I min ferie har jeg læst Transylvania Chronicles 1, der er første bog i den fire bogslange Vampire kampagne Transylvania Chronicles. I forbindelse med min læsning af første bog i kampagnen har jeg også læst dele af Transylvania by Night og haft Anders Frost Bertelsen på besøg, da han har spillet kampagnen halvanden gang. Dette er en kort anmeldelse af kampagnens første del. Jeg læste bogen for at finde ud af om jeg måske ville kører kampagnen eller ej. Om jeg vil det afslører jeg – på en måde – i sidste afsnit af denne anmeldelse.
Bemærk: Jeg spoiler handlingen i kampagnen i dette indlæg.
Transylvania Chronicles er som sagt en Vampire: Dark Ages/ Vampire: The Masquerade kampagne i 12 akter, kampagnen starter i år 1197 og slutter i 2000. Man spiller en gruppe vampyrer, der forsøger at skabe sig et uliv i Transsylvanien og som oplever en række af de største begivenheder i Vampires kanoniske metaplot. Det er en gehenna- (dommedags-)kampagne, da verden (som vi kender den) ifølge Vampire kanon går under i 2000. (Full disclosure: Selvom jeg har spillet utrolig meget Vampire i slut 90’erme og start 00erne er jeg ikke særlig stræk i dommedagsdelen af Vampire kanon). Kampagnen handler også om en stor sektkrig i vampyrsamfundet mellem gamle vampyrer + dem der er dem tro (The Camarilla) og de unge rebeller (The Sabbath og The Anarchs). Med andre ord udnytter Transylvania Chronicles vampyrnes udødelighed og gør det muligt for at spille den samme spilperson over et langt historisk spænd. Kampagnen er blevet kritiseret for at være meget railroaded. De fire bøger udkom fra 1998 (bog 1) til 2000 (bog 4).
Første bog, altså den jeg har læst, starter i 1197 og 1413. Der er tre akter i denne bog som er tre scenarier der foregår i henholdsvis 1197, 1314 og 1413. Udover de tre scenarier er der i bogen en beskrivelse af Transsylvanien (settingen som den er i 1197, beskrivelse af NPC’er, større historiske og fiktive begivenheder) og et fortløbende plot med en lokal dæmon. Dæmonplottet regner jeg med løber igennem hele kampagnen.
Det første scenarie er rigtig fint (1197):
- Spilpersonerne bliver sat til at skabe sig en magtbase, de bygger et tårn og får lov til at blive fyrster i et par småbyer.
- De skaber sig et par fjender, der godt nok ret umotiveret angriber dem.
- De blive venner med vampyrer, der vil udnytte dem senere hen.
- Og det store dæmonplot bliver præsenteret.
Det andet scenarie er mindre godt (1314):
- De bliver pålagt at blande sig i Klan Tremeres indre magtkampe, hvortil der er en forhistorie spillere ikke får fortalt (meget 90er artig). De har ingen valg undervejs og plottet ender med at Tremere himself kommer og indgyder sig respekt og frygt i spilpersonerne (også pænt meget 90er).
- Der er en scene med nogen tempelriddere, der hænger sammen med den hemmelige forhistorie og som ikke rigtig giver mening med mindre man selv digter videre på situationen.
- Derudover kører dæmonplottet videre, da spilpersonerne skal skrive eller få en anden til at skrive en magisk rune på Tremere klanens hovedkvarter eller kommer dæmonen og laver uvejr i landet(?)
Det sidste scenarie er ok, men også meget 90er (1413):
- Spillerne skal skaffe et stykke tilbage til en Ventrue fyrste, der har fået hugget det fra nogen sigøjner Ravnos. Her kommer man op at slå med tempelriddere og ender med at får skæld ud af fyrsten (også selvom man løser plottet).
- Derudover finder de Tzimisce gennemsted og er tilstede, da han bliver diableriseret*
Alt i alt
Selve scenarierne går fra ok fine til ret dårlige, hvis man spiller dem fra bladet. Det er dog meningen at man skal lave sine egne småplot undervejs og man møder nogen ok bipersoner. Især er Tzimisce npcerne ret fantastiske og meget gakket. Tzimisce og Tremere klanernes historie er centrale i kampagne og så gennemgribende at det ikke rigtigt giver mening at spillerne får lov til at spille vampyrer af disse klaner.
Transsylvanien er en fed setting, men der er meget arbejde i kampagne, da man skal selv skal forfatte en del selv før det bliver rigtig godt, da scenarierne er ret svage. I det arbejde er Transylvania by Night ret uundværlig. Det er nok også en god idé at læse klanbogen til både Tzimisce og Tremere plus en håndfuld Dark Ages bøger. Det er min største anke til kampagnen, der er virkelig meget arbejde – både i at finde på, men også i at læse op. Derudover er der nogen ting som er lidt for 90er vampire-artige til min midt 10’er indiegames smag. I hvert scenarie kommer spilpersonernes sires forbi for 1) at sige til spillerne at de skal gribe scenariets krog og 2) for at få spilpersonerne til at drikke deres blod og på den måde blive bundet til dem. Det hænger sammen med at spilpersonerne i løbet af kampagnen skal vælge mellem at være tro imod de ældste vampyrer eller tilslutte sig de unge rebeller – og kampagnens forfattere synes tydeligvis at det er sejere, hvis spilpersonerne går over på rebellernes side (Det er det også).
Skal jeg spille den?
Det er ikke en helt dem kampagne, men den er arbejdstung. Selvom jeg virkelig godt kan lide vampire (kanon and all), så er Transylvania Chronicles næsten for meget af det gode. Der er lagt op til mange nederlag og (især) meget fornedrelse for spilpersonerne undervejs – det ved jeg ikke helt om jeg kan overskue. Det betyder at jeg ikke kommer til at spille Transylvania Chronicles med det første og nok ej heller læser de sidste tre bøger i kampagnen indenfor den nærmeste fremtid. I stedet for er jeg (igen) begyndt at læse Ventrue Chronicle, som jeg heller ikke er noget ved, men som jeg regner med er en kortere kampagne og hvor jeg har regnet mig frem til at jeg kun skal læse 5-6 bøger til (udover selve kampagnen).
