Klippe-klister punk

Nå ja, jeg har jeg allerede fortalt at jeg fik afleveret mit scenarie?

Det hedder Sagnet om Vaulunds Hævn og kan først og fremmest spilles på Fastaval.

Jeg tror, at det er ret sjovt at spille. En hurtig lille punkrock sag om selvforskyldt fortabelse.

Noget der var rigtig sjovt ved det her scenarie var at jeg ikke har layoutet det på en computer. Det er ikke den totale maskinstorm, scenariet er nemlig mere eller mindre skrevet i google doc.

Men derefter er teksten blevet klippet ud eller skrevet ind i hånden iblandt terninger, som jeg enten har kopiet og sat ind eller bare tegnet på papiret.

Nok snak, her er et par billeder, som måske forklarer det bedre end ord.

Dette er ikke en foromtale til Sagnet om Vaulunds hævn

Scenarieforfatterne til næste års Fastaval lægger pt. hånd på deres foromtaler til hjemmesiden. Jeg har også skrevet en tekst, der når Thomas har nikket til den, bliver sendt til de scenarieansvarlige. Jeg skriver Sagnet om Vaulunds hævn, der er et gammelt nordisk sagn sat i jernalderen.


I år var jeg sent ude og ende med en lidt kedelig beskrivelse af scenariet – som kommunikativt er fint og det som de fleste af os gør, men jeg overvejede inden da om at fortælle en rammefortælling om en arkæolog, der bærende på en masse af Vaulunds skatte, bryder igennem isen ud for øen Sævarholm. Men det ville blive noget rod, fordi scenariet jo ikke handler om arkæologer – men er et kammerspil sat i jernalderen.

Jeg overvejede også kort at skrive historie bag sagnet, men kunne ikke formå at gøre det kort nok. Så den får I her i stedet:

Litteraturhistorisk baggrund

Sagnet om Vaulunds hævn bygger ikke på en virkelig historie – men det er en sand historie.

Sagnet foregår i en mytisk jernalder, hvor kong Nidudur har tilfangetaget og lemlæstet mestersmeden Vaulund. Som hævn smeder Vaulund en række magiske genstande, der hver især tilfører mere og mere forfald til Nidudurs hus og slægt. Det er den version af sagnet vi skal fortælle.

I 1981, kulden af den anden oliekrise og den kolde krig, gendigter historikeren Ebbe Kløvedal Reich Sagnet om Vaulunds Hævn. I den version er tjenestedrengen Tuk en slags sejrherrer. Det er en herre/træl fortælling, der munder ud i en form frigørende revolution. Holger Drachmann har også gendigtet sagnet i 1894 og før det har den store nationaldigter Adam Oehlenschläger skrevet sin version i 1805.

Oehlenschläger tog udgangspunkt i den norrønske Vølundkvad fra Ældre Edda, nedskrevet i Island i 1270’erne og en del af Codex Regius. Codex Regius er som er 32 digte fra nordisk jernalder, som blev opdaget i 1643 i Island og 19 år efter sendt til København som en gave til Kong Frederik III fra Biskop Brynjólfur Sveinsson. Uretmæssigt – hvilket man især synes i Island og især efter landet blev en uafhængig republik i 1943. Danskerne beholdt manuskripterne indtil de efter lange og hårdere forhandlinger blev leveret tilbage til Island i 1971.

Sagnet om Vaulunds hævn er bl.a. en historie om grådige konger, der uretmæssigt tilraner sig og beholder andres skatte. Island var tilgivende over for den tidligere kolonimagt – Vaulund er i sagnet mindre tilgivende og lader vores hovedpersoner, hvis ikke bogstaveligt, så socialt, kløjs i sine kunstgenstande.

Scenariet er en sand historie om grådighed og hævn. Det bliver forhåbentlig en fortælling uden helte, men med al for menneskelige primæraktører. Jeg glæder mig sygt meget til at vi skal tage teten op fra Ebbe, Holger og Adam.

Jeg skriver sgu scenariet ind i hånden

Til næste Fastaval skal jeg skrive novellescenariet Vaulunds hævn. Jeg er stadigvæk i gang med at planlægge og har ikke fået så mange ord ned endnu. I denne fase er der mange både gode og dårlige ideer.

Min nyeste idé er, at måske skriver jeg scenariet ind i hånden. Der er 3 grunde til, at jeg synes det kunne være sjovt.

  1. Det er sjovt at lave layout, men prisen på layout-programmer er ikke så sjov. Plus at de kræver andre slags computere end jeg har (kan ikke installere programer på min arbejdscomputer eller på min chrombook) og ungerne bliver træt af mig når jeg låner deres for lang tid af gangen.
  2. Mine evner indenfor computer layouy er ok. Jeg har måske en lidt skarp start 00’er stil, fordi jeg lærte at layoute i slut 90’erne og kun har gjort det sjældent siden slut 00’erne. Det betyder at jeg godt kan sætte et fint scenarie op, men jeg har ikke så mange udtryk som jeg mester. Og i disse dage er jeg ret fasineret af sådan en gammel 80’er punkrock DIY stil., som primært blev skrevet i hånden eller på skrivemaskine og layoutet i hånden ved hjælp af en limstift og kopimaskine.
  3. Også er jeg gammel nok til at havde afleveret danske stile, hvor man først skrev teksten i hånden for efterfølgende skrive dem ind i hånden. Senere skrev vi dem i hånden og skrev dem ind i et tekstprogram på computer. Det var en arv fra skrivemaskinen, hvor man ikke kunne rette tekst, men det er jo blevet 1000 gange lettere på computer, hvor alt altid allerede er en slags digital fluks. Den anden vej: Skrive det på computer og skrive det ind i hånden ville havde været smartere, så det gør jeg i dag. Det er selvfølgelig ikke en grund i sig selv, men måske pga. mine gamle danske stile, så har jeg et nostalgisk forhold til at skrive tekster i hånden. En følselse af autenticitet og chance for at komme lidt væk fra datamaten.

Jeg sagde ikke, at det er var gode grunde, men ville det ikke være meget sjovt med et fastaval-scenarie skrevet i hånden?

”Så vil jeg heller død”

For mange år siden spillede jeg en kampagne inspireret af A Song of Ice and Fire (Bogserien som A Game of Thrones tv-serien bygger på – jeg var personligt ikke set tv-serien). I den forbindelse mødte jeg, som spilleder, et interessant problem. Noget af det vilde ved A Song of Ice and Fire er de character arc/dramatiske buer som karaktererne gennemgår i løbet af fortællingen. Næsten alle figurer gennemgår noget interessant og overraskende igennem romanerne. Ofte i voldsomme og skelsættende begivenheder. Fx så får en af verdens bedste sværdkæmper Jaime Lannister sin sværdhånd hugget af.

Det var bl.a. denne fanden-i-volds-hed som jeg var fascineret af ved A Song of Ice and Fire. Men jeg har også været game mester nok til at vide, at man ikke bare kan huggede armene af ens spillernes spilpersoner uden at de brokker sig. Eller mange spillerne vil føle det som et overgreb. Prøv at forestil dig det: Du har tirsdag efter tirsdag, igennem eventyr, spil og xp bygget sin fighter ”Laime Jannister” op til at være maxet helt ud i melee og understøttede skills og evner.

Faktisk synes du at sværdkampsevnerne og en dertilhørende storsnudet attitude det allermest interessant ved spilpersonen. Du er glad for Laime – også hugger en eller anden semi-random NPC hans hånd af!

Det er svært at arbejde med. Også selvom du får alle xp’ene tilbage og må bruge dem på noget andet. Dit koncept for Laime er ligesom ødelagt ud af det blå og det er helt sikkert at det dybe karakterspil spillederen håbede på med lemlæstelsen. Ikke den store overraskelse. De fleste spillerne så så heller at deres spilperson døde, fordi man så kan spille en ny – ikke ødelagt spilperson.

Spilleren skal være med på den, hvis en genfortælling af Jaime Lannisters skæbne skal fortælles. Samtidig er det måske lidt kedeligt, hvis man aftaler det for indgående og man skal spille glad for ens sværdkampsevne i 15 spilgang, kun for at vide at det i at til spilgang 16 får armen øksen. I stedet, så tænker jeg at man under spilskabelse kunne lave et skema, hvor man svarer på en række ting omkring ens figur.

Nogen af spørgsmålene kunne være:

  • Hvad er vigtigt for dig, som spiller, og som må blive truet, men som din spilperson aldrig må miste/ få ødelagt? (fredet)
  • Nævn en vigtig for din spilperson og som h/n må miste / få ødelagt? (Gør dig tanker om hvilket interessant spil et tab kan afstedkomme)

Kunne det virke? Eller kunne man gøre noget mere elegant?

Hvilke andre spørgsmål er interessant at have med i karakterskabelse?

Jeg synes personligt at de skal pege fremad og lægge op til spil. Familie, hjemegn og tidligere erhverv er uinteressante, hvis de ikke forholdsvis let kan trækkes ind i spillet på en eller anden måde.

Lore: Ascalon-serien

Ascalon-serien er scenarier, som foregår i og omkring fantasy bystaten Ascalon. Den starter med Lichkongen fra Ascalon, en ikke færdiggjort scenarieidé af Lars Kaos Andresen, men ellers består serien af:

  • Slavehandleren fra Ascalon (Johannes Busted Vestergaard, Fastaval 2010)
  • Ascalon-dynastiet (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Fastaval 2010)
  • Legenden om … III (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2010)
  • Legenden om … IV (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2011)
  • Legenden om … V (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2012)
  • Barbarer! (Troels Ken Pedersen, Vikinge-Con 2021)
  • Ørkenvandring (Johannes Busted Vestergaard, Fastaval 2022)

Fælles for disse er at de foregår i en sword and sorcery fantasy verden, som inspireret af amerikansk 1930’er fantasy. Tjek evt. et af de tidlige ”Legenden om…”-scenarier ud for en mere udtømmende beskrivelse af sword and sorcery-genren.

De første to Legenden om… (Vikinge-Con 2008 og 2009) foregår måske, måske ikke, i samme sword and sorcery univers som Ascalon, men nævner ikke bystaten. Ligesom mine to scenarier Jonas Hjorts Fantasy Gangster (Fastaval 2013) og Narzula City Noir (Fastaval 2014) nok også gør. De sidste to behøver man dog ikke læse.

Man kan finde links til alle scenarier i serien på Alexandria. Skriv gerne selv flere rollespil i serien.