Kan du huske Lexicon? Det var et online “play by wiki”-rollespil, der blev opfundet af Neel Krishnaswami i 2003. Spillerne påtager sig rollerne som fiktive forskere, der sammen skriver en encyklopædi om en opdigtet verden eller historisk begivenhed.
Spillet foregår typisk online ved hjælp af wiki-software, hvor hver deltager skriver artikler i et leksikonformat.
Spillet kort fortalt: Man er et hold forskere, der i fællesskab forfatter en encyklopædi om en fiktiv verden, begivenhed eller epoke. Spillet foregår i runder, hvor hver deltager skriver artikler under bestemte bogstaver og henviser til artikler, som endnu ikke eksisterer – men som andre (eller en selv) skal skrive i kommende runder.
Det er worldbuilding, sproglig leg og idéudvikling.
For små 19 år siden (altså i 2006) forsøgte jeg at spille det, men jeg følte ikke, at der var klarhed nok om reglerne, og det løb ret meget ud i sandet (hvilket faktisk passede meget godt, da settingen for det var en slags fantasy-Tusind og én Nat).
Jeg kunne godt tænke mig at spille det igen (og denne gang lykkes det), og jeg tror, at man skal være skarp på nogle ting her:
Man skal have en stærk rammefortælling. Jeg er i gang med at læse Ask Katzeffs Befri Fremtiden, som handler om Center for Militant Futurologis drømme og fremmaneringer af en utopisk, mystisk og helt igennem fantastisk fremtidsudgave af Svendborg og opland. Det er en awesome rammefortælling, men mindre kan også gøre det.
Hold hver artikel under 200 ord. Det er simpelthen key for at få et interessant værk.
Overhold tidsfrister. Et bogstav om ugen? Et hver tredje dag? Jeg er ligeglad med, hvad vi aftaler – men hvis man misser en deadline, er man ude.
Overhold resten af reglerne, som Krishnaswami beskriver dem – herunder, men ikke kun: “you need to make three citations”, “It’s an academic sin to cite yourself” og “So if you cite an entry, you have to treat its factual content as true!”
Ens forfatterstemme har et navn, en personlighed og en agenda. Det er et rollespil, og udover at digte en fantastisk setting frem, så er forfatterne til værket (dem man spiller) ægte mennesker med personlighed, perspektiver og politiske holdninger, der skinner igennem.
Lad os sætte det op!
Jeg er fleksibel med tidsfrister, men tænker, at et tredags-rul er meget passende. Jeg har flere idéer til sjove rammer, men er også frisk på andres. Og jeg er ret ligeglad med, om man sætter det op i Google Docs, en wiki eller Obsidian.
“Det ender tragi-komisk uden videre i melankoli Og nostalgi Som er en pestilens for dem der har no’ed nyt at si’” – Sebastian, Romeo, 1981.
Kender I det, når et par linjer i en sangtekst rammer lige i hjertekulen? Selvfølgelig gør du det. Jeg er nostalgiker. Det har jeg altid været – komisk nok er et af mine tidligste minder at sidde på en gynge og tænke: “I går var bedre…” Måske er det derfor, at Sebastians kritik af nostalgien rammer mig så rent.
Det er mig, ikke dig
Jeg deltager ikke i Fastaval i år. Det føles mærkeligt – for Fastaval har været det vigtigste enkeltstående fænomen i mit rollespilsliv. Men de seneste år har det været svært for mig at adskille minderne fra virkeligheden. Når jeg er der, bliver det næsten umuligt at se alt det nye – både socialt og i forhold til selve rollespillet. Og selvom jeg har mange kære venner, som tager af sted, har scenarierne altid været det vigtigste for mig.
Tidligere i år talte jeg med Kristo, som mente, at Fastaval-traditionen inden for rollespil er den mest vellykkede udviklingslinje i mediet. Jeg er enig. Det, at man år for år har kunnet bygge videre på tidligere mesterværker, har skabt noget helt unikt. Men jeg ser det ikke længere. Jeg fatter ikke de nye ting. Jeg genkender håndværket – og det er flot – men jeg har altid været mere draget af den gakkede humaniora og kunstakademiets kaos end journalistskolen og teknisk skoles præcision. Håndværk er nødvendigt, ja – men det kan ikke stå alene for mig.
Og for god ordens skyld: Det er mig og min nostalgi, der er problemet. Jeg håber, at en pause kan give friske øjne.
I remember…
Vi har allerede prøvet så mange ting af. Nye måder at spille på, designgreb, formidlingsforfinelser, formeksperimenter.
Nogle ting fungerede bedre end andre. Nogle blev optaget i vores fælles værktøjskasse til scenarieskrivning. Andre blev glemt – og venter nu på, at en gammel rotte finder dem frem, eller at en ung forfatter opfinder dem på ny. Jeg tror, jeg kan huske flere end gennemsnittet – om ikke andet fordi jeg er old (men ikke så old).
Her er en “top of my head”-liste over fede ting, vi har fundet på gennem tiden:
Novellescenariet
Opfundet til Orkon af Jonas for 1000 år siden. Jonas var ægte rock’n’roller og gad ikke de der evighedsscenarier. Vi kom fra en tradition, hvor et scenarie helst tog 6-8 timer – man håbede på aftenblokken, som blev til nat- og morgenblok. Jonas’ idé: Maks. 2 timer, ét stramt tema (gerne kun én scene), 4 spillere. Ikke helt det, vi kalder et novellescenarie i dag, men det startede dér – fordi Jonas kedede sig.
“Out of game” og “In game”-zoner
I 00’erne delte vi ofte spillokalet op i zoner. Nogle gange med kridt eller malertape, ofte bare mundtligt. Det gav en teaterfornemmelse og mulighed for at bryde den fjerde væg og lege med fremmedgørelse. I “out of game”-zonen kunne vi planlægge scener sammen. Vi gjorde det meget – indtil vi holdt op igen.
Scene 3: Den tidlige aflivning
I 90’erne kørte scenarier kun i én blok, og man blev tildelt spillere. Derfor havde spillederen nogle greb – som f.eks. en tidlig actionscene, hvor man kunne “dræbe” irriterende spillere ved at sende deres spilperson til de evige rollespilsmarker. Der var jo altid 6 roller, hvoraf én eller to var mindre vigtige…
Individuelle briefinger og hemmeligheder
Spillederen tog spillerne én ad gangen udenfor for at snakke rollerne igennem – og hemmelighederne. Det skabte asymmetri i viden, hvilket vi sjældent gør længere. Men nogle designs kan stadig bære “lad os gå ud og snakke”-metoden.
Opvarmning
Vi lavede så meget opvarmning. Måske gør man det stadig – jeg ved det ikke. Peter Fallesen lavede nogle, hvor det gav super god mening. Men jeg har stadig til gode at spille et scenarie, hvor opvarmningen er scenariet – fx hvor de første to scener både var opvarmning og narrativt indhold.
I lørdags var jeg så heldig at spilteste Mads Brynnums Edsvoren, som han skriver til Fastaval 2025.
Det er et fantasy-interviewscenarie om nogle riddere, der bøvler med en træls konge (som de selv har fået indsat). Vi spiller os igennem en blodig borgerkrig og det skæbnesvangre år, der følger.
Grundtemaet i scenariet er konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Det udforskes gennem de fire ridderes fortællinger, der hver især er unikke, men som også glider mere eller mindre ubesværet ind og ud af hinanden. Netop dét var noget, vi snakkede om: hvordan det kunne komme endnu mere frem i scenariet.
Det var et ret færdigt scenarie, vi spillede, men der skal fortsat høvles lidt mere, før det er helt perfekt. Når det bliver det, er det uden tvivl et “must play” på Fastaval, ikke kun, men især hvis man godt kan lide de helt store ridderfortællinger.
Settingens år!
NÅ, men hvordan var settingen? spørger du, min imaginære læser. Jo, den var ret kedelig. Sådan lidt A Song of… med stelnummeret filet af. Der var nogle germanske navne*, som vi havde svært ved at huske, men ellers var der ikke så meget setting.
Non-setting er et helt fornuftigt valg til et Fastaval-scenarie. Men fordi jeg er mig og jeg elsker settinger, så tænkte jeg i mit stille sind at scenariet ikke ville blive dårligere af at være et storslået sci fi fortælling med rumriddere a la Metabaronen.
*) Altså det med navnene er jeg ret sikker på at Mads retter, så de bliver kick ass germanske og lette at huske.
Som sagt er 2025 settingernes år! Og det betyder selvfølgelig, at vi skal i gang med at lave flere vidunderlige rollespilssettinger. Men hvor finder vi inspiration? Et godt sted at starte er uden for rollespillenes egne verdener – der er fantastiske miljø- og verdensbeskrivelser at finde i film, romaner, tv-serier og ikke mindst tegneserier.
I dette indlæg deler jeg min top 10 over de fedeste tegneseriesettinger, som jeg finder inspirerende til rollespil. Valget er helt personligt og handler om universer, der både er kick-ass og giver mig lyst til at kaste terninger. Mange af dem er også kendt fra tv-serier, film eller spil, men for mig handler det om, at de oprindeligt er skabt som tegneserier.
Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne høre dine bud: Hvilke tegneserieuniverser inspirerer dig mest? Og hvad synes du om min rækkefølge?
Bobler – De, der næsten kom med
Før vi går til listen, vil jeg nævne nogle fantastiske fantasy-tegneserier, der desværre ikke klarede cuttet. Dværgenes Konge, Elverfolket og Thorgal er alle skønne universer, men:
Den første er lidt begrænset i omfang.
De to andre snubler lidt for mig med deres fokus på rummænd i en fantasy-setting. (Ikke noget galt med rummænd, men det bliver bare lidt… kedeligt i denne kontekst).
Derfor er der ikke så meget fantasy på min top 10 – men det betyder ikke, at listen mangler magi!
Top 10 Tegneseriesettinger til Rollespil
Nr. 10: X-Men og superheltenes verden
Selvom jeg ikke er storforbruger af superhelte-tegneserier, har idéen om “Xavier’s School for Gifted Youngsters” altid fanget mig. Her har vi et univers fuld af konflikt – mellem mutanter og mennesker, mellem grupper af mutanter og inden for hver enkelt karakter. Det er en setting, der skriger på drama og action.
Jeg kender mest Marvel gennem MCU, men som barn læste jeg en del X-Men, og de har derfor fået en plads på listen. Marvel-universet er også blevet til rollespil flere gange, hvilket ikke er overraskende – det er en oplagt kilde til action.
Nr. 9: Usagi Yojimbos Edo Japan
Stan Sakais fortælling om den ronin-kanin, Usagi, er på mange måder en Anders And-udgave af middelalderens Japan – men med et twist! Her er både dyb karakterudvikling, fascinerende miljøer og masser af episke sværdkampe.
Der findes faktisk et Usagi Yojimbo Rollespil, men jeg ville nok selv vælge et andet system, hvis jeg skulle spille samurai-dyr. Alligevel er det en setting, der emmer af kreativitet og potentiale.
Nr. 8: Dalen i Bone
Jeff Smiths Bone tager os til en magisk dal fuld af mennesker, monstre, drager og talende dyr. På mange måder er det en lille setting, men dens charme ligger i detaljerne og den langsomme, eventyrlige opbygning.
Dalen minder mig om Nangijala i Brødrene Løvehjerte – og det er bestemt ikke en dårlig ting. Det er en perfekt setting til et klassisk fantasy-rollespil, hvor det magiske og gamle konflikter ligger og ulmer lige under overfladen. Kun afbud af semi regelmæssige monster angreb (umiddelbart meget D&D’isk, men mere elegant).
Nr. 7: John Constantines magiske verden i Hellblazer
Velkommen til en verden, hvor himlen og helvede fører kold krig, og vi andre er fanget midt imellem. Her er magi noget beskidt og farligt – ritualer, handler med dæmoner og okkulte traditioner som voodoo og kabbalah.
Settingen er især stærk i de tidlige albums fra 80’erne, hvor punkere og yuppier bliver besat af dæmoner. Det stiller lidt af, men traumer spiller hele vejen igennem en stor rolle i fortællingen, hvilket er uber nice! Det er en verden, der nærmest er skræddersyet til urban horror-rollespil.
Nr. 6: DMZ’s borgerkrigsramte New York
I Brian Wood og Riccardo Burchiellis DMZ er USA splittet i borgerkrig. New York er blevet en demilitariseret zone, hvor vi følger en journalist, der forsøger at fortælle byens historier.
Settingen er et urbant ingenmandsland, fyldt med konflikter, desperation og håb. Det er en perfekt ramme for et rollespil, hvor spillerne kan udforske moralske gråzoner og fortælle de små, menneskelige historier midt i kaos.
Nr. 5: Mouse Guard’s territorier
Mus med kapper og sværd, der kæmper mod væsler og rider på harer i sneen. Unikke små bystater bygget ind i gamle træer og lignende.Hvad mere kan man ønske sig? Mouse Guard er ikke bare en smukt tegnet tegneserie – det er også en perfekt setting til rollespil.
Det eksisterende Mouse Guard RPG er et fremragende system, der fanger seriens charme og intensitet.
Nr. 4: Jeremiahs post-apokalyptiske USA
Hermann skaber et dystopisk, men farvemættet landskab i Jeremiah, hvor små religiøse magtstrukturer og rå vold dominerer i økonomiske, sociale og politiske ruiner fra et ødelagt USA. Det er en unik blanding af western og 80’er-galskab, der skriger på rollespil.
Jeg ville bruge Apocalypse World som system, selvom der findes et d20-baseret Jeremiah rollespil.
Nr. 3: Will Eisners New York
Will Eisner er en af mine yndlingstegnere, og hans fortællinger om New York – især Dropsie Avenue – er evige inspirationskilder. Det er mikrohistorie med store følelser, hvor byens sjæl skinner igennem på hver eneste side. Imens den store Historie bliver fortalt i et mylder af skæbner.
For mig er Eisners miljøbeskrivelser en masterclass i worldbuilding, der altid dukker op i mine egne rollespil.
Nr. 2: The Sandman’s magiske univers
Neil Gaimans mesterværk er et skatkammer af inspiration til rollespil. Drømmeverdener, magiske riger og en metafysisk tilgang til vores egen verden gør The Sandman til noget helt særligt.
Jeg har aldrig lavet en Vampire-kampagne uden at låne fra The Sandman. Det er simpelthen for godt og dejligt skævt til at lade være.
Nr. 1: Hellboy-universet
Mit absolutte yndlingsunivers er Hellboys verden – ikke så meget på grund af Hellboy selv, men på grund af de mørke, stemningsfyldte fortællinger om verdens undergang set gennem B.P.R.D.’s øjne.
Det er superhelte pulp horror med hjertet på rette sted, og det fungerer fantastisk som inspiration til rollespil. Der findes to Hellboy-rollespil – og det giver fuldstændig mening!
Hvad er din top 10?
Det var min liste! Men nu vil jeg høre fra dig: Hvilke tegneserieuniverser synes du er de mest inspirerende til rollespil? Og hvad synes du om min rækkefølge?
Du har sikkert allerede bemærket det: 2025 er rollespilsettingernes år!
Handling og karakterudvikling (akter) er fint nok til husmandsrollespil, men sprudlende verdener og cool universer, man kan dykke dybt ned i, er tæt på royale.
Rollespil har ligeså mange genre som film og litteratur, men især de tre fantastiske genre (Fantasy, Sci fi og Horror) er store indenfor rollespil. Ligesom som dig, det er jo 2025 – rollespilssettingernes år – har jeg allerede tænkt meget over settinger generelt og især rollespilssettinger.
Dette indlæg handler kun om rollespilssettings. Jeg elsker også en masse verdener inden for bøger, tv-serier, tegneserier m.m., som jeg bruger og har brugt i rollespil, men her fokuserer jeg på settings udgivet til rollespil.
Fantasy: Warhammer (FRP)
The Old World er med sin britpunk’ede, skæve fantasy-pastiche af Det Tysk-Romerske Rige, en rodet skønhed. Det er en gryderet af alt, hvad du kunne finde på et grøntsagsmarked (såsom krigere, troll slayers, herremænd fucked op på gummegodt, kaosmutanter, hobbitkøbmænd rige på brune tobaksblade og “kyllinge”tærter, rottemænd, vikinger, søelver-typer, orker og sjove gobliner). Det er en setting fuldfed på humor og masser af umami.
Horror: Vampire: The Masquerade
Rammefortællingen om Kain som den første vampyr, der nødvendigvis vil føre til den uundgåelige (personlige og globale) dommedag, er fantastisk. Jeg elsker også alle de skøre (og ofte selvmodsigende) fortællinger om vampyrslægternes udvikling gennem en skyggeside af vores historie. Måske er det i virkeligheden ikke særlig uhyggeligt, men det er så goth!
Sci-fi: Shadowrun
Jeg har ikke spillet særlig meget sci-fi-rollespil og det er mange år siden at jeg har spillet Shadowrun. Den er måske lidt 80’er/90’er artig (ligesom de ovenstående), men ideen om en hackerelver eller trolde street samurai med magi og teknologi i en rå og punk op gangsterunderverden og endnu mere rå og stålklar megacorp oververden er altså ret tillokkende.
Hvad med dig?
Hvad er dine yndlingsrollespilssettings inden for fantasy, horror og sci-fi?
