Jeg er lige blevet færdig med at læse Petersen og Pedersens Ascalon Dynastiet. Det er et knalder godt scenarie. Det forbinder det episk med det personlige på en rigtig god måde. Noget jeg især godt kan lide ved det er at det er ok at tabe scenariet. Det er ok, fordi prologen næsten er federe hvis man taber end hvis man vinder. Næsten.
Sådan er det ikke med mit Ascalonscenarie. I det scenarie har jeg overhovedet ikke forholdt mig til, hvad der sker hvis vores helte taber den sidste kamp. Indtil da drives scenariet fremad ligegyldigt om vores helte taber eller vinder kampene. Nu er det sådan at vores helte godt kan tabe den sidste kamp i mit scenarie. De slås både imod en farlig slavehandler og en slangedæmon. De er pisse farlige!
Da jeg alligevel er i gang med at lave en errata, som jeg giver mine spilledere på Fastaval (og sender til dem før hvis jeg får deres email). I denne errata kunne jeg godt tænke mig at skrive, hvad der sker hvis spilpersonerne taber den sidste kamp. Jeg er bare helt blank for hvad der skal ske. Dør de? Bliver de bare slået ud? Og hvis ”ja”, hvad sker der så? Går vulkanen stadigvæk i udbrud? Eller overtager slangedæmonen Ascalon og skal jeg lave en epilog, der åbner det op for et oprør imod hende?
Hvad er fedest?
Alle forslag modtages med kyshånd. Det bedste (det jeg bruger) giver jeg en øl for på Fastaval.
Det er jo altid fedt at tabe, altså i det der rollespil. Nu har jeg ikke fået læst dit scenarie Johs, men hvis spilpersonerne taber, ser jeg to veje ud – lad os kalde det den nemme, og den sværre.
Den nemme: De dør – heroisk og storladent, men de kradser af. Det er nemt at arbejde med, for der behøves ikke tages stilling til hvad der sker siden hen (ud fra spilpersonernes synspunkt), men det er potentielt også lidt et anti-klimaks.
Den sværre: De taber slaget, men dør ikke. Hver spiller er så nødt til at berette hvad konsekvensen bliver for deres spilperson, og for de ting, som spilpersonen holder af. Bliver de nødt til at drage i eksil, eller kommer de måske til blot at se på mens alt hvad de har kært tages fra dem? Det optimale ville være hvis konsekvensen er ‘retroaktiv’ således at nogle at de ting, som lykkedes for dem under scenariet, bliver gjort om, eller viser sig at have haft ikke-intenderede konsekvenser, der ender med at være skadelige. Altså at spilpersonernes quest (i sig selv) har endt med at gøre mere skade end gavn.
/Peter
Den alternative epilog opstod egentlig, da jeg diskuterede odds for sejr vs. nederlag i “Ascalon Dynastiet” med Anne Vinkel, og vi snakkede om at hvis mekanikken skulle sætte spillerne under nok pres til, at det kunne mærkes, måtte der nødvendigvis være en pæn chance for at det gik galt.
Så Anne spurgte: “Hvad hvis de fejler?” “Øh”, svarede jeg, “vi vil jo gerne have at det lige præcis går, chancen for at det går galt er bare en mekanisk nødvendighed for at vi i flest mulige tilfælde kan presse spillerne til at game spillet og ramme at det lige præcis går.” Ikke helt tilfreds fremturede Anne: “Er det også en god historie, hvis de taber?”
…Point being, hvad er historien hvis de vinder, vs. hvad er historien hvis de taber? Og er begge dele gode historier? Med det forbehold, at jeg ikke har læst scenariet fordi jeg gerne vil spille det, er her et ydmygt forslag, fordi jeg godt kan lide øl:
Vore Helte bliver spist. It sucks to lose! Derefter opkaster slangedæmonen sig som afgud i et grufuldt rædselsregimente over byen, som varer i syv år, indtil Den Anden Kimmiriske Rytterhorde, tiltrukket af rygter om Slangekultens guld, kommer og smadrer hele lortet og jager dæmonen ud i det mørke, den kom fra, hvorefter den smule venner og familie, Vore Helte har tilbage, går i gang med at bygge Ascalon på ny, på en byhøj som nu er endnu et (af mange) brandlag højere.
Er det ikke rimelig S&S?
/Troels
… med en lille overskrivning, så er Troels anden “taber”slutning købt. Tak og øl til dig.