Der har de sidste par år været er en del opmærksomhed på repræsentation i rollespil og, ikke kun, men måske især i D&D’s udgivelser. Jeg er i gange med at starte en fantasy kampagne, som vi forsøger at gøre mindre eurocentrisk end klassisk fantasy. Kort fortalt foregår vores fortælling på et kæmpe hav, hvor der kun finde meget små og meget forskellige øsamfund, som jeg slår frem på en række tabeller. Mere om det senere, for først vil jeg gerne fortælle om en anden hjemmelavet fantasy setting, som jeg lavede tilbage i midt 00’erne.

Kort fra vores kommende kampagne.

Vores racistiske piratrollespil

Jeg er ikke og har aldrig været racist, men jeg har opført mig tankeløst en et utal af gange også ift. racistiske problemstillinger. En af tingene var vores piratkampagne. Den foregik i en verden der ligner vores til forveksling og i en slags pirates of the caribbean-setting (jeg husker det, som det var kort før filmen, men pirater fra ret hotte i midt 00’ernes populærkultur).

Se en piratelver!

Den eneste forskel var at verden var beboet af fantasy racer udover mennesker. De forskellige racer var knyttet til de forskellige store søfartsnationer. Elver i Frankrig, Dværge i Spanien, Hobbitter i Holland og Gnomer i England. Det var ikke sådan at der kun fandtes franske elverne og fantasy racerne er minoriteter i de forskellige lande. Det er nok ikke alle spaniere der synes det er bomben at blive sammenlignet med fantasy dværge, men det i sig selv er ikke det setting-valg, som gør kampagnen virkelig problematisk.

For der var også orker og gobliner og de kom sjovt nok fra Afrika. De var slaverne. Der blev flyttet en del slaver til de nye kolonier i Caribien. Stakkels mennesker, nogen af historiens største ofrer, som jeg så valgte at repræsentere som dyriske grønhuder.

Men jeg var jo antiracist

Jeg havde allerede, i midt 00’er, brugt 10 år med antiracistiske aktivisme (mest anti-nazisme) og deltaget i et hav af feministiske aktiviteter, fx en mandlig feministisk basisgruppe. I 00’er-standarder var jeg altså pænt woke.

Min undskyldning var at de ikke ontologisk var orker og gobliner, men at det var en måde at repræsentere deres andenhed set fra fra et europæisk perspektiv. En undersøgelse af hvilke struktur, der gjorde at ellers sympatiske mennesker, kunne få sig selv til at være kæmpe røvhuller overfor andre mennesker.

Men det var en hvid undersøgelse af et historisk hvidt perspektiv (som vi for resten aldrig fik udforsket i spil). Det er interessant at overveje og udforske hvorfor nogen er racister og kun ser andenheden og derfor ikke ser menneskeligheden i deres medmennesker, men hvis vi skulle det skulle det være meget mere fokuseret – som det fx er i Anders og Simons fantastiske Fastaval-scenarie Fredløs – ikke en sidebemærkning i en småfjollet fantasy piratkampagne.

Hvis vi orker

Jeg er 110% en hvid, cis-kønnet midaldrende mand med et velbetalt akademisk job og måske halvforældet meget venstreorienteret livssyn. Jeg er ikke i tvivl om at jeg har svært ved at se udover mit privilegerede liv og at jeg er ok blind ift. de strukturelle urimeligheder man står overfor som mininotet. Ligesom jeg ikke er særlig sikker i den internetjargon, som for tiden åbenbart følger med, hvis man skal være et ordentligt menneske.

Det er min lillesøster der hedder Karen, men nogle gange synes jeg at det er synd for mig, at jeg skal føle mig som en elefant i en glasbutik når jeg bl.a. spiller rollespil, men sådan er det nu engang og hvis jeg ellers kan komme over mig selv, så kan jeg godt forstå at de mange mange års racisme vores samfund bygger på selvfølgelig også har sproglige og narrative konsekvenser – og at vi opretholder denne racisme i vores eget perspektiv, hvis vi forsætter med at holde fast i sproglig og narrativ racisme.

Orc!

Orker har altid være menneskets grimme og voldelig andenhed i fantasy og mennesket har i klassisk fantasy været en hvid mand. I rollespil kan vi være hvad som helst – også vælger vi at gentage de samme forældet fortællinger om hvide middelalderhelte med en problematisk hang til uopfindsomme eventyr og vold. Hvor kedeligt er det ikke? Det er ikke fordi der er noget forkert eller ulovligt i at spille en ridder, der basker nogen orker i ny og næ.

Vi kan bare så meget mere end det, hvis vi tør at lege med de klassiske troperne. Jeg lover det både er sjovt og sympatisk. Man bliver bare nødt til at tænke sig om en ekstra gang, så man ikke hovedløst kommer til gentage den strukturelle racisme, som vi går og lever til hverdag. Ellers ender man bare med at skulle skrive et langt blogindlæg 15 år efter, når man endelig er blevet lidt klogere.