Tag-arkiv: Fastaval

Idé til Fastavalscenarie

Den gamle cirkushest Johs lugter savsmuld og overvejer, at skrive en synopse til fastaval, men jeg vil gerne have et sanity check og høre om det holder 100.

Det er nok ikke rigtig en synopsis, men mit lidt rodede forsøgt på at beskrive min idé – skriv gerne om hvad du synes eller forslag til forbedringer til idéen.

Klippet haser

Er et novelle kammerspil sat på Svitjord, en mindre kongsgård et sted i dansk jernalder.

Fri efter Ebbe Kløvedal Reich og Adam Oehlenschlägers fortolkning af savnet om Vaulund. En næsten mytologisk magisk smede, dennes fangenskab, totur, flugt og hævn.

Stikord: Rock n roll jernalder, non-fantasy fantasy og at gøre folkeeventyr farlige igen.

Personae dramatis

  • Mestersmeden Vaulund – NPC
  • Kong Nidudur
  • Tjenestedreng Tuk
  • Kongedatter Bødvild
  • De to kongesønner Otvin og Nidung
  • Krigerkongen Thye (gæst)

Otvin og Thye bliver spillet af samme spiller. Nidung er bliver spillet af en spiller, hvis spilperson ikke er med i scenen.

Dramatisk optakt

I sin hule har mestersmeden Vaulund smedet den smukkere guldring som verden endnu har set. Tilfældigvis ligger Vaulunds hule på Kong Nidudurs jorde og naturligt nok mener kongen derfor, at ringen retmæssigt tilfalder ham.

Kong Nidudur beslaglægger ringen og giver den til sin datter Bødvild. Da Vaulund brokker sig og gør modstand, bliver mestersmeden taget til fange og placeret på den lille ø Sævarholm i fjorden, kongsgården Svitjord ligger ned til.

Efter en flugt får Kong Nidudur Vaulund haser klippet, så Vaulund kun kan bevæge sig rundt på knæene og ikke magter at flygte fra Sævarholm igen.

 Efter disse indledende fornedrelser begynder spillet.

Fortællingens ramme

I løbet af spillet smeder Vaulund en sår-kniv, to drikkebægre og en fugleham.

Når fuglehammen bliver lavet flyver Nidudur væk.

Hver genstand som Nidudur smeder kræver et offer:

  • Sår-kniven kræver et blodoffer
  • De to drikkebægre er formet af Otvin og Nidungs kranier og belagt med guld, når Otvin og Nidung dør 
  • Fuglehammen kræver et forræderi imod Kong Nidudur.

Genstandene og offerne bag danner rammen for scenariets struktur, sådan at første ark slutter med et blodoffer. Næste akt slutter med Otvin og Nidungs død. Scenariets afrunding påbegyndes efter et forræderi imod kong Nidudur. 

Dramaet 

Hver spilperson har en tilbøjelighed og en skæbne. De er mekanisk forankret i spillets mekanik, man slår enten sin “skæbne” eller “tilbøjelighed” når man forsøger at handle. 

Samtidig med, at spilleren skal udspille skæbne og tilbøjelighed spiller vi hele tiden hen imod en aktafslutning og alle ved hvad akten ender med, hhv. et blodoffer, at kongesønnerne dør og et forræderi. Mekanikerne til det skal der videreudvikles på, men grundkonstruktionen er på plads – jeg hugger den fra Lady Blackbird.

Vanvittig og urealitisk ambition?

Det er mit mål at lave en tung mytologisk og sovset fortælling med så minimalistisk formidling som muligt. Også i denne henseende er jeg inspireret af Lady Blackbird.

OFF Fastaval 2023

Jeg er ikke i Hobro og på Fastaval, men hjemme efter en påske med familien i Hamburg, Hadsten og ikke mindst mange tog i ruterne mellem de tre steder. Jeg kunne spille rollespil, men har i stedet været familiefar og i pauserne fra det læst 90’er tegneserien Bone og verdens ældste fantasy epos Gilgamesh og i toget især spillet Terraforming Mars på min iPad.

Det er skørt ikke at være på Fastaval, hvilket jeg ellers har været i alle mine påskeferier i 20 år. Nå ja, faktisk var 2002 ikke min første Fastaval, det var min tredje. Min første var i 1996, min anden var i 1998, så det er ikke fordi jeg ikke tidligere har haft holdt pauser i mine Fastaval’er.

Det har især været lidt svært i dag. Måske fordi jeg nu “bare” er hjemme, men også fordi årets super søndag-koncept lyder awesomt – og lige om lidt går de alle sammen ned til festen, hvor alle fejre at man igen har skabt fantastiske spiloplevelser sammen og at dygtige forfattere/designere som vinder og (ikke mindst) taber gipspingviner. High drama.

20 år efter og nu en pause

Det er også rart ikke at være på Fataval. Jeg har de sidste mange år haft lidt svært ved at finde mig selv på Fastaval. Måske ift. at acceptere, at jeg nu er en af de rigtig old ones på Fastaval.

At det bare ikke er og aldrig bliver det samme som i 00’erne, som var min storhedstid. Det var der jeg dansende, var en kick ass GM, lærte at skrive scenarie, vandt to ottoer og skabte nogen utrolig fine venskaber.

Så kom 10’erne som for mit vedkommende var mere mærket af familieliv, middelmådigt scenariehåndværk fra min side og rent praktisk at bidrage med mindre arrangøropgaver (mest fest og lidt web).

20’erne, er jo kun lidt gået i gang, her fik jeg skrevet et rigtig fint lille scenarie sidste år og det var fedt, men samtidig var Fastaval også på en måde lidt fremmet.

Det er noget pis – for jeg kan hurtigt nævne de første 50 mennesker, som jeg betragter som venner og virkelig gerne vil se og hænge med. Men pga. tid og livets entropi har både jeg, min nærmeste vennekreds og Fastaval ændret sig. Jeg tror ikke at vi nødvendigvis er vokset fra hinanden, men det er fint med en lille Fasta-pause her 21 år efter min tredje Fastaval.

Hvordan spiller man rollespil med (sine) børn?

Flere og flere af mine venner spurgt mig om råd til hvordan man spiller rollespil med sine børn. Det er ofte spørgsmål om hvilket spil (system) de skal købe. Og selvom jeg faktisk ikke spiller helt så med mine egne unger som jeg gerne ville, så har vi da forsøgt os fra tid til anden med det der rollespil. Jeg har også de sidste mange år kørt rollespil for de helt små (6-8 år) til Fastaval Junior på rollespilscon’en Fastaval i påsken. Jeg brude altså være forholdsvis kompetent til at svare på mine venners spørgsmål. Her er hvad jeg normalt siger.

Det handler ikke om system

Der findes en række fine begyndersystemer på dansk, men dem jeg har kigget i har ikke nogen særlig gode råd ift. hvordan man spiller rollespil med børn. De fleste har været gode systemer med evner og regler, bevares, men ikke så gode ift. hvad med gør når man, du ved, rent faktisk spiller. Jeg tror, at det pædagogiske rollespil Helteliv og især dens lillebror Småhelte har et hav af gode råd, vejledninger og eventyrer, men det har jeg ikke selv haft mulighed for at tjekke ud. I stedet har jeg tænkt en del over hvad jeg synes virker når man spiller med børn. Gerne i familiens skød en regnvejrsdag i sommerhuset.

Med risiko for evt. at både gentage og overse råd fra Småhelte, så har jeg forsøgt at samle mine råd nedenfor.

I har ikke særlig lang tid

Hvis du bare minder lidt om mig, så ved du det jo godt, men bliver ved at glemme det. Børn kan godt fordybe sig i timevis, men de fleste gange er deres opmærksomhed ikke særlig god i alt for lang tid af gangen. Hvis de er begyndt at går i skole er de øvet i at holde opmærksomhed og være koncentreret i længere tid, men ønsker du virkelig at jeres hyggestund skal blive skole-artig? Ydermere er det pisse hårdt at spillede for børn, så du er heller ikke interesseret i at spille i flere timer af gangen. Heller kortere spil, hvor man lige kan tage en omgang til senere på dagen eller i morgen. Der regner sikkert også i morgen.

På Fastaval er der sat 2 timer af til børnerollespil. Det er næsten for længe. Hjemme spiller vi ofte kun 45 minutter til en time af gangen.

Du skal lave spilpersonerne på forhånd. Det er super sjovt at lave spilpersoner, men måske ikke lige første gang man skal spille og i de fleste systemer tager det al for lang tid og indeholder alt for ugennemsigtige valg til hvad der er rigtig sjovt for ungerne.

Tænkt over hvilke scener I spiller. Drop lange ligegyldige samtaler med bipersoner (med mindre børnene synes bipersonen er mega sjov) og (især) endeløs efterforskning. Alle scener skal være interessante at spille. Måske gælder det her råd også når vi voksne spiller rollespil.

Den hjælpende spilleder

Børn skal hjælpes undervejs i spillet. De er ikke nødvendigvis så selvstændige og man må gerne gå ind og instruerer dem mere i scenerne end man normalt ville gøre i ”voksne rollespil”.

De har heller ikke alle sammen verdens bedste genreforståelse og kan derfor godt komme til at introducere elementer eller få deres roller til at gøre ting, der falder udenfor fortællingens tema, fiktionsverden og ramme. Det er ok. De skal bare hjælpes indenfor rammen igen på en ordentlig måde. En cowboyers pistol kan blive til en lille armbrøst, et rumskib kan være en mørk unaturlig skygge over himlen eller du kan hjælpe ungen på rette spor på anden vis.

Sig evt. ting a la: ”Det er en sjov idé, men helikoptere passer ikke ind her og jeg vil heller hører hvad din spilperson Rødvig Kriger gør. Hvad vil du gerne gøre?”

Nogen mener at rollespil er udtryk for fri fantasi og at man bare skal give slip og give den gas. Det mener jeg ikke. Ikke helt. Man skal give gas og ikke nødvendigvis være bange for at ramme uden for fiktionens rammer. Grunden til at de ikke skal være bange for at ramme ved siden af er at du er der som spilleder og hele tiden er klar til at hjælpe dem tilbage på sporet. Der findes ting som er rigtigt og forkert indenfor genre, men det kan godt være svært at forstå og ungernes genrereferencer kan jo godt være en smugle mere postmoderne end dine (fx Eventyrtid).

Og bare rolig, de kommer til at forstå mere og mere af hvad det går ud på efterhånden og denne del bliver lettere med tiden.

Børn er forskellige, så udover de stille typer børn er der også de mere aktive typer børn. Aktive børn er fantastiske! De skal selvfølgelig hjælpes så de også husker at give plads til de stille og de skal kunne holde fokus (og klappe kaje når du fortæller og beskriver), men helt generelt er aktive børn være en kæmpe fordel og fed energi til jeres spil. De skal i den grad instrueres og vejledes. Ofte hjælpes til at holde fokus også er det en god idé give dem ansvar. Både ved at sige direkte til dem at det (også) er deres ansvar at stille Benny bliver inviteret ind og også siger noget. Men også bare i spil a la: ”Det er en god idé at løbe ned i hulen uden våben så du ikke larmer. Hvordan overtaler du Bennys spilperson Siggi til at løbe med?”

Lav andre ting end at spille

Noget som jeg ikke havde tænkt over før jeg spillede med ungerne på Fastaval var at det er en god idé at mikse rollespillet op med andre aktiviteter.

BEVÆG JER! Det en god idé at lave en jagtscene, hvor I (eller i det mindste ungerne) kommer op og løber rundt. Hvis der er plads i stuen så rundt om bordet ellers rundt om sommerhuset et par gange eller ned i gården og op. Sådan en 6 årig krop opbygger en forfærdelig masse energi af at sidde stille og rulle med terninger. Jeg har også haft gode erfaringer med at lave en slags kongens efterfølge (gå imens man dukker sig ned, hoppe fremad, gå sidelægs og trække maven ind osv.), da gruppen skulle forbi en række dødsensfarlig fælder.

TEGN! Det er også en god idé at have tegninger af spilpersonerne som ungerne kan farvelægge. Brug noget tid hvor de bare farvelægger og lad dem forsætte når de ikke lige er på i spillet. Det er også en god idé at have noget tegnepapir så de kan tegne i stedet for larme med terningerne når de begynder at kede sig.

SPIS OG DRIK! Husk masser af gulerødder, agurker, vand, saftevand, nødder, evt. nogen gifler og lignende som I kan guffe undervejs. Mindre børn ligner hobbitter og spiser hele tiden (lige i denne her sammenhæng dækker betegnelsen ”mindre børn” også undertegnet). Nå ja, det der glas saft kommer til vælde og de fleste skemaer vil blive våde. Sådan er det, så husk køkkenrulle, at printe ekstra og ikke blive alt for sur når det sker.

System, måske handler det alligevel lidt om system

Nu skrev jeg jo at det ikke handler om system og det mener jeg. Det er dog en god idé at finde et nyere og enkelt system. Gerne et der er oversat til dansk.

I virkeligheden kan du også godt lave dit eget eller forenkle et anerlede eksisterende.  Nå ja, grunden til at det skal være enkelt er ikke at ungerne skal lære og forstå det. Det behøver de ikke. Men jeg ved af bittererfaring at det er træls, hvis du bliver usikker og bruge tid på at slå ting på i regelbøger. <- Også kunne historien om hvorfor vi ikke nåede særlig langt i D&D begyndersættet hjemme hos os under Corona lock down 2020, men den tager vi en anden gang.

Ift. system, så gør det let for dig selv. Du er forældre og har det hårdt nok i forvejen.

Nå, hvad har jeg glemt?

Det var mine råd og erfaringer. Jeg har sikkert glemt noget vigtigt eller oplagt. Hvad kunne det være?

Skriv det gerne som en kommentar så andre kan brug det.

Disclaimer: Jeg kan godt finde på at planke og gentage dine guldkorn i et senere blogopslag, artikel, bog eller kommentar på et social medie uden korrekt reference. Til gengæld må du gerne bruge mine råd og gentage dem som var de dine egne. Deal?  

Ørkennedturen

For lang tid siden skrev en flink arrangør fra Stockholm Scenario Festival at de gerne vil have Ørkenvandringen med på deres con. Det er jo en rar anerkendelse. Lige før den mail, nående jeg at pitche et helcon til Fastaval for at få medarrangører og medforfattere på ideen. En lille håndfuld mega seje folk faktisk viste interesse. Yay.

Men lige efter mailen fra Sverige gik jeg kold. Helt kold.

Radiotavshed

Jeg har ikke rigtig skrevet noget på min blog siden. Jeg har ikke svaret den flinke arrangør fra Stockholm eller de af mine venner som synes det kunne være sjovt at lave helcon sammen med mig. Jeg har kun lige holdt min vampirekampagne i gang som siden Fastaval har været ramt af aflysninger og derfor ikke ligefrem været super hårdt arbejde. For jeg er simpelthen gået kold. Måske er det fordi jeg endelig har vundet Otto for Bedste Scenarie. Jeg har lige siden at jeg vandt mine to første Ottoer for mange år siden drømt om hvilke seje ting jeg ville sige fra scenen, hvis jeg nogensinde kom derop igen. Og jeg fik sagt det. Jeg fik anerkendelse for at skrive scenarier, hvilket har været overraskede vigtigt for mig.

Og nu har jeg ikke rigtig lyst til det mere. Det er skørt, for jeg har lyst til at spille rollespil, jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal spille Vampire, men jeg har ikke rigtig lyst til at skrive Fastaval-scenarier. Jeg har ikke lyst til at tage til Stockholm og kører Ørkenvandringen – det er et krav at man selv, som forfatter deltager og kører ens scenarie på connen. Samtidig ved jeg godt at scenariet fortjener at komme ud i verden. Det fortjener at blive oversat og spillet og diskuteret af andre end bare dem der fik det at se på Fastaval.

Jeg ved at jeg får lyst til at skrive scenarier igen en dag, men jeg tror virkelig ikke at jeg sender en synopsis i år. Det er første gang i måske 15-20 år hvor jeg har det sådan. Jeg har tidligere holdt pauser fra scenarieskrivning, men det har altid været hårdt for mig ikke at sende en synopsis. Det føler jeg ikke at det er i år. Samtidig har jeg mega meget lyst til rollespil. Til at læse, forberede og spille det (både som spilleder og spiller).

Johs tager sig sammen (og fortæller om sin barndom)

Det føles mærkeligt. Både skræmmende og godt og dårligt og rart og forkert og mange andre ting på samme tid, hvor den dominerede følelse skifter fra dag til dag.

Jeg ved godt at det er åndssvagt at den der pris åbenbart har betydet så meget for mig. Jeg er jo en mand i 40’erne, men rollespil har bare været så vigtig en del af mit liv i så mange år. De fleste af mine gode barndoms og ungdoms minder handler bl.a. om rollespil. Her om sommeren kan jeg ikke bevæge mig ud i sommerlandet uden at et varmt fortov i en stille provinsby ikke minder mig om at gå fra en vens hus over til andens for at spille 10-15 timers nonstop Shadowrun eller ad&d eller Vampire eller WFRP 1st eller … i sommervarmen. Jeg har selvfølgelig masser af dejlige minder med mine unger og min kone og mange andre ting, som ikke er rollespil, men der er en uskyld i de tider (og dem var der mange af) hvor jeg brugte utrolig mange ferier og weekender på at spille rollespil, røge smøger og drikke cola.

Fastaval og Otto var i mange år en måde hvor det der rollespil kunne være noget mere end endeløse kampagner. Fordi et godt Fastavalscenarie ikke bare er fjol, fordi vi tager det seriøst og faktisk anerkender hinanden for godt lavet rollespil. Og i den sammenhæng er Bedste Scenarie den største anerkendelse man kan få. Nu drømmer jeg om endeløse sommere, hvor jeg kan spilde tiden med at spille Shadowrun.

Men først må jeg heller se at få skrevet til de der seje helconsfolk og til ham fra Stockholm Scenario Festival – med mindre nogen ønsker at spille mig i Stokholm til efteråret (jeg tror kun det er Anna der ved hvordan jeg ser ud).

Drømmen om en pingvin i guld

Jeg har nok altid drømt om vinde Otto for bedste scenarie. Jeg har tidligere været nomineret i kategorien, men i år vandt jeg den med Ørkenvandring. Det er en kæmpe ting. Og ikke nok med det så vandt jeg også ottoen for bedste virkemidler, hvilket også er kæmpe stort.

Jeg har ikke altid fattet hvor stort det er. Da jeg begyndte at skrive scenarier for 20 år siden undervurderede det at vinde ottoer på Fastaval. Ryan og jeg havde en samtale på vej hjem fra en varulvekampagne for disse mange år siden. Ryan forklarede hvorfor liverollespil bare var mere interessant end klassisk bordrollespil og derfor heller ville lave lives end bordrollespil. Til gengæld proklamerede jeg, at for hvert scenarie jeg skrev ville jeg også vinde en otto. Selv med de to jeg vandt i år er jeg syv ottoer bagud så det løb er kørt. På den anden side var Ryans Morguls Grav fra i år just heller ikke ligefrem et live scenarie.

Stolthed

Nå ja, også synes jeg, at det er ret fedt at skrive rollespil selvom man ikke bliver nomineret for det. Jeg har skrevet masser af ikke nomineringsbare scenarier og haft en fest med det, men det er også rart med den anerkendelse en otto er.

Jeg er helt utrolig glad for at vinde to ottoer i år. Ørkenvandring er et godt scenarie, men manner der var altså mange gode scenarier med i år (især når man tænker på hvor få vi endte med at komme op på). Vi er tilbage som Fastaval og jeg er mega stolt over at vinde den første Otto efter pausen.

Også er Ørkenvandring det første novellescenarie til at vinde Bedste Scenarie-prisen. Jeg elsker novelleformen og vil igen gerne lige huske folk på at det var Jonas Harild, der opfandt denne korte rollespilsform i tid hvor scenarier helst skulle ligge på den gode tide af fem timer. Den nyskabelse var et af mange nybrud, der med til at gøre at vores rollespilstradition skaber nogen verdens bedste rollespilmanuskripter.

Det handler åbenbart om at falde

Min første otto fik jeg i 2009 for Imperiet, fordi mine mange medforfattere var mega awesome og skrev vanvittige fede noveller. Min første og i lang tid (12 år!) eneste solo-otto var bedste redigering som jeg vandt med Slavehandleren fra Ascalon i 2010.

Ligesom Ørkenvandring er Slavehandleren fra Ascalon et fantasy scenarie der kommer ud af en ikke-tolkiensk tradition. De ligner også hinanden ved at være systemscenarier med terningeslag og fokus på actiondrama. Sjovt nok har de også begge to noget med særlig personlige ting/dimser, der giver mekaniske bonusser.

Også har de begge to en central scene hvor gulvet forsvinder og spilpersonerne falder langt ned i mørket for at komme til sig selv i en dungeon. Jeg tænker, at i mine næste scenarie skal der helt sikkert være en ”fald ned i dungeon”-scene. Og måske skulle du også overveje det i dit næste scenarie.

De nye ottoer overfor de ældre ottoer

Jeg synes måske at de nye er lidt for store (høje), men jeg kan virkelig godt lide designet.

Tak.