For lang tid siden skrev en flink arrangør fra Stockholm Scenario Festival at de gerne vil have Ørkenvandringen med på deres con. Det er jo en rar anerkendelse. Lige før den mail, nående jeg at pitche et helcon til Fastaval for at få medarrangører og medforfattere på ideen. En lille håndfuld mega seje folk faktisk viste interesse. Yay.
Men lige efter mailen fra Sverige gik jeg kold. Helt kold.
Radiotavshed
Jeg har ikke rigtig skrevet noget på min blog siden. Jeg har ikke svaret den flinke arrangør fra Stockholm eller de af mine venner som synes det kunne være sjovt at lave helcon sammen med mig. Jeg har kun lige holdt min vampirekampagne i gang som siden Fastaval har været ramt af aflysninger og derfor ikke ligefrem været super hårdt arbejde. For jeg er simpelthen gået kold. Måske er det fordi jeg endelig har vundet Otto for Bedste Scenarie. Jeg har lige siden at jeg vandt mine to første Ottoer for mange år siden drømt om hvilke seje ting jeg ville sige fra scenen, hvis jeg nogensinde kom derop igen. Og jeg fik sagt det. Jeg fik anerkendelse for at skrive scenarier, hvilket har været overraskede vigtigt for mig.
Og nu har jeg ikke rigtig lyst til det mere. Det er skørt, for jeg har lyst til at spille rollespil, jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal spille Vampire, men jeg har ikke rigtig lyst til at skrive Fastaval-scenarier. Jeg har ikke lyst til at tage til Stockholm og kører Ørkenvandringen – det er et krav at man selv, som forfatter deltager og kører ens scenarie på connen. Samtidig ved jeg godt at scenariet fortjener at komme ud i verden. Det fortjener at blive oversat og spillet og diskuteret af andre end bare dem der fik det at se på Fastaval.
Jeg ved at jeg får lyst til at skrive scenarier igen en dag, men jeg tror virkelig ikke at jeg sender en synopsis i år. Det er første gang i måske 15-20 år hvor jeg har det sådan. Jeg har tidligere holdt pauser fra scenarieskrivning, men det har altid været hårdt for mig ikke at sende en synopsis. Det føler jeg ikke at det er i år. Samtidig har jeg mega meget lyst til rollespil. Til at læse, forberede og spille det (både som spilleder og spiller).
Johs tager sig sammen (og fortæller om sin barndom)
Det føles mærkeligt. Både skræmmende og godt og dårligt og rart og forkert og mange andre ting på samme tid, hvor den dominerede følelse skifter fra dag til dag.
Jeg ved godt at det er åndssvagt at den der pris åbenbart har betydet så meget for mig. Jeg er jo en mand i 40’erne, men rollespil har bare været så vigtig en del af mit liv i så mange år. De fleste af mine gode barndoms og ungdoms minder handler bl.a. om rollespil. Her om sommeren kan jeg ikke bevæge mig ud i sommerlandet uden at et varmt fortov i en stille provinsby ikke minder mig om at gå fra en vens hus over til andens for at spille 10-15 timers nonstop Shadowrun eller ad&d eller Vampire eller WFRP 1st eller … i sommervarmen. Jeg har selvfølgelig masser af dejlige minder med mine unger og min kone og mange andre ting, som ikke er rollespil, men der er en uskyld i de tider (og dem var der mange af) hvor jeg brugte utrolig mange ferier og weekender på at spille rollespil, røge smøger og drikke cola.
Fastaval og Otto var i mange år en måde hvor det der rollespil kunne være noget mere end endeløse kampagner. Fordi et godt Fastavalscenarie ikke bare er fjol, fordi vi tager det seriøst og faktisk anerkender hinanden for godt lavet rollespil. Og i den sammenhæng er Bedste Scenarie den største anerkendelse man kan få. Nu drømmer jeg om endeløse sommere, hvor jeg kan spilde tiden med at spille Shadowrun.
Men først må jeg heller se at få skrevet til de der seje helconsfolk og til ham fra Stockholm Scenario Festival – med mindre nogen ønsker at spille mig i Stokholm til efteråret (jeg tror kun det er Anna der ved hvordan jeg ser ud).
