Folk, der kender mig ved, at jeg elsker at lave klippe/klister layout.
Her er første side af min Symbaroum-spilperson, der er en forskræmt og (allermest) voldelig vred changeling ved navn Roha.
Man har tre evner, men jeg er stadigvæk ved at overveje om jeg skal starte med Beast Lore og Witchsigt eller Beast Lore og Shapeshifter. Ligegyldt hvad, så bliver den jeg ikke vælger det første som jeg køber for xp.
Derefter bliver det Hunting Instinct og så bliver hun for alvor farlig med en bue.
For mange år siden spillede jeg en kampagne inspireret af A Song of Ice and Fire (Bogserien som A Game of Thrones tv-serien bygger på – jeg var personligt ikke set tv-serien). I den forbindelse mødte jeg, som spilleder, et interessant problem. Noget af det vilde ved A Song of Ice and Fire er de character arc/dramatiske buer som karaktererne gennemgår i løbet af fortællingen. Næsten alle figurer gennemgår noget interessant og overraskende igennem romanerne. Ofte i voldsomme og skelsættende begivenheder. Fx så får en af verdens bedste sværdkæmper Jaime Lannister sin sværdhånd hugget af.
Det var bl.a. denne fanden-i-volds-hed som jeg var fascineret af ved A Song of Ice and Fire. Men jeg har også været game mester nok til at vide, at man ikke bare kan huggede armene af ens spillernes spilpersoner uden at de brokker sig. Eller mange spillerne vil føle det som et overgreb. Prøv at forestil dig det: Du har tirsdag efter tirsdag, igennem eventyr, spil og xp bygget sin fighter ”Laime Jannister” op til at være maxet helt ud i melee og understøttede skills og evner.
Faktisk synes du at sværdkampsevnerne og en dertilhørende storsnudet attitude det allermest interessant ved spilpersonen. Du er glad for Laime – også hugger en eller anden semi-random NPC hans hånd af!
Det er svært at arbejde med. Også selvom du får alle xp’ene tilbage og må bruge dem på noget andet. Dit koncept for Laime er ligesom ødelagt ud af det blå og det er helt sikkert at det dybe karakterspil spillederen håbede på med lemlæstelsen. Ikke den store overraskelse. De fleste spillerne så så heller at deres spilperson døde, fordi man så kan spille en ny – ikke ødelagt spilperson.
Spilleren skal være med på den, hvis en genfortælling af Jaime Lannisters skæbne skal fortælles. Samtidig er det måske lidt kedeligt, hvis man aftaler det for indgående og man skal spille glad for ens sværdkampsevne i 15 spilgang, kun for at vide at det i at til spilgang 16 får armen øksen. I stedet, så tænker jeg at man under spilskabelse kunne lave et skema, hvor man svarer på en række ting omkring ens figur.
Nogen af spørgsmålene kunne være:
Kunne det virke? Eller kunne man gøre noget mere elegant?
Hvilke andre spørgsmål er interessant at have med i karakterskabelse?
Jeg synes personligt at de skal pege fremad og lægge op til spil. Familie, hjemegn og tidligere erhverv er uinteressante, hvis de ikke forholdsvis let kan trækkes ind i spillet på en eller anden måde.
Jeg lavet en opgørelse og talt spilpersonerne fra mine 12 con-scenarier. I alt har jeg skrevet 65 spilpersoner.
De 6 klasser fra Slavehandleren fra Ascalon er ikke talt med, da de er klasser og ikke personer. Til gengæld har jeg talt de 4 spilpersoner (Krigeren, Mystikeren, Jægeren og Ridderen) fra mit første remake af Thais’ De Navnløse med, selvom det ikke er mig der har fundet på deres navne. Fra 9000 Beton har jeg kun taget Pikken med, da jeg ikke har skrevet de andre spilpersoner. Fra Dobbelt A har jeg 5 bipersoner med, da man spiller dem i en scene og de derfor er en slags spilpersoner.
I går spillede vi 5. afsnit af vores A Song of Mountain & Riverland. Spilrapport står spillerne for og er på vej. Som jeg tidligere har beskrevet så spiller vi med keys, som spillerne får xp for at spille. Det er meningen at spillerne skal scorer omkring tre xp (et for at havde en aktiv spilperson, et for at spille sin key og et til alle der har været med til spilgangen når jeg modtager efterspilsrapporten). Det der med keys er svært for os at spille og i går var det kun to ud af fire spillerne der fik aktiveret deres keys.
Vi spiller med et sæt op nu hvor jeg udfordre en spiller på sin key i et valg, hvor spilleren får at få xp’et enten skal udspille sin key (og sætte sig i en svær situation) eller ændre den key der bliver udfordret. Det er en god idé, men rent praktisk får jeg overhovedet ikke udfordret spillerne på deres keys – ligesom spillerne ej heller gør særlig meget for at få deres keys i spil. Derfor har jeg valgt at droppe keys.
Jeg vil stadigvæk gerne give spillerne tre xp per spilgang og jeg vil gerne havde spillerne til at gøre noget for at få xpet. Samtidig har vores kampagne udviklet sig lidt for meget til et partispil på en dårlig måde. De rejser rundt og mange scener handler om ting og forhandlinger, som mest giver interessant spil til Rasmus, der spiller kronprisen Graig Hart. Rasmus er god til tage de andre med på råd, men det ændre ikke ved at der måske er lidt for meget partispil på drengen. Jeg kunne godt tænke mig nogle flere personlige subplots til de forskellige spilpersoner. Derfor har jeg tænkt mig at planke Mouse Guard nok engang.
Hver spiller definerer en mission for sin spilperson. Som udgangspunkt skal missionen være noget som spilpersonen kan udfører på en spilgang og det skal være et realistisk mål. Når spilpersonen opnår sit mål får spilpersonen et xp.
Quentin fra Mouse Guard
Hvis spilpersonen ikke opnår sin mission, så forsætter den og for hver spilgang mission løber bliver den et xp mere værd. Så hvis man har en mission, som løber over tre spilgange, så får man tre xp. Missionen kan godt vise sig at være umulig at udføre (fx hvis missionen er at spørge en npc om noget og npceren viser sig at være død). I så fald kan spilleren overfører de opsparet xp til en ny mission, hvis den mission ligger i direkte forlængelse af den umulige mission (fx at man vælger at ens nye mission er at opklare omstædighederne omkring den afdøde npcers død).
Der er stadigvæk noget arbejde i det for mig, da jeg som GM skal gøre missionerne interessante, men jeg tror det er lettere for os at spille missionfokuseret frem for keyforkuseret.
Kommentarer er som altid mere end velkommen.
Alle spilpersonerne er mellemmer af Carhol-familien. Alle spillerne (undtagen Anders) tog en merit der hedder noget i retning af “good looks”. Carhol-drengene er med andre ord nogle ret flotte fyre.
Den ældste bror og arving. Den perfekte kronprins som dog er blevet hårdt såret og skadet. Derfor er han ikke så fysisk stræk ved spilstart. Klog og charmerende. 25 år.
Anden ældste. Raylan er først og fremmest kriger. Utrolig god med sværd og en dygtig rytter. En god strateg og meget tro imod sit hus og ser det som hans pligt at oprettelse samfundsorden. 24 år.
Klik for større version
Uægte datter af kong Graig og Wyna, en medicinkvinde fra stammerne i vesthøjlandet. Avlet under et felttog mod disse barbarer. Lidt heks. Meget selvstædig. 20 år.
Første søn af andet kuld (har en anden mor end de andre spilpersoner). Ung, modig og ambitiøs.Flair for bueskydning og jagt. Ønsker at gøre det gode og er glad for at scorer damer. 19 år.
Jonas er på barsel og har derfor ikke lavet spilperson endnu. Han kommer til at spille Kong Graigs belæste og berejste lillebror.