Tag-arkiv: A Song of Mountain & Riverland

[M&R] 4. Afsnit: Tilbage i Westport

Efterspilsrapport af Rasmus

1. Afsnit, 2. Afsnit og 3. Afsnit.

Vi hoppede lidt i tiden. Dette forgik før handlingen i 3. afsnit:

Gruppen fik debatteret hvordan handelsretten skulle tildeles, og det endte med at den fattige og dårligt ledte Westport blev basen for dette fremmede folk fra den anden side af havet. Der skal opføres en handelsstation, hvor der vil være auktioner, men Karhol vil få førsteretten på visse varer i starten. Til gengæld skal Westport betale penge til Lionsport for hjælp til beskyttelse mv. Baronen af Lionsport var mildt sagt ikke glad, og forlod Westport i hast. Til gengæld var baronen af Westport meget glad, særligt da vi foreslog en af vores nære slægtning at komme og hjælpe ham med den administrative byrde. Over det næste år, er vi dog nødt til at få styr på bjergstammerne, da handelsruten ind i landet går gennem bjergene, og vi har ikke råd til uro.

 

Efter aftalen var på plads, mødtes vi med den mystiske ambassadør, som gav mange værdifulde og sære gaver, og fortalte om land langt væk og de øer han kommer fra. Vi kommer især til at betale med metal og forarbejdede redskaber for de mange fantastiske krydderier, pelse, dyr, juveler og eksotiske frugter og urter.

Graig blev tilbage i Westport for at afslutte forhandlinger, sende breve mv., og hans søskende rejste videre med den store krigsgallej.

Dette forgik efter 3. afsnit:

… nogle uger senere finder Graig resterne af deres skib, forfølger rygterne om et sort skib, som har angrebet dem, og ender langt mod nord. De tre søskende kommer i land, og finder en lille stad, hvorfra de hyrer et skib. Desværre bliver Esther taget i at have en meget tæt ’kontakt’ til naturen, og det skaber rygter blandt hirdsmændene, som det ikke lykkes Waylon at slå ned.

I sidste ende, vender de alle tilbage til Westport, og har spildt en frygtelig masse tid, så vi ikke når brylluppet, og vi er ikke meget nærmere sandheden om angrebet. Vi beslutter dog at fortsætte færden, for at se, om vi ikke kan rode bod på denne diplomatiske fadæse.

[M&R] Rejser

Hvordan man spiller og fortæller rejser i rollespil er et område, som jeg altid har fundet interessant. Nok mest fordi jeg synes det er svært (for mig) at gøre ordenligt. Rejsen er en spændende dramatisk begivenhed og helt grundlæggende som sådan i klassiske litteratur og moderne fortællinger (fx Odysseen og On the Road). Sådan er det sikkert også i masser af rollespil, men jeg har ofte haft svært ved at håndtere det udstrakte rum geografisk (hvor lang tid tager der at rejse 100 km på fantasy muldyr? og hvor langt er 100 km i det hele taget?) og udfordringen med at proppe fede historier ind i fortællingen af rejsen samtidig. Det første er så det virker realistisk for dem der går op i metermål mm. Det andet er så det virker realistisk for dem der går op i følelsen af en ikke bare stor, men også rig verden.

I min nye fantasy-”vi er alle kongesønner”-kampagne har jeg forsøgt at løse mit rejseproblem med inspiration fra Mouse Guard. I Mouse Guard spiller årstiderne en rigtig stor rolle. Til vores kampagne har jeg lavet en oversigt over årstiderne, som vi bruger som kalender. Det er forskelligt hvor lange de forskellige årstider er. De er mellem to og fem slots (hvis der findes et dansk ord for det, så skriv det gerne i en kommentar). Vi burger et slot hver spilgang og hver gang spillerne rejser. Der går altså et eller to årstidsslots per spilgang (alt efter om de rejser).

Det virker. Tiden flyver af sted og efter fem spilgange er vi godt inde i efteråret. Det er dog alligevel lidt ligesom om at systemet ikke helt holder. Måske går tiden alligevel for hurtigt. Derfor har jeg tænkt at komplicere reglerne lidt mere.

Reglen om rejseslag

Der findes tre slags rejser: korte, lange og meget lange.

Kort 5

Kort og lang rejse

En kort rejse er fx fra Westport til Ester’s home eller fra Thorn Watch til Falcon Tower, hvis man kan gøre rejsen over vand kan man komme endnu længere og det er stadigvæk blot en kort rejse, fx fra Lionsport til Westport.

En lang rejse er de fleste rejser. Fx fra Thorn Watch til Athercott, fra Uzel til Athercott eller endda fra Uzel til Westport.

En meget lang rejse går fx fra det grønne område, over det blå, til det hvide.

En meget lang rejse er når man fx krydser et helt land. Fx fra Uzel (Carhol) til Wittbur (Ashton) eller fra Athercott (Brinet) til Avance (Wickmont).

Langt

Når man rejser langt, hvilket man ofte gør når man rejser, så kan man vælge om man vil rejse hurtigt eller sikkert. Hvis man rejser sikkert bruger man et årstidsslot. Hvis man rejser hurtigt, så bruger man ikke et årstidsslot (som udgangspunkt). Til gengæld skal man slå et rejseslag, som afhænger af forholdene (vejr, vejforhold, sikkerhed mm.). Hvis man ikke klare slaget, så opstår der problemer, vi zoomer ind på og rollespiller plus vi bruger et årstidsslot. Ved delvis succes er det enten rollespil eller årstidsslot.

Kort

En kort rejse er altid sikker og hurtig. Der behøver man ingen terningeslag.

Meget langt

Ved meget lange rejser bruger man som udgangspunkt et årstidsslot. Ellers er det ligesom en lang rejse: Hvis man rejser sikkert bruger man endnu et årstidsslot. Hvis man rejser hurtigt, så bruger man kun et årstidsslot, hvis man klare sit rejsetegningslag. Hvis ikke er der rollespil og endnu et årstidsslot brugt.

;

Hvilke rejseregler bruger I?

[M&R] Udvikling i kort

Jeg tegner landkort igennem vores kampagne. Her kan du se udviklingen:

Kort 1

Kort 1

Ovenstående er faktisk blot den nordvestlige del af et større kort. Det startede vi med.

Spillets første missionen var at de skulle rejse fra deres hjemby Uzel til Wastport, over Lionsport.

Kort 2

Kort 2

Så kom de til en by ved den store skov.

Det var her de mødte okkulte frøer og dræbte en masse bønder (som man jo gør).

Kort 3

Kort 3

Sådan blev kortet efter Frøspilgangen (det samme link som før).

Kort 4

Kort 4

De forsætter rejsen, men 3 ud af 4 hovedpersoner tager en afstikker til syd på til Elmsby, da de om natten kommer til at tag den forkerte vej igennem skoven. De kommer dog på rette spor og videre til Westport.

Kort 5

Kort 5

Dette kort passer både til 3. og 4. spilgang. 4. spilgang spillede vi i går og den er der ingen rapport fra. 3. spilgang handlende primært om skibsbrænde.

Og til 5. spilgang vil de rejse imod Athercott, så de er måske snart klar til at rejse videre ud i verden (de ovenstående kort er blot et udpluk af et langt større kort).

[M&R] 3. Afsnit: En sommerrejse over indhavet

Faktisk skulle vi spille nogle vigtige handelsforhandlinger, men da Rasmus’ spilperson er centrale i disse og Rasmus selv er i Sydamerika, hoppede vi over handlingerne og venter med at spille dem til 4. spilgang. I stedet spillede vi de næste  begivenheder efter handlingerne i denne 3. spilgang. 4. spilgang starter altså med et spring tilbage i tid, men mere om det næste gang. (Johs)

Efterspilsrapport af Anders

Med højsommerens bagende sol og blide brise om kinderne tog Prins Raylan, Prins Adrian og prinsesse Esther afsked med Westport. Kronprinsen blev endnu i byen lidt endnu, mens de tre kongebørn sejlede med kurs mod Brinet og brylluppet i Athercott. Fra agterdækket på Carholflådens stolthed ”Olmus Lothar” kunne de mod vest betragte Geddricks Javelin – den bakkede og lyngklædte halvø der skærmede the Inner Sea mod Vestenhavets storme. Små fiskerbåde vuggede blidt omkring langs med kysten. Mod nord, øst og syd strakte the Inner Sea sig omkring dem, dets blanke let vuggende overflade her og der afbrudt af et enkelt handelsskib.

Olmus Lothar var formelt Lord Elcastles ejendom, en prægtig krigsgalej i Carhols tjeneste og opkaldt efter søhelten af samme navn. Bygget af de fineste kongebøg og skovene omkring Lionsport for årtier tilbage, og i vinter endnu engang nymalet i okker og hvidt. Skibet var bemandet med et rutineret mandskab af borgerfødte officerer fra Westport og Lionsport, samt roere fra landsbyerne langs kysten, unge mænd der ved deres krigstjeneste aftjente deres herrespligt og dermed kunne se frem til at blive frie bønder eller fiskere efter endt tjeneste.

Dagene gik med våbentræning. Raylans væbner Kenan blev udfordret på sine fægteevner, og dermed også på sin endnu ikke fuldvoksne fysik, ofte til slet skjult moro for skibets muskuløse og vejrbidte roere, der dog – i lyset af det fine selskab – blev holdt travlt beskæftigede ved årerne. Sneg de sig til et stjålent blik på prinsesse Esther, når hun bevægede sig rundt på galejen? Hun var køn og nok aldeles uopnåelig, men i sit udseende og sin fremfærd samtidig underlig jævn. Nogle talte om, at hun vist var en bastard vokset op i en landsby på østsiden af Geddricks Javelin. Når roerne fik hvil, hviskede de i hvert fald om hende. Der blev gættet lummert og dristigt på, om hun – som så mange andre af halvøens rastløse unge piger –havde forlagt sin uskyld i en af lyngklitterne – måske til en lokal fiskertamp. Tænk sig, hvad nu hvis han tjente i flåden nu. Tænk sig, en roer og en prinsesse. Tænk sig. Der blev klukket i hjørnerne af galejen.

 

Flammer

En rolig nat sad Esther på broen og granskede stjernerne på himlen. Hun ledte efter de mønstre, som Wyna – hendes kyndige moder – havde udpeget for hende for år tilbage. Slangens Rede, Hjortens Gevir, Natlossens Øjne. Det var vanskeligt at genkalde sig strukturerne for hendes utrænede øje, men lidt efter lidt tegnede sig streger mellem stjernerne, og billederne fremstod igen klart som dengang hun var tolv, og Wyna havde lært hende, hvordan man skulle finde vej igennem natten.

Men denne nat fik ikke lov til at forsvinde i glemsel og i solopgang, sådan som de fleste af nætterne ellers gør i fredstid. For i lastrummets mørke dyb, blandt prydgaverne til brylluppet i Brinet, tændtes en ild. En undseelig lille gnist, startet af to forræderiske søfolk, men ganske givet planlagt andetsteds. En gnist, der i næste nu greb fat i de kostbare gobeliner, som Carhol-arvingerne medbragte på deres færd. Men hvad værre var: En gnist, der hurtigt voksede, og – efter at den havde fået kraft dertil – satte sine flammende tænder i træværket.

Esther opdagede ilden og de to infame forbrydere, der just var ved at gå i redningsbåden. Men selv om prins Raylan hørte hendes alarmråb, kom ilende til og i næste nu vovede et dristigt spring over i båden, hvor han tog kampen op med misdæderne, så var hans handlekraft dog uden nytte. Raylan endte efter en kort men ihærdig kamp i vandet, hans sværd faretruende tæt på at gå tabt i dybet.

Imens måtte mandskabet kæmpe febrilsk for at slukke ilden, som dog ikke viste tegn på ville forføje sig. Dens bytte, Carholflådens pryd, var for god en mundfuld for flammerne. Raylan, Adrian, Esther, væbneren Kenan, ternen Selma, førstestyrmand Josva og en del af mandskabet måtte derfor søge ud i den resterende redningsbåd og herefter lægge afstand til det brændende skib. De sørgelige rester af gobelinerne var medbragt i båden.

 

I den sortskæggedes varetægt

Mens Olmus Lothar mødte sit flammende endeligt i natten, med kaptajn og resterende mandskab herefter prisgivet til the Inner Seas luner, blev redningsbådens følge samlet op af et sælsomt sortmalet skib, der ikke bar nogen heraldik eller anden markering af tilhørsforhold.

Den del af kortet som vi rejser rundt på.

Indlogeret i en vinduesløs kahyt på dette mystiske skib, der bar navnet Blackbird, blev Carhols arvinger herefter sejlet ud i Vestenhavet og mod nord. Bestemmelsesstedet var dem ukendt, men skibets kaptajn, en kryptisk herre uden navn, der dog bar et umiskendeligt eksotisk og sort fuldskæg, fortalte, at der skam var en mening med dette ærinde. Han røbede kun lidt af hvilke planer der var lagt for vore hovedpersoner, blot antydede han med afdæmpet veltalenhed, at denne tilfangetagelse (om man ville bruge et så plumpt ord), bar en forbindelse til profetien om kongerigernes sammensmeltning.

Dagene på havet gik i det lille tillukkede rum, og kun kaptajnens besøg i kahytten brød i ny og næ monotonien. Raylans frustration over afmægtigheden i den tillukkede kahyt voksede støt, og efter samtale med Adrian besluttede de sig for at tage skæbnen mellem egne hænder. Bagerst i den tvedelte kahyt – i sengeafsnittet – lykkedes det dem at løsne gulvplankerne, hvorefter der var fri adgang til det smalle stykke rum over skibets bundplanker.

Først var det dog nødvendigt at pacificere kaptajnen, hvilket lykkedes i en snild manøvre af Adrian, Raylan og Kenan, da kaptajnen på et tidspunkt var på visit i kahytten. Til Raylans frustration tog kaptajnen dog tilfangetagelsen med afdæmpet ro, og selv ikke trusler om død eller lemlæstelse virkede til at have indvirkning på hans sind, der var optaget af “missionen”, nemlig at få bragt Carhols arvinger til sit bestemmelsessted. Raylan hev Adrian til side og overbeviste denne om, at der måtte handles. Adrians vægelsind afslørede sig i en stille accept af Raylans vovede plan, som indebar endnu en skibsbrand, denne gang i Blackbirds forstævn. Mens Raylan med et fyrtøj mavede sig op mod stævnen gennem skibets bund, blev kaptajnen således fortsat holdt i skak af Adrian og Kenan.

Esther, der efter et skænderi med Raylan havde valgt at blande sig uden om sine halvbrødres halvbagte planer, undrede sig dog alligevel over, hvad Raylan havde for nede mellem plankerne. Hun gik Adrian på klingen, og fik ham til at afsløre Raylans plan om ildspåsættelse, hvilket fik hende til at flegne i raseri. Hendes råb gjaldede ned i hullet mellem brædderne, men lige lidt hjalp det, for Raylan havde allerede sat ilden i gang oppe i forstævnen, og kom kort efter op fra det rygende hul. Esther slog og skældte i chokeret vrede over hans dumdristighed, men deres klammeri blev i næste nu afbrudt af en vagt, der væltede ind i kahytten og videre ind i det bagerste lukaf. Raylan tøvede fra at slås med den fuldt bevæbnede soldat i rustning, og i stedet lykkedes det de to halvsøskende at overbevise denne om, at der vitterligt var brand i forstævnen, og at skibet ville være prisgivet uden målrettet handling fra alles side.

I det efterfølgende kaos slap vore helte derfor ud af kahytten, og mens en del af skibets besætning flygtede bort i redningsbåden forsøgte resten – i selskab med de tilfangentagne sømænd fra Olmus Lothar – at slukke ilden. Kaptajnen, der før havde været så selvsikker, havde nu fuldkommen mistet mælet, idet han stod tilfangetagen på agterdækket og betragtede flammerne vælte op fra sit ellers så prægtige skib. Kun ved fokuseret og myndig optræden fra de tre Carhol-arvinge lykkedes det derfor at få slukket branden. Og skibet var hermed nu i deres varetægt – men knapt nok sødygtigt og ikke mindst langt nordpå i det uendeligt store Vestenhavs ukendte farvande.

 

[M&R] 2. Afsnit: Røvere og soldater

Cokhurst af Elmsby

Efterspilsrapport af Asger

Bondeoprøret var slået ned, og Raylan, Ester og Adrian sporede hestene og satte efter kronpris Hart og følget, der allerede måtte være kommet igennem skoven. Pludselig blev deres to hirdsmænd dræbt af pile, og Raylan satte næsen i mulden efter en pil strejfede hans tinding. Med en sjældent heroisk bedrift dræbte Adrian en af de tungt bevæbnede røvere og tilføje en anden dødelige sår, inden Lord Graham Cokhurst af Elmsby med sine mænd pludselig dukkede op, og dræbte resten og reddede prisessen.

Raylan, Ester og Adrian indlogerede sig hos Lord Graham, og Raylan blev godt bedøvet med månebark. Senere indvilligede Raylan og Adrian i, at lord Grahams søn Kenan, blev væbner for Raylan. Kenan er en irriterende god bueskytte.

Snart efter kunne Raylan, Ester og Adrian slå sig til kronprins Hart. Hart var forundret over både røvernes udstyr, og lord Grahams lidt for belejlige hjælp. Det virkede alt sammen for iscenesat, og der gemmer sig muligvis en konflikt i den redning. Lord Grahams søn Kenan kan muligvis være en slags spion – i så fald er han nu også en slags ward.

Den del af kortet som vi rejser rundt på.

Rejsen fortsatte gennem bjergpasset mod havnebyen Westport. Undervej undersøgte gruppen forlydner om, at bjergstammer skulle have angrebet landsbyer, men vigtige ting presser sig på, så forfølgelse af stammerne måtte vente til senere på året.

I Westport fik gruppen endelig bekræftet, at et mægtigt handelsskib fra øst havde lagt til i havnen. Sammen med Lord Stan Birdmon af Westport og Lord Poley Elcastle af Lionsport diskuterede Hart, Ester og Adrian de fremmedes udtrykte ønske om handelssamarbejde. Kronprins Hart udfrittede behændigt Lord Poleys egene interesser. I et efterfølgende familieråd var der enighed om vigtigheden og værdien af at etablere en handelsstation. Ved den senere afgørelse af hvor handelsstatione skal etableres, vil det være bydende nødvendigt at tilgodese både Lord Stan og Lord Poley, samt tage højde for risikoen for, at Brinet Teritories (især Lord Croft i Sedgsmouth) muligvis vil se sig sultne på handelsstationen.

Forude venter nu forhandlinger med de fremmede, de respektive lords og et bryllup.