Kategoriarkiv: Vrøvl, rollespil & tidsfordriv

[M&R] 3. Afsnit: En sommerrejse over indhavet

Faktisk skulle vi spille nogle vigtige handelsforhandlinger, men da Rasmus’ spilperson er centrale i disse og Rasmus selv er i Sydamerika, hoppede vi over handlingerne og venter med at spille dem til 4. spilgang. I stedet spillede vi de næste  begivenheder efter handlingerne i denne 3. spilgang. 4. spilgang starter altså med et spring tilbage i tid, men mere om det næste gang. (Johs)

Efterspilsrapport af Anders

Med højsommerens bagende sol og blide brise om kinderne tog Prins Raylan, Prins Adrian og prinsesse Esther afsked med Westport. Kronprinsen blev endnu i byen lidt endnu, mens de tre kongebørn sejlede med kurs mod Brinet og brylluppet i Athercott. Fra agterdækket på Carholflådens stolthed ”Olmus Lothar” kunne de mod vest betragte Geddricks Javelin – den bakkede og lyngklædte halvø der skærmede the Inner Sea mod Vestenhavets storme. Små fiskerbåde vuggede blidt omkring langs med kysten. Mod nord, øst og syd strakte the Inner Sea sig omkring dem, dets blanke let vuggende overflade her og der afbrudt af et enkelt handelsskib.

Olmus Lothar var formelt Lord Elcastles ejendom, en prægtig krigsgalej i Carhols tjeneste og opkaldt efter søhelten af samme navn. Bygget af de fineste kongebøg og skovene omkring Lionsport for årtier tilbage, og i vinter endnu engang nymalet i okker og hvidt. Skibet var bemandet med et rutineret mandskab af borgerfødte officerer fra Westport og Lionsport, samt roere fra landsbyerne langs kysten, unge mænd der ved deres krigstjeneste aftjente deres herrespligt og dermed kunne se frem til at blive frie bønder eller fiskere efter endt tjeneste.

Dagene gik med våbentræning. Raylans væbner Kenan blev udfordret på sine fægteevner, og dermed også på sin endnu ikke fuldvoksne fysik, ofte til slet skjult moro for skibets muskuløse og vejrbidte roere, der dog – i lyset af det fine selskab – blev holdt travlt beskæftigede ved årerne. Sneg de sig til et stjålent blik på prinsesse Esther, når hun bevægede sig rundt på galejen? Hun var køn og nok aldeles uopnåelig, men i sit udseende og sin fremfærd samtidig underlig jævn. Nogle talte om, at hun vist var en bastard vokset op i en landsby på østsiden af Geddricks Javelin. Når roerne fik hvil, hviskede de i hvert fald om hende. Der blev gættet lummert og dristigt på, om hun – som så mange andre af halvøens rastløse unge piger –havde forlagt sin uskyld i en af lyngklitterne – måske til en lokal fiskertamp. Tænk sig, hvad nu hvis han tjente i flåden nu. Tænk sig, en roer og en prinsesse. Tænk sig. Der blev klukket i hjørnerne af galejen.

 

Flammer

En rolig nat sad Esther på broen og granskede stjernerne på himlen. Hun ledte efter de mønstre, som Wyna – hendes kyndige moder – havde udpeget for hende for år tilbage. Slangens Rede, Hjortens Gevir, Natlossens Øjne. Det var vanskeligt at genkalde sig strukturerne for hendes utrænede øje, men lidt efter lidt tegnede sig streger mellem stjernerne, og billederne fremstod igen klart som dengang hun var tolv, og Wyna havde lært hende, hvordan man skulle finde vej igennem natten.

Men denne nat fik ikke lov til at forsvinde i glemsel og i solopgang, sådan som de fleste af nætterne ellers gør i fredstid. For i lastrummets mørke dyb, blandt prydgaverne til brylluppet i Brinet, tændtes en ild. En undseelig lille gnist, startet af to forræderiske søfolk, men ganske givet planlagt andetsteds. En gnist, der i næste nu greb fat i de kostbare gobeliner, som Carhol-arvingerne medbragte på deres færd. Men hvad værre var: En gnist, der hurtigt voksede, og – efter at den havde fået kraft dertil – satte sine flammende tænder i træværket.

Esther opdagede ilden og de to infame forbrydere, der just var ved at gå i redningsbåden. Men selv om prins Raylan hørte hendes alarmråb, kom ilende til og i næste nu vovede et dristigt spring over i båden, hvor han tog kampen op med misdæderne, så var hans handlekraft dog uden nytte. Raylan endte efter en kort men ihærdig kamp i vandet, hans sværd faretruende tæt på at gå tabt i dybet.

Imens måtte mandskabet kæmpe febrilsk for at slukke ilden, som dog ikke viste tegn på ville forføje sig. Dens bytte, Carholflådens pryd, var for god en mundfuld for flammerne. Raylan, Adrian, Esther, væbneren Kenan, ternen Selma, førstestyrmand Josva og en del af mandskabet måtte derfor søge ud i den resterende redningsbåd og herefter lægge afstand til det brændende skib. De sørgelige rester af gobelinerne var medbragt i båden.

 

I den sortskæggedes varetægt

Mens Olmus Lothar mødte sit flammende endeligt i natten, med kaptajn og resterende mandskab herefter prisgivet til the Inner Seas luner, blev redningsbådens følge samlet op af et sælsomt sortmalet skib, der ikke bar nogen heraldik eller anden markering af tilhørsforhold.

Den del af kortet som vi rejser rundt på.

Indlogeret i en vinduesløs kahyt på dette mystiske skib, der bar navnet Blackbird, blev Carhols arvinger herefter sejlet ud i Vestenhavet og mod nord. Bestemmelsesstedet var dem ukendt, men skibets kaptajn, en kryptisk herre uden navn, der dog bar et umiskendeligt eksotisk og sort fuldskæg, fortalte, at der skam var en mening med dette ærinde. Han røbede kun lidt af hvilke planer der var lagt for vore hovedpersoner, blot antydede han med afdæmpet veltalenhed, at denne tilfangetagelse (om man ville bruge et så plumpt ord), bar en forbindelse til profetien om kongerigernes sammensmeltning.

Dagene på havet gik i det lille tillukkede rum, og kun kaptajnens besøg i kahytten brød i ny og næ monotonien. Raylans frustration over afmægtigheden i den tillukkede kahyt voksede støt, og efter samtale med Adrian besluttede de sig for at tage skæbnen mellem egne hænder. Bagerst i den tvedelte kahyt – i sengeafsnittet – lykkedes det dem at løsne gulvplankerne, hvorefter der var fri adgang til det smalle stykke rum over skibets bundplanker.

Først var det dog nødvendigt at pacificere kaptajnen, hvilket lykkedes i en snild manøvre af Adrian, Raylan og Kenan, da kaptajnen på et tidspunkt var på visit i kahytten. Til Raylans frustration tog kaptajnen dog tilfangetagelsen med afdæmpet ro, og selv ikke trusler om død eller lemlæstelse virkede til at have indvirkning på hans sind, der var optaget af “missionen”, nemlig at få bragt Carhols arvinger til sit bestemmelsessted. Raylan hev Adrian til side og overbeviste denne om, at der måtte handles. Adrians vægelsind afslørede sig i en stille accept af Raylans vovede plan, som indebar endnu en skibsbrand, denne gang i Blackbirds forstævn. Mens Raylan med et fyrtøj mavede sig op mod stævnen gennem skibets bund, blev kaptajnen således fortsat holdt i skak af Adrian og Kenan.

Esther, der efter et skænderi med Raylan havde valgt at blande sig uden om sine halvbrødres halvbagte planer, undrede sig dog alligevel over, hvad Raylan havde for nede mellem plankerne. Hun gik Adrian på klingen, og fik ham til at afsløre Raylans plan om ildspåsættelse, hvilket fik hende til at flegne i raseri. Hendes råb gjaldede ned i hullet mellem brædderne, men lige lidt hjalp det, for Raylan havde allerede sat ilden i gang oppe i forstævnen, og kom kort efter op fra det rygende hul. Esther slog og skældte i chokeret vrede over hans dumdristighed, men deres klammeri blev i næste nu afbrudt af en vagt, der væltede ind i kahytten og videre ind i det bagerste lukaf. Raylan tøvede fra at slås med den fuldt bevæbnede soldat i rustning, og i stedet lykkedes det de to halvsøskende at overbevise denne om, at der vitterligt var brand i forstævnen, og at skibet ville være prisgivet uden målrettet handling fra alles side.

I det efterfølgende kaos slap vore helte derfor ud af kahytten, og mens en del af skibets besætning flygtede bort i redningsbåden forsøgte resten – i selskab med de tilfangentagne sømænd fra Olmus Lothar – at slukke ilden. Kaptajnen, der før havde været så selvsikker, havde nu fuldkommen mistet mælet, idet han stod tilfangetagen på agterdækket og betragtede flammerne vælte op fra sit ellers så prægtige skib. Kun ved fokuseret og myndig optræden fra de tre Carhol-arvinge lykkedes det derfor at få slukket branden. Og skibet var hermed nu i deres varetægt – men knapt nok sødygtigt og ikke mindst langt nordpå i det uendeligt store Vestenhavs ukendte farvande.

 

[M&R] 2. Afsnit: Røvere og soldater

Cokhurst af Elmsby

Efterspilsrapport af Asger

Bondeoprøret var slået ned, og Raylan, Ester og Adrian sporede hestene og satte efter kronpris Hart og følget, der allerede måtte være kommet igennem skoven. Pludselig blev deres to hirdsmænd dræbt af pile, og Raylan satte næsen i mulden efter en pil strejfede hans tinding. Med en sjældent heroisk bedrift dræbte Adrian en af de tungt bevæbnede røvere og tilføje en anden dødelige sår, inden Lord Graham Cokhurst af Elmsby med sine mænd pludselig dukkede op, og dræbte resten og reddede prisessen.

Raylan, Ester og Adrian indlogerede sig hos Lord Graham, og Raylan blev godt bedøvet med månebark. Senere indvilligede Raylan og Adrian i, at lord Grahams søn Kenan, blev væbner for Raylan. Kenan er en irriterende god bueskytte.

Snart efter kunne Raylan, Ester og Adrian slå sig til kronprins Hart. Hart var forundret over både røvernes udstyr, og lord Grahams lidt for belejlige hjælp. Det virkede alt sammen for iscenesat, og der gemmer sig muligvis en konflikt i den redning. Lord Grahams søn Kenan kan muligvis være en slags spion – i så fald er han nu også en slags ward.

Den del af kortet som vi rejser rundt på.

Rejsen fortsatte gennem bjergpasset mod havnebyen Westport. Undervej undersøgte gruppen forlydner om, at bjergstammer skulle have angrebet landsbyer, men vigtige ting presser sig på, så forfølgelse af stammerne måtte vente til senere på året.

I Westport fik gruppen endelig bekræftet, at et mægtigt handelsskib fra øst havde lagt til i havnen. Sammen med Lord Stan Birdmon af Westport og Lord Poley Elcastle af Lionsport diskuterede Hart, Ester og Adrian de fremmedes udtrykte ønske om handelssamarbejde. Kronprins Hart udfrittede behændigt Lord Poleys egene interesser. I et efterfølgende familieråd var der enighed om vigtigheden og værdien af at etablere en handelsstation. Ved den senere afgørelse af hvor handelsstatione skal etableres, vil det være bydende nødvendigt at tilgodese både Lord Stan og Lord Poley, samt tage højde for risikoen for, at Brinet Teritories (især Lord Croft i Sedgsmouth) muligvis vil se sig sultne på handelsstationen.

Forude venter nu forhandlinger med de fremmede, de respektive lords og et bryllup.

 

[M&R] Når en spiller melder afbud

Vi er gruppe vokse mænd der spiller rollespil sammen hver anden onsdag. Eller sådan ville det forholde sig i den bedste i alle verdener, men fordi vi er vokse mænd som er underlagt vokselivets ansvar sker det ofte at en spiller er nød til at meldeafbud. Enten pga. jobforpligtelser eller pga. familieforpligtelser. Sådan er det jo og det er ok.

Vi kan godt lide at spille en meget party-fokuseret spilstil, hvor spilpersonerne rejser rundt i verden sammen og bruger deres forskellige evner i forskellige situationer. Samtidig er det vigtigt for mig at vores fiktion hænger sammen.

Det skaber dog nogle udfordringer for mig som spilleder. For det første skal jeg tænke over hvilke udfordringer en spilgang indeholder ift. hvilke spillere (og spilpersoner) der vil være til stede. Hvis vores bedste fighter ikke komme så kan vi godt havde en kamp, men modstandere skal måske ikke være helt ligeså seje som hvis hans spiller var tilstede. Der skal måske ikke være fokus på storpolitiske forhandlinger, hvis vores diplomats spiller er i Afrika (som det er tilfældet om 14 dage).

Det er ikke så svært som det lyder, fordi mine spillere er rigtig dygtige til at melde afbud i god tid. Hvordan man forklare at en ellers højrøst spilperson ikke deltager i diskussioner, kampe mm. er strakts mere problematisk. Selvfølgelig fokusere fortællingen ikke lige meget på alle spilpersonerne lige meget hele tiden og nogen gange  kan det forklares ved at vi i aftens afsnit af kampagnen bare ikke handler sig meget om fighteren. Sådan forklare jeg normalt spilpersonsfravær, men det virker ikke altid tilfredsstillende.

 

Crossbow bolts og månebarkudtræk

I går startede vores spilgang med at Raylan, Adrian og Ester var kommet væk fra deres selskab (for her stoppede sidste spilgang). Desværre kunne Ask ikke komme og derfor var vores bedste fighter ikke til stede. Kampen startede derfor med at Raylan blev ramt af en Crossbow bolt og gik ud som et lys. Efterfølgende fik han månebarkudtræk. Månebarkudtræk er en helbrede drik som også virker generelt bedøvende. Man kan godt handle selvom man er på månebark, men alt er sløret og drømmeartigt. Hvor lang tid man har behov for at drikke udtrækket er uvist in game, men i virkeligheden hænger det tæt sammen med hvor længe spilpersonens spiller ikke spiller med.

Første spilgang var Rasmus i Brasilien så spilpersonen Hart var ikke med, men Rasmus havde allerede forinden besluttet at Hart startede kampagnen med en krigsskade, derfor var det ligetil at Hart hele første spilgang var på månebark. Ved anden spilgang, som vi spillede i går, var Hart færdig med månebarkte. Hvilket giver sig til udtryk ved at man kaster det op efter man har drukket det.

Næste spilgang, 3. spilgang, er Rasmus så i Afrika, men om han bliver skadet igen, om hans krigsskade er sprunget op igen eller om der er en tredje grund til han ikke er i fokus det går jeg og overvejer. Jeg er dog glad for månebark-løsningen.

[Vejledning] Slot på kort

Morten spørger mig her om hvordan jeg laver mine rollespilskort i denne kommentar. Det vil jeg principielt gerne fortælle, men da jeg har lavet det kort der er i posten på en lidt dum måde, vil jeg faktisk heller fortælle hvordan jeg synes man skal lave et rollespilskort. Det særlige ved dette kort er at jeg lavet det på en sådan måde at jeg både har mulighed for at tegne videre på det og “gemme” elementer der måske ikke er væsentlige på kortet. Men der findes folk er der er meget bedre og smartere til at tegne kort end mig – lyd til dem også.

 

Det starter med at jeg tegner et kort i hånden, scanner det ind og konvertere det til en jpg-fil. (Der er noget tekst på dette kort som jeg har skrevet på computer, se venligst bort fra det).

Derefter tegner jeg et slot på et andet stykke papir, scanner det og konvertere det til jpg.
Så åbner jeg Photoshop og retter lidt på Brigtness/Contrast.

Nu flytter jeg mit slot over på mit kort og vælger Blending Options “Multiply”

Og flytter slottet der hen hvor det skal stå. Jeg skriver navnet på landsbyen “Gerwood” og slottet “Hard Tree” i hvert sit tekstlager.

 Så søger jeg på “paper” på Googles billedesøgning og hugger et flot stykke papir.

 

Det ligger jeg som et nyt lager, justere størrelsen og vælger igen Blending Options “Multiply”.

Og nu skal jeg bare beskære billedet, men inden jeg gør det gemmer jeg kortet som psd-fil. Jeg vil gerne ha’ to størrelser.

Et stort:

 Og et lille: