Jeg har fået lov til at spillede Isabelle på Fastaval. Det glæder jeg mig vildt meget til.
Lars har lavet en forenkelt version af Vampire i scenariet – det er sejt nok, men jeg har alligevel valgt at oversætte alle spilpersonerne til Warhammer 2ed. og kører scenariet i krigshammer.
Her er de fem spilpersoner med Warhammer-stats (spilpersonbeskrivelserne skal du planke fra Lars’ spilpersoner):
For 11 år siden skrev Martin Svendsen og jeg scenariet Sønder og sammen. Det var en form for psykedelisk dungeon crawl og ikke særlig godt. 6 år efter skrev jeg et fantasyscenarie med lidt dungeon crawl. Det hed Slavehandleren fra Ascalon. Måske er det, når jeg igen begynder at skrive scenarier om et par år, tid til at skrive et nyt dungeon crawl.
For nyligt har Slavehandleren fra Ascalon fået en del kærlighed (eller 17 stemmer) i en Facebook/Vikinge Con afstemning og jeg er kommet til at love at jeg vil skrive en ny klasse man kan vælge når man laver spilfigur (ja, man skal lave sin egen spilperson med stats og alting). Så kom jeg til at tænke at det kunne være sjovt at lave en forsættelse på Slavehandleren fra Ascalon. Måske et dungeon crawl. Denne gang mere rock n roll, møgsejt og med 220 km/t på sword and sorcery klicheerne.
Stenalderfolk og hårløse bjerggorilla i stedet for gobliner og orker. Kæmpe orme og giftsvampe. Lava og frugtige hulegange med liderlige troldkarle.
Det kunne være sjovt, men det kunne også gå helt galt.
Disse Wiki-artikel skriger på at blive lavet som rollespil:
The Wolves of Paris were a man-eating wolf pack that killed forty people in Paris in 1450. The animals entered the city during the winter through breaches in its walls. A wolf named Courtaud, or “Bobtail”, was the leader of the pack. Reports of the animal suggested it was reddish in color. Eventually, the wolves were killed when Parisians, furious at the deaths, lured Courtaud and his pack into the heart of the city. There the Parisians stoned and speared the wolves to death in front of the Notre Dame Cathedral.
The Wolf of Soissons was a man-eating wolf which terrorized the commune of Soissons northeast of Paris over a period of two days in 1765, attacking eighteen people, four of whom died from their wounds.
The first victims of the wolf were a pregnant woman and her unborn child, attacked in the parish of Septmont on the last day of February. Diligent locals had taken the second trimester fetus from the womb to be baptized before it died when the wolf struck again not three hundred yards from the scene of the first attack. One Madame d’Amberief and her son survived only by fighting together.
On 1 March near the hamlet of Courcelles a man was attacked by the wolf and survived with head wounds. The next victims were two young boys, named Boucher and Maréchal, who were attacked on the road to Paris, both badly wounded. A farmer on horseback lost part of his face to the wolf before escaping to a local mill, where a seventeen-year-old boy was caught unaware and slain. After these atrocities the wolf fled to Bazoches, where it partially decapitated a woman and severely wounded a girl, who ran screaming to the village for help. Four citizens of Bazoches set an ambush at the body of the latest victim, but when the wolf returned it proved too much for them and the villagers soon found themselves fighting for their lives. The arrival of more peasants from the village finally put the wolf to flight, chasing it into a courtyard where it fought with a chained dog. When the chain broke the wolf was pursued through a pasture, where it killed a number of sheep, and into a stable, where a servant and cattle were mutilated.
The episode ended when one Antoine Saverelle, former member of the local militia, tracked the wolf to small lane armed with a pitchfork. The wolf sprang at him but he managed to pin its head to the ground with the instrument, holding it down for roughly fifteen minutes before an armed peasant came to his aid and killed the animal. Saverelle received a reward of three-hundred livres from Louis XV of France for his bravery.
The Wolf of Sarlat attacked and wounded seventeen people in Sarlat, France, in June 1766. Unlike other wolves that had become man-eaters, it was notable in that it attacked only grown men, standing on its hind legs to get at the face and neck. A burgher of Saint-Julien, Monsieur Dubex de Descamps, gathered a hunting party of one-hundred men and set out after the animal. In the pursuit the wolf turned on the hunters, injuring two of them. Dubex trapped the wolf in a meadow, dismounted, and shot it at point-blank range as it charged him. The wolf was roughly thirty inches at the withers and four feet, four inches in length. The huntsmen noted that its appearance combined some physical characteristics typical of foxes and greyhounds, suggesting hybridization.
Også selvfølgelig historien om Gévaudan-bæstet.
Endnu en scenarieidé, som jeg er nødt til at dele.
Vi reagerer forskelligt på smerte, men de fleste af os bliver bedre og mere overskudsartige mennesker af smerte. Hvis man kender hinanden rigtig godt (som man fx gør i en familie) kan man nogen gange komme til at afreagerer på hinanden: være urimelig og sige ting, der gør ondt og som man fortryder. Hvad hvis vi forstiller os en gruppe eventyrer, der alle reagerer på smerte ved at blive lede ved hinanden? De har været på mange eventyrer sammen og er som en familie for hinanden. På godt og ondt.
Det kan man bygge en mekanik op omkring som kunne give noget underholdende spil. Vi har et spil der foregår i en klassisk dungeon, Hurt Dungeon, lidt nordøst for Waterdeep eller noget i den stil. Der er goblins, andre grønhuder og deres modbydelige fælder. Fælder der gør nas.
Hver eventyrer har nogen stats og kan ting. Når man slås med goblins eller møder en fælde slår man disse stats. Nogen gange går det godt (yay) og nogen gange går det mindre godt (yay!) og en eventyrer kommer til skade. Eventyrerne har nogen skadebokse (en slags hit points), fx har krigeren fem bokse, og man skriver en beskrivelse af den skade man tager i boksen. Fx ”afhugget finger” eller ”snitsår i siden”.
Hver boks har en talværdi, det er hvor meget skade boksen kan absorberer. Vi kalder det skadeværdi. Hvis man har to bokse med skadeværdien 2, så kan man absorberer 4 i skade ved at bruge begge bokse. Når man er skadet er man dårligere til at handle, man får ikke dårligere stats, men den højeste skadeværdi man har skal man minus til alle ens slag. Så hvis man slog 5, er resultatet 3, hvis man har en eller flere bokse med skadeværdi 2 udfyldt.
Man kan ikke helbrede skade, men man kan fjerne minusset til ens evner fra skadeværdien. Det gør man ved at være nedern og sige modbydelige ting til de andre i eventyrgruppen (i karakter). Så hvis hende med de to skadesværdier på 2 ikke længere ønsker minus 2 på alle sine slag skal hendes figur sige to sårende til en eller flere fra gruppen.
Dette skal underbygges i personbeskrivelserne, der netop skal være fulde af mindreværd og situationer hvor gruppensmedlemmer har svigtet hinanden. De er selvfølgelig også møgseje, men hvis to af eventyrerne er et par, så har de helt sikkert knaldet en eller flere af de andre i gruppen. Plus eventyrerne har trælse forhistorier med uforløste faderbinder, folk de har svigtet osv.
Samtidig skal Hurt Dungeon være godt og interessant designet.
Det bliver rigtig skægt at spille.
Til sidste års Fastaval skrev jeg endnu et ugennemarbejdet scenarie. Var ikke mit første af slagsen, men jeg valgte under Fastaval at det skulle være mit sidste. Så imens andre jammede scenarieideer i baren, sad jeg og jammede på en mindre identitetskrise. Jeg har tre børn, fuldtidsarbejde og synes jeg brugte for meget tid på min ynglingshobby. På det tidspunkt var jeg 35 år, det jeg havde øvet mig mest i var rollespil og hvad værre var, så var jeg ikke i blandt de bedste 50 % indenfor mit interessefelt. Det var hårdt at indse, men noget skulle gøres, hvis jeg ikke ville ende med at bruge mit liv på at blive en middelmådig rollespilsscenarieforfatter.
Der er mange andre ting jeg gerne vil være god til og som jeg mener at havde et vis talent for: Faderskab, lave tegneserier, webteknologi, formskabe (teaterdukker) og fortolke verden igennem klassisk filosofi. Det ville jeg gerne bruge mere tid på at dygtig gøre mig i.
Jeg har ikke brudt med rollespil totalt. Der er ingen smækken med døren. Mine rollespilskampagner kører, jeg deltager som spilleder og spiller på Fastaval osv. Der bliver bare ikke skrevet nogen scenarier før jeg har nået andre af mine mål. Umiddelbart har jeg sagt til mig selv at jeg skal holde en scenariepause på tre år. Det er overraskende svært, for jeg elsker at finde på rollespil og jeg gør det stadigvæk om jeg vil det eller ej.
For nylig har jeg fået ideen til et enkelt scenarie om at overleve en rejse igennem en ørken.
Det er et scenarie for fem spillere, der næste ikke må drikke væske under spillet. Det er et scenarie med ca. 30 potentielle spilpersoner, hvor en stor del af dem dør i løbet af scenariet. Settingen er en tidlig jernalder, måske sværd og trolddom fantasy, ørken. Stammen er rejst fra skovelandet på kanten af ørken, da de er blevet presset ud af deres forældres land. De har ikke anden udvej end at forsøge at krydse den store ørken og finde et nyt hjemland.
Spillerne vælger fem spilpersoner, som de starter med at spille. Vi spiller rejsen over ørken og undervejs mødes stammen af udfordringer såsom ørkenbanditter, farlige ørkendyr og knastør trolddom. Nogen gange dør en spilperson i forsøget på at imødegå udfordringerne, så spilles spilpersonens dødscene og der fortælles en kort nekrolog over spilpersonen. Spilleren spiser en lille skefuld tør krydderi, drikker et snapseglas vand og vælger en ny spilperson.
Der er en central spilmekanik i scenariet, nemlig en bunke terning, der hele tiden bliver mindre og mindre. Til at starte med har stammen en masse blå 6-sidet terninger. Disse terninger er udtryk for deres ressourcer. Når en terning er brugt er den brugt og tages ud af bunken af terninger. Spilpersonerne har evner som man kan kombinerer på kryds. Det kunne være tre evner (fx snige 5 terninger, benkniv 3 terninger og dristighed 6 terninger), som blev brugt på et snigmord på en ørkenbandit. I eksemplet må spilleren bruge 14 terninger i sit snigmordsforsøg, men så snart spilleren har slået disse 14 terninger, så er disse terninger brugt og tages ud af bunken. Man må gerne vælge at bruge færre terninger end ens maksimum og spilleren kender sværhedsgraden (det kunne være 4 terninger der har slået 4 eller bedre).
Undervejs i scenariet finder stammen flere ressourcer (fx en ubevogtet oase med et vandhul) og spillerne får flere terninger til bunken. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad der skal ske, hvis en spiller ikke klare sit terningeslag. Dør spilpersonen? Sker der et tvist, så situationen går fra slem til værre? Terningerne bliver i alle fald brugt og taget ud af bunken, men der skal ligesom være en konsekvens. Når man klare slaget, bliver terningerne jo også brugt. Hvis alle terningerne bliver opbrugt dør stammen af trøst (eller hvad der lige passer ind i fiktionen).
Også skal man, i forbindelse med en udfordring, kunne ofte spilpersoner. Det er spilleren selv, der vælger at ofte en spilperson. Man må ikke opfordre de andre spillere til at ofte spilpersoner. Når man ofte en spilperson, så dør denne spilperson. Der skal skabes en realistisk situation (der passer til den givne udfordring) hvori spilpersonen dør, det udspilles og en af de andre spillere fortæller en nekrolog over spilpersonen. Stammen klare udfordringen uden terningeslag og modtoger endvidere en rød 10-sidet terning til deres terningebunke. Denne terning kan bruges på lige fod med de blå 6-sidet terninger.
Alt efter hvor Sværd og Trolddom-artigt scenariet skal være kan udfordringerne være ting som:
Derudover skal der selvfølgelig også være andre scener uden udfordringer såsom forladte byer, gammel monomenter og endeløse sandbanker.
Er det en idé jeg bør arbejde videre med om 2 års tid?