Jeg elsker Klaus Meier Olsen! Jeg er Klaus Meier-fanboy!
Og jeg er ikke den eneste, Peter Fallesen, fortalte mig engang, at Klaus Meier havde sagt til Peter, at Peter mindede Klaus om en ung udgave af sig selv. Det var lige efter Peter virkelige havde være ud med det helt store arrogant rive på rpgforum. Peter var stolt over Klaus’ kommentar og jeg synes det er på sin plads.
Jeg ville også gerne være ligesom en ung Klaus Meier, hvis det da ikke lå så lang væk fra min personlighed (som jeg for resten er pænt glad for). Klaus er nemlig – og det siges desværre bedst på engelsk – awesome.
Klaus skrive scenarier. Udover Unik har han senere skrevet det fantastiske Guernica, det udmærkede Før høsten. Inden Unik skrev han det provokerede Det Glade Land og udstyrsstykket Et lystspil. Man kan sige at Unik i Klaus’ forfatterskabets kronologi ligger mellem de virkelige mesterværker (de senere) og de lidt overtænkte scenarier (de tidligere). Men det er alligevel en tilsnigelse.
Unik er Klaus’ 9. scenarie, han var 23, da han skrev det. Det er både skrevet til Viking-con og Fastival. På Fastival vandt det – meget fortjent – Juryens Specialpris. Også handler det om Kærlighed. Ikke bare kærlighed som et generelt koncept, men om ærketypisk ungdoms/førstekærlig, der alligevel mærkes helt unik. Der er ingen tvivl i mit hjerte om Unik, er et unikt og meget meget vigtigt scenarie for dansk rollespil. Ikke kun for den skriftlige udvikling af scenarier, men også fordi jeg er helt sikker på man bliver en bedre rollespiller af at spille det.
I Unik er der ikke spilpersoner, som vi kender dem. Der er arketyper og positioner. Arketyperne får spillerne udleveret ved spilstart, som en slags spilpersoner, men arketyperne deltager ikke direkte i fiktionen. De er i stedet en slags stemthed eller tone man skal spille sine roller i. Arketyperne er medieret igennem det Klaus kalder positionerne. Positionerne er fiktionens roller og da dette er en kærlighedshistorie er to af positionerne det forelskende par. De går på skrift. På den måde få alle spillet begge roller i kærlighedsdramaet (plus to andre positioner) i forskellige scener. Hvis du synes det lyder mærkeligt eller forvirrede, så har du endnu en grund til at se at få spillet dette scenarie. Bare rolig Klaus forklare det fint og smukt i scenariet. Fx med sætninger som:
”Som tidligere nævnt er Positionerne de egentlige roller i fortællingen, imens Arketyperne er den måde disse bliver spillet på i de enkelte scener.” (Unik s. 10).
Adskillelsen af arketyper og roller er måske det første hint vi får om, hvad forfatteren tydeligvis ønsker at skabe med dette scenarie. For her handler det ikke om at fortælle en historie. Det handler derimod om at give spillerne (og faktisk ikke spillederen) mulighed for fortælle den historie de ønsker at fortælle. Så længe historien følger en bestemt dramatisk struktur, som forfatteren har blotlagt og udlagt i scenarieteksten (og som spillederen skal opretholde). Det er den totale frihed, holdt i strukturelt jerngreb.
Unik er rollespilsontologisk projekt. Forfatteren viser os, hvordan en kærlighedshistories struktur er. Hvilke interessant positioner en sådan kan indeholde og giver spillerne nogle forfatterstemmer (arketyperne), for at hjælpe deres digtning på vej. Principielt er det form uden indhold… men hvad sker der når formen – på denne måde – bliver indholdet?
Vi får svaret, hvis vi ser på forskellen mellem mine to (nulevende) ynglings franske filosoffer: Jacques Rancière og Alan Badiou. De skriver begge om demokrati og er begge på sin vis radikal demokrater. Badiou bruger en matematisk ontologisk argumentation. Det gør Ranciére ikke. Han har et par ontologiske påstande, det er ikke noget der diskuteres i hans værker. Hvad er forskellen? Jo, Badiou ontologiske diskurs (som principielt er en frigørelse diskurs) er herrediskursen. Den udligger den grundlæggende sandheden. Ranciére forudsætter blot nogle radikal demokratiske ontologiske forudsætninger – det er ikke herrediskurs, men på den anden side gør det måske hans filosofi mere sårbar.
Unik er på samme måde et stykke ontologi. Der er en herrediskurs, som udligger alverdens muligheder for at spille på et helt bestemt måde. Spillerne er frie til at finde på hvad de vil, men indenfor nogle meget fastlagte dramatiske rammer. Ligesom at man her i kapitalismen må købe lige det man vil og at det faktum ikke fattigrøven mere fri, så fristilles spillerne ikke totalt. Og det er Klaus helt bevidst om, så han holder den smukkest totalitære tone hele scenariet igennem. Fx på side 11, hvor han skriver:
”Så vær ikke bange for at irettesætte dine spillere, hvis de ikke udfører deres funktion godt nok.”
Jeg er så meget Klaus Meier-fanboy.
