Tag-arkiv: Terror in Talabheim

[Gæsteindlæg] Er nogle rollespils eventyr kanon?

Af Glen Voss

Morten Greis skrev for nylig en række super gode artikler på sin blog om Tomb of Horrors – et eventyr fra 1978 som han havde givet sig i kast med igen. Som Morten selv skrev er Tomb of Horrors et legendarisk eventyr men som det også fremgik blev det skrevet i en tid hvor rollespil var noget ganske andet end i dag. Og som bekendt er det ikke alting der ældes med ynde. Men hvornår piller man egentligt ved legender?

The Enemy Within

Jeg spiller selv en Warhammer kampagne. For anden gang på 30 år er jeg GM på The Enemy Within. Den er efterhånden synonym med Warhammer Fantasy Ropleplay 1st edition og i retrospekt er det svært at skelne systemet fra kampagnen.

De første eventyr i kampagnen blev skrevet af Phil Gallagher, Jim Bambra og Graeme Davis og blev til nogenlunde samtidigt med at Games Workshop udviklede deres konkurrent til Dungeons and Dragons. Et rollespil i deres wargamer verden med et distinkt britisk udtryk. Fra starten havde de (vage) planer om en kampagne der skulle strække sig over mange eventyr. Som ofte før (og siden) kom økonomiske hensyn i vejen for planerne – efter de første tre eventyr udkom ville Game Workshop have tempoet op og Carl Sargent (som også skrev en del eventyr til bl.a. D&D) blev ansat til at skrive den fjerde bog. Sidenhen gik planerne nærmest helt i vasken – Ken Rolston blev i hast bragt ind til at skrive det femte eventyr hvorefter Carl Sargent blev bedt om hurtigst muligt at afslutte kampagnen med det sjette og sidste eventyr. Trods det lidt tumultariske forløb blev kampagnen en stor success – ikke mindst var den med til at definere WFRP men den var også med til at sætte barren for købe eventyr.

Sidenhen har WFRP bevæget sig videre – med 2nd edition kom nye eventyr og kampagner men i popularitet kunne de ikke rigtigt måle sig med den oprindelige kampagne. Nu er WFRP snart på vej mod 4th edition men spørgsmålet er om nye eventyr kan måle sig med den oprindelige kampagne.

En berlinmur og adskillige krige senere…

Så når man hiver den gamle kampagne frem efter 30 år i skabet og præsenterer den for 6 personer som aldrig har spillet rollespil før melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvad – hvis noget – skal ændres?

Jeg er selv tilhænger af at prøve at opleve spillet så tæt på den måde som forfatterne havde tænkt det. Men samtidigt kan man bare ikke se bort fra at dele af kampagnen bare var for svag – det femte eventyr af Ken Rolston “Something Rotten in Kislev” var ikke bare en afvigelse fra kampagnen rent geografisk – den var rent fortællemæssigt helt anderledes. Og når man forventeligt skal bruge henved 50 fredag aftener på at spille kampagnen så skal indholdet bare være i orden. I sidste ende blev “Something Rotten in Kislev” skåret fra til fordel for “Terror in Talabheim” – et nyere eventyr skrevet til 2nd edition. Det var dog ikke uden svære overvejelser…

Er “it’s a classic!” nok?

Men hvorfor overhovedet forsøge at holde sig til det oprindelige materiale? Det kan vel også bare være inspiration til noget andet og mere? For mig handler det nok mest af alt om at nogle eventyr har været med til at forme hvor rollespil er i dag (på godt og ondt) – på samme måde som man læser en klassisk roman som har inspireret moderne forfattere til deres bøger. Måske man får en større forståelse for genren når man har læst klassikeren?

Én ting er sikkert: At spille et klassisk eventyr med sine venner er en investering – mere end det at læse en klassisk bog. Så alle ved bordet skal være med på at man spiller noget som måske/måske ikke længere holder. Men hvis det holder – og hvis det virkelig er en klassiker – så bliver rollespil ikke ret meget bedre.

Death of a spilperson

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Morr-præsten Solveig

Jeg elsker nye spilpersoner. Når jeg selv er spiller er der altid en lille del af mig som håber på at min spilperson dør, så jeg kan lave en ny. Jeg elsker simpelthen duften af ny spilperson og det ikke kun mine egne nye spilpersoner jeg er glad for. Nogen gange får de andre spillere lavet nye spændende spilpersoner, som gør at man som GM har lyst til at bygge en hel kampagne op omkring dem.

Warhammer

Sådan er Renés nye spilperson Solveig. En spilperson som han har lavet, fordi jeg kom til at dræbe den geniale Erwin Veit.

Solveig er ambidextrous

Vi har ikke set hende i aktion endnu, men René skriver om hende:

MorrMin nye karakter hedder Solveig (slået random), er 16 år, er rødhåret (også slået random) og præstelærling for Morr. Hun har fået overraksende gode stats, så i princippet kan hun slås og alting (yay) og så har hun fået den sagnomspundne talent Ambidextrous (dobbelt yay).. Hun ved ret meget om guderne og ikke så meget om social interaktion. Hun er meget optimistisk af natur, men har til gengæld en morbid fascination af døden.

Nå, ja, så magler hun sin venstre lillefinger. Den historie får I senere.

I tidligere mails har han også kaldt hende for:

En lettere overentusiatisk Morr præst initiate. Sådan en upassende nonchelant holdning til døden og et kejtet forhold til de levende (men helt uden at være den introverte goth wannabee). Sådan lidt “Nøj, han har godt nok fået smået den fod til plukfisk. Ikke så mærkeligt han blødte ud og døde. Det må garanteret have gjort helt uhyre ondt. Jeg så en gang en mand dø ved at have… [insert upassende historie til alle de pårørende].

Hun skal ikke være mørk og dyster, nærmere modsat. Og hun har ikke et ondt ben i sin krop.

 

Jeg er vild med hende og hun passer rigtig godt i vores nuværende kampagne, men jeg så hende også gerne som hovedperson i en anden, fremtidig, hammer-kampagne.

Med Solveig på tur

Jeg forestiller mig en kampagne, hvor Solveig er hovedperson. Det er hendes quest vi følger – det kunne fx være søgen efter Morrs tre tabte nøgler: Morrstenen, Sandet og Hjelmen. Forskellige folk vælger af forskellige årsager at slå hende følgeskab, det er de andre spilpersoner. De skal nok også få masser af spotlys, men rammen er søgen efter de tre nøgler.

4fc8ea09a1a5fc06d879d09bd881fb86

De forskellige kapitler vil fører os til forskellige steder i den gamle verden. Det kunne være steder som, men ikke kun:

  • Nomine Surrexerunt, som er et indesneet Verena tempel i Grey Mountains, hvor der sker et munkemord
  • En sommernats fortælling i The Moot
  • Die Faunenberg – et fatalt møde på en coaching in lidt udenfor Wolfenburg
  • Don Q, en trist historie i Estalia
  • Krig og fred (mest krig) i Border Princes
  • Gangs of Marienburg, en gangsterfortælling

Det er ikke vigtigt at spille rejsen mellem de forskellige steder, da det ikke er en sådan kampagne. I nogen af kapitalerne er vores helte på sporet af en af de tre tabte nøgler. I andre er de bare på gennemrejse (og sneet fast som i Nomine Surrexerunt).

Solveig behøver forresten udvikle sig til at være præst. Man kan gå mange veje fra Morr-præstelærling og de fleste af dem ville være interessante.

Fik jeg sagt at jeg simpelthen elsker nye spilpersoner.

Fate Points i Warhammer

Anders er ret vild med Fate Points:

Anders

Og det er jeg også. Af de samme grunde som Anders og fordi det er den centrale mekanik, som gør forskellen på hovedpersoner og bipersoner i Warhammer. Hvis jeg husker Warhammer reglerne rigtigt, så er Fate Points forbeholdt spilpersonerne og i et spil, hvor man ofte starter som rottefænger eller tømmer, så er Fate Pointe netop den fordel, der gør at din rotterfænger kan opfører sig heltet.

spotlight-hollywoodjournal

For mig er tros-delen af Fate Points ret vigtigt. Når man bruger Fate Points så er det guderne der reder en og vi beskriver det sådan (eller jeg forsøger at huske det som GM).

I den kampen med Skaven (med guns) som vi spillede sidste gang i vores Warhammerkampagne tog jeg 2 Fate Points OG et kill fra spillerne. Det var en hård kamp. Jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan man vælge at fortælle sig ud af kampen. Fx blive efterladt som død eller komme væk. Som oftest anbefaler jeg spillerne at gøre det. Man kan altså ikke tabe flere fatepoints i samme kamp – med mindre man selv vælger det. Jeg forsøger at gøre det muligt for spillerne at undgå kamp med et tab. Det er ikke altid lige let.

Spillerne kan godt vinde Fate Points (tilbage), men kun efter en lang og hård kampagne og det aktualiseres i fiktionen.

Den gode død

Sidste spilgang i vores Warhammer-kampagne døde Renés spilperson Erwin Veit. Igennem hele kampagnen var René ret uheldig med terninger og hans agitator (ex-burger)-karakter var på ingen måder optimeret til kamp, så selvom der ikke er mange kampe i løbet af kampagnen var alle Erwin Veits fate-points brugt, da en hær af skaven (med guns) overløb Carroburg. Erwin Veit valgte selv at stormløb en hastigt opsat maskingeværstilling. I den forbindelse kom Erwin i karambolage med en stormvermin og dennes to-håndspikbat. Det blev Erwins død.

Ratling_Guns

Erwin Veits død var ikke særlig meningsfuld, men det var skælsættende for os som gruppe, fordi det er det første døde spilperson i en række kampagner. Hell, jeg tror ikke jeg har dræbt en spilperson de sidste 10 år! Det er altså ikke en vant oplevelse for hverken mig, som spilleder, eller for gruppen generelt. Jeg var lidt i chok, da det skete. Jeg slog crit-slaget, der dræbte Erwin, åbent, måske fordi jeg var bange for at jeg ville snyde, hvis jeg rullede terningerne bag skærmen. I’m no killer GM.

Terningerne ville at den unavngivne stormvermin slog Erwin Veits ben til pulp, så den slaglen blødte ud på Carroburgs Henmark-torv. Og her stoppede vi kampen i et stykke tid. Jeg skiftede musik til noget sprød melodisk indierock og vi genfortalte forskellige scener, hvor Erwin Veits havde været tonegivende. Det virkede rigtig fint, ikke mindst fordi Erwin Veit var en sjov figur.

Hr-swan-og-Arnesen

Han var startet som en snobbet Hr. Swan, en anden mand i en fornem butik med vin og klæder fra Bretonnia. Han var blevet mere og mere mørk igennem kampagnen. Måske i mødet med diverse vampyrer og rottemænd.

Han begyndte at omgås nationalistiske typer og selv skrive racistiske pamfletter (om dværgenes mangel på moral, at hobbitter var uopdragne børn og elverfolkets skændige magi). Han var sådan en karakter der skabte en strøm af mindeværdige scener, hvor Erwin Veit selv fremstod ret smålig, ambitiøs og inkorporeret og nogen af dem blev fortalt.

oliver

Han fik sit moment, hvorefter Jonas beskrev hvordan han sad og holdte Erwin imens han bløde ihjel. Vi var tilbage i fiktionen og spillede os igennem resten af spilgangen uden nogen døde. Imens overvejede René hvad den næste spilperson skulle være. En god død – på trods.