Tag-arkiv: julekalender

Good Old Clan Tzimisce

Dragul Ludmilla Vlakstoff sidder i tronsalen på sit slot i Karpaterne og synes der er sket nok de sidste 80 år. Vlakstoffs nye ynglingschilder er kun fra 1916. Vlakstoff kigger længselsfuldt over på den unge Grigori Rasputin. Der er så meget hun glæder sig til at lære ham om verden, udødelighed, Karpaterne, sig selv og om Dragul Ludmilla Vlakstoff. Hun smiler. Karminen brænder, det bliver en endnu smuk vinternat.

Kort tid efter (et par år) går døren til tronsalen op. Ind kommer budbringeren og Vlakstoff ved det ikke kan være godt. Budbringeren har altid en opgave med, men hvem skal hun sende til at udføre denne opgave? Rusputin er næppe klar, tænker hun. ”Jo, han er” siger budbringeren i et smil, hvor den viser sine mund med de 1000 tænder.

Det er en smuk vinternat, da privatflyet lander på Stefano Giovannis hemmelige landingsbane et afsides sted i New England. Der er ingen til at modtage den rejsende. Flyrejsen er en ren foreningsaftale dette her. Handlet af imellem mellemmænd.

Ud af flyveren stiger Rasputin. Da han når jorden kysser han den, men indset af dette er fremmet jord og glædes over han har jord med hjemmefra. Han kigger ned på sine to tasker. Stiller dem og tager sedlen frem fra inderlommen. Listen med navnene på de 24 vampyrer.

Han glæder sig til at komme i gang og gøre sin sire Vlakstoff stolt.

Two tone Toreador

Den største begivenhed i Blossoms liv var da hendes mor forsvandt fra deres hjem i Chicagoforstanden Tower Lakes. Årene efter var benhårde. En deprimeret far og en storebror der blev narkoman i savnet. Blossom var kun 5 år gammel, da moderen forsvandt, så hun huskede ikke særlig meget om hendes mor udover at hun havde en virkelig lækker sangstemme.

Med mindet om hendes mors talent og med en far der var komponist var det naturligt for Blossom at vælge at fokusere på at opdyrke sit eget sangtalent på trods af hun var født med en svag stemme. Det var hårdt arbejde, men Blossom øvede hele tiden og havde ikke tid til at være teenager. De eneste glimt hun fik af teenagelivet var de halvfjollede ungdomstv-serier hun tillod sig selv at se et par gange i ugen.

Det var et afsavn, men et afsavn der bar frugt. Blossom fik en, om end kort, flot sangkarriere med et par solide pophits. Men stemmen kunne ikke holde til det og det blev hurtigt tydeligt at det var indenfor sangskriveriet at Blossoms virkelige talent lå. Hun blev ligesom sin far komponist, men hun var tydeligvis en langt bedre komponist end han var.

Det var det talent toreador-vampyren Sophia Ayes så. Blossoms sangskriverevner var lige det Sophia Ayes manglende i sit spirende kreative magtimperium. Efter Blossom var blevet bemærket af Sophia var det kun et spørgsmål om tid før hun blev embracet.

Den første aften på The Succubus Club var den største begivenhed i Blossoms efterliv. Hun skulle se en fantastisk sanger, det var meningen hun skulle skrive for.

Hun skulle se en vampyr fra den såkaldte Daughters of Cacophony-blodline, men på scenen stod hendes mor og sang så smukt at Blossom græd tåre af blod.

Kid Kiasyd

En regnfuld aften fem år efter sin embrace lejede Ben lejligheden overfor den gamle teaterbygning der huser Lakewood Christian Youth Center. Lakewood er Atlantas værste nabolag, men det er her Ben kommer fra og han føler sig hjemme i lejligheden med sine bøger og forholdsvis lette adgang til blod på de rå gader nedenfor lejligheden.

Teateret dannede rammen om det meste af Bens ungdom. Allerede før det blev et kommunalt fritidstilbud til bydelens unge, som det er i dag, var det et pædagogisk projektsted. Kørt af den karismatisk James ”Lord” Ringdom, som år efter år satte amatørforestillinger op med kvartets unge. Ben var altid en del af teknikerholdet under Big Guy Jim og kan derfor de fleste klassiske skuespil udenad. Noget Ben er ret stolt af.

Selv når der ikke var forestillinger var teateret et magisk sted. Lord Ringdom havde fået et genialt hold af ”pædagoger” omkring sig. Voksne der ikke var bange for at fjolle eller være lidt barnlige og som hadede alt der var ”banalt”. Det var en magisk tid.

Men magiske steder i magiske i rå nabolag tiltrækker monster. Det ved Ben nu. Det tiltrak vampyrer. Ben kender dem i dag som Ravnos. De værste af de værste. Vampyrangrebet på teateret var det værste som Ben havde oplevet i sit liv. Big Guy Jim fik ham og tre andre glemt væk i et baglokale til tekniklokalet, hvor han åbenbart også gemte en kæmpe krigshammer.

Ben og de andre kunne hører kampene. Det lød ikke som om det var de gode som var ved at vinde. Så blev der stille og døren åbent. Der stod en ung hvid fyr (der var aldrig hvide fyre i Lakewood) og kiggede sulten på Ben og de andre tre. Ben troede det var ude med ham, men så kom kavaleriet i form af Bens kommende sire John Blackman

John Blackman dukkende op ud af skyggerne, han formede til lange mørke tentakler, der angreb den unge hvide fyr. Derefter forsvandt John H. ud af døren med et ”Bliv her unger!”

Efter kampen viste det sig at det kun var Lord Ringdom var den eneste af ”pædagogerne”, der var overlevet. Alle var kede af det og efter begravelserne tog John Blackman Ben. Det var en form for belønning fra Lord Ringdom, forstod Ben, men i virkeligheden var han så fuld af sorg at han var ligeglad. Det synes alligevel også som en menneskealder siden.

Nu på denne regnfulde aften var Ben hjemme igen.

Latina Lasombra

Bianca Rubio voksende op fattig i den skide del af Miami, Florida. Havde det ikke været for hendes storesøster Magdalena var Bianca gået til grunde som barn. Deres mor var en god kvinde, men fordi hendes mænd altid endte i fængsel, så var hun nødt til at arbejde to til tre jobs og derfor var det op til Magdalena at tage sig af de små. Af ”de små” var Bianca den ældste og have samme far som Magdalena.

Magdalena kørte husholdningen med hård hånd. Om aftenen når Magdalena var optaget af at finde de bedste kupontilbud sneg Bianca sig ofte ud og gik tur på den lokale kirkegård. Kirkegården var et fantastisk sted, især når det var mørkt og mennesketomt. Der kunne man være i fred og være fri til at drømme. Bianca kan i dag ikke huske disse drømme, men hun er sikker på at det var et barns barnlige drømme.

Dog husker Bianca alle de ting der skete på den kirkegård. På kirkegårde i World of Darkness Miami sker der en del ting. Bianca fik venner, der. Den første hun fik kontakt til var en Roberto Bonestone, en bums der sov på kirkegårdens bænkene. Han introducerede hende for Drøm, en mærkelig meget lys mand, som besøgte kirkegården om natten. Han var lavmeldt, men fortalte at Roberto snart ville blive hentet af Drøms søster Døden, Drøm fortalte også at Bianca ville snyde Døden på bebekosting af hendes spejlbillede og drømme. Snyde Døden et stykke tid, tilføjede Drøm med et sjældent smil. Den 12 årige Bianca vidste ikke rigtigt hvad det var for en følelse, men var meget forelsket i Drøm. Det er hun nok stadigvæk.

To uger efter var Roberto død, men det var på en eller anden måde ok.

Det var allerede som barn hun mødte Clara Marcus, kvinden der ville hjælpe hende til at snyde Døden. Clara der altid var badet i skygger var sød og snakkede med Bianca. Nogen gange gav hun hende slik og Clara viste mange interessante ting, men Clara var overhovedet ikke ligeså interessant som Drøm. Kort tid efter fik Bianca for travlt med at være ung til at besøge kirkegården – og for stykke tid glemte hun alt om Drøm og Clara.

Da Magdalena blev gravid og flyttet over til sin kæreste Damián var det meningen at Bianca skulle overtage hendes rolle i hjemmet. Det var et hårdt år, hvor Bianca forsøgte at leve op til Magdalena som husmor imens hun langsomt opdagede ting som drenge og fester. Heldigt nok for Bianca, men selvsagt mindre heldigt for Magdalena, kom Damián i fængsel for narkobesiddelse, så Magdalena og hendes datter flyttede tilbage og Bianca slap for husmorrollen igen. Så kom de vilde år, hvor Bianca var kærester med Luis. Luis var colombiansk smugler med eget fly og dyre vaner.

Da Bianca var færdig med skolen som 18 årig, flyttede hun indtil Luis og brugte tiden på at feste med hans venner. I starten var det sjovt, men som dagene blev til år, blev det mere og mere slidsomt og hult. Oftere og oftere gik Bianca væk for sig selv i den store lejligheden. Fuld af spurt og kokain kunne hun sidde flere timer på gulvet i det fjerneste badeværelse og stiger på sit spejlbillede, imens hun kunne hører festen i baggrunden. Nogen gange sad hun endda med slukket lys og bare lod mørket omfavne hende.

Der gik masser af rygter i smuglermiljøet og et af dem var at DEA var på sporet af Luis’ smugleri. Luis blev mere og mere stresset, tog mere og mere kokain og blev mere og mere paranoid. Til sidst var han så meget ved siden af sig selv at han blev voldelig. Det var et skænderi, hvor Luis igen havde slået hende at hun gik hjemme fra.

Det var en lun aften. Hun mærkede nattens kommen imens hun gik igennem kvartet og hjem til hendes gamle nabolag. Først troede hun selv at hun var på vej hjem til hendes mor og Magdalena, men opdagende at det ikke hang sådan sammen, da hun igen fandt sig selv på kirkegården.

Måske håbede hun på at møde Drøm, men hun mødte Clara Marcus, som gav hende udødelighed.

Her fire år efter hendes embrace er Bianca en up-and-coming Lasombra i det ældgamle Miami-pack Muerte y Océano. Hun har genoptaget sin kontakt med Luis og kokainsmuglerne. Denne gang ikke som kæreste, men som bagmand. Clara beretter at Bianca er ved at lære det politiske spil i Sabbatten og har en god forståelse for menneskelig håb og tragedie. Bianca viser det aldrig, men hun savner at drømme og nogen gange når hun bearbejder mørket med sine vampyrkræfter håber hun på at møde Drøm dybt inde i skyggerne.