Fastaval 1998

The year of Lars Vilhelmsen.

Jeg går i 1. HF på Aalborg Katedralskole og er en fandens karl. Provinsautonom og spiller Vampire i TRoA. Nogle TRoAfolk skal på Fastaval og jeg skal da med. Har jo ligesom været der før, ikke?

På ’val møder jeg Lars Vilhelmsen, som jeg kender igennem hans ekskæreste Anne KK. Anne går jeg i klasse med, men hun var også værelsekammerat med min ekskæreste Clara, da de gik på efterskole sammen. Så Lars har mødt hinanden før, men vi har aldrig rigtig snakket sammen før. Det gør vi på Fastaval, fordi vi begge er tilmeldt vegetarmad. Det år er der så få vegetarer at vi vegetarerne spiser ved samme bord nede i køkkenet og selv er med til at bestemme ugens menu. Jeg husker det som vildt god mad og selskab. Under en af disse middage fortæller Lars om hans nye kæreste Anne (Vestergaard) og hvordan de e-mailer til hinanden. Det er sjovt, fordi Lars og Anne bliver sammen og er storesøster til min kæreste Maj. For resten har jeg allerede halvandet år inden været sammen med Maj første gang, men den forbindelse bliver først tydelig mange år efter.

1998 er et bedre år socialt end 1996, ikke mindst fordi jeg udover at få gode con-bekendtskaber også er del af en god TRoAklike. Det er en Fastaval fuld af oplevelser. Desværre husker jeg også en noget pinlig episode, hvor jeg forsøger at scorer en smuk kvinde. Det var i de tider, hvor der stadigvæk var lidt for lidt kvinder på Fastaval, så jeg husker det som om vi er nogle stykker der forsøger samtidigt. Pinligt. Jeg spiller også et Mafia Helcon som ikke er opgivet på Alexandria, men går ikke rigtig op i det.

.

Rollespil:

(Se programmet her)

Jeg husker Greenpeace 2056 som helt utrolig dårligt. Vi spiller med forfatteren og han kan ikke rigtig huske scenariet. Samtidigt er det et af de scenarier, hvor man skal gætte, hvad forfatteren vil havde en til at gøre for at komme videre i handlingen og det virker som om scenariestrukturen ikke helt hænger sammen. Da en af de andre spillere er nød til at forlade spillet, fordi han skal til magicturnering, er jeg med til at insistere på at vi virkelig ikke kan spille videre uden ham.

Til hverdag spiller jeg Vampire med Per Møller og Christian Nørgaard (ham fra Aalborg). De har lavet livet varulvelivet Ik’ mer pis! Jeg spiller autonom og keder mig ret meget. Selvom en del andre er glade for scenariet skal der gå mange år før jeg fatter at det er genren live som ikke virker for mig. Tror i dag at det for sin tid var et ok live, men at jeg nok bare ikke er liver.

Jeg har åbenbart valgt scenarier i alfabetisk rækkefølge for det næste scenarie jeg husker at havde spillet kommer lige efter de to andre (Greenpeace 2056, Ik’ mer pis!) i det oprindelige program. Det er Le Dernier Combat og min største oplevelse på valen. Da vores spilleder har været nødt til at forlade con’en finder infoen en ny spilleder, der altså ikke har læst scenariet. Han bruger to gange en halv time til at læse scenariet. En før vi gik i gang og en efter anden akt. Derudover spiller han røven ud af bukserne, så selvom han ikke lige kender alle detaljerne i scenariet er det super fedt.

Jeg spillede åbenbart kun tre scenarier og så alligevel ikke for jeg var også drive by npc i Max’ Var det narkoen eller kvinder… Scenariet der er en slags talk show og spillederen tog mig og andre der bare kom forbi på gangen ind for at være publikum. Vi stillede nogle spørgsmål og spillede på den måde med i et lille stykke tid.

Ellers var jeg med på banketten, hvor jeg diskuterede politik med en eller anden borgerlig rollespiller. Jeg husker det som en god oplevelse, men der skulle alligevel gå en del år før jeg tog på Fastaval igen.

Fastaval 1996

Fastaval, åh Fastaval!

Morten har postet Pauls artikel Vi skaber os! Det er en artikel der beskriver dansk rollespil historie op til 2001, hvor den er skrevet. Miljøet omkring Fastaval spiller en stor rolle i denne historie. Det er også en artikel der i sig selv er historisk og beskriver en form for dommedagsstemning i 2001. En stemning der måske ikke rummede hele miljøet, men som var der.

Selvom Fastaval er et fællesprojekt og fuld af dybt nødvendige referencepunkter for vores miljø, så har det altid slået mig, når jeg har snakket med andre, hvor personlige oplevelser de er. Rollespil er den form for fiktion, der påvirker mig mest på et individuelt plan. Jeg oplever at min oplevelse med et rollespil er mere unikt for mig end min oplevelse med en film eller bog. Det ligger i rollespilsformen, hvor man både er deltager og tilskuer. Der er forskel på et scenarie og et rollespil. Scenariet er oplæget. Rollespillet er det der opstår når vi spiller rollespil. Vi kan kalde det for en social situation og det er her det er særlig unikt. Der er ikke andre, der spiller den samme rolle som mig i samme rollespil, da rollespil sker i en social situation.

Samtidig føler jeg mig ofte ret ensom på Fastaval. Det er ikke noget jeg er ked af eller noget, men Fastaval er meget stort og der er mange mennesker som jeg kender, men alligevel finder jeg mig meget alene på Fastaval. Jeg tror at jeg har brug for denne alenehed, fordi jeg er rigtig rigtig meget på når jeg spiller rollespil og deler meget mig selv.

Men det var faktisk bare indledningen, her er min første Fastavalhistorie (var de ikke på mode engang?):

.

F1996

Kærlighed ved første blik?

– ikke så meget.

Min første Fastaval. Jeg har tidligere været på et par TRoAcon’er og ved derfor selvfølgelig hvad det der con noget handler om. Det er Markus, som jeg går på efterskole med, der har fået tilsendt et program, som vi kopier. Først besøger jeg Markus og så tager vi på Fastaval sammen. Vi er ikke så meget sammen, da han hellere vil hænge med sine cool Odder-venner. Jeg er på røven og har kun de penge med, som Markus givet mig for mine tidlige magickort. En handel hvor han ”snyder” mig og giver mig meget mindre end hvad de er værd. Jeg gik nu ikke så meget op i det, fordi jeg var naiv antikapitalist og havde syntes Magic var et åndssvagt spil – der netop handler om at snyde hinanden når man ”bytter” kort. Markus er for resten erklæret kommunist (ligesom resten af hans familie).

Jeg køber rulletobak for pengene. Overlever på det og maden som jeg har betalt forud for. Nasser også et par øl her og der, blandt andet hos Markus der har dårlig samvittighed over handlen. Mit stærkes minde er smagen af dårlige rullesmøger for at holde sulten for døren (jeg var jo i voksealderen og de tre gange mad var langt fra nok), tilfældige convenskaber og en Fønixbod, hvor man kan betale sig til ros (eller måske er det først to år efter?).

.

Rollespil:

Fordi jeg blot var 17 så spiller jeg sammen med andre yngre rollespiller og det kan mærkes.

(Se programet her)
Jeg røvkeder mig til FBI, som er det første scenarie jeg spiller. Husker det som at vi bruger utrolig meget tid på at kigge på et kort over New York.

Det er dog ikke helt lige så kedeligt som New Dawn, et typisk Vampire live, hvor mening deltager blot er fyld. Indholdsmæssigt er det også noget rod: Sci fi vampire i en underhavsby. Selvfølgelig har forfattere fundet på en ny sej vampyrklan, der er en slags cyborgs. Det er så dumt! Det hjælper heller ikke at jeg spiller en vildt irriterede Malkavian med nissehue. Det er også pænt dumt. Mange år efter møder jeg en af forfatterne og er meget overrasket over at han faktisk er stolt over hans Fastavallive.

Vogterens Arving virker ikke rigtig for vores spilgruppe. Vi kører lynhurtigt død i det. Der kommer dog pænt meget mere fart over det, da en af spillerne opdater at han har set den samme tv-udsendelse som Michael har. En udsendelse som scenariet er skrevet på baggrund af også er det scenarie løst.

Paranoia the Gathering er vildt mærkeligt. Jeg gik som sagt ikke så meget op i det der Magic og synes lidt det ødelægger det ellers gode Paranoiaoplevelse. Er vildt stolt, da jeg stiger en farve.

Til gengæld elsker jeg, som teenanarkist, Når jeg ser en Shell-tank brænde. Det er en fest at spille satanistkommunistspilpersonen og i løbet af slut90erne, hvor jeg bliver mere aktiv politisk, møder jeg de typer vi spillede igen og igen. (Møder faktisk også spilpersonerne, da de bygger på rigtige personer).

Årets største oplevelse er dog Udødelighedens pris, hvor vores spilleder formår at aktivere spilpersonernes moralske standpunkter i en hed diskussion under en ellers ret ligegyldig togtur i scenariet. Scenariet slutning er at man dræber hinanden og slutscenerne får betydning pga. denne diskussion. Der kom noget på spil og det var fedt. Jeg husker det som meget elegant.

Jeg var ikke til Banket, da jeg ikke havde råd.

Min første Fastaval er ikke en stor oplevelse og der går to år før jeg kommer tilbage. Måske havde jeg også lidt følelsen af at være for ”lille”.

Fantastiske byer

Se her: det her (nok døde) Indigo projekt er så fantastisk.

Jeg har aldrig læst noget af China Miéville, men efter det her interview med ham på BLDGBLOG får jeg lyst til det.

Oliver har tidligere linket til dette interview med Mike Mignola også fra BLDGBLOG og det er helt sikkert en side man bør holde øje med.

Også bør alle, jeg mener alle, læse Microcosm og især os der synes byer bør være en aktiv aktør/medspiller i vores fiktioner.

Enemy Within podcast

Nogle amerikaner spiller verdens bedste kampagne. De optager deres spil i en podcast, som du kan finde her.

Det her er åndssvagt nørdet og utrolig stenet, men også ret hyggeligt.


Character generation-afsnittet var lidt for langt. Lige nu smålytter jeg til første afsnit, imens jeg arbejder (og skriver dette) og er lidt ved at gå død i det. Samtidigt med at det virkelig hyggeligt.

Man bør næsten give den en chance, ikke?

Status

Normalt ville jeg på dette tidspunkt være meget optaget af scenarierne til årets Fastaval. Normalt ville jeg endda nok skrive på et.

Link til scenariernes foromtaler.

Men ikke i år. Jeg er nemlig just blevet far igen til en meget lille pige. Solbjørk blev født 7 uger for tidligt og har derfor brug for alt den opmærksomhed hun kan få. Samtidigt har vi jo også en lidt større lille pige på 2 et halvt, nemlig Embla. Det er godt, men hårdt – blandt andet fordi jeg faktisk næsten ingen barsel har og derfor er nød til at arbejde i ny og næ. Men mest gør mine to døtre mig stolt.

Jeg kan dog fortælle at mit Slavehandlerscenarie fra sidste års Fastaval er blevet udvalgt til en antologi, der hedder Kæmpers skuldre. Det gør mig også stolt.

Slavehandleren spilles

Slavehandleren spilles