Tag-arkiv: julekalender

Girl Gang Blood Brothers

Onsdag, Tanya Wilson holder oplæg for resten af klassen på Hope senior high school i Fargo, North Dakota:

”…Kender du det med at være del af en flok? Være del af noget større? Måske har du spillet fodbold eller dyrket anden holdsport? Måske har du prøvet, hvordan man bare er del af noget, ens egen normalt afsluttede krop kun er en del af en større bevægelse? Om man er den der scorer man mål eller har lavet oplægget er så vigtigt – kun hvis man er en egorøv og hvem gider være egorøv? Det gør jeg og mine venner ikke. Vi er et team – nej mere end et team! Vores fælleskroppe er en samlet bevægelse!

Fx låner vi hele tiden tøj af hinanden og…”

Tirsdagen efter under frokosten i kantinen fortæller Kim Jones:

Jeg går i skole med de fem piger der forsvandt i weekenden. De hedder Tanya, Tia, Jane, Connie og Marge. De er uadskillelige. Så meget at Janes far kalder dem The Great Girl når de er samlet. Når man få gange møder dem, hvor de ikke er fuldtallige, spørger man helt automatisk efter den der ikke er med. Den der ikke er med er næsten altid syg eller har en anden god grund.

Engang var Winnie også en del af gruppen, men hun passede ikke rigtig ind. Jeg ved om hun for selvstændig eller om hun for intrigant, men hun røg ud af gruppen. Ved skolefesten sidste år fortalte hun mig om det. De sagde aldrig noget til hende om at hun var ude, men de frøs hende bare ud. Ringede ikke tilbage og opsøgte hende ikke. De var søde nok ved hende, men hun kunne ligesom bare mærke at hun ikke var en del af gruppen mere. Winnie fortalte mig også til skolefesten at hun i dag ikke helt ved om hun nogensinde var en del af gruppen. Skørt ikke. Jeg er sikker på at hvor end de er, så er de sammen.

Om torsdagen får Brainerd Police Department en melding om at ”et femhovedet monstre er løs på Joe’s på hovedvejen ned til Brainerd”. Da politiet ankommer finder de seks døde og resterne af to lig, som tydeligvis har været døde i over ti år.

True Brujah Dad

En lun onsdag i august fik Bruce det første brev fra fremtiden. En grå konvolut med et billede i. De var lige flyttet til den gamle villa i Fairbanks, Alaska for en uge siden og Mary havde første dag på som professor på psykologifakultet på universitet. Ungerne var endnu ikke startet i den nye skole så de spillede Nintendo på TV’et inde i stuen. I konvolutten var der et fotografi fra familiens juleferie hos Bruces søster Caroline i Boston. En ferie de først skulle holde om et halvt år. De tog altid ned til Caroline til jul og tog altid et billede. Hvis det ikke var for den lille baby i lyserød kørepose på Carolines arm og ungernes størrelse, så kunne det være et billede fra et hvilket som helst år. Det var Carolines første barn og hun havde ikke engang født datteren endnu, da Bruce fik brevet.

Om aftenen viste han Mary billedet og i fællesskab slog de det hen som en dårlig joke. Måske fra Carolines mand Bill, mente Mary. Han var en spøgefugl. Det var Bill, men Bruce kunne alligevel ikke rigtig sove den nat.

Fredag var der igen et brev. Bruce have lige været ude og løbe, da han tjekkede postkassen. Samme konvolut som om onsdagen, men denne gang var der et rigtigt brev i konvolutten. Et langt brev om fremtiden, om en vanvittig fremtid med ældgamle guder og vampyrer, der vågner fra 1000 års søvn og fremkalder dommedag. Brevet var skrevet på et smukt hebraisk, hvilket Bruce, der havde skrevet ph.d. om oldtidens hebraiske sprogudvikling, satte pris på. Det gjorde dog ikke brevet mindre skørt og om aften fortalte Bruce om det til Mary. Igen slog hun det hen som en joke og de grinede begge af det.

Det næste halve år læste Bruce brevet flere gange. Imens han blev mere og mere bekymret for at det nu var en joke. Ved juletid valgte han bevist at stille sig et andet sted på og valgte bevist en skjorte i en anden farve end på julefotoet, som han havde modtaget med posten et halvt år før. Eller det troede han, men da han kiggede på fotografiet fra august viste det sig at han havde husket forkert. Alle stod alle præcist der, hvor de stod på det nye fotografi. Det nye julefoto og fotografiet fra august var helt ens.

Efter juledagene kom det tredje og sidste brev, hvor i der bare stod: ”Hvis du vil være med til at rede verden, så mød mig nede ved søen på den anden side af banen i nat kl. 1”. Bruce mente ikke at han var den rette til at rede verden, men han gik alligevel ned til søen. Søen var helt frosset til og ved den stod en kvinde, der tydeligvis ikke trak vejret. De kiggede på hinanden og Bruce vidste at hans skæbne var besejlet.

Lonely Caitiff

Da Cordell Walker havde været pedel på New Mexico State University i 23 år gav de ham en mobiltelefon. Cordell tændte den, men vidste ikke hvad han skulle den til. Formanden gav ham stadigvæk dagens opgaver ved det daglige morgenmøde og fandt ham ude på campus, hvis der var en hastesag. Cordells mor, som var hans eneste familie, ringede stadigvæk hver søndag på Cordells fastnettelefon. Mobiltelefonen var en lille fin sag, der efter sigende var lavet i Finland, Europa. En aften, slog Cordell Finland op i sit atlas, men blev ikke meget klogere af det.

Pligtskyldigt havde Cordell telefonen i lommen hele dagen på arbejdet, om aften lå den på stofbordet og om natten havde han den til opladning i stikkontakten ved siden af sengen. Der var aldrig nogen der ringede. Cordell havde ellers ikke tænkt over han var ensom, men for hver mobiltelefonen ikke ringede følte han sig mere og mere ensom. Støvet, varmen og tomheden i lejligheden blev mere og mere nærværende. Cordell kom ofte til at tænke på at han år efter år gik alene rundt og arbejdede iblandt alle de unge, der hele tiden var på vej videre, på campus. En tanken han ikke synes han havde haft før. Mobiltelefonen var selvfølgelig ikke skyld i disse følelser og tanker, men det var ligesom den mindede ham om det.

Langsomt forsvandt Cordell ned i sin ensomhed og med den forsvinden kom ærgrelse og selvbebrejdelse: Hvorfor gik han ikke ud og mødte nye mennesker? Hvorfor var han blevet i et dead end-job? Og når han alligevel altid var hjemme, hvorfor kunne han ikke tage sig sammen til at gøre noget ved lejligheden? Cordell holdte så småt op med at gå i bad og slet ikke i weekenden, hvor han bare blev i sengen, spiste chips og kiggede på sin finske mobiltelefon.

Det kunne ikke blive ved, så en lørdag morgen tog Cordell i Home Depot og købte ny maling til lejligheden. Derefter gik han på bar og drak som ville mandag aldrig komme. Imens dagen gik blev Cordell mere og mere fuld og til sidst hen af aftenen, da han næsten ikke kunne mere faldt han endda også i snak med andre på baren. Næste morgen kunne Cordell hverken huske selve samtalerne eller hvem han havde snakket med, men han huskede noget om at kode et telefonnummer ind på sin mobiltelefon. Det var først, da det blev søndagaften at Cordells tømmermandsramte hoved fandt ud af hvordan man fandt nummeret på telefonen. Der stod ”Ranger” ved det og Cordell ringede op, men telefonen i den anden ende blev ikke taget.

To minutter efter ringede mobiltelefonen for første gang med en mekanisk lille melodi. Det var en Maria Singer, som han åbenbart havde mødt i går, og hun ville mødes. Hun startede med at fortælle at hendes blod(?) var så tyndt at hun allerede havde tabt to børn, men at hun gerne ville forsøge igen med Cordell. Cordell var smigteret og troede de skulle knalde, men en halvtime efter var Cordell blevet embracet og på vej ind i en endnu mere radikal ensomhed.

Kinfolk Gangrel

Iris Hildurdottir kom til New York med en mission: Få sine to familiesværd Friður og Stríð tilbage. Hjemme i Reykjavik havde det taget hende over to års efterforskning at finde ud af at de var i New York. Det var første gang hun var i USA. Tidligere havde hun kun været udenfor Island, når de besøgte slægtninge i Århus, Danmark – en helt igennem røvsyg by, der måske havde været noget ved musikken for 5-10 år siden, men i dag kun var en skygge af en 80’er storhed. Sådan var New York ikke. Iris mærkede allerede i den store JFK Airport. Dette var en storby og det tog næsten pusten fra hende.

Iris vidste fra sin efterforskning at sværdene var købt af en rig kvinde, der gik under det kryptiske navn Running Deer. En efterforskning der mest af alt var forgået ved at interviewe modvillige slægtninge og rode op i barndomstraumer (hvis dette var en rigtig 90er spilperson ville jeg gå dybere ind i disse traumer, for det gjorde vi. All the time – alt for meget. Men vi er heldigvis ikke i 90’erne længere). Nu stod Iris med to muligheder: Hun kunne konfrontere rigmandskvinden med indianernavnet eller hun kunne søge hjælp hos hendes slægtninge iblandt Ulfheðnar.

Goden i Reykjavik havde fortalt Iris at der var ulvefolk at finde i Central Park både slægtninge og andre stammer. Hun tjekkede ind på et alt for dyrt hotel, flere kilometer væk, åbenbart i New York-afstand i nærheden af parken. Ift. hjemme i Island var det svært at finde ulvefolk i USA. Iris brugte 3 dage i den kæmpestore park uden at finde noget som helst og først sent på aftenen på tredje dagen at hun mødte den første ulvemand: En bums. Da den ildelugtende og langskæggede Christof Tripland indså at hun var af folket, præsenterede han sig som ”Bone gnawer”, men lovede at introducerer hende for nazi-ulvene, med et:

”De vil være vild med en nordisk godte som dig! He he! Eller hov! Altså ikke godte, fordi du er kvinde eller noget, men fordi du strutter af nordiske gener og slægt! He he?”

Et dage efter fik Iris en sms om at mødes med Tor Wolf ret sent om aften på en irsk bar nogen gader fra parken. Baren var næsten tom udover en stor flot rødhåret fyr og en lille mørk (indisk?) kvinde. Baren var tilrøget og lugtede af gammel sur øl. Tor forsøgte at være underspillet, men for Iris var han typisk amerikaner stor i slaget. Først efter nogen høfligheder på gebrokken norsk præsenterede Tor kvinden. Det var Running Deer. Running Deer fortalte at hun var helt villig til frivilligt at afgive Friður og Stríð, men på to betingelser: Iris skulle være Running Deers vampyr”hvalp”, Iris skulle blive i New York og beholde Friður. Stríð skulle Tor rejse til Reykjavik og gives til Iris’ familie. Iris havde svært ved at tro på det med vampyrer, men ellers lød det som en meget rimelig deal, så hun slog til.

Club Kid of Set

Dette er en 90’er Vampire julekalender.

Så længe Liza kan huske har hun levet sit liv om natten. Så længe hun kan huske har hun kunne få folk til at følge hende. Hendes skoletid var en række endeløse grå dage med kedelige aktiviteter og kun hendes, alt for få, ballettimer var små lyspunkter. Men når man vokser op i New York, byen der aldrig sover, så lære man tidligt at der er et liv om natten. Et godt liv. Allerede som 15 årig levede Liza mere af sit liv om natten end om dagen. Med forældre der konstant var på forretningsrejse, arbejdede over eller var til middagsselskab var det ikke svært at opretholde et sociale liv om natten.

Det var om natten Liza opdagede at livet leves lettere på Ecstasy. Selvfølgelig var der tømmermænd og andre konsekvenser, men de fysiske tømmermænd gik over så længe man huskede at drikke vand og som oftest kunne Liza snakke sig ud af andre konsekvenser. Hun lærte tidligt at hvis hun gav folk, der de i virkeligheden ønskede, så kunne man få dem til at se igennem fingrene med næsten hvad som helst. Hendes venner ønskede opmærksomhed og stoffer, hendes lærere ønskende at hun klarede sig godt i tests og hendes forældre, de var de letteste, ønskende bare at være i fred.

Omgivet af sin omgangskreds indtog hun det ene club efter den anden. Nye steder eller gamle steder med nye mennesker, nye oplevelser, hvor som helst, mindst 4 aftener om ugen. Livet var let og godt.

Og det blev kun lettere, da hun mødte James Joe. James Joe varen høj flot mørk fyr i et helt hvidt jakkesæt. Det var helt tydeligt at James Joe var interesseret i hende og hun i ham, så det næste lange stykke tid, mindst en uge, bearbejdende hun ham. Forsøgte at give ham alt, hvad han kunne ønske sig, men fandt at det var svært at ramme James Joes begær. Så det var først en stille mandag morgen i baggyde, hvor Liza opdagende hvad James Joe begærede: Blod!

Næste aften, da hun vågnende var hun tørstig. Tørstig og klar til mere fest.