Faktisk skulle vi spille nogle vigtige handelsforhandlinger, men da Rasmus’ spilperson er centrale i disse og Rasmus selv er i Sydamerika, hoppede vi over handlingerne og venter med at spille dem til 4. spilgang. I stedet spillede vi de næste  begivenheder efter handlingerne i denne 3. spilgang. 4. spilgang starter altså med et spring tilbage i tid, men mere om det næste gang. (Johs)

Efterspilsrapport af Anders

Med højsommerens bagende sol og blide brise om kinderne tog Prins Raylan, Prins Adrian og prinsesse Esther afsked med Westport. Kronprinsen blev endnu i byen lidt endnu, mens de tre kongebørn sejlede med kurs mod Brinet og brylluppet i Athercott. Fra agterdækket på Carholflådens stolthed ”Olmus Lothar” kunne de mod vest betragte Geddricks Javelin – den bakkede og lyngklædte halvø der skærmede the Inner Sea mod Vestenhavets storme. Små fiskerbåde vuggede blidt omkring langs med kysten. Mod nord, øst og syd strakte the Inner Sea sig omkring dem, dets blanke let vuggende overflade her og der afbrudt af et enkelt handelsskib.

Olmus Lothar var formelt Lord Elcastles ejendom, en prægtig krigsgalej i Carhols tjeneste og opkaldt efter søhelten af samme navn. Bygget af de fineste kongebøg og skovene omkring Lionsport for årtier tilbage, og i vinter endnu engang nymalet i okker og hvidt. Skibet var bemandet med et rutineret mandskab af borgerfødte officerer fra Westport og Lionsport, samt roere fra landsbyerne langs kysten, unge mænd der ved deres krigstjeneste aftjente deres herrespligt og dermed kunne se frem til at blive frie bønder eller fiskere efter endt tjeneste.

Dagene gik med våbentræning. Raylans væbner Kenan blev udfordret på sine fægteevner, og dermed også på sin endnu ikke fuldvoksne fysik, ofte til slet skjult moro for skibets muskuløse og vejrbidte roere, der dog – i lyset af det fine selskab – blev holdt travlt beskæftigede ved årerne. Sneg de sig til et stjålent blik på prinsesse Esther, når hun bevægede sig rundt på galejen? Hun var køn og nok aldeles uopnåelig, men i sit udseende og sin fremfærd samtidig underlig jævn. Nogle talte om, at hun vist var en bastard vokset op i en landsby på østsiden af Geddricks Javelin. Når roerne fik hvil, hviskede de i hvert fald om hende. Der blev gættet lummert og dristigt på, om hun – som så mange andre af halvøens rastløse unge piger –havde forlagt sin uskyld i en af lyngklitterne – måske til en lokal fiskertamp. Tænk sig, hvad nu hvis han tjente i flåden nu. Tænk sig, en roer og en prinsesse. Tænk sig. Der blev klukket i hjørnerne af galejen.

Flammer

En rolig nat sad Esther på broen og granskede stjernerne på himlen. Hun ledte efter de mønstre, som Wyna – hendes kyndige moder – havde udpeget for hende for år tilbage. Slangens Rede, Hjortens Gevir, Natlossens Øjne. Det var vanskeligt at genkalde sig strukturerne for hendes utrænede øje, men lidt efter lidt tegnede sig streger mellem stjernerne, og billederne fremstod igen klart som dengang hun var tolv, og Wyna havde lært hende, hvordan man skulle finde vej igennem natten.

Men denne nat fik ikke lov til at forsvinde i glemsel og i solopgang, sådan som de fleste af nætterne ellers gør i fredstid. For i lastrummets mørke dyb, blandt prydgaverne til brylluppet i Brinet, tændtes en ild. En undseelig lille gnist, startet af to forræderiske søfolk, men ganske givet planlagt andetsteds. En gnist, der i næste nu greb fat i de kostbare gobeliner, som Carhol-arvingerne medbragte på deres færd. Men hvad værre var: En gnist, der hurtigt voksede, og – efter at den havde fået kraft dertil – satte sine flammende tænder i træværket.

Esther opdagede ilden og de to infame forbrydere, der just var ved at gå i redningsbåden. Men selv om prins Raylan hørte hendes alarmråb, kom ilende til og i næste nu vovede et dristigt spring over i båden, hvor han tog kampen op med misdæderne, så var hans handlekraft dog uden nytte. Raylan endte efter en kort men ihærdig kamp i vandet, hans sværd faretruende tæt på at gå tabt i dybet.

Imens måtte mandskabet kæmpe febrilsk for at slukke ilden, som dog ikke viste tegn på ville forføje sig. Dens bytte, Carholflådens pryd, var for god en mundfuld for flammerne. Raylan, Adrian, Esther, væbneren Kenan, ternen Selma, førstestyrmand Josva og en del af mandskabet måtte derfor søge ud i den resterende redningsbåd og herefter lægge afstand til det brændende skib. De sørgelige rester af gobelinerne var medbragt i båden.

I den sortskæggedes varetægt

Mens Olmus Lothar mødte sit flammende endeligt i natten, med kaptajn og resterende mandskab herefter prisgivet til the Inner Seas luner, blev redningsbådens følge samlet op af et sælsomt sortmalet skib, der ikke bar nogen heraldik eller anden markering af tilhørsforhold.

Den del af kortet som vi rejser rundt på.

Indlogeret i en vinduesløs kahyt på dette mystiske skib, der bar navnet Blackbird, blev Carhols arvinger herefter sejlet ud i Vestenhavet og mod nord. Bestemmelsesstedet var dem ukendt, men skibets kaptajn, en kryptisk herre uden navn, der dog bar et umiskendeligt eksotisk og sort fuldskæg, fortalte, at der skam var en mening med dette ærinde. Han røbede kun lidt af hvilke planer der var lagt for vore hovedpersoner, blot antydede han med afdæmpet veltalenhed, at denne tilfangetagelse (om man ville bruge et så plumpt ord), bar en forbindelse til profetien om kongerigernes sammensmeltning.

Dagene på havet gik i det lille tillukkede rum, og kun kaptajnens besøg i kahytten brød i ny og næ monotonien. Raylans frustration over afmægtigheden i den tillukkede kahyt voksede støt, og efter samtale med Adrian besluttede de sig for at tage skæbnen mellem egne hænder. Bagerst i den tvedelte kahyt – i sengeafsnittet – lykkedes det dem at løsne gulvplankerne, hvorefter der var fri adgang til det smalle stykke rum over skibets bundplanker.

Først var det dog nødvendigt at pacificere kaptajnen, hvilket lykkedes i en snild manøvre af Adrian, Raylan og Kenan, da kaptajnen på et tidspunkt var på visit i kahytten. Til Raylans frustration tog kaptajnen dog tilfangetagelsen med afdæmpet ro, og selv ikke trusler om død eller lemlæstelse virkede til at have indvirkning på hans sind, der var optaget af “missionen”, nemlig at få bragt Carhols arvinger til sit bestemmelsessted. Raylan hev Adrian til side og overbeviste denne om, at der måtte handles. Adrians vægelsind afslørede sig i en stille accept af Raylans vovede plan, som indebar endnu en skibsbrand, denne gang i Blackbirds forstævn. Mens Raylan med et fyrtøj mavede sig op mod stævnen gennem skibets bund, blev kaptajnen således fortsat holdt i skak af Adrian og Kenan.

Esther, der efter et skænderi med Raylan havde valgt at blande sig uden om sine halvbrødres halvbagte planer, undrede sig dog alligevel over, hvad Raylan havde for nede mellem plankerne. Hun gik Adrian på klingen, og fik ham til at afsløre Raylans plan om ildspåsættelse, hvilket fik hende til at flegne i raseri. Hendes råb gjaldede ned i hullet mellem brædderne, men lige lidt hjalp det, for Raylan havde allerede sat ilden i gang oppe i forstævnen, og kom kort efter op fra det rygende hul. Esther slog og skældte i chokeret vrede over hans dumdristighed, men deres klammeri blev i næste nu afbrudt af en vagt, der væltede ind i kahytten og videre ind i det bagerste lukaf. Raylan tøvede fra at slås med den fuldt bevæbnede soldat i rustning, og i stedet lykkedes det de to halvsøskende at overbevise denne om, at der vitterligt var brand i forstævnen, og at skibet ville være prisgivet uden målrettet handling fra alles side.

I det efterfølgende kaos slap vore helte derfor ud af kahytten, og mens en del af skibets besætning flygtede bort i redningsbåden forsøgte resten – i selskab med de tilfangentagne sømænd fra Olmus Lothar – at slukke ilden. Kaptajnen, der før havde været så selvsikker, havde nu fuldkommen mistet mælet, idet han stod tilfangetagen på agterdækket og betragtede flammerne vælte op fra sit ellers så prægtige skib. Kun ved fokuseret og myndig optræden fra de tre Carhol-arvinge lykkedes det derfor at få slukket branden. Og skibet var hermed nu i deres varetægt – men knapt nok sødygtigt og ikke mindst langt nordpå i det uendeligt store Vestenhavs ukendte farvande.