Tag-arkiv: Carroburg Bürger

Fedte rundt

I Facebook gruppen Pen and Paper Danmark (og hvad sker der for det navn, forresten?) taler folk om lange kampagner. Nogen spiller utrolig lange kampagner – over 10 år.

Da jeg lige flyttede til København var det mit mål at lave en 10 år lang kampagne. Det mundede ud i vores ”store” Warhammer-kampagne, der løb i næsten 4 år.
Den var for det meste sat i Warhammerbyen Carroburg, ligesom vores nuværende Warhammerkampagne – som vi har spillet i 1½ år, og jeg husker at spilpersonerne for det mest bare fedtede rundt. Jeg husker kampagnen som langt og godt, men mest som langt. Jeg synes, også det ofte var lidt hårdt og kedeligt at køre så langstrakt en kampagne i samme verden og med samme plot.

Derfor kommer jeg nok aldrig til at spille en 10 årig kampagne. Drømmen er droppet og det er ok.

Når spillerne planlægger

Måske er det fordi jeg kommer fra en Vampire-tradition, måske er det bare sådan, men meget af det rollespil jeg har spillet har spillere (herunder også mig selv) fedtet ret meget rundt uden nødvendigvis at sætte sig et mål og komme nogen steder. Det samme skete i vores nuværende kampagne – indtil Lars tog aktion og fik de andre med på at… ja… planlægge hvad de skulle bruge spilgangen på.

Helt konkret starter hver spilgang nu med at spillerne snakker om plottet og hvor de vil hen som gruppe. Det foregår helt off game og out of character. Det er en spilstil, der stammer fra en klassisk investigation rollespil (tror jeg) og det ligner ikke den tunge føle-føle stil som jeg kommer fra (i bl.a. Vampire). Også er det super fedt – for det giver spillerne et mål, de kan spille deres spilpersoner i retning af. Der er stadigvæk plads til karakterspil, men der er samtidigt et mål.

Målstyring og Vampire

Jeg tænker man kunne udnytte dette og simpelthen gør det til en ting når man spiller en kampagne. Fx gøre det i min kommende Vampire kampagne. Det kunne være noget med at gruppen sætter et mål/flere mål i fællesskab (out of character som det første) og opnår et eller to xp, hvis de når det mål, udover xp for at møde op og hvad man ellers giver xp for.

Death of a spilperson

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Morr-præsten Solveig

Jeg elsker nye spilpersoner. Når jeg selv er spiller er der altid en lille del af mig som håber på at min spilperson dør, så jeg kan lave en ny. Jeg elsker simpelthen duften af ny spilperson og det ikke kun mine egne nye spilpersoner jeg er glad for. Nogen gange får de andre spillere lavet nye spændende spilpersoner, som gør at man som GM har lyst til at bygge en hel kampagne op omkring dem.

Warhammer

Sådan er Renés nye spilperson Solveig. En spilperson som han har lavet, fordi jeg kom til at dræbe den geniale Erwin Veit.

Solveig er ambidextrous

Vi har ikke set hende i aktion endnu, men René skriver om hende:

MorrMin nye karakter hedder Solveig (slået random), er 16 år, er rødhåret (også slået random) og præstelærling for Morr. Hun har fået overraksende gode stats, så i princippet kan hun slås og alting (yay) og så har hun fået den sagnomspundne talent Ambidextrous (dobbelt yay).. Hun ved ret meget om guderne og ikke så meget om social interaktion. Hun er meget optimistisk af natur, men har til gengæld en morbid fascination af døden.

Nå, ja, så magler hun sin venstre lillefinger. Den historie får I senere.

I tidligere mails har han også kaldt hende for:

En lettere overentusiatisk Morr præst initiate. Sådan en upassende nonchelant holdning til døden og et kejtet forhold til de levende (men helt uden at være den introverte goth wannabee). Sådan lidt “Nøj, han har godt nok fået smået den fod til plukfisk. Ikke så mærkeligt han blødte ud og døde. Det må garanteret have gjort helt uhyre ondt. Jeg så en gang en mand dø ved at have… [insert upassende historie til alle de pårørende].

Hun skal ikke være mørk og dyster, nærmere modsat. Og hun har ikke et ondt ben i sin krop.

 

Jeg er vild med hende og hun passer rigtig godt i vores nuværende kampagne, men jeg så hende også gerne som hovedperson i en anden, fremtidig, hammer-kampagne.

Med Solveig på tur

Jeg forestiller mig en kampagne, hvor Solveig er hovedperson. Det er hendes quest vi følger – det kunne fx være søgen efter Morrs tre tabte nøgler: Morrstenen, Sandet og Hjelmen. Forskellige folk vælger af forskellige årsager at slå hende følgeskab, det er de andre spilpersoner. De skal nok også få masser af spotlys, men rammen er søgen efter de tre nøgler.

4fc8ea09a1a5fc06d879d09bd881fb86

De forskellige kapitler vil fører os til forskellige steder i den gamle verden. Det kunne være steder som, men ikke kun:

  • Nomine Surrexerunt, som er et indesneet Verena tempel i Grey Mountains, hvor der sker et munkemord
  • En sommernats fortælling i The Moot
  • Die Faunenberg – et fatalt møde på en coaching in lidt udenfor Wolfenburg
  • Don Q, en trist historie i Estalia
  • Krig og fred (mest krig) i Border Princes
  • Gangs of Marienburg, en gangsterfortælling

Det er ikke vigtigt at spille rejsen mellem de forskellige steder, da det ikke er en sådan kampagne. I nogen af kapitalerne er vores helte på sporet af en af de tre tabte nøgler. I andre er de bare på gennemrejse (og sneet fast som i Nomine Surrexerunt).

Solveig behøver forresten udvikle sig til at være præst. Man kan gå mange veje fra Morr-præstelærling og de fleste af dem ville være interessante.

Fik jeg sagt at jeg simpelthen elsker nye spilpersoner.

Fate Points i Warhammer

Anders er ret vild med Fate Points:

Anders

Og det er jeg også. Af de samme grunde som Anders og fordi det er den centrale mekanik, som gør forskellen på hovedpersoner og bipersoner i Warhammer. Hvis jeg husker Warhammer reglerne rigtigt, så er Fate Points forbeholdt spilpersonerne og i et spil, hvor man ofte starter som rottefænger eller tømmer, så er Fate Pointe netop den fordel, der gør at din rotterfænger kan opfører sig heltet.

spotlight-hollywoodjournal

For mig er tros-delen af Fate Points ret vigtigt. Når man bruger Fate Points så er det guderne der reder en og vi beskriver det sådan (eller jeg forsøger at huske det som GM).

I den kampen med Skaven (med guns) som vi spillede sidste gang i vores Warhammerkampagne tog jeg 2 Fate Points OG et kill fra spillerne. Det var en hård kamp. Jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan man vælge at fortælle sig ud af kampen. Fx blive efterladt som død eller komme væk. Som oftest anbefaler jeg spillerne at gøre det. Man kan altså ikke tabe flere fatepoints i samme kamp – med mindre man selv vælger det. Jeg forsøger at gøre det muligt for spillerne at undgå kamp med et tab. Det er ikke altid lige let.

Spillerne kan godt vinde Fate Points (tilbage), men kun efter en lang og hård kampagne og det aktualiseres i fiktionen.

Den gode død

Sidste spilgang i vores Warhammer-kampagne døde Renés spilperson Erwin Veit. Igennem hele kampagnen var René ret uheldig med terninger og hans agitator (ex-burger)-karakter var på ingen måder optimeret til kamp, så selvom der ikke er mange kampe i løbet af kampagnen var alle Erwin Veits fate-points brugt, da en hær af skaven (med guns) overløb Carroburg. Erwin Veit valgte selv at stormløb en hastigt opsat maskingeværstilling. I den forbindelse kom Erwin i karambolage med en stormvermin og dennes to-håndspikbat. Det blev Erwins død.

Ratling_Guns

Erwin Veits død var ikke særlig meningsfuld, men det var skælsættende for os som gruppe, fordi det er det første døde spilperson i en række kampagner. Hell, jeg tror ikke jeg har dræbt en spilperson de sidste 10 år! Det er altså ikke en vant oplevelse for hverken mig, som spilleder, eller for gruppen generelt. Jeg var lidt i chok, da det skete. Jeg slog crit-slaget, der dræbte Erwin, åbent, måske fordi jeg var bange for at jeg ville snyde, hvis jeg rullede terningerne bag skærmen. I’m no killer GM.

Terningerne ville at den unavngivne stormvermin slog Erwin Veits ben til pulp, så den slaglen blødte ud på Carroburgs Henmark-torv. Og her stoppede vi kampen i et stykke tid. Jeg skiftede musik til noget sprød melodisk indierock og vi genfortalte forskellige scener, hvor Erwin Veits havde været tonegivende. Det virkede rigtig fint, ikke mindst fordi Erwin Veit var en sjov figur.

Hr-swan-og-Arnesen

Han var startet som en snobbet Hr. Swan, en anden mand i en fornem butik med vin og klæder fra Bretonnia. Han var blevet mere og mere mørk igennem kampagnen. Måske i mødet med diverse vampyrer og rottemænd.

Han begyndte at omgås nationalistiske typer og selv skrive racistiske pamfletter (om dværgenes mangel på moral, at hobbitter var uopdragne børn og elverfolkets skændige magi). Han var sådan en karakter der skabte en strøm af mindeværdige scener, hvor Erwin Veit selv fremstod ret smålig, ambitiøs og inkorporeret og nogen af dem blev fortalt.

oliver

Han fik sit moment, hvorefter Jonas beskrev hvordan han sad og holdte Erwin imens han bløde ihjel. Vi var tilbage i fiktionen og spillede os igennem resten af spilgangen uden nogen døde. Imens overvejede René hvad den næste spilperson skulle være. En god død – på trods.