True Brujah Dad

En lun onsdag i august fik Bruce det første brev fra fremtiden. En grå konvolut med et billede i. De var lige flyttet til den gamle villa i Fairbanks, Alaska for en uge siden og Mary havde første dag på som professor på psykologifakultet på universitet. Ungerne var endnu ikke startet i den nye skole så de spillede Nintendo på TV’et inde i stuen. I konvolutten var der et fotografi fra familiens juleferie hos Bruces søster Caroline i Boston. En ferie de først skulle holde om et halvt år. De tog altid ned til Caroline til jul og tog altid et billede. Hvis det ikke var for den lille baby i lyserød kørepose på Carolines arm og ungernes størrelse, så kunne det være et billede fra et hvilket som helst år. Det var Carolines første barn og hun havde ikke engang født datteren endnu, da Bruce fik brevet.

Om aftenen viste han Mary billedet og i fællesskab slog de det hen som en dårlig joke. Måske fra Carolines mand Bill, mente Mary. Han var en spøgefugl. Det var Bill, men Bruce kunne alligevel ikke rigtig sove den nat.

Fredag var der igen et brev. Bruce have lige været ude og løbe, da han tjekkede postkassen. Samme konvolut som om onsdagen, men denne gang var der et rigtigt brev i konvolutten. Et langt brev om fremtiden, om en vanvittig fremtid med ældgamle guder og vampyrer, der vågner fra 1000 års søvn og fremkalder dommedag. Brevet var skrevet på et smukt hebraisk, hvilket Bruce, der havde skrevet ph.d. om oldtidens hebraiske sprogudvikling, satte pris på. Det gjorde dog ikke brevet mindre skørt og om aften fortalte Bruce om det til Mary. Igen slog hun det hen som en joke og de grinede begge af det.

Det næste halve år læste Bruce brevet flere gange. Imens han blev mere og mere bekymret for at det nu var en joke. Ved juletid valgte han bevist at stille sig et andet sted på og valgte bevist en skjorte i en anden farve end på julefotoet, som han havde modtaget med posten et halvt år før. Eller det troede han, men da han kiggede på fotografiet fra august viste det sig at han havde husket forkert. Alle stod alle præcist der, hvor de stod på det nye fotografi. Det nye julefoto og fotografiet fra august var helt ens.

Efter juledagene kom det tredje og sidste brev, hvor i der bare stod: ”Hvis du vil være med til at rede verden, så mød mig nede ved søen på den anden side af banen i nat kl. 1”. Bruce mente ikke at han var den rette til at rede verden, men han gik alligevel ned til søen. Søen var helt frosset til og ved den stod en kvinde, der tydeligvis ikke trak vejret. De kiggede på hinanden og Bruce vidste at hans skæbne var besejlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.