Jeg har aldrig taget narko, men stoffer er et ret idylliseret element i alle mine scenarier. Måske er det netop fordi jeg ikke har oplevet en kemisk filtret bytur at jeg er nødt til at udleve det gang på gang indenfor fiktionens sikre rammer. For jeg har det sådan at jeg gerne ville havde oplevet rusen, men ikke har aldrig lyst til at opleve det nu og her.
Og her stopper mine selvbiografiske overvejelser så – det skulle jo nødigt blive for blog-artigt. For det handler om metaforer og fantasier. Fantasi, da det er meget normalt at vi udspiller ting vi ikke gør i virkeligheden. Det oplagte eksempel er drab og kamp. Få af os har fx dræbt nogen, de fleste har rollespillet de første 1000 drab.
Stofbrug er anderledes end drab. I vores virkelige liv er det meget mere abnormt at dræbe end at tag narko. I rollespil er omvendt – men det måske mest fordi her er drab normen.
Vi bruger kamp og drab i rollespil, fordi det er den grundmetonymisk form for konflikt. På samme måde har jeg brugt stoffer, som grundmetafor for fantasi og eskapisme. Fantasi og eskapisme har åbenbart været et vigtigt tema for mig som scenarieforfatter. Hov, der blev det sgu selvbiografisk igen – må heller stoppe så.
