I rollespil er der forskel på kroge og anslag. Krogen handler om hovedpersonernes motivation, anslaget slår fortællingen an. I andre fiktionsformer (fx film) er denne forskel ofte ikke så vigtig, da man som forfatter har kontrol over figurerne i ens værk. De er en del af fiktionen. I rollespil har man som forfatter-spilleder en forpligtelse til at vække spilpersonernes interesse for historien, da man ikke har kontrol over dem. Der er en spænding mellem figurerne og fortællingen i rollespil. I det sen90er rollespil, som jeg er rundet af, er der tradition for spillerne har kontrol over deres figurer og spillederen har det primære ansvar for fortællingen. Det er selvfølgelig mere komplekst end som så og end ikke jeg spiller ikke rollespil, som jeg gjorde det i 98, men i grove træk er det sådan. Krogen eller kroge bliver interessant fordi der er værktøjet hvormed spillederen får mulighed for at trække figurerne over i fortællingen.
På bloggen ”Stemmen fra Ådalen” skriver Morten om kroge. Morten laver ikke opdelingen mellem anslag og kroge (det er min), men han argumenterer for at kroge (i modsætning til anslaget) ikke bør være et pseudovalg, da de ofte ikke er særlig elegante.
Som spilleder i kampagner bruger jeg meget tid på kroge – især når man starter en ny kampagne og man spiller den første historie.
I går spillede vi første afsnit af vores ”rigtige” spil af vores Dresden Files og på trods af vores fine foldehistorier var det ikke let at få krogen i figurerne på elegant måde. Sådan er det tit, lidt svært og minder mig om min ungdom, hvor man mødte en pige man kunne lide og som faktisk også godt kunne lide en. Spillet inden man begyndte at holde i hånden and what not minder, for mig, om dansen om krogene i rollespil. Her er en beskrivelse af hvordan dansen gik i går:
Spillet
Vi kom meget sent i gang, da vi var udfordret af at to spillerne troede at jeg stadigvæk boede i Nordvest og en masse motorcyklister kørte i position ud til Bakken. De to spillere, plus Oliver der var fanget i en fiktiv bus, var på den forkerte side af 3000+ MC’er. Heldigvis havde Ask to(!) citronmåner med.
Jeg havde fem spilpersoner, som kendte hinanden mere eller mindre godt ud fra deres baggrundshistorier og jeg ville gerne de skulle ramme anslaget der var en kampscene samtidigt. Nå, ja, forresten: Kampagnen er sat i Berling, slutapril, 2009. Historien starter midt om natten.
Sigyn og husbond
Lokes ambassadør og ex-SS officeren Otto Rahn (Kasper) har slået sig ned i lejligheden hos en nylig afdød gammel dame, hvis spøgelse har givet ham lov til bo der. Ottos vært (altså spøgelset) vækker ham, da der står en kvinde halvt iført fugleham og bakker på døren. Det er Sigyn, Lokes kone. Hun har en besked fra Loke om at Lokes fosterbrors (Alfaderen Wotan) øje er blevet udstødt af Mimers brønd og nu befinder sig i Midgård (nærmere bestemt i Berlin). Hun foreslår at Otto hyrer den magikyndige listetyv Ralf W. (Jonas) til finde frem til øjet. <- Jo mere jeg tænker over det, indser jeg, at denne scene nok i virkeligheden var historiens anslag.
Stadigvæk midt om natten ringer Otto til rocker halvtrolden Dagobert Faust aka Dago (Ask), da de kender hinanden og Ralf fra en baggrundshistorie. Dago ved ikke hvor Ralf er, men lover at tjekke op på det og ringe tilbage (hvilket han aldrig gør). Igennem den lidt tungnem spøgelseskontakt Conrad får Otto kontakt til Ralf og lover ham guld, hvis han vil hjælpe i Ottos quest. De to hænger ud hos Otto, for at vente på Dagos opringning. (Otto har liget af sin vært gemt i køkkenet, så Ralf bruger lidt magi og energi på at lufte ud).
Rockermellemlederen Hother Neuerdoff skal mødes med sin forretningsforbindelse advokaten Jürgen König i Grosser Tiergarten. Hother bruger Dago som bodyguard. De skal dog lige droppe Hothers datter Oda af ved hendes musikpædagog, der bor og arbejder i et besat hus i Kreuzberg. Halvfe punkeren Ziggi (Oliver) bor i dette besatte hus og den hjemløse russiske præst Alexander (Morten) kommer tilfældigt forbi (en højere magt mener at han skal tage dertil). De kender også hinanden fra en baggrundshistorie.
I mellemtiden bruger Ralf magi på at sporer øjet. Det virker og nu ved Otto og han at øjet er i det selv samme besatte hus i Kreuzberg. Ziggi og Alexander drikker kaffe i Chaos Café i stuen i det besatte hus. Imens kan de hører Lulus musikpædagogik fra en taghave i huset. Også hører de kamplarm. De løber der op og ser et behåret bæst med Lulu over skulleren hoppe ud fra taget og over i rebstigen til en luftballon (langsomste getaway ever). De kaster magi og haveredskaber efter monsteret. Oda på 4 år sidder katatonisk ved en bongotromme.
Nede på gaden ankommer Hother og Dago for at hente Oda. Da de står ud af bilen ramler Dago ind i en mærkelig ormemand forklædt som menneske. Dago, som jo er halvtrold, slå ormemanden. Hvorefter ormemanden klatre op af vægen til taghaven. Dago følger efter, men bruger trappen inde i huset. På vejen møder han Ralf og Otto, som også er på vej op imod taghaven (Ralfs magi siger at øjet er der oppe – eller på vej væk derfra). Oppe på taghaven kommer ormemanden op og angriber Ziggi og Alexander. Efter et par runder kommer de andre spilpersoner til. Der kæmpes og spillerne opdager at det, i Fate, er meget mere effektivt, hvis man hjælper hinanden i stedet for blot alle sammen at slå løs. Ormemanden er sej, men ved fælles hjælp (og Dagos vilde kampskillz) bliver ormen dræbt.
Monstret der tog Lulu er efterhånden langt væk. Holter, der er løbet hen til sin datter, råber: “100.000 Euro, hvis I skaffer Lulu tilbage!”.
Denne spilgang var der en krog til hver spilperson: Otto fik en opgave af Loke, Ralf bliver lovet med guld af Otto, Dago følger efter og tager ordre fra sin rockerchef, Ziggi bor i det besatte hus og holder af Lulu, Alexander bliver velledt af Gud hen til huset. Alle disse er selvfølgelig anslag, men det centrale anslag er selve kampscenen (eller i virkeligheden scenen med Sigyn og Otto) og Hothers løfte om masser af penge.
