Vi skal til at spille Symbaroum og hvis du synes det lyder interessant, så kan du evt. droppen en kommentar.
I den forbindelse bad jeg ChatGBT om ti spilpersonskoncepter. Jeg var interesseret i en fra hver af spillerracerne i grundbogen (som den lige skulle have lidt hjælp til at huske) og deres vigtigste stats. Som altid kom det nedenstående frem efter en lille håndfuld prompts fik jeg den til at lave ti koncepter, som samtidig er inspireret til 80’er ikoner.
Quiz: Hvilke 80’er ikoner bygger disse 10 spilpersonkoncepter?
(Hint: botten er pænt ligeglad med om ikoner er virkelige eller fiktive, så der er lidt af hvert)
Hvor mange kan du gætte?
1) Haslerion “Lysbryderen”
En selvsikker og karismatisk barbar, der altid står klar til at redde dagen. Haslerion er kendt for sin imponerende fysik og sin evne til at inspirere folk til at tro på en bedre fremtid. Vigtigste stats: Styrke, Resolut
2) Madalda “Morgenstjernen”
En karismatisk changeling, der altid formår at tilpasse sig og forblive relevant. Hun bruger sin charme og mystik til at manipulere både venner og fjender. Vigtigste stats: Takt, Intelligens
3) Raghrok “Stenens Søn”
En stærk og vedholdende kriger fra de ambrianske grænseegne, kendt for aldrig at give op. Raghrok besidder en utrolig fysisk udholdenhed og kampkraft. Vigtigste stats: Styrke, Mod
4) Borwen “Nattens Flamme”
En androgyn changeling-mystiker med en mystisk aura og en dyb forbindelse til Davokars mørke kræfter. Borwen bevæger sig elegant mellem lyset og mørket. Vigtigste stats: Perception, Intelligens
5) Indiros “Relikviejægeren”
En dristig ambriansk jæger og eventyrer, kendt for sin søgen efter sjældne relikvier i Davokar. Indiros er både snedig og god til at undvige farer. Vigtigste stats: Perception, Takt
6) Arnokk “Stålblodet”
En massiv barbar, der næsten synes maskinel i sin styrke og beslutsomhed. Arnokk kæmper frygtløst mod både mørk magi og brutale monstre. Vigtigste stats: Styrke, Resolut
7) Wyhlna “Sirenesangeren”
En betagende ambriansk mystiker med en kraftfuld stemme, der fortryller fjender og inspirerer allierede. Wyhlna bruger sin sang til at vække mod og styrke i andre. Vigtigste stats: Intelligens, Takt
8) Ferrinar “Lattervind”
En snu og charmerende goblin, der altid slipper afsted med sine dristige handlinger. Ferrinar er ekspert i undvigelse og finder altid en vej udenom autoriteterne. Vigtigste stats: Diskretion, Takt
9) Saryah “Mørkets Vogter”
En fokuseret og barsk jæger, dedikeret til at beskytte sig selv og sine nærmeste mod Davokars mørke væsener. Saryah er altid på vagt og villig til at tage kampen op. Vigtigste stats: Mod, Styrke
10) Torvir “Guldjægeren”
En kraftfuld ambriansk kriger, kendt for sin loyalitet og karakteristiske guldsmykker. Torvir forsvarer sine allierede med al sin magt og mod. Vigtigste stats: Styrke, Resolut
Kan du gætte dem alle ti? Kom med dit bud i kommentaren.
Rollespil er min yndlingshobby. Mit humør er faktisk lidt afhængig om jeg får mit kreative fiks igennem rollespil. Min Vampire-kampange kører godt, men med aflysninger kan der nogen gange godt gå længere mellem spilgangene end jeg ville foretrække.
Heldigvis er mine unger blevet ret store, hvilket (udover en række bekymringer) giver mere fritid, så jeg kan godt spille hver anden onsdag (de ulige uger), hvor jeg ikke spiller vampire.
Der er som altid to udfordringer ift. at starte en ny kampagne op: 1) Man skal finde nogen at spille med, der har lyst og tid og 2) og man skal finde ud af hvad man skal spille.
1) Getting a new clique
Der er to veje og jeg ville synes begge var lige fede: Enten samler jeg en gruppe af dejlige mennesker og er spilleder for dem eller også skal jeg være spiller – evt. i en kampagne, der allerede er i gang. Det er klart nemmest at være spiller – især i en gruppe, der allerede har gang i noget godt.
Det er selvfølgelig synd ikke at være med fra starten, men det er ikke sådan rigtig træls. Der er systemer, verdener og temaer som siger mig mindre end andre, men hvis jeg skulle være spiller, er jeg ret åben. Det eneste som jeg synes er lidt irreterende ville være at skulle spille børn eller en kampagne, hvor man skulle slås hele tiden.
Imens jeg skriver dette, lidt lange indlæg, har jeg sideløbende småsnakket med min Martin og han virker ok interesseret. Så det ender, 7,9,13, med at jeg kører noget for ham og forhåbentlig lidt flere spillere (selvom en gentagende solodate selvfølgelig også kan noget).
2) Dit nye yndlingsspil
Hvis jeg skal være spilleder er jeg lidt mere kritisk ift. hvad vi skal spille. Jeg vil gerne allerede nu i gang med at læse op. Pt. læser jeg i fire forskellige rollespilssystemer og jeg kunne godt tænke mig at fokusere på noget jeg rent faktisk skal spille. Så selvom du måske ikke er interesseret i at spille med mig, så er du velkommen til at skrive hvad du synes at jeg bør spille. #veryblogartigt
Jeg kunne godt tænke mig, at spillede et system som jeg ikke rigtigt har spillet (alt for meget) før. Det udelukker især Vampire og Warhammer. Det må gerne være en god købekampagne eller noget som er let og hurtigt at forberede, så der ikke er alt for meget forberedelsesarbejde.
For selvom jeg synes det er hyggeligt at grave mig ned i det GM-akademiske hul som forberedelse er, så kender jeg også mig selv godt nok til at der er en chance for at jeg ikke får gjort det. Ud fra de overvejelser er mine kandidater:
Forbidden Lands: Raven’s Purge
Forbidden Lands har jeg kun prøvet et testspil af. Det er fra Fria Legan og bruger deres fede Year Zero system. Det har derudover en masse referencer til Drager og Dæmoner, som var det første rollespil jeg spillede og som nok har samme plads hos mig, som forskellige D&D versioner har ved andre.
De har brugt meget af de gamle illustrationer fra DoD. Det er også lidt DoD samme følelse af jordnær fantasy uden alt for meget fjollerier. Det er sat i et postapokalyptisk, hvor et stort og magtfuldt rige gik under og satte en stor landmasse under en natlig magisk(?) giftig tåge, som dræbte alle. Nu er tågen lettet og skattejægere har søgt til de forbudte lande.
Settingen og de racer man spiller er godt forankret i forhistorien med elegante twists, men de er ret klassisk fantasy (især hvis man kender DoD). Man kan spille ting som en ulvemand tyv eller en goblin ulverytter (det vil ikke være mærkeligt at have i samme gruppe, vel?).
Det er hex-crawl og udforskning af ruiner i et mildt sagt politisk ustabilt område. Overlevelse i livmarken er et tema i spillet. Man skal holde ens forsyninger (såsom mad og drikke) og ens våben/værktøj, der kan gå i stykker, ved lige. Udover at rejse rundt er der, klassisk for Fria Legan, regler for at opbygge ens fæstning.
Metafortællingen, som jeg ikke er super godt inde i, regner jeg med handler om hvordan fortidens stormagt gik under og sikkert noget om gammel ondskab i det massive landskab. Jeg regner med at kampagnen Raven’s Purge fortæller den eller noget af den fortælling. Og hvis jeg læser rigtigt på nettet en træls elver. Det er ret meget en sandkasse-kampagne, hvor man kan hygge sig mange timer med at overleve i vildmarken, afsøge ruiner, slås med banditter og opbygge en fæstning.
Symbaroum: Thorne of Thorns
Jeg har ikke spillet eller læst Symbaroum, men follk virker meget glade for det. Det er mørk fantasy med et fortrægt folk “Ambrianerne”, der har bosat ved den dybe dunkle skov Davokar. Inde i Davokar ligger ruinerne fra et gammelt kongerige, nemlig Symbaroum, som spillet er opkaldt efter.
I Symbaroum spiller man skattejægere, der er mest, men ikke kun, ambrianere. Og man trodser Davokars fare – det være sig monstre eller elvere eller ælgammel ondskab – for at berige sig Symbaroums skatte. Samtidig med at Ambrianerne og andre folk omkring Davokar har inddelt sig i forskellige politisk, sociale og religiøse fraktioner, der laver alliancer eller bekriger hinanden. Det er blevet beskrevet som dungeon crawl med en politisk dimension, der godt kan ændre sig til at være et politisk spil med en dungeon crawl dimension.
En ting er sikkert, og det er, at det er en åndssvagt stemningsmættet verden fuld af mørke og dybte. Spillet er udgivet af Fria Legan, men bruger deres klassiske Year Zero system. TIl gengæld bruger spillet et system, hvor spillere slår alle slag og hvor ens grundegenskaber og nogle særlige evner spiller en stor rolle. Der er ikke klasser eller lignende, til spilpersonerne og sin figur bygger dem op ud fra en pointepule. Lækkert.
Efter hvad jeg kan læse mig til på nettet, så handler handler Thorne of Thorns-kampagnen om at lede efter skatte i den farlige Davokar, der bliver mere og mere vred(!), og om det politiske spil i forskellige byer og sådan rundt om skoven. Den er fordelt i tre bøger og er en forholdsvis lang forpligtelse. Den skulle være fuld af mørk stemning – ligesom resten af spillet.
Jeg elsker æstetikken, de politiske fraktioner lyder interessante og grundfortællingen er, hvis ikke videre original, så ret sej. Det er fedt at det kun er spillere som slår terninger og selvom det ikke er min spidskompetence, så er dungoen crawl ok – selvom vi nok ender mere over i det politiske spil med en dungoen crawl dimension.
Coriolis: Mercy of the Icons
Coriolis er et rum sci fi spil. Det er også fra Fria Legan og bruger deres Year Zero system, ligesom Forbidden Lands (og en række af deres andre spil). Coriolis er en kæmpe rumstation, ombygget fra et koloniskib.
Jeg er først lige begyndt at smålæse grundbogen, men som jeg forstår det, så er der noget med hvem, der er ankommet hvornår til denne del af rummet. Dem som tog først afsted fra jorden, kom langt senere frem, altså generationer senere, fordi rumskibsteknologien har ændret sig i mellemtiden og noget med nogle portaler. Det skaber en interessant og naturlig konflikt mellem de først ankomne og de senere ankomne.
Derudover har settingen en mellemøstlig farve og religiøsitet spiller en større rolle end vi ellers ser i sci fi. Det er jeg ret vild med. Man tilbeder ikonerne og ens brug af dem har en spilmekanisk betydning.
Kampagnen Mercy of the Icons er, efter hvad jeg kan læse, ret meget en sandkasse, hvor intriger, rumeventyr og rejser på fremmede planeter er i fokus. Jeg kan godt være lidt bekymret for sandkasse-elementet i kampagnen. Ligesom både Raven’s Pruge (Forbidden Lands) og Thorne of Thorns (Symbaroum), så er det en lang kampagne på tre bøger.
Hvad med noget mere let end tre halvlange købekampagner?
I Vampire spilleder jeg Ventrue Chronicles og vi er nu efter 7 år er vi kun kommet to tredjedele ind i kampagnen. Der har også været en række pauser og store sidefortællinger, men jeg kan godt være bekymret om jeg nogensinde ville nå igennem den ovenstående kampagner inden for en overskuelige fremtid.
Måske er det ok. Jeg ved fra min Vampire-kamapagne at lange kampagner noget helt særligt at deltage i. Ikke nok med at spillet kommer ind under huden på spillerne, så får man også en helt særlig fællesskab omkring kampagnen og hinanden. Det er dog selvfølgelig en væsentlig tidsmæssig investering, hvor der er forholdsvis stor sandsynlighed for at nogen falder fra (resten af livet går jo sin gang osv.).
Mouse Guard, Mage og Pendragon
Alternativt kunne man spille en kortere kampagne. Jeg har ikke lige fundet en sådan, men Mouse Guard har en række små scenarier og jeg er ikke så bekymret for at lave en kampagne til det.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve Mage (igen) eller det gamle Pendragon. Begge to er større sager og investeringer, men jeg tænker at man kunne lave et kort – afsluttet – kampagne i begge, som kommer ind på de væsentlige elementer i de to spil. Mage handler om filosofi og opfylde sit magiske potentiale ved hjælp af sin avatar. Pendragon er en ridderfortælling, så det er noget turneringer, slås med et par kæmper, passe sit domæne og i sidste ende dø godt, så man kan videregive det hele til næste generation.
D&D fylder 50 år i år, hvilket er vanvittigt. Jeg ikke hvad det svare til i menneske år. Men for en ungdomshobby er det gammelt nok til, at man, ja, nok ikke rigtig er en ungdomshobby længere. Det giver mening at snakke om favoritversion af Dungeons & Dragons.
Min rejse i huler og drager
Jeg har ikke spillet meget D&D. Vampire, Warhammer + Drager og Dæmoner har altid mere været mit jam. Det handler blandt, men ikke kun, om at jeg ikke synes levels er særlig fedt. Jeg synes nok også at D&D klasserne ikke er så fede. Halvdelen er kedelige, den anden halvdel er mærkelige (I ved hvem I er). AD&D 2 ed. er den version som jeg har spillet mest. Det var noget mærkeligt rod ift. evner mm., hvor man nogle gange slå en d20 og skulle slå højt, andre gange skulle man slå lavt. Nogle gange skulle man slå procenter, men det var kun hvis man var rouge. Det gjorde nu ikke så meget med de der skills. De var nemlig alligevel jo blot non weapon proficiencies, som man fik forholdsvis få af op igennem ens rejse op i levels. Altså undtagen de der tyveevner i procent, de var mest af alt en underlig lappeløsning. Der var selvfølgelig også weapon proficiencies og eftersom det ene var formuleret negativt ift. det andet, så kunne man mistænke, at weapon proficiencies måske nok var lidt vigtigere.
Så derfor skulle alle skulle udregne THAC0 (To Hit Armor Class 0) og AC (armor class). Som magic user, der ikke havde så mange weapon proficiencies eller våbenevner i det hele taget, så i stedet måtte man forberedte spells når de andre lavede og spiste morgenmad, hvilket også må have været sådan lidt trist.
Da 3 edition af D&D (og kort tid efter 3,5) var der helt tydeligt en klar forbedring af AD&D. Skills hed ikke længere ”non weapon proficiencies” og fik en mere central rolle i ens spilpersonsdesign. OG udover det fik man en masse nye muligheder for at bygge spændende spilpersoner + at man forsøgte sig med at åbne spillicensen så andre kunne lave deres egne gakkede tilbygninger ift. regler og ikke mindst settings og fortællinger. Jeg har kun spillet lidt 3/3,5. 4’eren og 5’eren har jeg kun spillet one shots i, men jeg synes umiddelbart 5’eren er et rigtigt godt regelsæt. Så godt at jeg købte de tre grundbøger (brugt) for en tre år siden, men ikke godt nok til at jeg har fået læst dem eller brugt dem endnu.
Så hvad er min favoritversion af D&D?
Umiddelbart Warhammer 2 edition…
…men hvis jeg skal være mere seriøst, har jeg to. Jeg har de bedste minder med AD&D 2ed. Hvis jeg skulle spille D&D nu, så ville jeg bruge 5ed. (evt. med den nye PHB, måske). Hvad er din favoritversion af D&D?
Jeg skrev også dette indlæg for et år siden og vi er ikke kommet så meget længere – og dog, for vi spiller stadig kampagnen The Ventrue Chronicle nu på 7. år. Vi har – for længe siden – arbejdet os igennem Dark Ages og nu spiller vi Victorian Age. Og plottet udspiller sig ikke længere i Yorkshire, men i New York.
Ligenu har kampagnen sommerpause og derfor er det måske meget passende med lidt reflekstion og tilbageskuen.
Spillerne spiller hinandens vampyrafkom
Det betyder, at i Dark Ages spillede Tina en sej Brujah, i et mellemspil skabte Tinas figur Julianes nye vampyrer, så nu spiller Juliane en sej Brujah. Tina spiller Toreador, for i mellemspillet skabte Tims Toreador Tinas nye spilperson OSV.
Der har været en del udskiftning af spillere, hvilket ikke gør det mindre forvirrende.
Skema over hovedpersoner:
Klaner
Dark Ages
Skæbne
Først i Victorian Age Periode
Nu (Victorian Age)
Ventrue
Algot Stonewall (Peter)
Algot bliver oftret til en sump af de andre spillere (fordi Peter holder pause)
Ingen
Elias Clayborne, afkom af en meget våd og ødelagt Algot (Jesper)
Brujah
Estienne de Saint (Tina)
Estienne de Saint (Tina) findes stadigvæk, men er ikke hovedperson efter Dark Ages
Sally Hawke afkom af Estienne (Juliane)
Sally (Juliane)
Tremere
Chiame (Rasmus)
Chiame forsvinder som Rasmus forlader kampagnen og det gør også Klan Tremere som spiller-klan.
Ingen
Ingen
Toreador
McTavish (Tim)
McTavish (Tim) findes stadigvæk, men er ikke hovedperson efter Dark Ages
Gertrude Hughes afkom af McTavish (Tina)
Gertrude (Tina)
Toreador
Arthur Clark afkom af McTavish (Peter, som kom tilbage)
Arthurfindes fortsat, men Peter holder endnu en pause fra Kampangen
Nosferatu
Thomas (Kamilla)
Thomas forsvandt et stedet i middelalder Sheffield (Kamilla stoppede)
Ingen
Ingen
Nosferatu
Islo (Kristoffer)
Islo forsvandt et stedet i middelalder Sheffield (Kristoffer stoppede)
Ingen
Ingen
Greek Gangrel
Søster Nicola (Juliane)
Nicola (Juliane) findes stadigvæk, men er ikke hovedperson efter Dark Ages
Valentina Azzaro afkom af Søster Nicola (Katrine)
Valentina findes fortsat som potentiel NPC. (Katrine stoppede)
City Gangrel
Benjamin King afkom af Søster Nicola (Thomas)
Malkavian
Nikias Augustius (Morten)
Nikias (Morten) findes stadigvæk, men er ikke hovedperson efter Dark Ages. Og da Morten holder pause fra kampagnen, så fik han ikke en ny spilperson til Victorian Age
Rolf Friederich Georg Steiner afkom af Nikias (Tim)
Rolf (Tim)
Skema over spilpersonerne igennem tid.
Så hvem er vi og hvem var vi?
Vi er pt. en gruppe på fem faste spillere, hvilket er en rigtig god størrelse og vi er nogen fantastiske spillere. Tim og Tina har været med hele vejen. Juliane kom med 2019. Thomas og senest Jesper er kommet med inden for det sidste år.
De spiller:
Rolf Friederich Georg Steiner, en tysk skør akademiker malkavian med okkulte og historiske interesser
Gertrude Hughes, toreador kunstmaler og socialite
Sally Hawke, exhavnearbejder og brujah suffragette
Benjamin King, city gangrel og stolt britisk impleralist med indisk baggrund
Elias Clayborne, exsoldat med en karriere hos pinkerton, nu ventrue
Vi startede med et hold af Tim, Tina, Rasmus, Kamilla og Peter, der hhv. spillede en toreador sanger med vicissitude i blodet fra sin menneskelige baggrund, en brujah fægtemester, en gammel jødisk tremere mystiker, en nosferatu munk og en købmandsmand ventrue.
Tremere klanen døde som spiller-klan, da Rasmus stoppede i kampagnen. Udover Kamilla forsøgte Kristoffer sig også med en Nosferatu efter Kamilla havde forladt kampagnen, men det gik heller ikke, så vi har besluttet at det er for farligt at være Nosferatu i vores kampagne som spiller. De forsvinder simpelhen – hvilket vel passer meget fint ift. kanon.
Greek gangrel (som er dark ages udgave af city gangrel) og Malkavian blev introduceret med Juliane og Morten, der kom ind i kampagnen ca. samtidig med Kristoffer. De klaner lever videre i Thomas’ og Tims figurer (ligesom at Katrine lige nående at blive omfanget ind ind i greek gangrel-blodlinjen inden hun fandt ud af at vores spilstil ikke lige var hendes kop the).
Klan ventrue som kampagnen jo er opkaldt efter og hvor det faktisk er mening at de fleste spillere skal spille ventrues, var død i lang tid. Peter spillede med i et godt stykke tid, men havde behov for en pause. Så hans figur blev oftret til en magisk sump, der spiller en ret central rolle i kampagnen. Da Peter kom tilbage var det tid til nye spilpersoner og han blev en ud af to toreadors. Men fordi vampyrer, der bliver smidt i magiske sumpe åbenbart ikke altid bliver der genopstod Peters gamle figur for at omfange Jespers figur, der er kampagnens nyeste hovedperson.
Spilstil
Lidt over halvdelen af kampagnens spillere har stoppet igen. Og Peter har som sagt stoppet to gange 🙂
Det er der intet galt med. Vi spiller vampire fordi det er interessant, sjovt og dejligt. Det er også hyggeligt. Vi har i ny og næ spilgange, hvor vi ender med bare at snakke om løst og fast, for os der har været med længe kender efterhånden hinanden rigtig godt og vores to “nye” spillere er fede at lære at kende.
Når vi spiller, hvilket vi altså gør for det meste, ender vi ofte med en gammeldags spilstil, hvor vi skifter ret strømløst frem og tilbage fra skuespil til beskrivelser til metadiskussioner. Vi forsøger at gøre vores skift mere tydelige, fordi det må være lidt forvirrende at komme ind i som ny spiller (det skal jeg huske at spørge Jesper om ved lejlighed).
Handling går meget langsomt fremad og der er en del underlige sidefortællinger (fx var vores Brujah en tur ned i sumpen, hvilket sendte hende på en tidsrejsetur til dark ages York – og tilbage igen igennem via torpor), men jeg tror at alle synes at det kører med et fint tempo.
Sidst, men ikke mindst, så synes jeg at alle, der har stoppet i kampagnen har gjort det på en god og moden måde. Dem der fik for travlt med andre ting, sagde det. Dem hvor spilstilen og fortællingen ikke lige passede til dem, sagde det, da de stoppede. At skulle ud af en forpligtelse som en rollespilskampagne er, kan godt være lidt sårbar. Men vi har været ordentlige overfor hinanden og der er ikke noget af dem som har stoppet, som jeg ikke hjertensgerne ville spille med igen. Alle er velkommen tilbage, hvis lyst og mulig skulle ændre sig.
Mest er jeg bare taknemlig over de af mine spillere, som stadigvæk vælger at spille med mig efter alle disse år <3
Rollespil er først og fremmest talehandlinger. Nogle gange snakker vi bare, nogle gange beskriver vi scener, omgivelser og situationer, og nogle gange taler vi som vores roller (vi spiller skuespil). Det er tre ret forskellige situationer eller talerum om man vil.
Første talerum
Den første er, hvor vi er sammen og snakker. Ligesom vi gør hele tiden. Det kan være når nogle siger at de går på toilettet, spørger om noget mangler noget at drikke eller mere kage fra køkkenet eller når vi laver sjov. Når vi spiller rollespil er det lidt særligt, fordi det er et af de talerum vi kan være i. Det er et talerum helt uden for spillet, men ikke mindre vigtigt af den grund.
Det er også det talerum vi er i når en af spillerne kommer i tanke om noget der skete på arbejdet, som de gerne vil fortælle om. Og der er masser af vigtig samvær og nærvær i det rum. Ift. spillet er det også den samtale vi har i dette talerum, som gør at vi har et godt fundament for rollespil.
Andet talerum
Det andet talerum er, hvor spillederen eller spillerne beskriver noget inden i spillet. Det kan være når vores helte kommer hen til et nyt sted eller møder en person, der skal beskrives. Det kan også være når spillerne gerne vil beskrive deres rolles ting og sager, såsom tøj, våben eller hest.
Det er også i det rum vi hvad der sker i fiktion. Når bipersoner eller hovedpersoner (altså spillernes roller) gør noget, så som når nogen går ind af en dør, klatre op i træ, laver mad eller slår et levende skelet med en kølle lige i kraniet.
Trejde talerum
Og sidst, men ikke mindst, så taler vi nogen gange som vores roller. I stedet for at sige “Min figur siger, giv mig brødet”, siger vi bare: “Giv mig brødet”. Vi laver måske vores stemme lidt om og i det hele taget skuespiller vi den person man spiller. Det er det tredje talerum.
Overgange mellem de forskellige talerum
Når vi spiller rollespil, skifter vi mere eller mindre naturligt mellem de tre talerum. Vi kan komme til at snakke i munden på hinanden og en af spillerne skal hente noget i køkkenet og spørger om hun skal tage noget med, som spilleder beskriver du hvordan en landsby kommer til syne over en bakketop og en tredje har levet sig meget ind i sin rolle som kriger og henvender sig som krigeren til gruppens tyv. Det bliver hurtigt meget forvirrende.
Derfor kan det være en god idé at hele gruppen forsøger at holde sig indenfor samme talerum. Og at alle, men måske især spillederen, bruger talemarkøre når gruppen skal skifte mellem de forskellige talerum.
Man kan adskille det første talerum (det helt udenfor spillet) og trejde talerum (der hvor vi snakker som vores roller) ved at bruge hhv. spillernes rigtige navne eller deres rollers navne i sætningen. Ligesom at jo mere man bruger en anderledes stemme til rollerne, jo tydeligere er det at “nu er jeg altså en rolle”. Jeg har bemærket at nogen simpelthen skifter sprog og taler engelsk når de er i det tredje talerum. Det er jo en ret klar talemarkøre, men kræver en del af alles sproglige egenskaber. Personligt synes jeg ikke at mit engelsk er godt nok til, at jeg kunne spille ligeså mange forskellige slags roller, ligeså nuanceret, om jeg kan på dansk.
Det andet talerum (der hvor vi beskriver ting) er forholdsvis let at identificere, men man kan også som spilleder øve sig i sin “fortællerstemme” og hvordan man med tonefald og rytme får tilført stemning ind i sine beskrivelser. Man kan også bruge det andet talerum til at gøre overgangen fra det første til det tredje talerum mere glidende med beskrivelser a la: “hmm, bonden retter sig lidt op, spytter noget meget gennemtygget kød ud og siger…” – også sige sætningen om i det tredje talerum.