Man skal åbenbart have en illustration med i sin synopsis. Det fattede jeg først meget sent, så jeg fik tegnet denne på alt for kort tid. Synes dog at den allerede rammer noget af den stemning jeg ønsker med Ørkenvandring – måske mangler der noget tomhed og tørke i den, men det må komme i den næste illustration.
Jeg har et scenarie med til Fastaval næste år. Det går vanligt super dårligt med at få det ned på papir, men efter mange indre kampe har jeg fået skrevet et forsøg på en foromtale.
Hvis du gider at give feedback på om teksten giver mening? Og ville du spille det? Så sender jeg masser stenalderkærlighed.
Det er en novelle for fire spillere og en spilleder med denne pitch:
En stamme kickass stenalderfolk forsøger at forcere Kitaras brutale og ubarmhjertige golde ørken på rejse mod en ukendt fremtid og drømmen om et liv i tryghed.
Og denne foromtale:
Det er kun formiddag i ørkenen, og jeg er allerede ved at falde om. Vi er kun 12 tilbage i stammen og på vild flugt gennem sandmasserne. En flok af kødædende kæmpebiller bevæger sig hurtigt over sandbankerne i deres jagt på os.
Mine lunger brænder af at løbe, og jeg ser at Buji også kæmper med at holde farten. Vores spydkæmpers ben er ikke helet ordentligt efter et blodigt sår under flugten fra Den Gule Konges umenneskelige horder på vores hjemlige grønne stepper.
Jeg ser Buji stoppe op. Solen, tørsten og sandet har slebet hende ned, men det er ikke derfor hun stopper. Hun tager sit benspyd frem, og med et urgammelt kampskrig vender hun sig imod det forreste monster.
Lotte, der spiller Biju, tager en håndfuld blå og røde terninger og gør sig klar til kaste dem. Hvis hun klarer slaget, undslipper vi kæmpebillerne. Hvis hun ikke gør, er der en spilperson som dør.
Jeg synes, at hun har taget lidt for mange terninger denne gang. For de blå er vores vand, og de røde er vores blod, og når de er brugt dør hele stammen. Ingen overlever ørkenen uden vand og blod.
Spillertype:
Synes du hæsblæsende stenalder-action med terningeslag og en halv trist rammefortælling er sagen? Så er Ørkenvandring noget for dig.
Spilledertype:
Kan du male en actionpakket scene med ord, holde styr på en simpel ressource-terninge mekanik og stadigvæk holde et ok tempo, så håber jeg mega meget at du vil køre Ørkenvandring.
Det er tid til at sende synopser ind til Fastaval. Siden sidste år har jeg arbejdet på et stort helcon-projekt med en masse små og korte unikke horrorhistorier for en masse spilledere og spillere. Historier der kunne spilles i caféen eller baren når man ikke havde andet at lave. I et anfald af begejstring over den idé sendte jeg en synopsis ind sidste år. Den blev endda også godtaget, men jeg aflyste ret tidligt, da jeg ikke kunne se hvordan det skulle kunne virke til en online Fastaval. Efter den meget succesfulde online Fastaval kan jeg nu godt se at det ville virke, men sådan er det jo med bakspejle.
Men jeg viste også, at der ville være en masse arbejde i det og som mit liv ser ud pt. har jeg svært ved at se hvordan jeg skulle kunne ligge så meget arbejde og lykkes med så stort et projekt. Jeg har overvejet at få medforfattere på, men jeg ved ikke lige hvem jeg skal spørge. Faktisk også hvem jeg kan spørge. Jeg tænker at vi alle kender det at være lidt socialt svag i koderne efter disse Corona-år.
Til gengæld har jeg en novelle-idé, som jeg har også har arbejdet (læs: gået og tænkt) på i nogle år. Nemlig en ørkenvandring.
Det er en stram fortælling om resterne af en stamme stenalder-artige folk, der flygter fra deres hjemlige jagtmarker efter at have tab en årelang kamp imod Det Døde Folk. Nu bevæger stammen sig igennem sand og under en dræbelig sol imod bystaten Ascalon, der ligger på den anden side af den store golde ørken.
Undervejs skal stammen overvinde ørkenbanditter, sandstorme og kæmpebiller. Der er en stramt ressourcemekanik, med en fælles bunde af terninger, som løbende bliver brugt.
Det er ved at være lang tid siden jeg har skrevet scenarier til andet end Fastaval junior. Jeg har dog ikke holdt op med at tænke i scenarier og noget som jeg har været optaget af igennem hele min scenarieproduktion er forholdet mellem individ og kollektiv. Senest overvejer jeg en serie fantasy scenarier, der tager livtag med denne dynamik i sin grundlæggende mekanik.
Heltefortællinger om unikke personer og deres helt særlig handlinger er fede, men nogen gange, føler jeg, at vi glemmer kollektivet når vi fortæller historier. Det synes jeg er synd, fordi jeg fuldt og fast mener at individer generelt er ret uduelige ift. kollektivets styrke.
I vores fastaval scenarietraditionen er vi (desværre) blevet ret gode til at lave personlige fortællinger om unikke individer, hvor man virkelig kommer ind under huden på den figur man spiller. Når man ikke er indlevelsesspiller bliver det let kedeligt at spille denne slags scenarier, hvor hovedpersonerne er ikke bare er i fokus, men deres udvikling er scenariet. Bipersonsrollespil og mange andre grene i scenarietraditionen imødegår noget af dette, der er masser af fortællinger som ikke primært handler ”heltene”, men jeg savner alligevel ofte at de scenarier jeg spiller har et endnu større kollektivt fokus (måske er jeg bare umættelig).
Der er helt naturligt et kollektivt perspektiv i fortællingen i traditionel kampagne rollespil, fordi hovedpersonen ikke er en person, men er hovedpersonerne i partyet. Det på trods reduceres de kollektive perspektiver i de fleste regelsystemer til at man kan få en ekstra terning eller en anden systemmæssig fordel, hvis en af de andre hovedpersoner hjælper en i fiktionen. Det ser vi fx både i Mouse Guard og D&D 5. ed.
Det er dejligt at ”hjælp” er blevet en fast regelmæssig ting, men jeg tænker at det alligevel må være mulighed at lave regelsystemer og en lille række scenarier som er endnu mere radikale.
Det er genbrug (og lidt omfortolkning), men jeg har digtet tre scenarier med hhv. dværge, elverfolk og hobbitter som hovedpersoner. Der er forskel på hvor gennemtænkte idéerne er, but here goes.
I tegneserien Elverfolket krydser de en ørken (et par gange?), måske er det derfor jeg gentænkte denne gamle scenarieidé – med elvere under en benhårde sol. Kort fortalt handler denne scenarieidé om en stamme/familie som bevæger sig igennem en ørken. De møder udfordringer undervejs og har kun få ressourcer, som de bruger til at overkomme udfordringerne. Disse ressourcer er fælles og illustreres mekanisk ved hjælp af terninger. Der dør folk fra stammen undervejs. Måske ofte de ligefrem sig selv.
Dette er historien om dværgene, som bor langt mod nord hvor intet kan gro og der ingen mad er. De er et undertrykt folk, der er dybt afhængige af deres (kapitalistiske) undertrykkere, der bringer dem mad sydfra og lader sig betale godt for det. Et (for)år kommer der intet nyt forsyningsskib med mad og en gruppe dværge må rejse ud og finde en måde deres folk kan undgå sultedøden.
Jeg har ikke helt gennemskuet det kollektive mekaniske element i dette scenarie, men dværge er all about hukommelse, historie og fællesskab, så jeg tænker flashback, minder som en slags fælles ressource og noget med at en anden spiller tager kontrol over ens spilperson kunne være interessante virkemidler.
Et drama om livet i Hobbitlandsbyen Harmony. Der er en grundlæggende regel: Ingen vold! Scenariet handler ikke om fysisk vold og der skal/må ikke udføres fysisk vold. Til gengæld handler det om naboer og familier som ikke altid har det lige let med hinanden, om afgrøder som ikke vokser som de skal og om de farlige dyr ude i skoven (som man altså ikke må kæmpe imod – fordi ”Ingen vold!”-reglen).
Jeg tænker, at alle udfordringerne skal være til at kunne løse, hvis blot landsbybeboerne arbejder sammen, men det er en pointe at de ikke gør. ”Misforståelse” og ”ego” kunne være centrale mekaniker, som man kunne lege med og som ville besværliggøre løsningsprocesserne. Det skal selvfølgelig også rollespilles, men det er sjovt også at bygge noget mekanik op omkring det.
Dette er ikke en nytårsforsæt 2018 post. Det er ikke sikkert at jeg får skrevet en eller noget af disse scenarier, men det kunne være interessant at arbejde med en kollektiv mekanik fremfor en ”en spilperson = en evne”-logik.
Til sidste års Fastaval skrev jeg endnu et ugennemarbejdet scenarie. Var ikke mit første af slagsen, men jeg valgte under Fastaval at det skulle være mit sidste. Så imens andre jammede scenarieideer i baren, sad jeg og jammede på en mindre identitetskrise. Jeg har tre børn, fuldtidsarbejde og synes jeg brugte for meget tid på min ynglingshobby. På det tidspunkt var jeg 35 år, det jeg havde øvet mig mest i var rollespil og hvad værre var, så var jeg ikke i blandt de bedste 50 % indenfor mit interessefelt. Det var hårdt at indse, men noget skulle gøres, hvis jeg ikke ville ende med at bruge mit liv på at blive en middelmådig rollespilsscenarieforfatter.
Der er mange andre ting jeg gerne vil være god til og som jeg mener at havde et vis talent for: Faderskab, lave tegneserier, webteknologi, formskabe (teaterdukker) og fortolke verden igennem klassisk filosofi. Det ville jeg gerne bruge mere tid på at dygtig gøre mig i.
Jeg har ikke brudt med rollespil totalt. Der er ingen smækken med døren. Mine rollespilskampagner kører, jeg deltager som spilleder og spiller på Fastaval osv. Der bliver bare ikke skrevet nogen scenarier før jeg har nået andre af mine mål. Umiddelbart har jeg sagt til mig selv at jeg skal holde en scenariepause på tre år. Det er overraskende svært, for jeg elsker at finde på rollespil og jeg gør det stadigvæk om jeg vil det eller ej.
For nylig har jeg fået ideen til et enkelt scenarie om at overleve en rejse igennem en ørken.
Det er et scenarie for fem spillere, der næste ikke må drikke væske under spillet. Det er et scenarie med ca. 30 potentielle spilpersoner, hvor en stor del af dem dør i løbet af scenariet. Settingen er en tidlig jernalder, måske sværd og trolddom fantasy, ørken. Stammen er rejst fra skovelandet på kanten af ørken, da de er blevet presset ud af deres forældres land. De har ikke anden udvej end at forsøge at krydse den store ørken og finde et nyt hjemland.
Spillerne vælger fem spilpersoner, som de starter med at spille. Vi spiller rejsen over ørken og undervejs mødes stammen af udfordringer såsom ørkenbanditter, farlige ørkendyr og knastør trolddom. Nogen gange dør en spilperson i forsøget på at imødegå udfordringerne, så spilles spilpersonens dødscene og der fortælles en kort nekrolog over spilpersonen. Spilleren spiser en lille skefuld tør krydderi, drikker et snapseglas vand og vælger en ny spilperson.
Der er en central spilmekanik i scenariet, nemlig en bunke terning, der hele tiden bliver mindre og mindre. Til at starte med har stammen en masse blå 6-sidet terninger. Disse terninger er udtryk for deres ressourcer. Når en terning er brugt er den brugt og tages ud af bunken af terninger. Spilpersonerne har evner som man kan kombinerer på kryds. Det kunne være tre evner (fx snige 5 terninger, benkniv 3 terninger og dristighed 6 terninger), som blev brugt på et snigmord på en ørkenbandit. I eksemplet må spilleren bruge 14 terninger i sit snigmordsforsøg, men så snart spilleren har slået disse 14 terninger, så er disse terninger brugt og tages ud af bunken. Man må gerne vælge at bruge færre terninger end ens maksimum og spilleren kender sværhedsgraden (det kunne være 4 terninger der har slået 4 eller bedre).
Undervejs i scenariet finder stammen flere ressourcer (fx en ubevogtet oase med et vandhul) og spillerne får flere terninger til bunken. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad der skal ske, hvis en spiller ikke klare sit terningeslag. Dør spilpersonen? Sker der et tvist, så situationen går fra slem til værre? Terningerne bliver i alle fald brugt og taget ud af bunken, men der skal ligesom være en konsekvens. Når man klare slaget, bliver terningerne jo også brugt. Hvis alle terningerne bliver opbrugt dør stammen af trøst (eller hvad der lige passer ind i fiktionen).
Også skal man, i forbindelse med en udfordring, kunne ofte spilpersoner. Det er spilleren selv, der vælger at ofte en spilperson. Man må ikke opfordre de andre spillere til at ofte spilpersoner. Når man ofte en spilperson, så dør denne spilperson. Der skal skabes en realistisk situation (der passer til den givne udfordring) hvori spilpersonen dør, det udspilles og en af de andre spillere fortæller en nekrolog over spilpersonen. Stammen klare udfordringen uden terningeslag og modtoger endvidere en rød 10-sidet terning til deres terningebunke. Denne terning kan bruges på lige fod med de blå 6-sidet terninger.
Alt efter hvor Sværd og Trolddom-artigt scenariet skal være kan udfordringerne være ting som:
Derudover skal der selvfølgelig også være andre scener uden udfordringer såsom forladte byer, gammel monomenter og endeløse sandbanker.
Er det en idé jeg bør arbejde videre med om 2 års tid?