Synopsis-illustration til Ørkenvandring

Man skal åbenbart have en illustration med i sin synopsis. Det fattede jeg først meget sent, så jeg fik tegnet denne på alt for kort tid. Synes dog at den allerede rammer noget af den stemning jeg ønsker med Ørkenvandring – måske mangler der noget tomhed og tørke i den, men det må komme i den næste illustration.

Foromtale til Ørkenvandring (udkast)

Jeg har et scenarie med til Fastaval næste år. Det går vanligt super dårligt med at få det ned på papir, men efter mange indre kampe har jeg fået skrevet et forsøg på en foromtale.

Hvis du gider at give feedback på om  teksten giver mening? Og ville du spille det? Så sender jeg masser stenalderkærlighed.

Det er en novelle for fire spillere og en spilleder med denne pitch:

En stamme kickass stenalderfolk forsøger at forcere Kitaras brutale og ubarmhjertige golde ørken på rejse mod en ukendt fremtid og drømmen om et liv i tryghed.

Og denne foromtale:

Det er kun formiddag i ørkenen, og jeg er allerede ved at falde om. Vi er kun 12 tilbage i stammen og på vild flugt gennem sandmasserne. En flok af kødædende kæmpebiller bevæger sig hurtigt over sandbankerne i deres jagt på os.

Mine lunger brænder af at løbe, og jeg ser at Buji også kæmper med at holde farten. Vores spydkæmpers ben er ikke helet ordentligt efter et blodigt sår under flugten fra Den Gule Konges umenneskelige horder på vores hjemlige grønne stepper. 

Jeg ser Buji stoppe op. Solen, tørsten og sandet har slebet hende ned, men det er ikke derfor hun stopper. Hun tager sit benspyd frem, og med et urgammelt kampskrig vender hun sig imod det forreste monster.

Lotte, der spiller Biju, tager en håndfuld blå og røde terninger og gør sig klar til kaste dem. Hvis hun klarer slaget, undslipper vi kæmpebillerne. Hvis hun ikke gør, er der en spilperson som dør. 

Jeg synes, at hun har taget lidt for mange terninger denne gang. For de blå er vores vand, og de røde er vores blod, og når de er brugt dør hele stammen. Ingen overlever ørkenen uden vand og blod. 

 

Spillertype:
Synes du hæsblæsende stenalder-action med terningeslag og en halv trist rammefortælling er sagen? Så er Ørkenvandring noget for dig. 

Spilledertype:
Kan du male en actionpakket scene med ord, holde styr på en simpel ressource-terninge mekanik og stadigvæk holde et ok tempo, så håber jeg mega meget at du vil køre Ørkenvandring.

 

F2021 synops: Jeg skrifter sgu’ hest

Helcon

Det er tid til at sende synopser ind til Fastaval. Siden sidste år har jeg arbejdet på et stort helcon-projekt med en masse små og korte unikke horrorhistorier for en masse spilledere og spillere. Historier der kunne spilles i caféen eller baren når man ikke havde andet at lave. I et anfald af begejstring over den idé sendte jeg en synopsis ind sidste år. Den blev endda også godtaget, men jeg aflyste ret tidligt, da jeg ikke kunne se hvordan det skulle kunne virke til en online Fastaval. Efter den meget succesfulde online Fastaval kan jeg nu godt se at det ville virke, men sådan er det jo med bakspejle.

Men jeg viste også, at der ville være en masse arbejde i det og som mit liv ser ud pt. har jeg svært ved at se hvordan jeg skulle kunne ligge så meget arbejde og lykkes med så stort et projekt. Jeg har overvejet at få medforfattere på, men jeg ved ikke lige hvem jeg skal spørge. Faktisk også hvem jeg kan spørge. Jeg tænker at vi alle kender det at være lidt socialt svag i koderne efter disse Corona-år.

Novelle

Til gengæld har jeg en novelle-idé, som jeg har også har arbejdet (læs: gået og tænkt) på i nogle år. Nemlig en ørkenvandring.

Det er en stram fortælling om resterne af en stamme stenalder-artige folk, der flygter fra deres hjemlige jagtmarker efter at have tab en årelang kamp imod Det Døde Folk. Nu bevæger stammen sig igennem sand og under en dræbelig sol imod bystaten Ascalon, der ligger på den anden side af den store golde ørken.

Undervejs skal stammen overvinde ørkenbanditter, sandstorme og kæmpebiller. Der er en stramt ressourcemekanik, med en fælles bunde af terninger, som løbende bliver brugt.

Normkritisk repræsentation i rollespil når man selv er normen

På baggrund af nogen uheldige og ubetænksomme kommentarer på en facebookgruppe for rollespillere og fordi vi var på besøg hos venner på Sydfyn fik jeg mig en god snak om rollespil, sexisme og repræsentation med min kloge ven David fra Center For Militant Futurologi. I diskussionen i facebookgruppen var jeg ikke nok opmærksom på min egen position som hvid, heteroseksuel, ciskønnet-mand. Der er forskel på hvad jeg fra den position kan sige og hvad man kan sige fra en mindre privilegeret position, hvis man ikke ønsker at reproducere undertrykkende og urimelige normative forestillinger.

Det ved jeg i virkeligheden godt, men jeg var i øjeblikket ikke bevidst nok om min position og heller ikke om det jeg sagde. Som forklaring kan jeg sige at det ikke var intentionelt og jeg faktisk troede, at vi diskuterede noget helt andet, men det ændre ikke på at jeg skulle have været mere opmærksom. Nå men, det var nu ikke for at gå ind i en beskrivelse af hvordan jeg igen har dummet mig og været ubetænksom, men mere for at forklare hvorfor jeg denne gang kom til at tænke over repræsentation rollespil. Også er denne slags overvejelser meget blog’ish, hvilket også kan noget sådan lidt Sex and the city-artigt.

Situationen fik mig til at tænke over (og snakke med David) om hvordan det er svært, at arbejde ordentligt med repræsentation i fiktion, når man ikke selv er en af de underrepræsenterede. Og her er det vigtigt for mig at pointere, at når jeg skriver, at det er svært, så er det ikke for at få sympati. Dette er et ikke forsøg på, at skrive et ”Nå, men det er faktisk også svært og synd for os misforståede hvide mænd”-indlæg. Jeg er privilegeret og rimelig bevist om det. Jeg vil bare også gerne støtte en normkritisk diversitetsdagsorden i det omfang det er muligt for mig fra min position. Det der er svært er hvordan man arbejder med repræsentation i rollespil når man samtidig er bevidst om sin egen position.

Fortidens sønder (og sammen)

På den ene side ønsker jeg ikke at alle spilpersoner i mine scenarier skal være en kopi af mig selv (mand, cis, hvid osv.), det er vigtigt at mine spillerne får lov til at spille andre ting end den klassiske mandlige antagonist, som vi kender og har set 1000 gange før i vestlig litteratur. Samtidig så skriver jeg scenarier fra en position hvor jeg kun har meget få levede erfaringer med at være en minoritet. Hvordan kan jeg overhovedet beskrive udsatte narkomaner (som jeg gjorde i Hav’et 93 fra 2002), homoseksuelle (som vi gjorde i Sønder og sammen fra 2003), synshandicappede (de er med i Sort/Hvid fra 2006) eller seje kvindelig bloodbowl underdogs (som vi møder i Remember the Amazons fra 2019) på en respektfuld og ordentlige måde?

Jeg skal være den første til at sige at der har da været skæverede imellem, men jeg håber at de all in all trods alt har gjort mere godt end skidt.

Men det er fortiden, og selvom den selvfølgelig skal bearbejdes, så handler dette indlæg om et andet vigtigt spørgsmål (for mig), nemlig om hvordan folk som mig overhovedet kan tillade sig at skrive scenarier fremadrettet.

Skal vi holde os fra det vi ikke har levende erfaringer med eller forsøge at befolke vores fiktion med diversitet på trods af den manglende erfaring og med chance for at reproducere kedelige normer? Den oplagte tredje mulighed ville være ikke at skrive længere, men den virker helt urimelig for mig og den kommer jeg ikke til at vælge.

Staying with the Trouble

Det var David, der gjorde mig opmærksom på en metode, der netop ikke er en løsning. En af mine helt store filosofiske helte er amerikaneren Donna J. Haraway, en af hendes bøger hedder: Staying with the Trouble. Den handler om hvordan vi bedre kan klare os på denne ødelagte plantet igennem mere flydende identitet og relationer imellem arterne. Haraway er vild og tænker ikke bare i nedbrydelse af klassiske kategorier som køn og seksualitet, men også imellem arterne og maskiner. Hun kalder sin analyse for Chthulucene, hvilket i sig selv må glæde en hvilken som helst rollespiller 😊

Hvis man ikke kender Haraway så kan man med fordel starte med hendes nyklassiker Cyborg Manifesto.

I titel på Staying… ligger en fordring, som man kunne kalde: ”Stay with the Trouble”. Og jeg tænker det er det jeg er nødt til. Selvom jeg er en kropsliggørelse af normen og ”Das Man”, så mener jeg jo at man er nødt til at forholde sig til diversitet. Det er konfliktfyldt og svært for sådan en midaldrende rollespiller som mig, der gerne vil gøre det rigtige og helt sikkert kommer til at træde ved siden af, sige det forkert og til tider være træls.

Men, og her kommer der en slags pointe, men grunden til at det er det for sådan nogen som mig, er fordi vi har ødelagt verden igennem en lang historie med ikke-diversitetsskabede kategorier og ekskluderede strukturer. Tiderne har skiftet og heldigvis ser flere og flere, at der mangler repræsentation. At vi er beviste om det er dog ikke nok i sig selv. De ulige repræsentationer, ligesom alle mulige andre magtrelationer, ophører ikke bare fordi man siger “there is no spoon”. Desværre, men at vi ser dem gør at vi kan arbejde med dem mere systematisk.

I mine unge dage på venstrefløjen i et antiracistisk miljø brugte vi ret lang tid på at genkende og arbejde med vores egne racistiske fordomme. Det er ikke noget som man bare lige gør en gang for alle, det er en proces, hvor man er nødt til at ”Stay with the Trouble” – også selvom man nogen gang dummer sig. Selvom det ikke altid er rart det man ser.

Jeg tror ikke, at mine fremtidige scenarier bliver mindre politiske og kommer til at indeholde mindre repræsentation. Samtidig kommer jeg sikker til at misforstå eller fremstille nogen på en kedelig fordomsfuld måde og på den måde begå fejl fra tid til anden, men jeg håber på at jeg genkender det når jeg gør (evt. med andres hjælp), måske endda nogen gange får rettet det inden det kommer for bedt ud. I alle fald ikke begår den sammen fejl alt for mange gange igen.

Eller som et af mit yndlings punk rock bands sang, da jeg var ung: “Tell you what – I’ll call you on your shit, please call me on mine. Then we can grow together and make this shit-hole planet better in time.”

The Moot – et scenarie fra 1997

En af de scenarieideer jeg har tænkt over i mange år er et politisk valgscenarie sat i The Moot i Imperiet (Warhammer). Valgdramaer har vi set i andre medier, fx tv-serier såsom Borgen, The Wire og Westwing, men jeg kan ikke umiddelbart komme på et rollespilsscenarie, der behandler det. Udover over et som jeg hørte om for mange mange år siden. Ideen om et valgdrama sat i The Moot er nemlig ikke min. Det er et scenarie, som jeg ved allerede er lavet og spillet på Fastaval, men ikke programsat.

De glade 90’erne

Min første Fastaval var i 1996 og min anden var i 1998. Jeg sprang med andre ord 1997 over, men en del mine venner var på Fastaval i påsken 1997 – heriblandt Ask og Asger. De havde altså mulighed for at spille klassikere såsom Arken, Jisei, Faldne Engle, Nibelungentreue og Følger heldet de tossede? Jeg kan faktisk kun huske Asger fortælle om Følger heldet…, men man kan (og kunne især back in the day, hvor scenarier kun kørte i en blok) let komme igennem en hel Fastaval uden at spille kommende klassikere.

Til gengæld så spillede Ask et scenarie, hvis idé har været en ny klassikere for mig personligt. Som jeg husker historien, så spillede Ask, en spilleder og fem andre spillere (der var altid seks spillere på et scenarie i 90’erne) først det scenarie de nu skulle spille, men blev hurtig færdig med det. Hvor hurtigt fortæller historien ikke noget om, men eftersom det var i 90’erne kan det godt være at de har spillet i måske 2-3 timer. Dengang var scenarierne nemlig lange, helst 5-6 timer, og det var ikke unormalt at man spillede i op til 12-14 timer i en aftenblok.

De blev altså “hurtigt” færdig og ville gerne spille mere. Heldigvis havde spillederen selv et scenarie med! Det var et valgdrama sat i The Moot og en parodi på amerikanske valg. På det her tidspunkt har det været noget Bill Clinton-noget, men måske lidt før chikane og voldtægtssagerne blev offentligt kendt. Som jeg husker selve plottet, så handlende scenariet om en Elder-kandidat (Elder er præsidenten i the Moot) og gruppen omkring ham, hvor en af dem, Asks spilperson, var en gammel menneskekriger, som havde været på eventyr med hobbit hovedpersonen i deres unge dage. Jeg forestiller mig at det var meget West Wing, men den tv-serie kan ikke have været en inspiration, da den først gik i luften i USA to år efter.

De nåede ikke at spille scenariet til ende, da det vidste sig at være et langt scenarie og klokken alligevel blev for mange for selv 90’er rollespillere. Men det skulle have været en fest så længe det varede, især fordi de ligesom alle sammen var varmet op af det første scenarie de spillede sammen den aften.

Hvornår skriver vi det sådan rigtigt?

Lige siden 1997, hvor Ask fortalte mig om valgkampsdramaet har jeg gerne ville ”gendigte” det. Jeg har altid gået med andre ideer, da de pressede sig mere på eller simpelthen var lettere at skrive, men aldrig glemt ideen om det. Jeg tror nemlig ikke scenarieret blev skrevet og spillet sådan rigtigt, hvilket jeg synes er synd, da valgkampsdramaer kan være stærke fortællinger a la sportscenarier og lignende. Hvis scenariet findes eller andre var med i Asks spilgruppe der i ’97, så skriv gerne.

Indtil vi finder det eller nogen andre skriver det vil ”The Moot – et valgkampsdrama” nok være et af de vigtigste scenarier på min ”to write”-liste.