Så blev Jonas Hjorts Fantasy Gangster færdig.
Du er velkommen til at downloade og læse det.
Jeg synes selv det er blevet ok. Det har nogen problemer, som jeg ikke vil trætte Jer med her, men det er stramt og der er et par gode scener ind imellem et par komiske fantasy kampe.
Jeg har fået utrolig meget hjælp af Kristian Petersen og af Max Møller til spilpersonerne.
Mette V. W. Petersen har stået for layout.
Fordi jeg gerne vil lave 80er sci fi D&D med Morten skal vi åbenbart skrive et dungeon-scenarie til VC i år. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg er frisk.
Dungeon-kort, som Morten endnu ikke har snakket om, er en af grunde til at jeg er frisk.
Læs fx den fantastiske efterspilrapport (om vigtigheden af kort) fra Luke Wheels Red Basic D&D-hold.
Eller
Læs fx Uffes smarte dobbelt-kort-teknik.
Begge historier er awesome og stritter i to meget forskellige retninger.
Jeg har for resten postet dette kort?
(find en fejl mellem de to kort)
Jeg kan med glæde afslører at Morten Greis og jeg har indgået et scenariesamarbejde.
Scenariet kommer til at hedde Beagle og til det vi laver spilsystemet Non-weapon proficiencies.
I fremtiden vil du kunne læse mere om det på vores respektive blogge.
Jeg har bøvlet med at formulere en god præmis til mit kommende Fastavalscenarie. Der har været flere anslag til formuleringer på spil.
Jeg har arbejdet med alle tre præmisser og i mine forskellige scenarieudkast har jeg haft indarbejdet dem alle i større eller mindre grad. Mit arbejde med præmis 1 lignede noget af det Asbjørn har gang i. Det blev meget mekanisk og jeg kunne ikke rigtig få det til at gøre nok ondt at oftere sig. Præmis 2 var den første jeg arbejdede med. Det var lang tid før jeg mødte de mekaniske indiespil så her skrev jeg på et oplevelsesscenarie med biperson- og fortællerscener. Det er faktisk denne præmis jeg holder mest af, men jeg har ligesom levet med den så længe at den har mindst sin kraft.
Den tredje præmis er det seneste jeg har arbejdet på. Min idé var, at man jo bedre ens spilperson klarede sig i kampene – jo mere spiltid (dvs. scener) fik ens figur også imellem kampene. Imellem kampene skulle spille figurernes personlige dramaer, men altså ikke lige meget af hver figurs. Når ens figurs fortælling ikke var i fokus skulle man spille bipersoner. Ikke helt ulige sæt op’et i Dyst.
Hvorfor gik jeg væk fra denne idé/ præmis?
Jo, faktisk var jeg bare ud og løbe, men så kom jeg forbi en fastavalforfatterworkshop (som man jo gør). I den forbindelse var jeg i gang med at forklare en specifik mekanisk, hvor ikke alle fik lige meget spiltid i kampene. Elias spurgte om det ikke ville blive kedeligt for dem der ikke var så meget på og selvom jeg nok beholder spiltidsfordelingen ift. kampene (men det er en anden historie) så ramte han en nerve. Det er svært at lave et spil, hvor man fordeler spiltid skævt, interessant for dem der ingen spiltid vinder. De gjorde det i Dyst, men det er for svært for mig.
Jeg har været nødt til at formulere en ny præmis. Ganske klichefyldt har jeg valgt:
“United we stand, Divided we fall
Den har ikke en umiddelbar konflikt som en rollespilspræmis helst skal have. Den er ikke selvforklarede og allerede dér er jeg måske ude i problemer. Til gengæld indeholder dette motto både en solidarisk skønhed, en essentiel urimelighed og mit scenarie i en nøddeskal. Skønheden får vi frem, hvis vi læser mottoet som man traditionelt gør: hvis bare vi står sammen kan vi klare alt og hvis vi ikke står sammen går det galt. Hvis man til gengæld læser mottoet anderledes og lægger vægt på ”Divided we fall”-delen, så udtrykker mottoet også det urimelige i at vi alle, hvor meget vi end står sammen, vil være alene i vores dø. I mit scenarie sejrer figurerne som hold, sammen, men deres personlige tragiske historier, som vi imellem kampene, er de alene. Denne formulering indeholder især præmis 2, men faktisk også de to andre. Det ser ud til at jeg kommer til at skrive et oplevelsesscenarie uden en tydelig konflikt. Det har jeg det ok med.
Dette er en synopsis til et af de scenarier, som jeg gerne vil skrive.
Det handlinger om en hobbitvalgkamp i Warhammer. Om vennetjenester, moralske kvababbelser, valgmatematik, men også om smukke demokratiske idealer.
Willow for president!
Hver fjerde år er der Stormoot i Hobbitprovinsen The Moot. Til stormoot’et mødes hobbitterne og løser de konflikter de ikke kan løse på lokalt plan. De diskutere og beslutter også de retningslinjer og love der skal gælde hele provinsen. Og så vælger de deres ”Ældste”, som er deres politiske leder og med i Imperiets kejsers råd af Elector Counts. De sidste 10 moots (altså 40 år!) er Ældste Hisme blevet valgt og genvalgt.
Til Stormoots har alle hobbitter taleret, men kun lokalt udvalgte hobbitter har stemmeret. Det er et valgmandssystem og de fleste valgmænd er organiseret i forbund.
Spillet starter tre måneder før næste Stormoot. Ældste Hisme fra Familieforbrundet er just død af alderdom. Så nu ser det største oppositionsforbund, Folkeforbundet, en mulighed for at vinde ældstevalget og magten i The Moot. Men det kræver meget arbejde for folkeforbundets kandidat og ikke mindst for hans hold af kævenyttige særlige medarbejder. Det er disse ”særlige medarbejder”, som spillerne spiller. Idealister, der nødt til at gøre demokratiets beskide arbejde. Spillet handler om hvad de må gøre for at få deres kandidat valgt.
I år er det ekstra vigtigt Moot, da hele Imperiet lige er kommet ud af en krig imod kaos og der er flere storpolitiske spørgsmål der skal diskuteres. Folkeforbundets kandidat skal ud og lave politiske handler i dette højspændte farvand. Hvem skal spilpersonerne satse på at få støtte fra? Veteranforbundet? Handels og vækstforbundet? Eller nogle af de mange løsgænger. Familieforbundet har selvfølgelig som udgangspunkt flest støtter, der er kun tre måneder til Moot’et, så der må rejse frem og tilbage over valgkræse for at mødes med valgmænd.
For at få matematikken til at gå op bliver det nødvendigt også at udfører nogle mere private handler og tjenester. Også moralsk problematiske og til tider voldelige. Det er de handler tager spilpersonerne sig af. Handler i demokratiets navn og med deres egen personlige idealer og moral som medgift.
Vælger spillerne løbende ”missioner” ud fra hvilke valgmænd de ønsker at besøge og forsøge at overtale ved hjælp af tjenester. Nogle valgmænd stemmer efter hvordan andre valgmænd stemmer, derfor har de forskellige valgmænd forskellig ”værdi”. Jo mere magtfulde de er, jo mere farlige og umoralske er tjenesterne selvfølgelig også. Der skal være mange flere ”missioner” end der er brug for, så spillerne har nogle historier at vælge imellem.
Samtidigt er der en folkeforbundskandidat, der kan rejse rundt. Lave skandaler og kan gøre det ekstra svært for spilpersonerne.
Det er vigtigt at spilpersonerne har noget på spil i denne valgkamp. Nogle idealer, som de bliver presset ift. Det er dette pres, som er det mest forfærdelige ved demokratiet overhovedet, som spillet handler.
Det handler om hobbitvalgkamp, så jo det skal være sjovt og komisk at spille. Men samtidigt skal de moralske overvejelser være nærværende og ”missionerne” skal være godt opbygget dramatisk.
Jeg har ikke digtet de vigtige politiske emner endnu og hvor de forskellige forbund står politisk, men jeg tænker valgkampen kommer til at handle om ting som:
(find gerne på flere).
Ville du synes det var interessant at spille?
Bør det i virkeligheden være en kampagne?
(og hvis det var ville du så være med til at spille den?).