Tag-arkiv: synopser

Scenariet, der ikke kom med på Fastaval (2017)

På Facebook snakker vi om synopser. Jeg har som oftest delt mine her på blog’en, men jeg tror aldrig jeg har haft delt den synopse som jeg sendte til de scenarieansvarlige for Fastaval 2017.

Der sendte jeg ind med en idé til et novellescenarie med arbejdstitlen: 10 år efter sproget forsvandt. Denne synopse og scenarieidé adskilte sig fra mine andre ved at jeg ikke blev udvalgt. Jeg tror den ikke kom med, fordi scenarieidéen ikke var gennemtænkt nok og nok mere var en form for gimmick end et reelt scenarie.

Hvis jeg skal give et råd til at skrive synopser, så er det at du skal helst være ret langt med din idé og vide hvad du vil skrive inden du sender synopsen ind. Ellers så vent et år med at sende synopsen.

Men bedøm selv synopsen her:

10 år efter sproget forsvandt

Novellescenarie af Johannes Busted Larsen til Fastaval 2017
E: Johsbusted@gmail.com
T: 3171 9141
Genre: Close to home science fiction
Antal: 3 spillere og 1 spilleder

I dette novellescenarie skal tre spillere og en spilleder spille tre unikke hverdagsfortællinger og intime livsøjeblikke uden brug af in game sprog. Det er et kort og langsomt scenarie om ensomhed.

Baggrundshistorien:

Det er science fiction: I 2018 forsvandt al sprog fra verden. Scenariet udspiller sig i 2028, hvor der ikke længere findes nogen form for dialog. I denne fremtid er det kun muligt at kommunikerer igennem handlinger og det kun simple tilnærmelser eller afvisninger, misbehag eller accept.

Udover mangel på sprog, så er verden og samfundet forsat. Bonden malker stadig sit kvæg, mælken kommer ud til folk i supermarkeder. Pengesystemet er selvfølgelig ophørt, men det har ikke ændret så meget, vanen har taget over. Vores historier udspiller sig altså i en hverdagssetting – bare blotte for sprog.

Virkemidlet:

Scenariet har et virkemiddel, nemlig manglen på in game sprog. Der er hverken dialog eller indre monolog i scenariet, men for spillerne er det et ordtungt scenarie.

Det er ”beskriv det, ikke sig det”-spil og en scene kunne udspille sig sådan:

Spillederen: ”Marie ser snitsårene på Karlas nøgne arm. Der er kommet nye til”
Karlas spiller: ”Jeg ser at Marie ser på min arm. Jeg sidder uroligt på stolen”
Maries spiller: ”Jeg bevæger langsomt min hånd henimod Karla. Hen over bordet. Hånden røre ved hendes kind, glider ned mod hendes mund”
Karlas spiller: ”Jeg bider hurtigt ud efter hånden, men fanger den ikke”
Spilleder: ” Skidegodt, cut!”

(Spillerne på Fastaval gør det nok væsentligt bedre)

Fortællingerne og spilpersoner:

De tre spillerne spiller fire spilpersoner, hvis omdrejningspunkt er en ganske normal familie i Aalborg. Hovedpersonerne er Marie, Karla, Kristian og Wilhelm (de sidste to spilles af den samme spiller).

Der er tre fortællinger, som skal udspilles: 1) Marie, der indser at hun ikke længere elsker sin mand Kristian og vil gå fra ham på en ordentlig måde, 2) Marie, der opdager at datteren Karla skære i sig selv og 3) Karla, der møder Wilhelm og de tos voldsomme ungdomsforelskelse.

Målet med disse fortællinger er at danne fine små scener af forståelse på trods af sprogmangel skabt ind i en stemning af ensomhed. Der klippes hårdt mellem de tre historier.

Spilleres og spillederens rolle:

Spillerne skal formå at gribe scenen, deres medspillere og scenariets grundlæggende ensomhed igennem beskrivelser af hvad deres spilperson gør.

Spillederen skal hjælpe spillerne med deres beskrivelser, beskrive verden og samfundet omkring hovedpersonerne, klippe scenerne og ellers nyde spillet.

Synopse sendt

Remeber the Amazons

I går, med hjælp fra René Toft, Rasmus Høgdall og (især) Thomas Munkholt, fik jeg sendt en synopse til Fastaval 2019.

Synopsen starter med:

Remember the Amazons er en Warhammer-fortælling om fem møgseje kvinder, der på trods af modgang kæmper sig til finalen i den helt store Blood Bowl-turnering. Scenariet skifter mellem storladen sportsepik, nervepirrende action og inderligt karakterspil og udnytter disse skift dramatisk.

Resten er mest bare uddybning. Du må gerne downloade og læse hele synopsen (pdf), hvis du har lyst. Bemærk, at det er en synopse (og ikke en foromtale), så den indeholder et par semi-spoilers.

Synopsen der ikke blev sendt

Forrige år valgte jeg at holde en pause med at skrive scenarier, men det var stadigvæk svært ikke at sende en synopsis til de scenarieansvarlige i søndags, da der var deadline for Fastaval-scenarie synopser. Heldigvis, for mit ”ikke-skrive-scenarie”-projekt, indså jeg at jeg ikke var moralsk og politisk afklaret omkring min idé ville passe ind i vores nuværende ”flygtningekrise”.

Min idé var at skrive en synopsis (og scenarie) over min Ørkenvandrings-idé. Den handler kort fortalt om en stamme der rejser igennem en ørken i søgen efter et nyt hjemland. Jeg har fundet inspiration i hhv. Elverfolket-tegneserien og en to-binds tegneserie som hedder Stammen (tror jeg). Undervejs kommer stammen ud for problemer og udfordringer og nogen fra stammen dør undervejs. Der er et tegningssystem der skal understøtte dette.

Det er en god idé til et potentielt godt spil, men fordi Danmark, Europa og, ja faktisk, Verden er ramt af de største flygtningestrømme siden 2. verdenskrig er jeg bange for at min fikse scenarieidé ville kunne komme til at slå plat på denne menneskelige tragedier. Det er ikke fordi jeg mener at man ikke må skrive og spille scenarier om aktuelle temaer, men jeg mener vi forpligter os til at gøre det på en elegant og respektfuld måde. Mikkels scenarie Vasen er et eksempel på et scenarie, som både handler om noget svært og aktuelt og som er respektfuldt og elegant lavet. Det kan altså godt gøres, men man skal gøre det virkelig godt – og det pres ville jeg ikke kunne skrive under i år.

 

Men jeg vil gerne skrive Ørkenvandringsscenariet

Så i stedet for at sende en synopsis lavede jeg et par dage efter (ifm. min datters fødselsdag) en indsamling (i hendes navn) til fordel for ofrene i Syrien. Den er du velkommen til at støtte og hvis vi når 11.000 kr., så lover jeg at skrive Ørkenvandring scenariet og udgive det i et layoutet pdf-format.

BilliesFødIndsam

Jeg synes nemlig ikke, at jeg slår plat på flygtningenes tragedie, hvis jeg skriver scenariet fordi der er samlet penge ind til dem. Moral er nogen gange underligt på den måde. Hjælp mig med at få skrevet Ørkenvandring ved at hjælpe Billie (min datter) med at hjælpe ofrene for den syriske borgerkrig.

[NCN] Arbejdsplan

Den her kom ikke med i min synopsis til Fastival 

Plan for hvordan jeg får skrevet scenariet, hvis min synopsis bliver godtaget, i punktform:

  1. Spiltest af konceptet: Her skal jeg først lave et udkast til spilbræt og de første 5-6 bipersoner.
  2. Spiltest af bipersoner og mekanik: Når alle bipersonerne er skrevet skal spillet endnu engang spiltestes.
  3. Red team spiltest: Scenariet skal spiltestes af en anden GM end mig.

Den primære skriveperiode ligger mellem 2. og 3. spiltest. Jeg regner med at kunne få spiltestet konceptet inden for de næste to uger (altså inden jeg ved om synopsen er godkendt og scenariet skal skrives).

[NCN] Pitch

Hvis jeg siger:

I Narzula Citys mørke baggårde og gullige gyder går 30 sølvmønter fra hånd til hånd, fra biperson til biperson. Hårdkogte skæbner blusser op og brænder sig ind i byens fortælling. Narzula City Noir er et fantasy ensemble spil, hvor spillerne jammer sig frem til hovedpersonerne og deres historier.

vil du så gerne høre mere?