Forfatterarkiv: Johs Busted

[Dec. 21] <3 Psi*Run

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 21., er det:

psirun-680x382

Jeg har spillet Psi*Run en gang hjemme hos Peter Dyring i Viborg med Uffe Thorsen spilleder. Uffe er en kick ass-spilleder, hvilket var med til at gøre det en virkelig fed oplevelse. Det var et fint lille indiespil med en masse interessante elementer. Man spiller en slags superhelte der flygter fra nogen agenter der vil fange en. Måske vil de forske i ens evne, måske er det bare for farligt at man kan læse tanker eller ”gå igennem ting” (som min helteevne var), så de vil slå en ihjel.

 

Spillet er forholdsvis mekanisk, hvor man flytter sig fra lokaltion til lokaltion og man bruger en masse terninger. Som jeg husker spillet så ødelægger man verden omkring sig i sin flygt og har en række interessante mekaniske valg undervejs i spillet.

 

Jeg vil utrolig gerne spille Psi*Run igen på et tidspunkt.

 

[Dec. 20] <3 Fate core

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 20., er det:

fate core

 

Jeg har spillet en kort Warhammer kampagne i Fate Core og vi konverterede vores A Song of Mountain & Riverland-kampagne til Fate Core. Fate Core er blevet mit nye go to system. Det er forholdsvis klassisk, men har en elegant skæbne-overbygning, hvor forskellige aspekter af spillernes liv og personlig har en reel mekanisk betydning i systemet. Sjovt nok mangler jeg at spille en vellykket Fate-kampagne som kan bevise at systemet virker. I de to forsøg jeg har været med i, har vi endnu ikke for alvor fået hele personlighedsaspekt-tingen til virkelig at spille.

Men jeg er håbefuld og regner med min fascination med Fate Core giver kaster noget fedt rollespil af sig.

[Dec. 19] <3 Lady Blackbird

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 19., er det:

lb_preview_01

 

Lady Blackbird er en gratis pdf som du kan finde her (hele spillet er kun 16 sider langt).

Tilbage i 2009 spilledte jeg det, hvilket Morten har skrevet en efterspilsrapport til. Det var ikke verdens bedste spiloplevelse, men spillet har haft en helt utrolig betydning for dansk scenarietradition. Flere scenarier bygger på Lady Blackbird mekanikken og personligt var denne koncise måde at skrive spil på en virkelig øjenåbner.

Lady Blackbird betyder virkelig meget for mig.

[Dec. 18] <3 Ars Magica

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 18., er det:

189px-Arm3_cover

Jeg kan desværre kun spillet meget lidt Ars Magica.

Men jeg elsker ideen om troupe play, magisystemet, settingen (både i sig selv og at den er en slags forløber for Vampire). Der er ondskabsfulde feer, gudfrygtige præster og nidkære troldmænd – fuck yes! Jeg elsker ikke bogføreringen, som trofast følger med en Ars Magica kampagne, men det kan man holde på et minimum.

Jeg har været forelsket i Ars Magica siden første gang jeg åbnede grundbogen og der et stadigvæk.

Blind dates

Da jeg startede med at spille rollespil på conner valgte jeg ofte scenarier i blinde. Den gang var vi mening ikke så gode til at skrive foromtaler og jeg vidste ikke hvem de forskellige scenarieforfattere var, så nogen gange valgte jeg et scenarie ud fra rollespilssystem, nogen gange ud fra genre, nogen gange ud fra titel eller en særlig sej formulering i foromtalen. Hvis jeg var en førstegangsdeltager på Fastavl i dag ville mit scenarievalg ikke være på samme måde i blinde.

En af det helt store discipliner indenfor Fastavaltraditionen af scenarieskrivning er at skrive gode foromtaler. Det har i (alt for) lang tid været en generel holdning at en foromtale skal ikke bare give potentielle spillere lyst til at spille ens scenarie – næ, det skal give de ”rigtige” spillere lyst til ens scenarie. En foromtale skal kommunikerer hvad scenariet går ud på, det skal skabe baggrund for en forventningsafstemme mellem spillerne og den rollespilsoplevelse de går ind til. Ideen er vel at man på den måde som spiller er bedre klædt på til den kommende rollespilsoplevelse, de kan simpelthen forberede sig mentalt og samtidig håber man at spillere der ikke magter et bestemt type scenarie bliver væk.

long-enough-timeline

Igennem god kommunikation vinder alle. Men hvad vinder vi – udover de ovenstående (tydeligvis) dejlige ting? Jo, spillerne får lov til at blive cementeret i deres egne spilpræferencer og rollespilsforfatterne kan fralægge sig ansvaret når de skriver uelegante grænseoverskridende scenarier. Ideen om forventningsafstemning igennem kommunikation bygger på en forestille om spilleren som et rationalt individ der kan tage vare på sine egne valg såfremt hun blot får nok informationer. Det er en  populær forestilling, som også er motoren i forestillingen om ”den politiske forbruger”. Det er selvfølgelig ikke en usympatisk forestilling, men den er så stor en del af selvforståelse i vor moderne livsførelse at den er næsten umulig at argumentere imod og på måde bliver diskursiv totalitær. Alene af den grund bør man udfordre den.

Jeg mener foromtalerne ikke skal være varedeklarationer. Da jeg mener det bliver for let som forfatter og som spilleder at aflægge sig ansvaret for den rollespilsoplevelse man skaber. Man fremelsker en kultur, hvor det er vigtigere at tage ansvar for en selv end for andre. Det er en angreb på kollektivtet og det er synd. Derudover mener jeg der er noget helt unikt i situationen, hvor man som spiller står i et spillokale og faktisk ikke ved særlig meget om den oplevelse man skal til at lave sammen med resten af gruppen. Det er en form for overgivelse, der i sin uvidende udgangspunkt, er højstemt romantisk og røvsmuk. Det er farligt og fremmed, men med et ansvarligt miljø kan vi også gøre det til en tryg og stræk oplevelse.