Sommerferielæsning, hvad skal jeg dog læse?

8 svar

Som voksenrollespiller er sommeren ofte en lidt død periode. De fleste kampagne holder pause imens man selv og gruppe rejser rundt i sommeren. Det er helt modsat min ungdom, hvor vi ofte brugte sommeren til at sidde indenfor og spille endeløse kampagner. Rollespil har personligt redet mig fra mange solskoldninger i min ungdoms år.

Om sommeren får jeg måske spillet lidt med ungerne og hvis jeg er heldig et scenarie eller to med andre end min faste spilgruppe, men ellers sker der ikke så meget. Til gengæld er sommeren et godt tidspunkt at få læst noget rollespil. Hånden på hjertet er jeg ret dårlig til at læse rollespil så det bliver ikke til så meget i hverdagen. Selvom det er sommer og jeg har fri, så er der stadigvæk mange forpligtelser som familiefar og jeg ender ofte også med læse alle mulige andre ting – det være sig tegneserier, lydbøger og måske endda rigtige bøger. Der er dog et vindue, så nu skal der læses.

Og jeg er endelig ok med at ikke at få læst det hele – for det sket ofte at jeg kun får læst de første kapitler af en rollespilsbog. En sommer for en del år siden læste jeg fx starten af The Great Pendragon Campaign og selvom jeg ikke kom så langt især ift. hvor lang den er, så var det en god oplevelse og jeg fik ting med derfra som jeg har brugt i en række andre spil senere hen.

Der er to krav til min sommerferie-rollespilslæsning: Det skal ikke være røvsygt skrevet og jeg skal kunne forestille mig at spillede det på et eller andet tidspunkt. Ja, begge dele er meget en smagssag.

Mine umiddelbare kandidater

System: Mage the Ascension 20th anniversary

Sidste sommer begyndte jeg på Mage 20, som jeg fik gratis på drivethrurpg. Jeg kom et godt stykke ind i det og selvom det var interessant, så synes jeg at Mage er svært. Jeg har stadigvæk svært ved at gennemskue hvad man skal lave i spillet. Hvad går en klassisk Mage historie ud på – hvad er på spil? Det er en lang bog og jeg nåede ikke særlig langt.

På en måde har jeg lyst til at læse videre i år, men på en måde kan jeg ikke helt gennemskue om det simpelthen er for 90’er lommefilosofisk til mig. Derudover synes jeg lidt at kampen mellem technocracy og traditions er lidt kedelig – og Nephandi som fjende er endnu mere kedelige. Men måske er det bare fordi jeg ikke helt fatter det – for selve ordrerne i både technocracy og traditions er fede nok. Det store problem for mig er nok at jeg ikke helt fatter hvad man skal spille når man spiller Mage og jeg synes ikke købekampagnerne lyder særlig spændende (for ellers kunne jeg jo læse sådan en).

System: Changeling the Dreaming 20th anniversary

Et andet system jeg har kigget på var Changeling the Dreaming. Changeling er et af de spil som jeg elsker, men som jeg aldrig har spillet eller læst helt færdig. Det vil jeg så gerne læse, men jeg er også bekymret.

Det er interessant og på en måde har jeg en barnlig drøm om at køre en Changeling kampagne på et tidspunkt. Jeg er bange for at spillet bliver for barnligt, da jeg har overraskede mange holdninger til hvordan man spiller barnlig fantasi og (ikke så) uskyldig uskyld. Det kan let blive forceret. Det kan selvfølgelig klares med forventningsafstemning, men kun hvis systemet ikke lægger op til overdrevent træls barnlighed.

Feer er seje og fede. Især Gaimans feer fra Sandman er ret kick ass (og fjollet, men mest kick ass). Her er de ikke børn, men bare en helt anden slags voksne end vi er. Det er mere den slags fee-historie jeg gerne vil læse, men jeg frygter lidt at Changeling primært er barnlig. Det orker jeg ikke.

Kampagne: Chicago Chronicles

Jeg kunne også sætte mig og læse en god kampagne. Jeg har langt om længe fået indhentet hele Chicago Chronicles til Vampire, det handler om: Baptism by Fire (fra 1st ed. grundbogen), Chicago by Night 1st Ed, Blood Bond, Ashes to Ashes, Succubus Club*, lidt fra Milwuakee by Night*, Under a Blood Red Moon* (hvor spillerne måske endda får lov til at spille varulve), Chicago by Night 2nd ed og til slut Dust to Dust.

Det er et vanvittigt projekt – især hvis det skulle spilles på et tidspunkt. Jeg er heller ikke sikker på at det er særlig godt. Jeg frygter at spillerne ikke har meget at skulle have sagt, fordi Vampire nu engang er Vampire. Pt. har jeg kun kigget lidt i Baptism by Fire og synes allerede i karakterbeskrivelserne af npc’erne at de er irriterede. Måske bliver det bedre når jeg kommer til Chicago.

Derudover er jeg jo ved at køre en lang Vampire-kampagne, så det er helt sikkert ikke det næste jeg kaster mig over som GM. Til gengæld kan npc’er, settings og lore måske give mig inspiration til min nuværende kampagne.

System: Dungeons and Dragons 5e

Jeg har købt de tre grundbøger til D&D 5. Måske burde jeg læse dem og kører en helt klassisk giv den gas D&D kampagne. Ej, nok ikke.

Jeg har nemlig ikke rigtig lyst, men jeg bør. Bør jeg ikke?

System: Forbidden Lands

Jeg har både bokssættet med grundspillet og The Bitter Reach kampagnen. Måske skulle jeg tage mig sammen og få læst de to grundbøger om ikke andet. Jeg har kigget lidt i dem og det ser fint nok ud. Måske lidt kedeligt, men jeg kunne godt se mig selv lave en kampagne i det. Jeg har ikke en virkelig god idé til hvad der skulle ske i kampagnen og jeg er nok ikke super god til vildnæs-spil, men der er interessante mekanikker og mon ikke man kunne fortælle nogen fine sværd og trolddomsartige fortællinger i det.

Verden, som meget er klassisk jordnær fantasy, er jeg ikke umiddelbart helt skudt i lige for tiden og det er nok det som holder mig lidt tilbage.

Kampagne: 50 Fathoms

Der er ingen tvivl om at 50 Fathoms er en virkelig god kampagne. Den skulle have en ret interessant struktur, som jeg tror man kan blive klog af. Uden at have spillet det særlig meget, så jeg kan rigtig godt lide Savage Worlds systemet.

Jeg er nok ikke helt skudt i settingen. Det er pirat fantasy med fjollet og mærkelige fantasyracer. Her ville jeg nok foretrække at det ”bare” var pirater. Ligesom jeg mistænker kampagnen for et voldsomt metaplot som jeg er bange for kan blive for uoriginalt og kedeligt. Men jeg har ikke læst kampagnen og der er ingen grund til at blive sur på det inden. Derudover ejer jeg ikke kampagnen, så jeg ville være nødt til at købe pdf’en. Det er kun 70 kr. så det er ikke prisen, men måske skulle jeg netop læse noget af det jeg allerede har erhvervet mig.

System: Warhammer 4 edition

Jeg har allerede kørt en kortere kampagne i det, men har endnu ikke fået læst den nyeste version af WFRP. Jeg falder tilbage til at tænke kampagneidéer til 2. udgaven når jeg overvejer at køre noget Warhammer. Det er lidt dumt, fordi på trods af lidt mærkelige kampregler, så tror jeg at 4. udgaven er bedre end 2. udgaven. Det nye system gør nogen interessante ting ift. level up og downtime – plus at flere gode mennesker har lavet små husregler til de dumme ting ved de nye regler.

Jeg vil meget gerne bruge (nogen af) disse husregler, men jeg er nødt til at læse de rigtige regler først. Den største ulempe ved Warhammer er at det er en stor og grim bog at tage med ud i sommerlandet, men heldigvis tror jeg at jeg har den på pdf.

Hvad med dig og hvad synes du?

Ud fra det ovenstående, hvad synes du så at jeg bør læse? Jeg vil meget gerne snart beslutte mig og vil meget gerne høre dine argumenter for det ene eller andet.

Og hvad har jeg glemt?

Hvad påtænker du at læse?

Nå ja, hvis jeg kunne skaffe Mörk Borg til penge i fysisk form ville jeg læse den, men den er for flot til at læse i pdf-form. Så det må vente til senere – den passer også stemningsmæssigt til efterår- og vinterlæsning.

Hvordan spiller man rollespil med (sine) børn?

2 svar

Flere og flere af mine venner spurgt mig om råd til hvordan man spiller rollespil med sine børn. Det er ofte spørgsmål om hvilket spil (system) de skal købe. Og selvom jeg faktisk ikke spiller helt så med mine egne unger som jeg gerne ville, så har vi da forsøgt os fra tid til anden med det der rollespil. Jeg har også de sidste mange år kørt rollespil for de helt små (6-8 år) til Fastaval Junior på rollespilscon’en Fastaval i påsken. Jeg brude altså være forholdsvis kompetent til at svare på mine venners spørgsmål. Her er hvad jeg normalt siger.

Det handler ikke om system

Der findes en række fine begyndersystemer på dansk, men dem jeg har kigget i har ikke nogen særlig gode råd ift. hvordan man spiller rollespil med børn. De fleste har været gode systemer med evner og regler, bevares, men ikke så gode ift. hvad med gør når man, du ved, rent faktisk spiller. Jeg tror, at det pædagogiske rollespil Helteliv og især dens lillebror Småhelte har et hav af gode råd, vejledninger og eventyrer, men det har jeg ikke selv haft mulighed for at tjekke ud. I stedet har jeg tænkt en del over hvad jeg synes virker når man spiller med børn. Gerne i familiens skød en regnvejrsdag i sommerhuset.

Med risiko for evt. at både gentage og overse råd fra Småhelte, så har jeg forsøgt at samle mine råd nedenfor.

I har ikke særlig lang tid

Hvis du bare minder lidt om mig, så ved du det jo godt, men bliver ved at glemme det. Børn kan godt fordybe sig i timevis, men de fleste gange er deres opmærksomhed ikke særlig god i alt for lang tid af gangen. Hvis de er begyndt at går i skole er de øvet i at holde opmærksomhed og være koncentreret i længere tid, men ønsker du virkelig at jeres hyggestund skal blive skole-artig? Ydermere er det pisse hårdt at spillede for børn, så du er heller ikke interesseret i at spille i flere timer af gangen. Heller kortere spil, hvor man lige kan tage en omgang til senere på dagen eller i morgen. Der regner sikkert også i morgen.

På Fastaval er der sat 2 timer af til børnerollespil. Det er næsten for længe. Hjemme spiller vi ofte kun 45 minutter til en time af gangen.

Du skal lave spilpersonerne på forhånd. Det er super sjovt at lave spilpersoner, men måske ikke lige første gang man skal spille og i de fleste systemer tager det al for lang tid og indeholder alt for ugennemsigtige valg til hvad der er rigtig sjovt for ungerne.

Tænkt over hvilke scener I spiller. Drop lange ligegyldige samtaler med bipersoner (med mindre børnene synes bipersonen er mega sjov) og (især) endeløs efterforskning. Alle scener skal være interessante at spille. Måske gælder det her råd også når vi voksne spiller rollespil.

Den hjælpende spilleder

Børn skal hjælpes undervejs i spillet. De er ikke nødvendigvis så selvstændige og man må gerne gå ind og instruerer dem mere i scenerne end man normalt ville gøre i ”voksne rollespil”.

De har heller ikke alle sammen verdens bedste genreforståelse og kan derfor godt komme til at introducere elementer eller få deres roller til at gøre ting, der falder udenfor fortællingens tema, fiktionsverden og ramme. Det er ok. De skal bare hjælpes indenfor rammen igen på en ordentlig måde. En cowboyers pistol kan blive til en lille armbrøst, et rumskib kan være en mørk unaturlig skygge over himlen eller du kan hjælpe ungen på rette spor på anden vis.

Sig evt. ting a la: ”Det er en sjov idé, men helikoptere passer ikke ind her og jeg vil heller hører hvad din spilperson Rødvig Kriger gør. Hvad vil du gerne gøre?”

Nogen mener at rollespil er udtryk for fri fantasi og at man bare skal give slip og give den gas. Det mener jeg ikke. Ikke helt. Man skal give gas og ikke nødvendigvis være bange for at ramme uden for fiktionens rammer. Grunden til at de ikke skal være bange for at ramme ved siden af er at du er der som spilleder og hele tiden er klar til at hjælpe dem tilbage på sporet. Der findes ting som er rigtigt og forkert indenfor genre, men det kan godt være svært at forstå og ungernes genrereferencer kan jo godt være en smugle mere postmoderne end dine (fx Eventyrtid).

Og bare rolig, de kommer til at forstå mere og mere af hvad det går ud på efterhånden og denne del bliver lettere med tiden.

Børn er forskellige, så udover de stille typer børn er der også de mere aktive typer børn. Aktive børn er fantastiske! De skal selvfølgelig hjælpes så de også husker at give plads til de stille og de skal kunne holde fokus (og klappe kaje når du fortæller og beskriver), men helt generelt er aktive børn være en kæmpe fordel og fed energi til jeres spil. De skal i den grad instrueres og vejledes. Ofte hjælpes til at holde fokus også er det en god idé give dem ansvar. Både ved at sige direkte til dem at det (også) er deres ansvar at stille Benny bliver inviteret ind og også siger noget. Men også bare i spil a la: ”Det er en god idé at løbe ned i hulen uden våben så du ikke larmer. Hvordan overtaler du Bennys spilperson Siggi til at løbe med?”

Lav andre ting end at spille

Noget som jeg ikke havde tænkt over før jeg spillede med ungerne på Fastaval var at det er en god idé at mikse rollespillet op med andre aktiviteter.

BEVÆG JER! Det en god idé at lave en jagtscene, hvor I (eller i det mindste ungerne) kommer op og løber rundt. Hvis der er plads i stuen så rundt om bordet ellers rundt om sommerhuset et par gange eller ned i gården og op. Sådan en 6 årig krop opbygger en forfærdelig masse energi af at sidde stille og rulle med terninger. Jeg har også haft gode erfaringer med at lave en slags kongens efterfølge (gå imens man dukker sig ned, hoppe fremad, gå sidelægs og trække maven ind osv.), da gruppen skulle forbi en række dødsensfarlig fælder.

TEGN! Det er også en god idé at have tegninger af spilpersonerne som ungerne kan farvelægge. Brug noget tid hvor de bare farvelægger og lad dem forsætte når de ikke lige er på i spillet. Det er også en god idé at have noget tegnepapir så de kan tegne i stedet for larme med terningerne når de begynder at kede sig.

SPIS OG DRIK! Husk masser af gulerødder, agurker, vand, saftevand, nødder, evt. nogen gifler og lignende som I kan guffe undervejs. Mindre børn ligner hobbitter og spiser hele tiden (lige i denne her sammenhæng dækker betegnelsen ”mindre børn” også undertegnet). Nå ja, det der glas saft kommer til vælde og de fleste skemaer vil blive våde. Sådan er det, så husk køkkenrulle, at printe ekstra og ikke blive alt for sur når det sker.

System, måske handler det alligevel lidt om system

Nu skrev jeg jo at det ikke handler om system og det mener jeg. Det er dog en god idé at finde et nyere og enkelt system. Gerne et der er oversat til dansk.

I virkeligheden kan du også godt lave dit eget eller forenkle et anerlede eksisterende.  Nå ja, grunden til at det skal være enkelt er ikke at ungerne skal lære og forstå det. Det behøver de ikke. Men jeg ved af bittererfaring at det er træls, hvis du bliver usikker og bruge tid på at slå ting på i regelbøger. <- Også kunne historien om hvorfor vi ikke nåede særlig langt i D&D begyndersættet hjemme hos os under Corona lock down 2020, men den tager vi en anden gang.

Ift. system, så gør det let for dig selv. Du er forældre og har det hårdt nok i forvejen.

Nå, hvad har jeg glemt?

Det var mine råd og erfaringer. Jeg har sikkert glemt noget vigtigt eller oplagt. Hvad kunne det være?

Skriv det gerne som en kommentar så andre kan brug det.

Disclaimer: Jeg kan godt finde på at planke og gentage dine guldkorn i et senere blogopslag, artikel, bog eller kommentar på et social medie uden korrekt reference. Til gengæld må du gerne bruge mine råd og gentage dem som var de dine egne. Deal?  

Ørkennedturen

7 svar

For lang tid siden skrev en flink arrangør fra Stockholm Scenario Festival at de gerne vil have Ørkenvandringen med på deres con. Det er jo en rar anerkendelse. Lige før den mail, nående jeg at pitche et helcon til Fastaval for at få medarrangører og medforfattere på ideen. En lille håndfuld mega seje folk faktisk viste interesse. Yay.

Men lige efter mailen fra Sverige gik jeg kold. Helt kold.

Radiotavshed

Jeg har ikke rigtig skrevet noget på min blog siden. Jeg har ikke svaret den flinke arrangør fra Stockholm eller de af mine venner som synes det kunne være sjovt at lave helcon sammen med mig. Jeg har kun lige holdt min vampirekampagne i gang som siden Fastaval har været ramt af aflysninger og derfor ikke ligefrem været super hårdt arbejde. For jeg er simpelthen gået kold. Måske er det fordi jeg endelig har vundet Otto for Bedste Scenarie. Jeg har lige siden at jeg vandt mine to første Ottoer for mange år siden drømt om hvilke seje ting jeg ville sige fra scenen, hvis jeg nogensinde kom derop igen. Og jeg fik sagt det. Jeg fik anerkendelse for at skrive scenarier, hvilket har været overraskede vigtigt for mig.

Og nu har jeg ikke rigtig lyst til det mere. Det er skørt, for jeg har lyst til at spille rollespil, jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal spille Vampire, men jeg har ikke rigtig lyst til at skrive Fastaval-scenarier. Jeg har ikke lyst til at tage til Stockholm og kører Ørkenvandringen – det er et krav at man selv, som forfatter deltager og kører ens scenarie på connen. Samtidig ved jeg godt at scenariet fortjener at komme ud i verden. Det fortjener at blive oversat og spillet og diskuteret af andre end bare dem der fik det at se på Fastaval.

Jeg ved at jeg får lyst til at skrive scenarier igen en dag, men jeg tror virkelig ikke at jeg sender en synopsis i år. Det er første gang i måske 15-20 år hvor jeg har det sådan. Jeg har tidligere holdt pauser fra scenarieskrivning, men det har altid været hårdt for mig ikke at sende en synopsis. Det føler jeg ikke at det er i år. Samtidig har jeg mega meget lyst til rollespil. Til at læse, forberede og spille det (både som spilleder og spiller).

Johs tager sig sammen (og fortæller om sin barndom)

Det føles mærkeligt. Både skræmmende og godt og dårligt og rart og forkert og mange andre ting på samme tid, hvor den dominerede følelse skifter fra dag til dag.

Jeg ved godt at det er åndssvagt at den der pris åbenbart har betydet så meget for mig. Jeg er jo en mand i 40’erne, men rollespil har bare været så vigtig en del af mit liv i så mange år. De fleste af mine gode barndoms og ungdoms minder handler bl.a. om rollespil. Her om sommeren kan jeg ikke bevæge mig ud i sommerlandet uden at et varmt fortov i en stille provinsby ikke minder mig om at gå fra en vens hus over til andens for at spille 10-15 timers nonstop Shadowrun eller ad&d eller Vampire eller WFRP 1st eller … i sommervarmen. Jeg har selvfølgelig masser af dejlige minder med mine unger og min kone og mange andre ting, som ikke er rollespil, men der er en uskyld i de tider (og dem var der mange af) hvor jeg brugte utrolig mange ferier og weekender på at spille rollespil, røge smøger og drikke cola.

Fastaval og Otto var i mange år en måde hvor det der rollespil kunne være noget mere end endeløse kampagner. Fordi et godt Fastavalscenarie ikke bare er fjol, fordi vi tager det seriøst og faktisk anerkender hinanden for godt lavet rollespil. Og i den sammenhæng er Bedste Scenarie den største anerkendelse man kan få. Nu drømmer jeg om endeløse sommere, hvor jeg kan spilde tiden med at spille Shadowrun.

Men først må jeg heller se at få skrevet til de der seje helconsfolk og til ham fra Stockholm Scenario Festival – med mindre nogen ønsker at spille mig i Stokholm til efteråret (jeg tror kun det er Anna der ved hvordan jeg ser ud).

Drømmen om en pingvin i guld

Skriv et svar

Jeg har nok altid drømt om vinde Otto for bedste scenarie. Jeg har tidligere været nomineret i kategorien, men i år vandt jeg den med Ørkenvandring. Det er en kæmpe ting. Og ikke nok med det så vandt jeg også ottoen for bedste virkemidler, hvilket også er kæmpe stort.

Jeg har ikke altid fattet hvor stort det er. Da jeg begyndte at skrive scenarier for 20 år siden undervurderede det at vinde ottoer på Fastaval. Ryan og jeg havde en samtale på vej hjem fra en varulvekampagne for disse mange år siden. Ryan forklarede hvorfor liverollespil bare var mere interessant end klassisk bordrollespil og derfor heller ville lave lives end bordrollespil. Til gengæld proklamerede jeg, at for hvert scenarie jeg skrev ville jeg også vinde en otto. Selv med de to jeg vandt i år er jeg syv ottoer bagud så det løb er kørt. På den anden side var Ryans Morguls Grav fra i år just heller ikke ligefrem et live scenarie.

Stolthed

Nå ja, også synes jeg, at det er ret fedt at skrive rollespil selvom man ikke bliver nomineret for det. Jeg har skrevet masser af ikke nomineringsbare scenarier og haft en fest med det, men det er også rart med den anerkendelse en otto er.

Jeg er helt utrolig glad for at vinde to ottoer i år. Ørkenvandring er et godt scenarie, men manner der var altså mange gode scenarier med i år (især når man tænker på hvor få vi endte med at komme op på). Vi er tilbage som Fastaval og jeg er mega stolt over at vinde den første Otto efter pausen.

Også er Ørkenvandring det første novellescenarie til at vinde Bedste Scenarie-prisen. Jeg elsker novelleformen og vil igen gerne lige huske folk på at det var Jonas Harild, der opfandt denne korte rollespilsform i tid hvor scenarier helst skulle ligge på den gode tide af fem timer. Den nyskabelse var et af mange nybrud, der med til at gøre at vores rollespilstradition skaber nogen verdens bedste rollespilmanuskripter.

Det handler åbenbart om at falde

Min første otto fik jeg i 2009 for Imperiet, fordi mine mange medforfattere var mega awesome og skrev vanvittige fede noveller. Min første og i lang tid (12 år!) eneste solo-otto var bedste redigering som jeg vandt med Slavehandleren fra Ascalon i 2010.

Ligesom Ørkenvandring er Slavehandleren fra Ascalon et fantasy scenarie der kommer ud af en ikke-tolkiensk tradition. De ligner også hinanden ved at være systemscenarier med terningeslag og fokus på actiondrama. Sjovt nok har de også begge to noget med særlig personlige ting/dimser, der giver mekaniske bonusser.

Også har de begge to en central scene hvor gulvet forsvinder og spilpersonerne falder langt ned i mørket for at komme til sig selv i en dungeon. Jeg tænker, at i mine næste scenarie skal der helt sikkert være en ”fald ned i dungeon”-scene. Og måske skulle du også overveje det i dit næste scenarie.

De nye ottoer overfor de ældre ottoer

Jeg synes måske at de nye er lidt for store (høje), men jeg kan virkelig godt lide designet.

Tak.

Død over Banketten

11 svar

Med de to nye brætspilsottoer er vi oppe på vel oppe på 13+ priser, der skal uddeles fra scenen til Ottofesten. (Regnestykke: 4 brætspilsottoer, 7 scenarieottoer, en æresotto, en gylden svupper og evt. en scenariekonkurranceæg og en brætspilskonkurrancepris).

Jeg synes, at vi bør tage en debat om vi ikke bare skal droppe de der priser til afslutningsfesten? Eller bare gøre noget andet end vi gør i dag. Jeg har et bud (og en forklaring på mit bud) i det nedenstående, men føler ikke at det nødvendigvis er den rigtige løsning.

Back in the day

For ti år siden lavede jeg min første banket på Fastaval. Jeg har været med til Banketten siden engang i slut 90’erne og virkelig haft det meget blandet med det. Før mine egne scenarier blev nomineret og før jeg rigtig kende de forfattere, hvis scenarier blev, synes jeg især prisuddelingen var røvsyg og kedelig til Banketten.  Men det var også formen på festen. I gamle dage spiste man en treretters menu og banketten tog derfor alt alt for lang tid – selvom mange gode kræfter forsøgte at gøre det bedre.

Så kom Lars og jeg til i 2012. Den første banket vi lavede var en “stå op”-banket. Det skulle gå strækt, hvilket Lars og Mads (der var Ottovært det første år) fik gjort ved at skære programmet hårdt ned. Mads, det skarpe program og især Dancing with the Clans (Oliver, Sigrid og Tims vampyrdansehelcon), som sluttede aften af gjorde det til en kæmpefællesfest.

De næste år, hvor Lars og jeg lavede banket holdt vi fast i det stramme programkoncept, men desværre ikke ligeså meget i kæmpefest-delen. Og Mads er stadigvæk den bedste vært, der har været til Ottofesten.

Drømmen om en anden Ottofest

Ottofesten har de seneste år handlet rigtig meget om repræsentation, mangel på det og kampen om det.

Hvor Fastaval ellers er det her dejlige og kreative inklusive rum, hvor der selvfølgelig er plads til en brætspilskonkurrance, da der begyndte at vokse et DIY-bærtspilsmiljø op og hvor der selvfølgelig også skal være plads til udenlandske scenarieforfattere, der med deres erfaringer og tranditioner går i direkte dialog med vores fastaval-rollespilstradition, så er festen mere en kampplads. Det er let at tage imod brætspilsdesignerne selvom man ikke går op i det når det bare betyder at de laver deres hyggelige og stemningsskabende demoer ude i fællesrummet.

Det er noget andet når brætspillernes to nye ottoer betyder at ottofesten enten bliver længere (og der er mindre festfest) eller at uddelingen af alle priserne skal overstås hurtigere hverisær. For mig, som er utrolig ligeglad med hobby-brætspilsdesign og hånden på hjertet heller vil se en uddeling af prisen til bedste figurmaler, sætter fire brætspilsottoer min tålmodighed på prøve.

Og er jeg sikker på at der er brætspilsdesignere som har det helt på samme måde med scenarieottoerne. For ikke at tale om nutidenssvar på slut90’er Johs. Hvis jeg ikke var så investeret i bare en af de to grupper ottoer, så ville jeg gå banans halvvejs igennem årets ottouddelingskompleks. Så hvorfor ikke droppe priserne fra festen?

Vi kunne uddele dem til et eller to korte, men fucking fancy, arrangementer før festen:

  • Først de to konkurrance + evt. vinder af helcon, så pause,
  • så brætspillene (med tid til takketaler), så pause
  • også scenarierne (med tid til takketaler).

Også gemme fællesskabspriserne (altså den gyldne svupper og hvad der ellers er), de der scenarie- og brætspilstitelvideoer og opråb af forfatterne og designere til festen. Også fuld fokuspå rigtig underholdning, masser af dans, repræsentation af de grupper som er underrepræsenteret + klappe af årets general, bunker, rengøring og næste års general.

Lade festen være en fest for fællesskab og ikke en konkurrence. Og give de forskellige kreative konkurrencer det rum de har brug for uden at andre vi skal kedes med det.

Ottofest 2022

Det bliver nok ikke lavet om inden Ottofesten i år – om lidt. Og i virkeligheden regner jeg med at Ottofestarrangørerne har tænkt længere og bedre over at gøre festen relevant, interessant og kick ass for alle deltagere – hvilket jeg principelt gerne vil støtte op om, men indtil jeg ser det ske så vil jeg gerne give en hånd med i udførelsen af to (eller flere) adskilte arrangementer søndag i Påsken i Hobro.