Jeg tror, at Ørkenvandring er det scenarie som jeg har spillet mest.

I søndags spillede jeg det igen med Bror, som blev funfirmeret lørdag (hvor vi var med). Udover Bror var Brors ven Ole med og Brors far David. Ligesom jeg spillede det med Solbjørks aktivitetsgruppe for et halv års tid siden. Måske har jeg spillet Slavehandleren flere gange, men ift. at slavehandleren er over 13 år gammelt (2010) og Ørkenvandringen er halvandet (2022) så forudsiger jeg at Ørkenvandringen hurtigt kommer til at slå sin forgænger, hvis det ikke allerede har.

De fleste andre af mine scenarier har jeg spiltestet, skrevet, spillet på Fastaval og måske en gang mere (måske genopsat på en anden con) og det var så det. De har overhovedet ikke samme genspilbarhed som de to i Ascalon-serien. Noget de begge har er at de kan spilles med et variabel spiller antal, at de er forholdsvis korte og lette at spille – plus at jeg har vundet priser med dem.

Jeg holder nok lige meget af de to spil, men Ørkenvandringen er både lidt lettere at spille end Slavehandleren og det er, fordi det er en novelle og derfor kortere. I søndags tog det os vel halvanden time at komme igennem. Og det kan helt sikkert noget at man kan sige: ”Det tager max to timer”. Rollespil er ellers ofte en aktivitet, der tager mere tid og energi end man ellers kan mønster som fortravlet voksen. Det om det er hjemmebygget D&D eller et dejligt langt scenarie som Luftpirat.

Derudover har Ørkenvandringen en ret stram mekanik, som både er interessant og som er let at forstå og bruge. Det er et sgu et ok scenarie.

Drømmen er at mit næste scenarie Vaulunds hævn, som af omveje også er endt med at blive en novelle, også bliver dybt og let at spille. Samtidig er det mit mål at scenariets formidling skal være mindst ligeså elegant som indieklassiskeren Lady Blackbird, der formidler en mindre rollespilskampange med præskrevne spilpersoner på 10 flot layoutet side! Jeg har lidt en udfordring med at jeg pt. ikke har et layout-program, men det problem må jeg løse senere.