Tag-arkiv: Sword & Sorcery

Dragonlance, Tolkiens D&D

Da jeg var lille elskede jeg Hobbitten og Ringenes Herre. Min mor læste dem høj og jeg drømmede mig væk til en magisk verden med kampe mellem det gode og det onde. Universet gav mening: alle racerne havde deres plads i verden og konflikterne gav mening . Jeg mener at Tolkiens værker er fantastisk fantasylitteratur.

Litteraturhistorisk er værkerne ret nemme at analysere: En fiktiv og mytisk, men dog ordenet fortidsfortælling for  den moderne læser i den kaostiske samtid under og lige efter 2. verdenskrig. Værker der forsøger at forklarer 30erne og 40ernes politiske ondskab mytologisk og ontologisk. Det er stadigvæk et værk der er godt at gå til, hvis verden kommer til at virke for tilfældig i sin ondskab. Eftersigende skulle Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte læste Ringenes Herre og det er sikkert meget sundt for en mand der lever af at være rimelig i en urimelig verden.

 

D&D

Den tolkienske fantasylitteratur er desværre dårlig baggrund for rollespil og selvom vi alle sikkert har spillet masser af tolkiensk D&D var D&D ikke nødvendigvis særlig tolkiensk som udgangspunkt. Det var mere over i Sword and Sorcery fantasy genren (Herefter S&S). S&S er en mere amerikansk form for fantasylitteratur, den tager sit udgangspunkt i 10erne og 20ernes pulplitteratur/ Weird fiction. De tre “klassiske” eksempler på S&S er serier som Robert E. Howards Conan, Fritz Leibers Fafhrd and the Gray Mouser og ham jeg har glemt.

Kort fortalt kan sige at S&S er mere rodet end tolkiensk fantasy og S&S behandler ofte nogle voldelige og perverse temaer. Morten og Troels har skrevet et fint og dog meget akademisk essay om forskellen på de to form for fantasy i deres Legenden om… scenarier.

For mig er den helt centrale forskel mellem de to genre at  i tolkiensk fantasy er verden i balance, men sat ud af denne balance og historien omhandler hvordan vi får verden til at  vende tilbage sit harmoniske udgangspunkt. I S&S har verden aldrig været i balance og harmonisk, den er som udgangspunkt kaostisk og på den måde mindre ontologisk ordenet.

Der har altid været tolkienske elementer i D&D. Bare det at racerne (især spillerracerne) er forholdsvis ordenet er et tolkiensk udtryk, men det er især med Dragonlance at D&D bliver mere tolkiensk. Dragonlance handler om, så vidt jeg har forstået det, om at verden er blevet sat ud af balance og det nu er op til spillerne at skabe orden igen. S&S er mindre episk, men indeholder langt flere kæmpegorilla og kannibaler.

Og når alt kommer til alt er rollespil, som medie, bedre til kæmpegorilla og kannibaler. Desværre var mine første D&D oplevelser i en 10-spiller stor Dragonlance kampagne. Dengang synes jeg godt nok at Drager og Dæmoner var bedre og da jeg kort tid efter mødte Vampire  vende jeg aldrig rigtig tilbage til D&D.

 

[SfA] Slavehandleren er liberalist

Ok, det her indlæg handler ligeså meget om filosofi, som om rollespil. Bare rolig, det er ok.

Troels har skrevet et fantastisk indlæg om tvetydige karakterer over på Plan B-logen. Her har han et afsnit om hvordan han finder det givtigt at lave spilpersoner med et andet moralsk verdenssyn end ham selv. Hvis jeg forstår Troels ret, så mener han at der opstår en spilskabende dynamik i at se bort fra den latente konflikt mellem ens personlige identitet og spilfigurens identitet. Jeg brugte en lignede dynamik da jeg skrev Slavehandleren fra Ascalon.

Som jeg før har været inde på så forsøgte jeg, med Slavehandleren, at skrive et liberalistisk Sword and Sorcery-scenarie. Det var helt overlagt, som om jeg politisk og filosofisk er sådan ca. det modsatte af en liberalist. Den latente konflikt opstår i det at jeg ikke er liberalist. Overhovedet ikke. Til gengæld ved jeg rocker meget om liberalismens idehistorie, så den tager vi lige i forhold til hvad jeg har brugt i Slavehandleren, så vi er sikre på at vi mener det samme med begrebet ”liberalisme”.

John Locke

Locke

Jeg anser liberalismens fædre for at være moral- og samfundsfilosofferne John Locke og Adam Smith. Kort fortalt kan vi sige at det er udtryk for to forskellige filosofiske retninger indenfor liberalismen, selvom man faktisk ikke kan adskille deres virkningshistorie. I forbindelse med Slavehandleren er Locke mere central end Smith. Locke mener at hvert individ er (af Gud) og bør være moralsk fristillet til at opbygge sit eget liv. Det skal altid være muligt at starte forfra – eg. finde et stykke udyrket jord og bygge en tilværelse op og ingen har ret til at tage det fra en. Denne figur forudsætter to ting: uendelige ressourcer og en stærk forestilling om individualitet.
Med opdagelsen og koloniseringen af Amerika var der netop på Lockes tid altid nyt land man kunne opdyrke. Samtidigt var der med arbejdets specialisering og der med skabelsen af borgerskabet som politisk og økonomisk klasse også gang i en individualisering af den ellers grå masse af ret ens bønder. Vi kan definere individualitet som forskellighed indenfor en gruppe af mennesker. Selvfølgelig fandtes der individer før, men borgerskabet var den første klasse, hvor individualitet var en nødvendig betingelse for dens eksistens. En forsamling af forskellige håndværker og handelsmænd er mere mangfoldig end en forsamling af bønder. Jo flere borgerne der kom, jo vigtigere blev forskelighed og individualitet i samfundet.

Den idé om individualitet som Locke bygger sin filosofi på er meget vigtig for Slavehandleren. Især i den ekstreme amerikanske form som Henry David Thoreau på en side er udtryk for og Ayn Rand på den anden side også er udtryk for. Grundfortællingen i Slavehandleren er magtfulde individer kan fri os fra slaveriet. Grundkonflikten i scenariet er frihed overfor slaveri/fangenskab. Næsten alle de modstander spilpersonerne er fangenskabsfigurer. Fx scenen heksen, der for mig handler om at være fanget af seksualitet og list (trolddom). Det problematiske ved at give sæd er jo netop at man giver noget af en selv. Og hvis man ikke skulle havde fanget. Klarest er det dog i scenen med kæmpeedderkoppen, hvor man jo kæmper i dens net!

Der er selvfølgelig andre temaer på spil. Fx hele civilisationskritikken i de scener der foregår i Ascalon (og det at vores helte bogstaveligt kommer løbene ind i scenariet fra stepperne af), men de går også i tråd med forestilling om de stærke individer vs. fangenskab. Det definerer blot vores helte som noget naturligt, oprindeligt, rigtigt og sandt. Derudover er der noget med seksualitet: heksen og slangedæmon, hvis det ikke er en fallosfigur, så kan I kalde mig Mads. Hvordan det passer ind i den liberale ideologi ved jeg ikke helt og frygter det er forfatterens egne undertrykte issues der ligger til grund for det 😉

Alt i alt er Slavehandleren et liberalistisk kampskrift om hvordan stærke individer kan overveje slaveri og urimelighed. En påstand som jeg på ingen måder køber og derfor var det så interessant et scenarie at skrive.

Jeg mener at liberalismens forestilling om individualitet var vigtig for massens befrielse fra det før-modernes forfærdelige samfundsstrukturer, men den i dag er mere til skade end til gavn. For selvfølgelig findes der enheder som individer, de har bare ikke i sig selv nogen særlig stor betydning. Alle vigtige fremskridt i verdenshistorien er sket i samarbejde (nogle gange over tid, hvor nogen har taget udgangspunkt og arbejdet op imod, andres tidligere arbejde). Når Slavehandleren står på Lockes skulder, så samarbejder jeg faktisk med Locke om at skrive det. Hverken Locke eller jeg er vigtige i denne sammenhæng. Andre kunne ligeså godt havde skrevet det vi har skrevet. Det ville måske være formuleret lidt anderledes, men faktisk fangende jo vi nogle ideer, der alligevel var der ude i vores samtid, kultur og de andre sammenhænge vi indgår i.

I dag tager en del politiske og filosofiske argumenter udgangspunkt i at ideer, fremskridt og kreativitet opstår i enkelt individet, hvilket jeg finder ligefremt tåbeligt. Hvornår har du måske sidst fundet på noget originalt? Når du tror en kunstner har, er det ofte fordi du ved for lidt kunsthistorie og hvilken magi skulle gør menneskebørnene første bevæger i de evige kausalforbindelser?

Man kan måske skrive min egen holdning omkring individualitet i det at man selv laver sine spilpersoner og jeg på den måde kommunikere at heltenes personlighed og identitet faktisk ikke er så vigtigt.

[SfA] What is Sword & Sorcery?

Fra den engelske udgave af “The Slaver Trader from Ascalon”.

Se omskrivning i de sidste linjer ift. vores diskussion omkring hvorvidt Slavehandlern er racist.

 

If you google “Sword and Sorcery” you’ll discover that it was the american fantasy writer Fritz Lieber who invented the concept. Lieber is an amazing writer who’s stories about Fahrd and The Grey Mouser is some of the best fantasy literature ever written. Other Sword & Sorcery includes Michael Moorcocks epic about about the antihero Elric and not least Robert E. Howards stories about Conan the Barbarian. If you know any of these writers you already know where I’m going.

There is no shame in namedropping these writers when you try to establish the mood of the adventure, but if your players (or you) are not so well versed in classic fantasy (having spent your reading time more sensibly than me), Sword & Sorcery can be described without nerdy literary references. The primary aspect of Sword & Sorcery is that it makes violence an aesthetic object. It describes violence in a way that makes it not only grand and glorious, but beautiful. This doesn’t just happen in Sword & Sorcery literature. It is also seen in other genres like Hollywood movies and some political rhetoric, but within fantasy literature Sword & Sorcery is certainly the subgenre where it happens the most.

Another foundation of Sword & Sorcery is that unique and singular individuals (the main characters) are faced with a chaotic and grim world, that wants only to tear them down. Luckily these individuals have been shaped and hardened by this world themselves, so they have no moral filter stopping them from striking back at whatever the world sends at them. Stricking back hard. The world is not beautiful in itself – it is messy and dangerous. But the actions of our heroes makes it glorious (and violent).

This is the aesthetic you should nourish. When someone is wounded by a sword it isn’t enough that the bleed and it hurts. It needs to be described how bleeding and hurting is beautiful (and just as importantly awesome) the blood glistens like rubies in the sun, how the pain is exquisite agony. Pain and violence is beautiful (and awesome). The same goes for the world descriptions you make as you play. They should evoke an evil, dirty, revolting and yet beautiful grand world. A rough world with tough people (and where the player characters turn out to be the toughest).

 

Sword and Sorcery has, unfortunately, a racist and sexist heritage which is uncool. Be a nice person and do not repeat this hertage in your game. Thank you.

[SfA] Slavehandleren er racist

Da jeg læste denne tråd på Story-games gik det op for mig at mit scenarie Slavehandleren fra Ascalon både kan opfattes som racistisk og sexistisk. Det har jeg det dårligt med, især fordi jeg kommer fra et land ikke ligefrem opfører sig superantiracitisk for tiden.

En folk fantastisk mennesker og jeg var ved at oversætte scenariet til engelsk så det kunne ramme et internationalt publikum. På trods af pauser i arbejdert er vi kommet ret langt. Det mangler bare det sidste layout så ville det være klart til ramme nettet, men pga. scenen med heksen og klasserne, så er den engelske version nu sat on hold.

Det var aldrig meningen at jeg ville skrive et sexistisk eller racistisk scenarie. I min hverdag forsøger jeg at være det modsatte. Men jeg forsøgte at skrive et liberalitisk Sword and Sorcery-scenarie. Imens jeg skrev scenariet tænkte jeg over problematikken. Jeg forestillede mig at jeg kunne skrive det som et ironisk værk, der blotlage den volds(forherligende) -logik vi ser i actionfilm. Når jeg læser scenariet nu er jeg usikker på det lykkes tydeligt nok eller om det blot var dårlig undskyldning for at give los for de indspiste sider af vores nationale kultur. En næsten voldelig kulturel logik, der til tider strømmer igennem mig, ligesom den åbenbart strømmer igennem regeringen gang på gang og ligesom den rammer Lars von Trier på det helt forkerete pressemøde.

S&S ikke politisk korrekt. Den første blev opfundet af hvide tradionalister i midt i en racekonfliktfyldt USA. I den tråd jeg linker til, skriver en fyr der kalde sig JDCorley:

The relevant bit to me seems to be consciousness. A lot of games are based in pulp genres that used racial stereotypes horrendously. Sword & sorcery is often garbage, but c’mon, we also have a whole game based on H.P. Lovecraft’s work, in which fucking a black person was literally hastening the end of the world. That’s where our roots are, like all our racist grandparents saying bizarre things at family dinners. It doesn’t mean we can’t love them, it does mean we have to take steps to help fix things.

Problemet er at Slavehandleren ikke et bevidst (nok) værk. Spørgsmålet er om jeg kan bevidstgøre det fx vedhjælp af et nyt forord (og hvad skulle der i såfald stå i det?)?

Om jeg skal skamme mig over at ha’ skrevet det?

Eller om jeg skal acceptere at scenariet simpelthen ikke kan forstås i udlandet (hvilket vel om noget er en nationalistisk forestilling).

Jeg kunne godt bruge lidt hjælp her.

 

Blod & guld


sin blog beskriver Morten en D&D-regel, han har fundet på internettet:

Guld bliver til XP, men kun hvis guldet spenderes på vin, kvinder og andet godt.

Den regel er jeg helt vild med. Den er ret sword and sorcery, det bliver beskrevet igen og igen, hvordan Conan, Fafhrd and the Gray Mouser bruger deres rigdomme mellem deres eventyr.

Det er ikke en total ny tanke, for vi har vel gjort det i mange år, men man kan sætte alle mulige åbne forskellige xp-krav alt efter kampagnens tema. I de første fire spilgange kunne man få xp for guld (brugt på overflod). En spilgang, hvor man kommer til en ny by kunne man få xp får man har skabt sig både en fjende og ven. En anden kunne man få xp for noget tredje. Det ville være en måde at styrere spilgangens tema, som jeg ikke har tænkt over. Jeg har mere brugt xp til at få spillerne til at lave ekstra arbejde (fx skrive en baggrund), men lade det indgå i fiktionens økonomiske og sociale forhold giver noget ekstra, synes jeg.

Tak Morten.