I næste uge spiller vi den sidste spilgang i min Warhammer-kampagne. Den startede i foråret 2007 før Jonas mødte Ellen, før Rasmus flyttede til København, før Ask og Asger NB begyndte at læse igen og før Asger S. blev jurist.
Der er sket meget på de år:
I alt har vi fået to børn, en* to nye kæreste, to kærester og en selvstædig virksomhed er blevet droppet, vi har været på to gange et semesters studieophold på et udenlandsk universitet på den anden side af jorden, vi har ca. været igennem 14 forskellige jobs og ca. ligeså mange boliger – også har vi fået to kandidatgrader.
Det er meget godt gået (måske udover minuset i kæresteregnskabet) og vi er vel blevet lidt mere voksne. I kampagnen er der sket ret meget og selvom vi stadigvæk mangler at få bundet nogle tråde, så skal vores hovedperson Otto von Grieg blot rejse det sidste stykke for at mødes med sin bror Viggo, der bekæmper kaos langt oppe i kaosødemarken også lukker vi den fortælling.
Så efter næste uge skal vi spille Earthdawn med Rasmus som spilleder. Ingen af os andre kender spillet, men efter hvad vi har hørt om verden virker det dejlig episk. Jeg glæder mig til at være ”mening”spiller igen og regner med at forbereder min næste kampagne (og tag mig af min nye datter – der kommer til marts/april) imens. Hvis Rasmus er ligeså lang tid om sine kampagner, så bliver det måske en lidt for vel forberedt kampagne.
*) Jonas gjorde mig opmærksom på at jeg havde glemt en kæreste.
Udover rollespil synes jeg politik er interessant. Når det kommer til at formidle politik mener jeg at rollespil kan noget helt unikt. Ved at arbejde med forskellige politiske problemstillinger som rollespilsscenarier kan de blive meget mere nærværende end politikkens tomme referencer, der jo blot henviser til et lukke politisk system, nogensinde formår at blive.
Hvorfor rollespil er bomben når det kommer til politik er ret simpelt. Til gengæld er ret svært at skrive scenarier der bygger på politiske problemstillinger uden det bliver plat. Jeg forsøgte i Thais var i Afghanistan, der er min bidrag i De Navnløse antologien. Om det scenarie blev plat må andre om. Dennis gjor-de det godt i Højhus – Løsningsmodel uden titel der var en vred og dog elegant kritik af daværende kulturminister Brian Mikkelsens besparelser på børnelitteraturen. Der er sikkert andre gode bud på fine politiske scenarier fra vores lange scena-rietradition.
Senest har Uffe lavet et politisk scenarie, der måske er det mest elegante jeg har set. Det hedder Kaniners Mod. Kaniners Mod er inspireret af Kaninbjerget og er et Mouse Guard hack som du bør læse. Det handler den mest grundlæggende politiske problemstilling nemlig fordelingspolitik. Jeg læser det som et ideologisk marxistisk litterært værk om sammenhængen mellem individets mod og solidaritet. Andre, med andre politiske baggrunde, kan sikkert tolke det anderledes. Hvad siger du, Peter? Det er et sejt drama, fordi det ligger op til at kaninerne bevæger sig fra en normativ fordring til politisk handling uden at påstå at det er let gå op imod uretfærdigheden.
Jeg har aldrig taget narko, men stoffer er et ret idylliseret element i alle mine scenarier. Måske er det netop fordi jeg ikke har oplevet en kemisk filtret bytur at jeg er nødt til at udleve det gang på gang indenfor fiktionens sikre rammer. For jeg har det sådan at jeg gerne ville havde oplevet rusen, men ikke har aldrig lyst til at opleve det nu og her.
Og her stopper mine selvbiografiske overvejelser så – det skulle jo nødigt blive for blog-artigt. For det handler om metaforer og fantasier. Fantasi, da det er meget normalt at vi udspiller ting vi ikke gør i virkeligheden. Det oplagte eksempel er drab og kamp. Få af os har fx dræbt nogen, de fleste har rollespillet de første 1000 drab.
Stofbrug er anderledes end drab. I vores virkelige liv er det meget mere abnormt at dræbe end at tag narko. I rollespil er omvendt – men det måske mest fordi her er drab normen.
Vi bruger kamp og drab i rollespil, fordi det er den grundmetonymisk form for konflikt. På samme måde har jeg brugt stoffer, som grundmetafor for fantasi og eskapisme. Fantasi og eskapisme har åbenbart været et vigtigt tema for mig som scenarieforfatter. Hov, der blev det sgu selvbiografisk igen – må heller stoppe så.
Dette er en perceptionshistorie.
De Navnløse er et scenarie af Thais Munk. Det skrevet til Orf i 2005, men blev samme år spillet både på Viking-Con og Hyggecon. Jeg spilledte det på Hyggecon, hvilket man kan læse om her. Jeg var meget glad for idéen og iflg. indlægget tænkte jeg allerede dengang på hvordan man kan bruge terninger på en mere fornuftig måde når det kommer til voldssituationer. De tanker påvirkede mit Fastaval-scenarie Sort/Hvid, som ikke blev særlig godt til gengæld.
Jeg var heldig at være dommer på Orkon året efter, hvor Thais havde genskrevet det – en redux version. Jeg tror det var der han lavede et kort plus nogle kort. Her spiledte jeg scenariet igen, kom til at holde endnu mere af det og syntes stadigvæk det ikke var godt nok.
Så jeg skrev en selv en version, hvor jeg forsøgte at gøre vold interessant. Denne kørte på et hold på Viking-Con 2007 med Uffe som spilleder. Det var vist heller ikke super godt og det var eftersigende ret kedeligt.
Fordi idéen er fantastisk så valgte Thais, jeg og Morten (rollespilsenergien, der fedter sig ind alle steder) at inviterer så mange som muligt til at skrive et novelle remake til Viking-Con i år. Hver hold skulle så spille scenariet tre gang i forskellige novelleversioner. Det var en konkurrence og Thais kunne vælge en vinder iblandt novellerne. Vi var fire der skrev.
Morten lavede det terningspil, som jeg gerne ville havde lavet i 2007. Kristian skrev en mærkelig manga-cyberpunk version, som jeg ikke fik spillet. Kristoffer skrev en nutidig fortællerspilsudgave, som vandt konkurrencen. Jeg skrev ”Thais var i Afghanistan” – som du kan læse om her.
Du kan downloade hele novellesamlingen her.
Næste år laver vi en remake konkurrence igen og du skal være med!