Tag-arkiv: Anmeldelse

Knive i mørket: Vi er en bådbande!

2 svar

Sammen med Elias, Oliver, Peter, Nis og Niels spiller jeg Blades in the Dark. I Blades in the Dark spiller man kriminelle i fantasybyen Doskvol, der er en form for renæssance fantasy setting med engelske/amerikanske/russiske over- og undertoner.

Det er en fuldfed setting med masser af mørke (solen er gået i stykker) og uhygge (dødsriget er også gået i stykker) og en fortælling om gang on gang vold og itringe (samfundet er også, ja, gået i stykker). Men jeg synes forfatteren John Harper skriver det meget godt selv:

En bog med tekst

John Harper er også forfatter af de fine spil Lady Blackbird og Danger Patrol.

Bandeliv

Man laver kriminelle i en bande. Der er en række klasser man kan vælge i mellem, de hedder seje ting såsom “Hound” og “Cutter”. Sejt.

Man har stats, særlige klasse evner og genstande. Efter man har lavet spilpersoner, så laver man sit crew. Crewet også har en klasse/type (er man fx indbrudstyve, smuglerne eller simpelthen bare bøller). Ens crews klasse giver en særlig evner og crewet har stats for dets økonomi, størrelse og relationer til andre bander i byen (man har 3-4 relationer til disse andre banden fra starten, men får rigtig mange igennem spil). Der er et ret sejt magtspil i det her.

Alle beskrivelser og navngivning af stats er holdt i et stemningsfuldt sprog. Samtidig med at der er en tung omgang mekanik. Det er true indie.

Når man spiller, spiller man scores, altså missioner såsom indbrud, et smuglerrun eller tager ud og fucker nogen op. Efter et score spiller man downtime, hvor man igennem fortællerspil kan træde et par evne, hvor man kan stress af (ved at følge ens vice – det kunne fx være ved at tage narko eller købe fint tøj – alt efter vice), bygge dimser og andre småting. Man har som udgangspunkt to handlinger i hver downtime. Det er også i downtime, hvor man udbygger sit crew og evt. køber det op i forskellige stats.

Også er der noget som hedder free play. Det er der man dimser rundt og evt. også der hvor man får/skaber sig en mission. Det er meget struktureret og , som sagt, true indie.

Første spilgang

Vi har kun spillet en gang. Vi mødtes hjemme ved Nis, lavede spilpersoner og bande og spillede det første score. Vi valgte at vores crew skulle være Shadows, dvs. en bande af indbrudstyve.

Personer

Vi var/blev:

  • Elisa var spilleder
  • Nis lavede en Lurk eg. ”a stealthy infiltrator and burglar” – en ung flygtninge kvinde fra ”Skovlan”. Skovlan er et område, som lige er blevet del af det imperium vi bor i, det skete i en blodig krig. En slags Irland/Skandinavien. Nis’ spilperson er hardcore
  • Niels lavede en Leech eg. “a saboteur and technician” – gal mandlig alkymist opfindertype med seje pulver og selvlysende savler
  • Oliver lavede en Hound eg. ”a deadly sharpshooter and tracker” – en mandlig ex-politimand (de hedder bluecoats) som har været udsat for racisme, da han er fra Iruvia. Iruvia er en slags mellemøsten/indien
  • Peter lavede en Whisper eg. ”an arcane adept and channeler” – en mandlig mystiker fra Iruvia, med god kemi med spøgelser (som der er en del af, da dødsriget er gået i stykker)
  • Jeg lavede en Spider eg. ”a devious mastermind” – som jeg byggede på baggrundhistorien for hovedpersonen i tv-serien The Peaky Blinders, Thomas Shelby. Min figur var en kvinde – mest for ikke at ligne Thomas Shelby alt for meget

Vores Crew var indbrudstyve, hvis tilholdssted er en gammel kæmpemaskine i industrikvarteret Coalridge overfor vores ”jagtmarker” i markedskvarteret i Nightmarket. Vi får etableret at vores bande har en båd og sejler normalt derover. Vi er simpelthen en bådtyvebande (båden er selvfølgelig også hugget fra en anden bande).

Spillet

Derefter spillede vi et indbryd i hovedkvarteret hos en tredje bande, som kørte med et slags ”Vi er iruvianske fægtemester, så betal os beskyttelsespenge”-koncept. Et indbrud, der var bestilt af en 4. bande, hvis koncept var arbejdsløse vægtere/lysmænd (deres opgave var tidligere at de tændte natbelysningen, men nu til dags kører natbelysningen på spøgelses-el og derfor blev de kriminelle).

Alt planlægningen i et score spiller man som flash backs – herunder også hvilke genstande man har taget med. Det giver en del rum til at sætte scener før indbruddet når man løber ind i problemer/udfordringer under indbruddet. Der er en del mekanik (evner, dimser, kontakter osv. der skal krydses af og terninger der skal rulles) og jeg tror vi alle glæder os til at det kører lidt lettere, men det virker som et virkelig lækkert set up.

Endnu en bog

Derefter spillede vi downtime og det gik også fint. Jeg tror man skal passe på med at det ikke bliver jappet, da der ligger en del potentielle for lækkert fortællerspil i de handlinger man laver i downtime.

Jeg glæder mig meget til lærer systemet endnu mere at kende og planlægger at hugge en del mekanik herfra til min Vampire-kampagne, hvis man altså kan tage blades ud af blades uden at skære sig.

Bidt af Vampire… podcast

2 svar

Jeg har fundet endnu en nørdepodcast og jeg er vild med den.

Det er to amerikanske vampirenørder som er i gang med at læse alle Vampire the Masquerade-bøgerne og gennemgår dem i deres podcast ”25 years of Vampire the Masquerade”.

De er pt. nået Clanbook: Assamite (fra 1995), hvilket er deres 37. afsnit. Et afsnit er omkring fem kvarter. Jeg har kun hørt de første 7 afsnit og vi er kommet til 1992 og 2. udgave af Vampire.

Det er Vampire – på godt og ondt

Vampire er et spil jeg både elsker og hader. Jeg er hands down vild med stemningen og settingen i Vampire. Spillet er en 90’er-zeitgeist bastard og en del af min glorværdige ungdom, da verden var mere fuld af lækkerangst end frygt og terror.

Get your 90es on med denne playlist:

Det er dejligt at høre udgivelseshistorien af Vampire. De to værter, Nate and Bob, kender spillet rigtig godt og holder tydeligvis meget af det. Selvom de er fans er de ikke helt ukritiske overfor spillet. Deres egne præferencer skinner igennem i deres gennemgange og anmeldelser af bøgerne.

Samtidig er de ret fair. De er fx ikke begejstret for scenariebogen Alien Hunger og her ligger de helt i linje med hvad der er den generelle fanopfattelse, nemlig at det er et rædsomt produkt. Til gengæld går de meget i dybden og fortæller meget begejstret om med de elementer som de finder interessant og sejt (især setting- og npc-beskrivelser).

Det holder hele vejen. De to værter er meget amerikanske og utrolig meget vampirenørder, som man forestiller sig dem flest. Nogen gange bliver det måske lidt for meget af det gode især i afsnittet om The Storytellers Handbook, hvor de to værter er lidt mere på løs linje og vælger at kaste en række enten selvindlysende råd eller virkelig dårlige GM-forslag af sig. Igen er de to værter ret typiske for fanbasen, hvilket vel også har sin charme, især fordi de heldigvis ikke forsætter denne stil i afsnit 7 (som er det jeg er kommet til).

Lore og kanon

Selvom Nate og Bob er lidt en parodi på forestillingen om to vampirenørder, så er emnet og podcastens omfang awesome! Personlig er jeg vild med Vampire-universeret og ved en del om det, men der er en masse som jeg ikke har læst eller ved. Allerede her 7 afsnit inde ved jeg utrolig meget mere om World of Darkness’ kanoniske bipersoner, begivenheder og settings, hvilket jeg synes er megasejt.

Derudover er der hele udgivelseshistorien og hvordan spillet bliver skrevet frem igennem de forskellige bøger. Det er sjovt at høre hvordan koncepter såsom Sabbat, varulve og Assamites langsomt bliver introduceret ind i spillets fiktionsverden. Metaplottet endnu ikke kommet i spil i 1. udgave af spillet, hvilket er ret fedt. Sådanne pointer og fremstille dem på en god måde gør værterne rigtig godt.

Og jeg glæder mig til at få alle de baggrundshistorier, som jeg aldrig gad læse i by- og klanbøgerne. Hvis du bare lidt har det som mig og er forholdsvis tålmodig med nørder (der vil dig det bedste, men som er… ja… nørder), så tjek ”25 years of Vampire the Masquerade” ud på deres hjemmeside eller find den på itunes.

Anmeldelse af Kældre og Drager (podcast)

Skriv et svar

Jeg hører en masse mere eller mindre nørdede podcast, fx., men ikke kun [namedrop on] This American Life, Third Ear, Noget om drager, Revisionist History, Papstinenser og Revolutions [namedrop off]. Den nyeste er noget helt særligt og hedder:

Kældre og Drager

I denne podcast lytter vi til fire venner der spiller fjollet D&D. Det er afslappet fantasy rollespil som vi nok alle har været omkring. Hvert afsnit er på omkring 45 minutter og der går derfor flere afsnit per spilgang de rent faktisk spiller. Der er på nuværende tidspunkt kommet to sæsoner på 10-11 afsnit hver. Jeg mangler stadigvæk at høre det sidste afsnit der er udkommet – og som måske er det sidste i anden sæson.

Der er et fint plot i kampagnen og GM’en har nogle virkelig gode bipersoner og settings, men hverken plots eller setting er det centrale i spillet. 2 ud af 3 spillere er helt grønne, men de har fra dag 1 fanget at det er sjovere at sætte forhindringer i vejen for sig selv end at gå i total løsningsmodus. Rock n roll style!

Derfor kan der let gå et helt afsnit med konfrontationen med en (dæmon)stalddreng og dennes hund. Der går meget tid med ordspil og fald på halen-jokes. Det er sjovt og godt rollespil.

En af de fede ting ved podcasten er at kønssammensætningen imellem spillere er 2 mænd og 2 kvinder, hvor GM’en er en af de 2 mænd. Det betyder at spilgruppen består af 2 kvinder og en mand, hvilket jeg bilder mig ind betyder noget for humoren og samspillet. Jeg har ikke bemærket noget sexisme-nederenhed, som jeg ellers selv var del af, dengang jeg begyndte at spille rollespil. Her taler det også til Kældre og Dragers fordel at de er væsentlig ældre og derfor mere moderne end jeg var, da jeg i start90erne spillede AD&D (Dragonlance) i rollespilsklubben TRoA i Aalborg N.

Det er en podcast med cool værdierne og det er rart, i et nørdmiljø der nogen gange kan have ondt i værdierne. Og selvom det til tider alligevel bliver lidt for plat til uhumoreske mig, så er det mest af alt hyggeligt og en lækker podcast.

To sæsoner

Især første sæson er bomben. De første par afsnit er de lidt for glade for baggrundslyde – især nogen græshopper, hvis høje mekaniske lyde gør ondt på mine gamle punkrockødelagte øre, men det går ligesom over (eller jeg vende mig til det) og lydkvaliteten er generelt utrolig god – især holdt op imod andre podcast der hedder noget med drager. Første sæson handler rigtig meget om, hvordan spillerne (og til dels spilpersonerne) finder hinanden og får deres samspil op og køre. Især denne sæson var jeg vild med, fordi det både var charmere og interessant.

I anden sæson forsøger gruppen sig med lytterinddragelse og liveudsendelser, som jeg personligt finder irriterede. Helt konkret skal lyttere, der lytter med live, kommenterer på spillet i en Facebook-chat, som spillerne (og spilpersonerne) agerer på. Lyttere kommer desværre kun med dårlige og platte forslag, som heldigvis ignoreres for det meste. Samtidigt er det ligesom at disse forslag gejler gruppens mest aktive spiller op, så hans spil bliver mere og mere gakket og fjollet på den ufede måde.

Når en spiller fylder mere end de andre

Spillet har hele tiden været gakket og den mandlige spillers spil har hele vejen igennem fyldt en masse. Og det er sjovt, han er sjov, men der er ligesom sket et skift i anden sæson, hvor figuren Dværgen Hvilifred (for ofte) tager scenelys fra de to andre karakter i fortællingen. Det er lidt synd, da de andre figurer også er sjove og interessante. Det fylder dog ikke mere end at podcasten stadigvæk er bomben, charmere og interessant. Det er bare ligesom der måske er gået lidt hverdag i den og dværgespilleren forsøger lidt for hårdt at peppe tingene lidt op igen ved at jagte latteren lidt for hårdt.

Jeg glæder mig sygt meget til tredje sæson, men håber lidt at spilleren bag Hvilifred gasser lidt ned og giver de andre lidt mere plads. Ikke fordi Hvilifred (både figur og spiller) ikke er awesome, men det er de andre bare også.

Jeg vil meget gerne anbefale Kældre og drager, hvis man synes det er sjovt at lytte til gi’ den gas-fantasy. De har selvfølgelig en Facebook-gruppe. Ellers findes den på itunes og hvad hedder det alt sammen.

Anmeldelse: Transylvania Chronicles 1

2 svar

I min ferie har jeg læst Transylvania Chronicles 1, der er første bog i den fire bogslange Vampire kampagne Transylvania Chronicles. I forbindelse med min læsning af første bog i kampagnen har jeg også læst dele af Transylvania by Night og haft Anders Frost Bertelsen på besøg, da han har spillet kampagnen halvanden gang. Dette er en kort anmeldelse af kampagnens første del. Jeg læste bogen for at finde ud af om jeg måske ville kører kampagnen eller ej. Om jeg vil det afslører jeg – på en måde – i sidste afsnit af denne anmeldelse.

Bemærk: Jeg spoiler handlingen i kampagnen i dette indlæg.

Transylvania Chronicles er som sagt en Vampire: Dark Ages/ Vampire: The Masquerade kampagne i 12 akter, kampagnen starter i år 1197 og slutter i 2000. Man spiller en gruppe vampyrer, der forsøger at skabe sig et uliv i Transsylvanien og som oplever en række af de største begivenheder i Vampires kanoniske metaplot. Det er en gehenna- (dommedags-)kampagne, da verden (som vi kender den) ifølge Vampire kanon går under i 2000. (Full disclosure: Selvom jeg har spillet utrolig meget Vampire i slut 90’erme og start 00erne er jeg ikke særlig stræk i dommedagsdelen af Vampire kanon). Kampagnen handler også om en stor sektkrig i vampyrsamfundet mellem gamle vampyrer + dem der er dem tro (The Camarilla) og de unge rebeller (The Sabbath og The Anarchs). Med andre ord udnytter Transylvania Chronicles vampyrnes udødelighed og gør det muligt for at spille den samme spilperson over et langt historisk spænd. Kampagnen er blevet kritiseret for at være meget railroaded. De fire bøger udkom fra 1998 (bog 1) til 2000 (bog 4).


 TC1

Første bog, altså den jeg har læst, starter i 1197 og 1413. Der er tre akter i denne bog som er tre scenarier der foregår i henholdsvis 1197, 1314 og 1413. Udover de tre scenarier er der i bogen en beskrivelse af Transsylvanien (settingen som den er i 1197, beskrivelse af NPC’er, større historiske og fiktive begivenheder) og et fortløbende plot med en lokal dæmon. Dæmonplottet regner jeg med løber igennem hele kampagnen.

Det første scenarie er rigtig fint (1197):

  • Spilpersonerne bliver sat til at skabe sig en magtbase, de bygger et tårn og får lov til at blive fyrster i et par småbyer.
  • De skaber sig et par fjender, der godt nok ret umotiveret angriber dem.
  • De blive venner med vampyrer, der vil udnytte dem senere hen.
  • Og det store dæmonplot bliver præsenteret.

Det andet scenarie er mindre godt (1314):

  • De bliver pålagt at blande sig i Klan Tremeres indre magtkampe, hvortil der er en forhistorie spillere ikke får fortalt (meget 90er artig). De har ingen valg undervejs og plottet ender med at Tremere himself kommer og indgyder sig respekt og frygt i spilpersonerne (også pænt meget 90er).
  • Der er en scene med nogen tempelriddere, der hænger sammen med den hemmelige forhistorie og som ikke rigtig giver mening med mindre man selv digter videre på situationen.
  • Derudover kører dæmonplottet videre, da spilpersonerne skal skrive eller få en anden til at skrive en magisk rune på Tremere klanens hovedkvarter eller kommer dæmonen og laver uvejr i landet(?)

Det sidste scenarie er ok, men også meget 90er (1413):

  • Spillerne skal skaffe et stykke tilbage til en Ventrue fyrste, der har fået hugget det fra nogen sigøjner Ravnos. Her kommer man op at slå med tempelriddere og ender med at får skæld ud af fyrsten (også selvom man løser plottet).
  • Derudover finder de Tzimisce gennemsted og er tilstede, da han bliver diableriseret*

 Alt i alt

Selve scenarierne går fra ok fine til ret dårlige, hvis man spiller dem fra bladet. Det er dog meningen at man skal lave sine egne småplot undervejs og man møder nogen ok bipersoner. Især er Tzimisce npcerne ret fantastiske og meget gakket. Tzimisce og Tremere klanernes historie er centrale i kampagne og så gennemgribende at det ikke rigtigt giver mening at spillerne får lov til at spille vampyrer af disse klaner.

Transsylvanien er en fed setting, men der er meget arbejde i kampagne, da man skal selv skal forfatte en del selv før det bliver rigtig godt, da scenarierne er ret svage. I det arbejde er Transylvania by Night ret uundværlig. Det er nok også en god idé at læse klanbogen til både Tzimisce og Tremere plus en håndfuld Dark Ages bøger. Det er min største anke til kampagnen, der er virkelig meget arbejde – både i at finde på, men også i at læse op. Derudover er der nogen ting som er lidt for 90er vampire-artige til min midt 10’er indiegames smag. I hvert scenarie kommer spilpersonernes sires forbi for 1) at sige til spillerne at de skal gribe scenariets krog og 2) for at få spilpersonerne til at drikke deres blod og på den måde blive bundet  til dem. Det hænger sammen med at spilpersonerne i løbet af kampagnen skal vælge mellem at være tro imod de ældste vampyrer eller tilslutte sig de unge rebeller – og kampagnens forfattere synes tydeligvis at det er sejere, hvis spilpersonerne går over på rebellernes side (Det er det også).

 Skal jeg spille den?

Det er ikke en helt dem kampagne, men den er arbejdstung. Selvom jeg virkelig godt kan lide vampire (kanon and all), så er Transylvania Chronicles næsten for meget af det gode. Der er lagt op til mange nederlag og (især) meget fornedrelse for spilpersonerne undervejs – det ved jeg ikke helt om jeg kan overskue. Det betyder at jeg ikke kommer til at spille Transylvania Chronicles med det første og nok ej heller læser de sidste tre bøger i kampagnen indenfor den nærmeste fremtid. I stedet for er jeg (igen) begyndt at læse Ventrue Chronicle, som jeg heller ikke er noget ved, men som jeg regner med er en kortere kampagne og hvor jeg har regnet mig frem til at jeg kun skal læse 5-6 bøger til (udover selve kampagnen).