Fastaval, åh Fastaval!
Morten har postet Pauls artikel Vi skaber os! Det er en artikel der beskriver dansk rollespil historie op til 2001, hvor den er skrevet. Miljøet omkring Fastaval spiller en stor rolle i denne historie. Det er også en artikel der i sig selv er historisk og beskriver en form for dommedagsstemning i 2001. En stemning der måske ikke rummede hele miljøet, men som var der.
Selvom Fastaval er et fællesprojekt og fuld af dybt nødvendige referencepunkter for vores miljø, så har det altid slået mig, når jeg har snakket med andre, hvor personlige oplevelser de er. Rollespil er den form for fiktion, der påvirker mig mest på et individuelt plan. Jeg oplever at min oplevelse med et rollespil er mere unikt for mig end min oplevelse med en film eller bog. Det ligger i rollespilsformen, hvor man både er deltager og tilskuer. Der er forskel på et scenarie og et rollespil. Scenariet er oplæget. Rollespillet er det der opstår når vi spiller rollespil. Vi kan kalde det for en social situation og det er her det er særlig unikt. Der er ikke andre, der spiller den samme rolle som mig i samme rollespil, da rollespil sker i en social situation.
Samtidig føler jeg mig ofte ret ensom på Fastaval. Det er ikke noget jeg er ked af eller noget, men Fastaval er meget stort og der er mange mennesker som jeg kender, men alligevel finder jeg mig meget alene på Fastaval. Jeg tror at jeg har brug for denne alenehed, fordi jeg er rigtig rigtig meget på når jeg spiller rollespil og deler meget mig selv.
Men det var faktisk bare indledningen, her er min første Fastavalhistorie (var de ikke på mode engang?):
.
F1996
Kærlighed ved første blik?
– ikke så meget.
Min første Fastaval. Jeg har tidligere været på et par TRoAcon’er og ved derfor selvfølgelig hvad det der con noget handler om. Det er Markus, som jeg går på efterskole med, der har fået tilsendt et program, som vi kopier. Først besøger jeg Markus og så tager vi på Fastaval sammen. Vi er ikke så meget sammen, da han hellere vil hænge med sine cool Odder-venner. Jeg er på røven og har kun de penge med, som Markus givet mig for mine tidlige magickort. En handel hvor han ”snyder” mig og giver mig meget mindre end hvad de er værd. Jeg gik nu ikke så meget op i det, fordi jeg var naiv antikapitalist og havde syntes Magic var et åndssvagt spil – der netop handler om at snyde hinanden når man ”bytter” kort. Markus er for resten erklæret kommunist (ligesom resten af hans familie).
Jeg køber rulletobak for pengene. Overlever på det og maden som jeg har betalt forud for. Nasser også et par øl her og der, blandt andet hos Markus der har dårlig samvittighed over handlen. Mit stærkes minde er smagen af dårlige rullesmøger for at holde sulten for døren (jeg var jo i voksealderen og de tre gange mad var langt fra nok), tilfældige convenskaber og en Fønixbod, hvor man kan betale sig til ros (eller måske er det først to år efter?).
.
Rollespil:
Fordi jeg blot var 17 så spiller jeg sammen med andre yngre rollespiller og det kan mærkes.
(Se programet her)
Jeg røvkeder mig til FBI, som er det første scenarie jeg spiller. Husker det som at vi bruger utrolig meget tid på at kigge på et kort over New York.
Det er dog ikke helt lige så kedeligt som New Dawn, et typisk Vampire live, hvor mening deltager blot er fyld. Indholdsmæssigt er det også noget rod: Sci fi vampire i en underhavsby. Selvfølgelig har forfattere fundet på en ny sej vampyrklan, der er en slags cyborgs. Det er så dumt! Det hjælper heller ikke at jeg spiller en vildt irriterede Malkavian med nissehue. Det er også pænt dumt. Mange år efter møder jeg en af forfatterne og er meget overrasket over at han faktisk er stolt over hans Fastavallive.
Vogterens Arving virker ikke rigtig for vores spilgruppe. Vi kører lynhurtigt død i det. Der kommer dog pænt meget mere fart over det, da en af spillerne opdater at han har set den samme tv-udsendelse som Michael har. En udsendelse som scenariet er skrevet på baggrund af også er det scenarie løst.
Paranoia the Gathering er vildt mærkeligt. Jeg gik som sagt ikke så meget op i det der Magic og synes lidt det ødelægger det ellers gode Paranoiaoplevelse. Er vildt stolt, da jeg stiger en farve.
Til gengæld elsker jeg, som teenanarkist, Når jeg ser en Shell-tank brænde. Det er en fest at spille satanistkommunistspilpersonen og i løbet af slut90erne, hvor jeg bliver mere aktiv politisk, møder jeg de typer vi spillede igen og igen. (Møder faktisk også spilpersonerne, da de bygger på rigtige personer).
Årets største oplevelse er dog Udødelighedens pris, hvor vores spilleder formår at aktivere spilpersonernes moralske standpunkter i en hed diskussion under en ellers ret ligegyldig togtur i scenariet. Scenariet slutning er at man dræber hinanden og slutscenerne får betydning pga. denne diskussion. Der kom noget på spil og det var fedt. Jeg husker det som meget elegant.
Jeg var ikke til Banket, da jeg ikke havde råd.
Min første Fastaval er ikke en stor oplevelse og der går to år før jeg kommer tilbage. Måske havde jeg også lidt følelsen af at være for ”lille”.
