Tag-arkiv: julekalender 2010

[24. dec] De Navnløses historie

Dette er en perceptionshistorie.

De Navnløse er et scenarie af Thais Munk. Det skrevet til Orf i 2005, men blev samme år spillet både på Viking-Con og Hyggecon. Jeg spilledte det på Hyggecon, hvilket man kan læse om her. Jeg var meget glad for idéen og iflg. indlægget tænkte jeg allerede dengang på hvordan man kan bruge terninger på en mere fornuftig måde når det kommer til voldssituationer. De tanker påvirkede mit Fastaval-scenarie Sort/Hvid, som ikke blev særlig godt til gengæld.

Jeg var heldig at være dommer på Orkon året efter, hvor Thais havde genskrevet det – en redux version. Jeg tror det var der han lavede et kort plus nogle kort. Her spiledte  jeg scenariet igen, kom til at holde endnu mere af det og syntes stadigvæk det ikke var godt nok.

Så jeg skrev en selv en version, hvor jeg forsøgte at gøre vold interessant. Denne kørte på et hold på Viking-Con 2007 med Uffe som spilleder. Det var vist heller ikke super godt og det var eftersigende ret kedeligt.

Fordi idéen er fantastisk så valgte Thais, jeg og Morten (rollespilsenergien, der fedter sig ind alle steder) at inviterer så mange som muligt til at skrive et novelle remake til Viking-Con i år. Hver hold skulle så spille scenariet tre gang i forskellige novelleversioner. Det var en konkurrence og Thais kunne vælge en vinder iblandt novellerne. Vi var fire der skrev.

Morten lavede det terningspil, som jeg gerne ville havde lavet i 2007. Kristian skrev en mærkelig manga-cyberpunk version, som jeg ikke fik spillet. Kristoffer skrev en nutidig fortællerspilsudgave, som vandt konkurrencen. Jeg skrev ”Thais var i Afghanistan” – som du kan læse om her.

Du kan downloade hele novellesamlingen her.

Næste år laver vi en remake konkurrence igen og du skal være med!

[23. dec] Weckers Bykort

Forlaget Wormianum har udgivet en lille kortsamling i A5-format. Den hedder Weckers Bykort – En kortsamling fra 1700-årene og er netop det.

En flink fyr der hedder Jens havde to bøger og så han gav mig den ene. Kortene er fantastiske. Først troede jeg at det var premierløjtnant Johan Friedrich Wecker selv der havde lavet optegnelserne til kortene, men iflg. forordet i bogen er der tale om en bearbejdning af en tidligere kortsamling, nemlig biskop Erik Ludvigsen Pontoppidan den yngres Den danske Atlas.

Jeg har tidligere beskrevet slutning af 1600talet, men hvis vi hopper nogle få årtier frem, så rammer vi tiden lige før oplysningstiden. Videnskaben og det mere og mere magtfulde borgerskabet er underlagt enevældens magtlogik – der vil bruge den første som instrument til at kontrollere den sidste.

Derfor skal købstæderne kortlægges – og her kunne man lave et fantastisk scenarie.

Kort over Aalborg

Et kort fra Wecker-samlingen.

 

Man spiller korttegner, der forsøger at kortlægge nogle byrum der ikke ønsker at underlægge sig. Modstanden er både menneskelig (npc’er) og fra abstrakte størrelser som naturen og kulturen. Måske spiller nogle af spillerne en række bipersoner, der er udtryk for abstrakte forskellige positioner.

Man kan vælge mellem at spille optegnelsen af fem byer, men behøver kun at spille de to eller tre. Det er små noveller der tematisk hænger sammen (og hvor nogle af personerne går igen), men ellers er enkelt stående.

[22. dec] Lost in Adaptation?

Q: Ville man kunne lave et rollespil a la Lost in Translation? Ville du kunne?

A: Man kan sikkert. Jeg ville nok ikke, da jeg ikke er særlig god til at skrive stemning. Er bedre til at skrive scenarier med dæmoner og action. Mikkel Bækgaard ville nok godt kunne skrive det, så det blev godt. Men det er så svært en opgave at det næppe ville blive det bedste scenarie han har skrevet (men der er også langt op).

Q: Er du færdig med sword and sorcery?

A: Jeg er ikke færdig med noget. Det er et generelt problem jeg har.

Q: Hvad sker der med blog’en her efter jul? Går du tilbage til kun at poste sjældent?

A: Det er stadigvæk en hemmelighed. Hvilket det mest er, fordi jeg ikke har bestemt mig endnu.

Q: Har du et nytårsforsæt?

A: Næ, jeg tror ikke på dem – men jeg vil gerne spille noget godt rollespil i det nye år.

Q: Hvad bliver det næste store indenfor rollespil?

A: Det meste vi laver som rollespillere er ret småt og fint. Man har måske 5-6 hold på Fastaval på et scenarie. Hvis der er mange der snakker om ens genre, idé eller scenarie er der måske 200. Det er altså ikke ret mange. Der er måske 16 mennesker der læser den her blog. Jeg elsker rollespil, men ”stort” giver ikke mening i den sammenhæng.

[21. dec] Borgerkrigen

I går var der en interessant artikel omkring den amerikanske borgerkrigs kulturelle betydning for USA’s historie. Pointen er at amerikanerne har et romantiseret forhold til borgerkrigen ift. vi som europæer forholder os til vores store krige, altså første verdenskrig og til dels anden verdenskrig (artiklen beskriver ikke anden verdenskrig, men den er vigtig for mig). Vi har et traumatisk, amerikanerne har et idylliseret til de forskellige krige. Hvilken betydning som amerikanerne tillægger borgerkrigen er afhængig af geopolitisk observans, læs selv artiklen for mere om det.

Ift. rollespil rummer den amerikanske borgerkrig, fordi der kulturelt er blevet idylliseret så forskelligt omkring den, en åbenhed som jeg ofte savner når rollespil har en krig med i deres baggrundsmateriale. De sidste to spil jeg har spillet er Mouse Guard og Warhammer. I begge spil beskrives der en verden der lige er kommet ud af en krig, hvor det gode har bekæmpet det onde. Det er en historie der mere minder om anden verdenskrig. Det har jeg oplevet som problematisk og kedeligt. Den franske filosof Alan Badiou kritisere vores typiske placering af nazismen som det absolut onde, fordi det gør os blind overfor ”mindre” nuværende onder og fordi vi ikke kan forebygge at det skulle ske igen, hvis ikke forstår nazismen som et politisk projekt. Det er en moralsk og politisk pointe, men det siger også noget om hvad vi kan og ikke kan med anden verdenskrigs-fortællinger. Det er ikke fordi historier om absolut ondskab er dårlige eller kedelige, men de er bare ofte så pokkers… ja, absolutte og derfor ret en-dimensionelle. Mouse Guard og Warhammer er fjenden den absolutte ondskab (væsler og kaos). For mig som spilleder har det ikke været et særlig inspirerede narrativ.

Borgerkrigen er derimod fyldt af betydninger som man kan bygge en interessant spilverden op omkring. Tror jeg. De eneste to eksempler jeg umiddelbart kan komme på er Serenity rollespillet, der bygger på tv-serien Firefly, og Deadlands-rollespillet. Deadlands vender jeg tilbage til. Angående Firefly/Serenity har ikke læst rollespil og kun set tv-serien. I tv-serien er sydstaternes oprør imod den føderal stat en logik der gennemsyrer seriens primære tema: frihed overfor kontrol. Det er et særligt – historieforfalsket – blink på den amerikanske borgerkrig og en tankegang der er meget mere spændende at undersøge igennem rollespil end kampen imod den absolutte ondskab.

Første verdenskrig er symbol på det virkelig meningsløse – bag se på mellemkrigslitteraturen. Det kunne være godt at undersøge igennem rollespil, men må jeg skrive om en anden gang.

Deadlands

Jeg har i dette indlæg beskæftiget mig med krigen som historisk baggrundsmateriale i rollespil. Hvor man starter kampagnen efter krigen er slut. Der er også rollespil hvor den verden man spiller i er i krig. I Deadlands er den amerikanske borgerkrig en slags evige krig. Beskrevet gotisk og ud fra en nordstatslogik, hvor splittelsen af USA næsten får traumatisk værdi. I det jeg har læst af Deadlands er splittelse nærmest et tema. Horrors, er utryk for en splittelse som i virkeligheden som Sydstaterne videnskabsmænd har iværksat. Ligesom Deadlands udgaven af Californien rent fysisk er gået i stykker og dermed USAs geografi. Det er ikke helt urimeligt at tolke begge dele som udtryk for den iboende angst for splittelse og løsrivelse der også er en del af den amerikanske kulturarv.

Man kunne også godt skrive et indlæg om de rollespilsmæssige muligheder i krige og evige krige, men det er en meget større historie.

[20. dec] Batman, jokeren og spillederen

John Stavropoulos har skrevet en god introduktion til hvordan man læser en spilperson, som Batmans Joker ville læse den. Der er nogle gode pointer til hvordan man som spilleder skaber historier hvor spilpersonerne i centrum. Måske er det lidt for bipersonsfokuseret for min smag. Det virker som om Stavropoulos mener at bipersonerne er spillederens primære værktøj til at skabe drama i fortællingen, det synes jeg faktisk ikke det er. Jeg mener gode bipersoner er vigtige, interessante og et sjovt redskab, men som spilleder er mit primære værktøj scenesætning.

John Stavropoulos’ blog er dog helt sikkert værd at læse om ikke andet så fordi han tager udgangspunkt i en god læsning af forholdet mellem Jokeren og Batman.

Læs den her.