Tag-arkiv: Slavehandleren fra Ascalon

Drømmen om en pingvin i guld

Skriv et svar

Jeg har nok altid drømt om vinde Otto for bedste scenarie. Jeg har tidligere været nomineret i kategorien, men i år vandt jeg den med Ørkenvandring. Det er en kæmpe ting. Og ikke nok med det så vandt jeg også ottoen for bedste virkemidler, hvilket også er kæmpe stort.

Jeg har ikke altid fattet hvor stort det er. Da jeg begyndte at skrive scenarier for 20 år siden undervurderede det at vinde ottoer på Fastaval. Ryan og jeg havde en samtale på vej hjem fra en varulvekampagne for disse mange år siden. Ryan forklarede hvorfor liverollespil bare var mere interessant end klassisk bordrollespil og derfor heller ville lave lives end bordrollespil. Til gengæld proklamerede jeg, at for hvert scenarie jeg skrev ville jeg også vinde en otto. Selv med de to jeg vandt i år er jeg syv ottoer bagud så det løb er kørt. På den anden side var Ryans Morguls Grav fra i år just heller ikke ligefrem et live scenarie.

Stolthed

Nå ja, også synes jeg, at det er ret fedt at skrive rollespil selvom man ikke bliver nomineret for det. Jeg har skrevet masser af ikke nomineringsbare scenarier og haft en fest med det, men det er også rart med den anerkendelse en otto er.

Jeg er helt utrolig glad for at vinde to ottoer i år. Ørkenvandring er et godt scenarie, men manner der var altså mange gode scenarier med i år (især når man tænker på hvor få vi endte med at komme op på). Vi er tilbage som Fastaval og jeg er mega stolt over at vinde den første Otto efter pausen.

Også er Ørkenvandring det første novellescenarie til at vinde Bedste Scenarie-prisen. Jeg elsker novelleformen og vil igen gerne lige huske folk på at det var Jonas Harild, der opfandt denne korte rollespilsform i tid hvor scenarier helst skulle ligge på den gode tide af fem timer. Den nyskabelse var et af mange nybrud, der med til at gøre at vores rollespilstradition skaber nogen verdens bedste rollespilmanuskripter.

Det handler åbenbart om at falde

Min første otto fik jeg i 2009 for Imperiet, fordi mine mange medforfattere var mega awesome og skrev vanvittige fede noveller. Min første og i lang tid (12 år!) eneste solo-otto var bedste redigering som jeg vandt med Slavehandleren fra Ascalon i 2010.

Ligesom Ørkenvandring er Slavehandleren fra Ascalon et fantasy scenarie der kommer ud af en ikke-tolkiensk tradition. De ligner også hinanden ved at være systemscenarier med terningeslag og fokus på actiondrama. Sjovt nok har de også begge to noget med særlig personlige ting/dimser, der giver mekaniske bonusser.

Også har de begge to en central scene hvor gulvet forsvinder og spilpersonerne falder langt ned i mørket for at komme til sig selv i en dungeon. Jeg tænker, at i mine næste scenarie skal der helt sikkert være en ”fald ned i dungeon”-scene. Og måske skulle du også overveje det i dit næste scenarie.

De nye ottoer overfor de ældre ottoer

Jeg synes måske at de nye er lidt for store (høje), men jeg kan virkelig godt lide designet.

Tak.

Synopsis-illustration til Ørkenvandring

2 svar

Man skal åbenbart have en illustration med i sin synopsis. Det fattede jeg først meget sent, så jeg fik tegnet denne på alt for kort tid. Synes dog at den allerede rammer noget af den stemning jeg ønsker med Ørkenvandring – måske mangler der noget tomhed og tørke i den, men det må komme i den næste illustration.

Foromtale til Ørkenvandring (udkast)

5 svar

Jeg har et scenarie med til Fastaval næste år. Det går vanligt super dårligt med at få det ned på papir, men efter mange indre kampe har jeg fået skrevet et forsøg på en foromtale.

Hvis du gider at give feedback på om  teksten giver mening? Og ville du spille det? Så sender jeg masser stenalderkærlighed.

Det er en novelle for fire spillere og en spilleder med denne pitch:

En stamme kickass stenalderfolk forsøger at forcere Kitaras brutale og ubarmhjertige golde ørken på rejse mod en ukendt fremtid og drømmen om et liv i tryghed.

Og denne foromtale:

Det er kun formiddag i ørkenen, og jeg er allerede ved at falde om. Vi er kun 12 tilbage i stammen og på vild flugt gennem sandmasserne. En flok af kødædende kæmpebiller bevæger sig hurtigt over sandbankerne i deres jagt på os.

Mine lunger brænder af at løbe, og jeg ser at Buji også kæmper med at holde farten. Vores spydkæmpers ben er ikke helet ordentligt efter et blodigt sår under flugten fra Den Gule Konges umenneskelige horder på vores hjemlige grønne stepper. 

Jeg ser Buji stoppe op. Solen, tørsten og sandet har slebet hende ned, men det er ikke derfor hun stopper. Hun tager sit benspyd frem, og med et urgammelt kampskrig vender hun sig imod det forreste monster.

Lotte, der spiller Biju, tager en håndfuld blå og røde terninger og gør sig klar til kaste dem. Hvis hun klarer slaget, undslipper vi kæmpebillerne. Hvis hun ikke gør, er der en spilperson som dør. 

Jeg synes, at hun har taget lidt for mange terninger denne gang. For de blå er vores vand, og de røde er vores blod, og når de er brugt dør hele stammen. Ingen overlever ørkenen uden vand og blod. 

 

Spillertype:
Synes du hæsblæsende stenalder-action med terningeslag og en halv trist rammefortælling er sagen? Så er Ørkenvandring noget for dig. 

Spilledertype:
Kan du male en actionpakket scene med ord, holde styr på en simpel ressource-terninge mekanik og stadigvæk holde et ok tempo, så håber jeg mega meget at du vil køre Ørkenvandring.

 

Spiltest

Skriv et svar

Erfaring har vist at spiltest skaber bedre scenarier. Mine yndlingsscenarier er alle blevet testet et hav af gange. Anders og Simon gennemtestede Fredløs. Rygtet siger op til fire gange inden det var helt færdigt. Nogen af de bedste scenarier som Mikkel har skrevet (og han har skrevet nogen af mine absolut yndlingsscenarier) er først for alvor kommet til sig selv efter en spiltest. Det er selvfølgelig vigtigt at man ved hvad man skal kigge efter i spiltest. Man skal kende sine testerne og man behøver ikke nødvendigvis være enig med dem og rette ind efter hvad de mener.

Det er også en god idé at få andre til at spilteste ens scenarie. Tim og jeg var heldige med at få lov til at spillede en testudgave af Kristians Vinterulve til en spiltestdag i København for et par år siden. Jeg spilledte også scenariet på Fastaval og det var sjovt at se hvordan scenariet, der var ret godt da vi testede det, virkelig blev de der 15-20% bedre til selve connen.

Proof of concept

Jeg kommer aldrig til at spilteste mit scenarie fire gange ligesom Anders og Simon, men jeg har lært at jeg har brug for to test. Nemlig en tidlig proof of concept-test. Det er der hvor jeg mest bare har en idé om hvad jeg gerne vil spille, har noget der ligner udkast til spilpersoner og ligesom ellers bare trækker på mine erfaringer for at få det hele til at spille. Det er vigtigt for mig at det er en god oplevelse, så jeg har energi til at skrive videre efterfølgende, men jeg skal helst også få en fornemmelser for dårlige darlings, svagheder i fortællingen og hvordan jeg bedre vinkler spilpersonerne.

Hvis min grundmekanik overhovedet ikke virker og ikke kan redes, så er jeg på røven big time og opgiver sikkert eller skriver et dårligt scenarie. Så mekanikken skal helst være på plads til den første test eller Asbjørn skal fortælle mig hvordan jeg reder den.

Den sene test

Den sene test er for at få det hele på plads. Her skal scenariet helst være ret færdigt. Spilpersonerne skal være skrevet helt ud (anden gennemskrivning), scener, struktur og mekanik skal også helst være i vinkel. Det kunne være fedt, hvis mit næste scenarie kunne spiltestes af en anden end mig til den sene test.

Evt. med mig med på en lytter.

Brug kampagneelementer og hvordan Slavehandleren blev til

Jeg har tit pralet med at Slavehandleren blev skrevet på en weekend. Det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt. Det var meningen at jeg ville skrive et Blood bowl scenarie til Fastaval 2010, men så var jeg til en spilweekend hos Peter i Viborg, hvor vi spillede det fjollede Red Box Hack. Det var en awesome oplevelse! Så awesome at jeg søndag aften på hjemturen, på en rasteplads et sted på Fyn, valgte at jeg skulle lave et Sword & Sorcery hack af Red Box Hack og skrive et scenarie i det.

Det gjorde jeg ved at få min ven Kristian til at oversætte Red Box Hack-reglerne til dansk, hvorefter jeg så rettede jeg i dem. Jeg lavede fx nye klasser og fordelte de oprindelige klasse-evnerne på en anden måde iblandt dem. Fandt alle de scener og elementer, som normalt virkende i mit kampagnespil eller som jeg kendte fra andre scenarier og skrev dem op som noter og spiltestede rodet med min warhammergruppe ude hos Asger på Amager. Noget spillede jeg fra noter og noget fandt jeg på undervejs. Det virkede ret godt og jeg havde et scenarie, hvor jeg viste hvad jeg skulle fra A-Z.

Udover inspirationen fra Red Box Hack-spilgangen i Viborg og alle de scenarier jeg plankede fra, så var det især mit Warhammer-kampagnespil som jeg træk på. De fleste elementer i scenariet er gennemprøvet i spil – bare i en anden sammenhæng. Nogen af dem har endda allerede været spillet på Fastaval, hvor jeg havde spillet dem og taget dem med hjem til mit kampagnespil for derefter (måske) bruge dem i mit scenarie. Det er en slags proof of concept bare ikke på scenarieniveau, men på scenaireelementniveau.

*) og (tildeles) når spilleder **) og læser andres scenarier.

I Slavehandleren er der fx en række korte bipersonsscener, det er min kampagnefortolkning af bipersonsrollespillet, som jeg første gang spillede på Fastaval i et af Mikkels eller Frederiks scenarier.

Remember the Amazons

Jeg har endnu ikke blevet ramt af inspiration på en rasteplads på Fyn endnu, så noget tyder på at jeg skriver mit Blood Bowl-scenarie til næste år, hvis synopsen kommer med og inshallah. Jeg har haft tilmeldt scenariet et par gange før og lavede også et proof of concept tilbage i 2011 til Fastaval 2012, hvor jeg efter en vellykket spiltest ikke kunne tage mig sammen til at skrive scenariet. Jeg forstår stadigvæk ikke helt hvad der skete, men det var nok en blanding imellem at have travlt og blive overvældet over hvor mange elementer jeg ønskede med i scenariet.

Det vil jeg forsøge at begrænse i Remember.

Setting <3

Skriv et svar

Jeg elsker de gode unikke settings og holder meget af selv mindre originale settings. Der findes masser af dårlige og direkte åndssvage settings, men jeg er ret tålmodig når der kommer til verdensbeskrivelser. Meget mere tålmodig end jeg er med karakter i de historier, hvor også verden bliver malet frem.

Hvor ofte læser man ikke fantasy, hvor settingen er fed, men hovedpersonerne er trælse? Umiddelbart springer serier såsom Kingkiller Chronicles og Harry Potter frem. Gode og interessante verdener. Irriterede nævenyttige hovedpersoner. Suk, men det er en anden historie.

Jeg har tidligere lavet en top 13 over inspirerende bøger til fantasy rollespil og her er det nok især verdenerne som tænder mig, men der er så mange flere end dem fra bøgerne. Men der er mange settings i mange medier. Helt oplagt er der en masse fede rollespilssettings: The Old World (WFRP) og World of Darkness (V:tM) er måske dem jeg kender bedst, men jeg holder også meget af Mythic Europe, Athas, Pendragons England,

Jeg kan ikke læse en tegneserie som DMZ uden at tænke ”Manner, det kunne være en fed Apocalypse World setting”, men jeg har tidligere brændt nallerne på en anden tegneserie med en fed setting og et indiespil, nemlig Mouse Guard. Setting er desværre ikke nok.

Fed setting, mindre fed kampagne

Ikke nok med at jeg holder meget af at udforske andres verdener i fiktion, så holder jeg også meget af at bygge verdener til rollespil. Igen med forskelligt held.

Providence 1938

Der var vores superhelte call’ish savage gangster-kampagne, hvor jeg på en eller anden måde fik lavet en flaskehalse varulv.

A song of…

I vores Song of Mountain and Riverland (gæt selv en bog-serie den var inspireret af), hvor vi byggede forhistorie ved at spille Microscope og byggede adelshuse ved hjælp af terningeslag. Jeg tegnede kort og Ask lavede de fedeste våbenskjolde, som jeg brugte i løbet af kampagnen. Der var rigtig meget verdensbygning i den kampagne – mest af mig, men også af mine medspillere.

Berlin Files

Vi forsøgte at bygge en Dresden Files udgave af Berlin over to spilgange (1 og 2). Det blev en fed setting, men igen kom kampagnen ikke helt op og flyve og døde pga. lidt for mange afbud

Chaos in Carroburg

Også er der vores nuværende Warhammerkampagne, hvor jeg startede med at forsøge at bygge en kampagne selv – der var tæt forbundet med min hjemmelavede udgave af Carroburg, men gik over til at køre købekampagnen Terror in Talabheim og flytte den til Carroburg

Ens for alle disse er at jeg har været mere vild med verdenerne de foregik i end selve historien. Jeg har også været vild med historien, men settingen har været det fedeste ved dem.

Fantasyscenarier i fantasy verdener

Det er også tydeligt at hvis man kigger på min scenarieproduktion har verdensbygning spillet en stor rolle.

Imperiet

Vores Warhammer novelleantologi fra Fastaval 2009 var 11 scenarieforfatteres take på forskellige provinser i Imperiet. Det er forskelligt hvor meget Warhammer kanon og individuel verdensbygning betød for de bidrag og de var måske ikke mere settingsbestemte end scenariet som ofte er, men settingen kom først: Hver forfatter valgte en provins og skrev ud fra den.

Ascalon

Mit scenarie om en ond slavehandler og en by ovenpå en aktiv vulkan fra året efter var heller ikke mere settingstungt end fantasyscenarier som ofte er, men eftersom jeg ikke er den eneste der har arbejdet med dette sted, så blev mit og andres scenarier om Ascalon digteriske beretninger om denne setting.

Narzula City og Tanger

I mine to scenarier om Narzula City tabte jeg sutten totalt. Narzula City setting, som man møder i Jonas Hjorts Fantasy Gangster og Narzula City Noir måske er den fedeste settingbeskrivelse jeg har lavet, men det er bare ikke særlig gode scenarier. Det samme gælder faktisk også Martin og mit Sønner og Sammen, der foregår i beatnick Tanger. Der er ikke meget settingbeskrivelse i det scenarie, men når jeg kigger på det efter mange år efter, ser jeg, at det faktisk kun er settingen der holder.

Sådan kan det gå.

Problemet med DMZ

Det er min erfaring at det store problem med en fed setting er at man ofte kommer til at skabe for meget af spillet imens man læser op på og/eller bygger (videre) på settingen. Jeg har oplevet at ens massive verdensbyggerig ikke er en fordel og nogen gange kan en stærk kreativ forventning fra spillederen/scenarieforfatteren stå i vejen for det gode rollespil, fordi spillerne ofte ikke interagere med ens værk som man forventede.

Det ændre dog ikke ved at DMZ er en ret cool tegneserie og ville være en anderledes og god setting til Apocalypse World, som jeg nok begiver mig ud i på et tidspunkt. Øv, det kan virkelig gå galt.