Den største begivenhed i Blossoms liv var da hendes mor forsvandt fra deres hjem i Chicagoforstanden Tower Lakes. Årene efter var benhårde. En deprimeret far og en storebror der blev narkoman i savnet. Blossom var kun 5 år gammel, da moderen forsvandt, så hun huskede ikke særlig meget om hendes mor udover at hun havde en virkelig lækker sangstemme.
Med mindet om hendes mors talent og med en far der var komponist var det naturligt for Blossom at vælge at fokusere på at opdyrke sit eget sangtalent på trods af hun var født med en svag stemme. Det var hårdt arbejde, men Blossom øvede hele tiden og havde ikke tid til at være teenager. De eneste glimt hun fik af teenagelivet var de halvfjollede ungdomstv-serier hun tillod sig selv at se et par gange i ugen.
Det var et afsavn, men et afsavn der bar frugt. Blossom fik en, om end kort, flot sangkarriere med et par solide pophits. Men stemmen kunne ikke holde til det og det blev hurtigt tydeligt at det var indenfor sangskriveriet at Blossoms virkelige talent lå. Hun blev ligesom sin far komponist, men hun var tydeligvis en langt bedre komponist end han var.
Det var det talent toreador-vampyren Sophia Ayes så. Blossoms sangskriverevner var lige det Sophia Ayes manglende i sit spirende kreative magtimperium. Efter Blossom var blevet bemærket af Sophia var det kun et spørgsmål om tid før hun blev embracet.
Den første aften på The Succubus Club var den største begivenhed i Blossoms efterliv. Hun skulle se en fantastisk sanger, det var meningen hun skulle skrive for.
Hun skulle se en vampyr fra den såkaldte Daughters of Cacophony-blodline, men på scenen stod hendes mor og sang så smukt at Blossom græd tåre af blod.
En regnfuld aften fem år efter sin embrace lejede Ben lejligheden overfor den gamle teaterbygning der huser Lakewood Christian Youth Center. Lakewood er Atlantas værste nabolag, men det er her Ben kommer fra og han føler sig hjemme i lejligheden med sine bøger og forholdsvis lette adgang til blod på de rå gader nedenfor lejligheden.
Teateret dannede rammen om det meste af Bens ungdom. Allerede før det blev et kommunalt fritidstilbud til bydelens unge, som det er i dag, var det et pædagogisk projektsted. Kørt af den karismatisk James ”Lord” Ringdom, som år efter år satte amatørforestillinger op med kvartets unge. Ben var altid en del af teknikerholdet under Big Guy Jim og kan derfor de fleste klassiske skuespil udenad. Noget Ben er ret stolt af.
Selv når der ikke var forestillinger var teateret et magisk sted. Lord Ringdom havde fået et genialt hold af ”pædagoger” omkring sig. Voksne der ikke var bange for at fjolle eller være lidt barnlige og som hadede alt der var ”banalt”. Det var en magisk tid.
Men magiske steder i magiske i rå nabolag tiltrækker monster. Det ved Ben nu. Det tiltrak vampyrer. Ben kender dem i dag som Ravnos. De værste af de værste. Vampyrangrebet på teateret var det værste som Ben havde oplevet i sit liv. Big Guy Jim fik ham og tre andre glemt væk i et baglokale til tekniklokalet, hvor han åbenbart også gemte en kæmpe krigshammer.
Ben og de andre kunne hører kampene. Det lød ikke som om det var de gode som var ved at vinde. Så blev der stille og døren åbent. Der stod en ung hvid fyr (der var aldrig hvide fyre i Lakewood) og kiggede sulten på Ben og de andre tre. Ben troede det var ude med ham, men så kom kavaleriet i form af Bens kommende sire John Blackman
John Blackman dukkende op ud af skyggerne, han formede til lange mørke tentakler, der angreb den unge hvide fyr. Derefter forsvandt John H. ud af døren med et ”Bliv her unger!”
Efter kampen viste det sig at det kun var Lord Ringdom var den eneste af ”pædagogerne”, der var overlevet. Alle var kede af det og efter begravelserne tog John Blackman Ben. Det var en form for belønning fra Lord Ringdom, forstod Ben, men i virkeligheden var han så fuld af sorg at han var ligeglad. Det synes alligevel også som en menneskealder siden.
Bianca Rubio voksende op fattig i den skide del af Miami, Florida. Havde det ikke været for hendes storesøster Magdalena var Bianca gået til grunde som barn. Deres mor var en god kvinde, men fordi hendes mænd altid endte i fængsel, så var hun nødt til at arbejde to til tre jobs og derfor var det op til Magdalena at tage sig af de små. Af ”de små” var Bianca den ældste og have samme far som Magdalena.
Magdalena kørte husholdningen med hård hånd. Om aftenen når Magdalena var optaget af at finde de bedste kupontilbud sneg Bianca sig ofte ud og gik tur på den lokale kirkegård. Kirkegården var et fantastisk sted, især når det var mørkt og mennesketomt. Der kunne man være i fred og være fri til at drømme. Bianca kan i dag ikke huske disse drømme, men hun er sikker på at det var et barns barnlige drømme.
Dog husker Bianca alle de ting der skete på den kirkegård. På kirkegårde i World of Darkness Miami sker der en del ting. Bianca fik venner, der. Den første hun fik kontakt til var en Roberto Bonestone, en bums der sov på kirkegårdens bænkene. Han introducerede hende for Drøm, en mærkelig meget lys mand, som besøgte kirkegården om natten. Han var lavmeldt, men fortalte at Roberto snart ville blive hentet af Drøms søster Døden, Drøm fortalte også at Bianca ville snyde Døden på bebekosting af hendes spejlbillede og drømme. Snyde Døden et stykke tid, tilføjede Drøm med et sjældent smil. Den 12 årige Bianca vidste ikke rigtigt hvad det var for en følelse, men var meget forelsket i Drøm. Det er hun nok stadigvæk.
To uger efter var Roberto død, men det var på en eller anden måde ok.
Det var allerede som barn hun mødte Clara Marcus, kvinden der ville hjælpe hende til at snyde Døden. Clara der altid var badet i skygger var sød og snakkede med Bianca. Nogen gange gav hun hende slik og Clara viste mange interessante ting, men Clara var overhovedet ikke ligeså interessant som Drøm. Kort tid efter fik Bianca for travlt med at være ung til at besøge kirkegården – og for stykke tid glemte hun alt om Drøm og Clara.
Da Magdalena blev gravid og flyttet over til sin kæreste Damián var det meningen at Bianca skulle overtage hendes rolle i hjemmet. Det var et hårdt år, hvor Bianca forsøgte at leve op til Magdalena som husmor imens hun langsomt opdagede ting som drenge og fester. Heldigt nok for Bianca, men selvsagt mindre heldigt for Magdalena, kom Damián i fængsel for narkobesiddelse, så Magdalena og hendes datter flyttede tilbage og Bianca slap for husmorrollen igen. Så kom de vilde år, hvor Bianca var kærester med Luis. Luis var colombiansk smugler med eget fly og dyre vaner.
Da Bianca var færdig med skolen som 18 årig, flyttede hun indtil Luis og brugte tiden på at feste med hans venner. I starten var det sjovt, men som dagene blev til år, blev det mere og mere slidsomt og hult. Oftere og oftere gik Bianca væk for sig selv i den store lejligheden. Fuld af spurt og kokain kunne hun sidde flere timer på gulvet i det fjerneste badeværelse og stiger på sit spejlbillede, imens hun kunne hører festen i baggrunden. Nogen gange sad hun endda med slukket lys og bare lod mørket omfavne hende.
Der gik masser af rygter i smuglermiljøet og et af dem var at DEA var på sporet af Luis’ smugleri. Luis blev mere og mere stresset, tog mere og mere kokain og blev mere og mere paranoid. Til sidst var han så meget ved siden af sig selv at han blev voldelig. Det var et skænderi, hvor Luis igen havde slået hende at hun gik hjemme fra.
Det var en lun aften. Hun mærkede nattens kommen imens hun gik igennem kvartet og hjem til hendes gamle nabolag. Først troede hun selv at hun var på vej hjem til hendes mor og Magdalena, men opdagende at det ikke hang sådan sammen, da hun igen fandt sig selv på kirkegården.
Måske håbede hun på at møde Drøm, men hun mødte Clara Marcus, som gav hende udødelighed.
Her fire år efter hendes embrace er Bianca en up-and-coming Lasombra i det ældgamle Miami-pack Muerte y Océano. Hun har genoptaget sin kontakt med Luis og kokainsmuglerne. Denne gang ikke som kæreste, men som bagmand. Clara beretter at Bianca er ved at lære det politiske spil i Sabbatten og har en god forståelse for menneskelig håb og tragedie. Bianca viser det aldrig, men hun savner at drømme og nogen gange når hun bearbejder mørket med sine vampyrkræfter håber hun på at møde Drøm dybt inde i skyggerne.
Onsdag, Tanya Wilson holder oplæg for resten af klassen på Hope senior high school i Fargo, North Dakota:
”…Kender du det med at være del af en flok? Være del af noget større? Måske har du spillet fodbold eller dyrket anden holdsport? Måske har du prøvet, hvordan man bare er del af noget, ens egen normalt afsluttede krop kun er en del af en større bevægelse? Om man er den der scorer man mål eller har lavet oplægget er så vigtigt – kun hvis man er en egorøv og hvem gider være egorøv? Det gør jeg og mine venner ikke. Vi er et team – nej mere end et team! Vores fælleskroppe er en samlet bevægelse!
Fx låner vi hele tiden tøj af hinanden og…”
Tirsdagen efter under frokosten i kantinen fortæller Kim Jones:
Jeg går i skole med de fem piger der forsvandt i weekenden. De hedder Tanya, Tia, Jane, Connie og Marge. De er uadskillelige. Så meget at Janes far kalder dem The Great Girl når de er samlet. Når man få gange møder dem, hvor de ikke er fuldtallige, spørger man helt automatisk efter den der ikke er med. Den der ikke er med er næsten altid syg eller har en anden god grund.
Engang var Winnie også en del af gruppen, men hun passede ikke rigtig ind. Jeg ved om hun for selvstændig eller om hun for intrigant, men hun røg ud af gruppen. Ved skolefesten sidste år fortalte hun mig om det. De sagde aldrig noget til hende om at hun var ude, men de frøs hende bare ud. Ringede ikke tilbage og opsøgte hende ikke. De var søde nok ved hende, men hun kunne ligesom bare mærke at hun ikke var en del af gruppen mere. Winnie fortalte mig også til skolefesten at hun i dag ikke helt ved om hun nogensinde var en del af gruppen. Skørt ikke. Jeg er sikker på at hvor end de er, så er de sammen.
Om torsdagen får Brainerd Police Department en melding om at ”et femhovedet monstre er løs på Joe’s på hovedvejen ned til Brainerd”. Da politiet ankommer finder de seks døde og resterne af to lig, som tydeligvis har været døde i over ti år.
En lun onsdag i august fik Bruce det første brev fra fremtiden. En grå konvolut med et billede i. De var lige flyttet til den gamle villa i Fairbanks, Alaska for en uge siden og Mary havde første dag på som professor på psykologifakultet på universitet. Ungerne var endnu ikke startet i den nye skole så de spillede Nintendo på TV’et inde i stuen. I konvolutten var der et fotografi fra familiens juleferie hos Bruces søster Caroline i Boston. En ferie de først skulle holde om et halvt år. De tog altid ned til Caroline til jul og tog altid et billede. Hvis det ikke var for den lille baby i lyserød kørepose på Carolines arm og ungernes størrelse, så kunne det være et billede fra et hvilket som helst år. Det var Carolines første barn og hun havde ikke engang født datteren endnu, da Bruce fik brevet.
Om aftenen viste han Mary billedet og i fællesskab slog de det hen som en dårlig joke. Måske fra Carolines mand Bill, mente Mary. Han var en spøgefugl. Det var Bill, men Bruce kunne alligevel ikke rigtig sove den nat.
Fredag var der igen et brev. Bruce have lige været ude og løbe, da han tjekkede postkassen. Samme konvolut som om onsdagen, men denne gang var der et rigtigt brev i konvolutten. Et langt brev om fremtiden, om en vanvittig fremtid med ældgamle guder og vampyrer, der vågner fra 1000 års søvn og fremkalder dommedag. Brevet var skrevet på et smukt hebraisk, hvilket Bruce, der havde skrevet ph.d. om oldtidens hebraiske sprogudvikling, satte pris på. Det gjorde dog ikke brevet mindre skørt og om aften fortalte Bruce om det til Mary. Igen slog hun det hen som en joke og de grinede begge af det.
Det næste halve år læste Bruce brevet flere gange. Imens han blev mere og mere bekymret for at det nu var en joke. Ved juletid valgte han bevist at stille sig et andet sted på og valgte bevist en skjorte i en anden farve end på julefotoet, som han havde modtaget med posten et halvt år før. Eller det troede han, men da han kiggede på fotografiet fra august viste det sig at han havde husket forkert. Alle stod alle præcist der, hvor de stod på det nye fotografi. Det nye julefoto og fotografiet fra august var helt ens.
Efter juledagene kom det tredje og sidste brev, hvor i der bare stod: ”Hvis du vil være med til at rede verden, så mød mig nede ved søen på den anden side af banen i nat kl. 1”. Bruce mente ikke at han var den rette til at rede verden, men han gik alligevel ned til søen. Søen var helt frosset til og ved den stod en kvinde, der tydeligvis ikke trak vejret. De kiggede på hinanden og Bruce vidste at hans skæbne var besejlet.