Tag-arkiv: Slavehandleren fra Ascalon

Lore: Ascalon-serien

Skriv et svar

Ascalon-serien er scenarier, som foregår i og omkring fantasy bystaten Ascalon. Den starter med Lichkongen fra Ascalon, en ikke færdiggjort scenarieidé af Lars Kaos Andresen, men ellers består serien af:

  • Slavehandleren fra Ascalon (Johannes Busted Vestergaard, Fastaval 2010)
  • Ascalon-dynastiet (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Fastaval 2010)
  • Legenden om … III (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2010)
  • Legenden om … IV (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2011)
  • Legenden om … V (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2012)
  • Barbarer! (Troels Ken Pedersen, Vikinge-Con 2021)
  • Ørkenvandring (Johannes Busted Vestergaard, Fastaval 2022)

Fælles for disse er at de foregår i en sword and sorcery fantasy verden, som inspireret af amerikansk 1930’er fantasy. Tjek evt. et af de tidlige ”Legenden om…”-scenarier ud for en mere udtømmende beskrivelse af sword and sorcery-genren.

De første to Legenden om… (Vikinge-Con 2008 og 2009) foregår måske, måske ikke, i samme sword and sorcery univers som Ascalon, men nævner ikke bystaten. Ligesom mine to scenarier Jonas Hjorts Fantasy Gangster (Fastaval 2013) og Narzula City Noir (Fastaval 2014) nok også gør. De sidste to behøver man dog ikke læse.

Man kan finde links til alle scenarier i serien på Alexandria. Skriv gerne selv flere rollespil i serien.

Ørkenvadring: Sydfyn, Nørrebro og off fastaval

Skriv et svar

Jeg tror, at Ørkenvandring er det scenarie som jeg har spillet mest.

I søndags spillede jeg det igen med Bror, som blev funfirmeret lørdag (hvor vi var med). Udover Bror var Brors ven Ole med og Brors far David. Ligesom jeg spillede det med Solbjørks aktivitetsgruppe for et halv års tid siden. Måske har jeg spillet Slavehandleren flere gange, men ift. at slavehandleren er over 13 år gammelt (2010) og Ørkenvandringen er halvandet (2022) så forudsiger jeg at Ørkenvandringen hurtigt kommer til at slå sin forgænger, hvis det ikke allerede har.

De fleste andre af mine scenarier har jeg spiltestet, skrevet, spillet på Fastaval og måske en gang mere (måske genopsat på en anden con) og det var så det. De har overhovedet ikke samme genspilbarhed som de to i Ascalon-serien. Noget de begge har er at de kan spilles med et variabel spiller antal, at de er forholdsvis korte og lette at spille – plus at jeg har vundet priser med dem.

Jeg holder nok lige meget af de to spil, men Ørkenvandringen er både lidt lettere at spille end Slavehandleren og det er, fordi det er en novelle og derfor kortere. I søndags tog det os vel halvanden time at komme igennem. Og det kan helt sikkert noget at man kan sige: ”Det tager max to timer”. Rollespil er ellers ofte en aktivitet, der tager mere tid og energi end man ellers kan mønster som fortravlet voksen. Det om det er hjemmebygget D&D eller et dejligt langt scenarie som Luftpirat.

Derudover har Ørkenvandringen en ret stram mekanik, som både er interessant og som er let at forstå og bruge. Det er et sgu et ok scenarie.

Drømmen er at mit næste scenarie Vaulunds hævn, som af omveje også er endt med at blive en novelle, også bliver dybt og let at spille. Samtidig er det mit mål at scenariets formidling skal være mindst ligeså elegant som indieklassiskeren Lady Blackbird, der formidler en mindre rollespilskampange med præskrevne spilpersoner på 10 flot layoutet side! Jeg har lidt en udfordring med at jeg pt. ikke har et layout-program, men det problem må jeg løse senere.

Drømmen om en pingvin i guld

Skriv et svar

Jeg har nok altid drømt om vinde Otto for bedste scenarie. Jeg har tidligere været nomineret i kategorien, men i år vandt jeg den med Ørkenvandring. Det er en kæmpe ting. Og ikke nok med det så vandt jeg også ottoen for bedste virkemidler, hvilket også er kæmpe stort.

Jeg har ikke altid fattet hvor stort det er. Da jeg begyndte at skrive scenarier for 20 år siden undervurderede det at vinde ottoer på Fastaval. Ryan og jeg havde en samtale på vej hjem fra en varulvekampagne for disse mange år siden. Ryan forklarede hvorfor liverollespil bare var mere interessant end klassisk bordrollespil og derfor heller ville lave lives end bordrollespil. Til gengæld proklamerede jeg, at for hvert scenarie jeg skrev ville jeg også vinde en otto. Selv med de to jeg vandt i år er jeg syv ottoer bagud så det løb er kørt. På den anden side var Ryans Morguls Grav fra i år just heller ikke ligefrem et live scenarie.

Stolthed

Nå ja, også synes jeg, at det er ret fedt at skrive rollespil selvom man ikke bliver nomineret for det. Jeg har skrevet masser af ikke nomineringsbare scenarier og haft en fest med det, men det er også rart med den anerkendelse en otto er.

Jeg er helt utrolig glad for at vinde to ottoer i år. Ørkenvandring er et godt scenarie, men manner der var altså mange gode scenarier med i år (især når man tænker på hvor få vi endte med at komme op på). Vi er tilbage som Fastaval og jeg er mega stolt over at vinde den første Otto efter pausen.

Også er Ørkenvandring det første novellescenarie til at vinde Bedste Scenarie-prisen. Jeg elsker novelleformen og vil igen gerne lige huske folk på at det var Jonas Harild, der opfandt denne korte rollespilsform i tid hvor scenarier helst skulle ligge på den gode tide af fem timer. Den nyskabelse var et af mange nybrud, der med til at gøre at vores rollespilstradition skaber nogen verdens bedste rollespilmanuskripter.

Det handler åbenbart om at falde

Min første otto fik jeg i 2009 for Imperiet, fordi mine mange medforfattere var mega awesome og skrev vanvittige fede noveller. Min første og i lang tid (12 år!) eneste solo-otto var bedste redigering som jeg vandt med Slavehandleren fra Ascalon i 2010.

Ligesom Ørkenvandring er Slavehandleren fra Ascalon et fantasy scenarie der kommer ud af en ikke-tolkiensk tradition. De ligner også hinanden ved at være systemscenarier med terningeslag og fokus på actiondrama. Sjovt nok har de også begge to noget med særlig personlige ting/dimser, der giver mekaniske bonusser.

Også har de begge to en central scene hvor gulvet forsvinder og spilpersonerne falder langt ned i mørket for at komme til sig selv i en dungeon. Jeg tænker, at i mine næste scenarie skal der helt sikkert være en ”fald ned i dungeon”-scene. Og måske skulle du også overveje det i dit næste scenarie.

De nye ottoer overfor de ældre ottoer

Jeg synes måske at de nye er lidt for store (høje), men jeg kan virkelig godt lide designet.

Tak.

Synopsis-illustration til Ørkenvandring

2 svar

Man skal åbenbart have en illustration med i sin synopsis. Det fattede jeg først meget sent, så jeg fik tegnet denne på alt for kort tid. Synes dog at den allerede rammer noget af den stemning jeg ønsker med Ørkenvandring – måske mangler der noget tomhed og tørke i den, men det må komme i den næste illustration.

Foromtale til Ørkenvandring (udkast)

5 svar

Jeg har et scenarie med til Fastaval næste år. Det går vanligt super dårligt med at få det ned på papir, men efter mange indre kampe har jeg fået skrevet et forsøg på en foromtale.

Hvis du gider at give feedback på om  teksten giver mening? Og ville du spille det? Så sender jeg masser stenalderkærlighed.

Det er en novelle for fire spillere og en spilleder med denne pitch:

En stamme kickass stenalderfolk forsøger at forcere Kitaras brutale og ubarmhjertige golde ørken på rejse mod en ukendt fremtid og drømmen om et liv i tryghed.

Og denne foromtale:

Det er kun formiddag i ørkenen, og jeg er allerede ved at falde om. Vi er kun 12 tilbage i stammen og på vild flugt gennem sandmasserne. En flok af kødædende kæmpebiller bevæger sig hurtigt over sandbankerne i deres jagt på os.

Mine lunger brænder af at løbe, og jeg ser at Buji også kæmper med at holde farten. Vores spydkæmpers ben er ikke helet ordentligt efter et blodigt sår under flugten fra Den Gule Konges umenneskelige horder på vores hjemlige grønne stepper. 

Jeg ser Buji stoppe op. Solen, tørsten og sandet har slebet hende ned, men det er ikke derfor hun stopper. Hun tager sit benspyd frem, og med et urgammelt kampskrig vender hun sig imod det forreste monster.

Lotte, der spiller Biju, tager en håndfuld blå og røde terninger og gør sig klar til kaste dem. Hvis hun klarer slaget, undslipper vi kæmpebillerne. Hvis hun ikke gør, er der en spilperson som dør. 

Jeg synes, at hun har taget lidt for mange terninger denne gang. For de blå er vores vand, og de røde er vores blod, og når de er brugt dør hele stammen. Ingen overlever ørkenen uden vand og blod. 

 

Spillertype:
Synes du hæsblæsende stenalder-action med terningeslag og en halv trist rammefortælling er sagen? Så er Ørkenvandring noget for dig. 

Spilledertype:
Kan du male en actionpakket scene med ord, holde styr på en simpel ressource-terninge mekanik og stadigvæk holde et ok tempo, så håber jeg mega meget at du vil køre Ørkenvandring.