en fortælling om et samfund, der lige er kommet ud af en krig og som er balkaniseret i selvstændige bystater, som principielt støtter musegarden, men som også er meget opmærksomme på om de der krigermus får for meget magt. Nå ja, og fordi det man er mus, så er verden bare farlig.

Mouse Guard bygger på, den anden forfatter, Luke Cranes tidligere rollespilssystem The Burning Wheel. Jeg har læst noget af The Bruning Wheel og spillet det et par gange – på mig virker det lidt som Warhammer, hvis Warhammer var bygget af byzantinske bureaukrater. Det er ret komplekst. Mouse Guard er overhovedet ikke ligeså komplekst som The Burning Wheel – nogen har også kaldt det for Burning Wheel light, men det er stadigvæk et forholdsvis tungt system med en del knas. Hvis man gerne vil spille noget systemlet med sine børn er der bedre muligheder end Mouse Guard, fx Ulvevinter, D&D 5ed. eller Excel. (Det sidste var en joke – så slemt er det heller ikke).

Ok, men hvorfor spiller du det så med dine unger, Johs?

Jo, det gør jeg, fordi jeg har planer om at lave en rigtig voksen kampagne og jeg godt kan håndtere mekanikken for ungerne, så de bare skal fortælle mig hvad de ønsker at gøre. Det er især hvis man går i kamp eller lignende konflikter, at det bliver komplekst og jeg kan, hvis jeg ikke får godt nok styr på den del inden, lave eller 0,,vælge en mission uden konflikter. Tror jeg.

Også fordi jeg ikke er så bange for sigte høj, at prøve ting af og nogen gange falde.

Hvis du vil vide mere om Mouse Guard, så kan jeg virkelig anbefale Lænestolsrollespils fine afsnit om Mouse Guard. Lænestolsrollespils er forresten en god podcast, hvis man gerne vil vide noget om en masse andre interessante rollespil.

Alt er farligt når man er en mus – Det er mega sejt!

Jeg er stadigvæk ved at forberede en Mouse Guard kampagne (hvor de er plads til et par spillere, så skriv endelig hvis du er frisk).

I den forbindelse har jeg tænkt over, hvor fedt det er at man spiller mus i vildnæset. Mus er jo mega små og sårbare i en natur, der på en eller anden måde er lidt for stor til dem. Der skal ikke meget vand til før en oversvømmelse bliver til en tsunami, bakker er bjerge og dyr, som vi ikke tænker er noget særlig er kæmpemonster.

Den naturelige orden

I Mouse Guard bliver de større dyrs størrelse og dermed farlighed udtrykt i denne oversigt:

Musse-videnskabsfolkene kalder det for den naturlige orden.

Hvordan den naturelige orden virker i spillet

Man kan, som enkel mus eller patrulje, kun dræbe dyr på ens eget niveau, niveauet over og alle niveauerne under (for mus er det jo kun to – mus er små). Man kan såre dyr to niveauer over ens eget og man kan drive dyr tre niveauer over ens eget væk, men det er også det.

Hvis man samler en hær af mus, så kan måske godt nakke en ræv eller større dyr, men det er jo også en helt anden bedrift.

Det er farligt at være mus, hvilket gør Mouse Guard super spændende.

B.P.R.D.: Hvilket rollespilssystem?

Scion: Hero

For nyligt købte jeg Scion brugt og billigt. Jeg har lige læst intronovellen og selvom den er meget sjov og sejt, så giver hele Scion set up’et mig lidt en tør fornemmelse i munden. Man spiller gudebørn fra seks forskellige bedaget panteoner (græsk, nordisk mytologi, voodoo, traditionelt japansk og aztekernes guder) og kæmper imod disse guders ærkefjender Titanerne. Nu er jeg ikke religionshistoriker, men jeg tænker at titanhistorien passer godt ind i nogen af mytologierne og mindre godt ind i andre.

Scion: Hero

Min hånd og bog.

Når man har læst intronovellen, som er et nordamerikansk nordisk epos, så virker resten af bogen lidt som nogen postmoderne rod uden mål. Jeg ville ønske det var et spil til at spille en American Gods-historie, men virker det ikke til at være.

Og jeg ville endnu mere ønske at det var et B.P.R.D. rollespil. Men det er det godt nok heller ikke.

Corona og B.P.R.D.

Under vores lock down fik jeg læst sygt meget B.P.R.D.

Infoboks: B.P.R.D. er en Hellboy spinoff tegneserie. Hvis du ikke kender den eller Hellboy tegneserien, så slå den op på nettet. De er ret fine.

Mine B.P.R.D. tegneserier

Fem B.P.R.D. samlebind i en klassisk Billy reol.

Jeg var flere gange inde i Faros og (halv nervøst) købe endnu en del af Hell on Earth. Jeg havde i forvejen læst Plague of Frogs og i julen læste jeg 1946-1948. Samlet er det den vildeste historie. Det er oppe på den helt store klinge – med kæmpe monstre og verdens undergang fortalt igennem et ret stort persongalleri med næsten små, men meget nærkommende horror- og okkulte fortællinger.

Jeg har bygget meget af min online Warhammer kampagne op over samme formel (bare med et mere fast persongalleri). Man kan læse mere om den kampagne hvor på Thomas’ blog.

 

Lad os sige, at vi skulle spille B.P.R.D.

På fredag går jeg på ferie og det er lidt dødt med rollespil i ferien. I virkeligheden mangler jeg ikke kampagner. Principielt spilleder jeg tre og spiller med i en, hvilket mindst er to for mange, men for folk som mig er det ret hyggeligt at dagdrømme om ens næste kampagne.

Og hvis jeg fik tid engang, hvordan kunne man så lave en B.P.R.D. kampagne?

Det ville være noget med at spillerne spiller flere forskellige personer eller i det mindste hjælper med at spille biperson. Der skal være plads til forskelligt powerlevel – nogen kan vanvittig magi, andre er semiudødelige mærkelige væsener/konstruktioner og andre er ret normale forskere/soldatertyper. Der dør en del hovedpersoner undervejs, men aldrig i ligegyldige kampe og uden en god opbygning. Generelt er serien ikke bange for karakterudvikling (både personlig, men også i figurernes evner) – man kan faktisk sige at den er drevet af det og den gør det virkelig godt.

Nå ja, også er baggrundshistorien og hovedplottet verdens undergang – og alle de små fortællinger, der foregår imens kæmpemonster ødelægger Jorden/virkeligheden/kosmos.  Jeg tænker, at rollespilssystemet skal kunne rumme dødeligheden på en god måde, forskellige evner (herunder ret magiske af slagsen), et stort persongalleri og de små og store sidehistorier.

 

Dresden Files, Savage Worlds, World of Darkness or what?

Af en eller anden grund håbede jeg på at Scion kunne rumme et B.P.R.D., men det kan det overhovedet ikke.

Dresden Files

Når jeg kigger i min egen systemsamling, så kunne et hack af Fate-spillet Dresden Files måske gøre det. Jeg kunne bare ikke rigtig få Dresden Files til sådan rigtig at virke sidst jeg prøvede at spille det. Faktisk er det et generelt problem jeg har med Fate.

Derudover ligner Dresden Files universet på nogen måder lidt B.P.R.D. og andre overhovedet ikke. Jeg ved ikke om det kunne gå hen og blive forvirrende i længen.

Savage Worlds

Savage Worlds har jeg ikke spillet særlig meget, men det er enkelt og virker fint og jeg har en meget superpower-bog til det (som godt nok har mindre personlighed end Bilka). Det er ikke det mest inspirerende rollespilssystem, så stabilt og det er hurtigt at lave spilpersoner i det – hvilket er godt, hvis man skal lave mange af dem.

World of Darkness

World of Darkness, som jeg har også har stående, er modsat Savage Worlds fuldt med stemning. Nogen af stemningen passer endda på B.P.R.D. Man kunne kører det semisystemløst, eller retter sagt man ville være nødt til at køre det semisystemløst, da World of Darkness-system er ret rædsomt. Til gengæld er det let at hacke. Sidst jeg forsøgte at spille noget ikke WoD med World of Darkness som system – gik det dog mindre godt.

Ingen af de ovenstående systemer er nødvendigvis særlig gode til at rumme fortællestrukturen i B.P.R.D. Jeg ved ikke om et system behøver hjælpe med det eller om det bare er fint nok at der er et system for action og xp. Eller om det ville være rart med hjælp til flere spilpersoner og noget mekanisk til både at rumme dommedag, et vampyrsideplot og karakterudvikling.

Hvilket system ville du bruge til at spille B.P.R.D.?

 

Vampire er et godt voksenspil

Da Vampire kom frem i start 90’erne var ”modenhed” en del af dets selvfortælling. Her, næsten 30 år efter, virker 90’er-modenheden i Vampire lidt træt og pubertær som henfalden gymnasiefunk. Vampire har en meget navlepillende nerve, som man let kommer til at hade at elske. Personligt elsker jeg den, men hver gang jeg giver efter for min kærlighed til den, er jeg tilbage i min ungdom og jeg kan ligefrem mærke hvordan min hud bliver mere uren og hvordan for længst  glemte bumser igen titter frem.

Funkmand i 90'erne

For nyligt er jeg begyndt at spillede Vampire igen og i går viste Vampire sig, hvis ikke tematisk, så praktisk som et rigtig godt voksenspil.

Når man glemmer at man skal spille

Voksenlivet er fuld af forpligtelser og i perioder med pres på, kommer man nogen gange til at glemme ting. Er man heldig, er det ikke ungerne i institutionen, huslejen eller vigtige deadlines på jobbet som man glemmer, men måske bare opvasken eller en enkel aftale med tilgivende venner. I går havde jeg glemt at en spiller var i Athen og derfor ikke kunne komme. En anden spiller blev syg på dagen og en sidste, ja, glemte at vi skulle spille. Det sker, men det betød også at Peter, Tina og jeg sad og kiggede på hinanden i går. To spillere og en GM.

Hvis det havde været min gamle Warhammergruppe, så havde vi aflyst. Måske havde vi fundet et brætspil frem, måske var de to spillere bare taget hjem. I Warhammerkampagnen var der altid et plot, som vi skulle videre med, og en god del af partyet skulle ligesom være tilstede før det gav mening at spille. Men i Vampire, i vores version af Vampire, gav det mening at spille.

Fighting Friday

Spilpersonerne var i to forskellige byer og involveret i sammenhængene, men forskellige dele af plottet. Hurtigt fik Peters købmand/ slagsmålsklubfacilitator Ventrue dog droppet sit sideplot i Sheffield og red tilbage til York, hvor Tinas Brujah fægtemester var i gang med sværdtræne/spille op til den lokale Vikinge Ventrue elder. Tilfældigvis mødtes de ved York Minster (hende vikingen bor under den), hvor de også løb i inkvisitionen. Der var kamp, en munk fra Sheffield døde og en lang histiorie kort, så endte Venturen og Brujahen ude i skoven, hvor de forsøgte at lave en crime scene, der antydende at munken fra Sheffield var dæmon og havde dræbt 6 inkvisitorer. Der blev slået terninger, men vi zoomede ikke helt ned og tog kamprunde for kamprunde.

Resten af spilgang fik med at Brujah vejledte sin (halvbegavede) retainer udi gavekøbets kunst, som Peter spillede og Ventruen faciliterede sin slagsmålsklub, hvor han næsten fik Konedræber Tom til at knivdræbe at Ventruens dødelige nevø. Ventruen og Brujahen fik også nogen gode one on one snakke om ulivet og glæden ved at afholde ”Fighting Fridays”. Med andre ord, der var rigtig meget karakterspil og vi kom overhovedet ikke rigtigt videre i plottet.

Zoom til karakteren

Det er det Vampire kan. Med sit tema om ”personal horror” ligger det ikke bare op til, men kræver at man har plads til karakterscener. Hvis det er en central del af en spilperson, at denne står bag har en slagsmålsklub, så skal det i spil. Ligesom den halvbegavede retainer blev etableret og pustet liv i af Peters fine spil.

Eftersom Vampire er et moralsk spil, så skal der være situationer, der afføder moralske valg. Helst nogen hvor man kan sætte spiller op til at iscenesætte spilpersonen, som det monster det er. Retainers og nevøer, der måske skal ofres eller redes, skal først introduceres i spil. Det kan med et fuldt hold på 5 spillere og et plot der skal passes være svært at få tid til disse. Det fik vi, i går, ved kun at være to spillere og det blev rigtig fint.

Da vampyrer ikke nødvendigvis rider samme dag som sadler, så er det muligt at pause plottet de spilgange, hvor voksenlivet rammer og der er dårligt fremmøde. Det gør Vampire til et fremragende voksenspil. Al 90’ernes gymnasiefunk og urene hud til trods.

[New York] Ventrue Chronicle og vejrforhold

Jeg er ved at spillede det første kapitel i min New York kampagne, der bygger på Ventrue Chronicle. Første kapitel er en Dark Ages-historie der foregår i nogen nætter efter nytår 1230 i York. Her i første kapitel følger vi scenariet i Ventrue Chronicle ret tæt. Kapitel to og tre kommer til at bevæge sig længere og længere væk fra oplægget.

Ventrue Chronicle: 1. scenarie, Dark Ages

Det første kapitel er et fint scenarie. Der er en krimifortælling med fremdrift og nogenlunde sammenhængende plot og plads til personlig intrige og horror. Vi har spillet to spilgange af det og det er nok 4 spilgange langt. Man kunne godt klare det på mindre, men jeg synes der skal være plads til ikke-plot relateret som etablerer spilpersonerne og deres blodlinjer for spillerne.

Informationen man skal bruge som spilleder er væsentligt dårligere formidlet end i langt de fleste Fastaval-scenarier. Elementer som man skal formidle i scene 2 bliver først for alvor forklaret i scene 7. Derudover er scenens informationer næsten lidt tilfældigt vævet indimellem scenebeskriver, plottet og halv ligegyldige overvejelser. Langt det meste først forklares i selve scenegennemgangen, herunder plottet. Det er ellers en ret god idé at ridse selve plottet op inden man kaster sig ud i selve scenegennemgangen.

Det er ikke en kandidat til Otto for bedste formidling, men det er købescenarier jo som oftest ikke. Og jeg har ikke noget problem med at læse og skrive de informationer jeg skal bruge ind i en mere struktureret form.

“Nå men… hvad med vejret?”

Det er en lille ting, men jeg synes måske det er det mest åndssvage i scenariet: Nemlig at forfatteren har valgt at navngive alle kapitlerne efter vejrforhold. Kapitlerne hedder ting, såsom: Storm Clouds Gather, The First Drops Fall, The Heavens Open og Clearing the Mists. Det betyder at man ingen chance for at navigere i scenariet udfra scenenavnene!

Bevares, vejret følger den dramatiske spændingskurve, men come on. Det er både klichefyldt med regnvejr i middelalderen og ret åndssvagt! Så er det heldigt at jeg selv laver oversigter over scenariet.