I år havde jeg virkelig brug for at komme på Fastaval. Vi har fået barn nummer tre, just flyttet og jeg har småtravlt på jobbet (plus jeg min kontrakt snart udløber, så jeg skal til at finde en ny ansættelse). Min to do liste er maxet ud og der er røde tal på overskudskontoen. På Fastaval tjekker jeg ikke sociale medier. Selvom jeg har min mobiltelefon med åbner jeg ikke Facebook, kigger ikke på Instagram eller følger på Twitter. Med andre ord: Når jeg er på Fastaval, så er jeg der 100 %.
Jeg elsker Fastaval, men samtidig var denne Fastaval svær. Ligesom i 2011, hvor jeg også havde en baby, lavede jeg ikke Ottofest og deltog heller ikke i den. Jeg havde ej heller et scenarie med i år og var blot spilleder/spiller. Back to basics og jeg fik spillet nogen rigtig fine scenarier, som dog ikke efterlod de store indtryk på mig (fordi jeg i min stressede tilstand ikke er særlig modtagelig) og et sjovt brætspil (som jeg tabte). TV’et i baren var åndssvagt godt og der var masser af søde mennesker, men jeg tog mig selv i at gå rundt og fortælle om de gamle dage. Jeg ønsker ikke at være en gammelprut, men indtog den persona så ofte, at jeg flere gange overvejede ikke deltage næste år. Jeg gider ikke være gammel.
Derfor har jeg lavet en liste, hvor hvordan næste år skal være:
- Ud af the Comfort Zone: Jeg skal spille noget der er helt udenfor min comfort zone: Noget med følelser, close to home og helt uden action.
- Mere Action: Jeg skal spillede noget der er helt præcist indenfor min comfort zone: Noget med action, hvor det er ok at underhold. Her skal jeg lade mig begejstre og jeg skal være vildt godt forberedt. Det skal være godt og spillerne skal blæstes væk.
- Dans, dammit: Jeg skal danse mere. Måske skal jeg arbejde på at det bliver muligt at danse efter sidste spilgang. Vi forsøgte, men i år var dansegulvet ikke perfekt og musikken ditto.
- Ingen fortid: Jeg må ikke snakke om min Fastavalfortid – kun nutiden (mit liv) og fremtiden (især vanvittige scenarieideer).
