Tag-arkiv: julekalender

Nun Cappadocian

Et sted i Østeuropa i 1190’erne. Chloe læser selvom hun godt ved hun burde sove. Det bliver en hård dag i morgen i køkkenhaven, men nu har det munkekloster, nonneordenen overtog, så fornemt et bibliotek, der bare står ubrugt hen. En sand synd. Også selvom abbedissen ikke mener nonner bør læse filosofi. Chloe vil havde det meste ud af bøgerne inden brødrene fra St. Loukas kommer og tager alle bøgerne.

Derfor sidder hun midt i mørket ved et lille lys i det store forfaldne bibliotek og læser Augustin, Aristoteles, Elxai, Platon, Arnobius, Boethius, Sozomenos mm. Så meget viden og lærdom som ikke vil komme nonneklosteret til gavn blot fordi de er kvinder. Det virker urimeligt. Har kvinder ikke også en udødelig sjæl?

”Jo!” bliver der svaret ud fra mørket. Chloe tabte Aristoteles’ tekst om latterens forløsende virkning, så rullen ruller hen af stengulvet og bliver embraced ind i klan Cappadocian inden teksten rammer en stol og ligger stille.

Derefter rejser hun med hendes sire i hele den kendte verden- and beyond. Da en stor del af hendes klan blev snydt til at følge deres grundlægge ned i graven, gemte Chloe og hendes sire sig i dødsriget. Senere da resten af klanen blev udryddet af deres Giovannighouls, gemte de sig stadigvæk. Her har hun siddet sammen med sin sire og ventet på at der skulle opnå et lille hul i stoffet mellem de døde og de levendes verden. Imens har hun læst Augustin, Aristoteles, Elxai, Platon, Arnobius, Boethius, Sozomenos mm.

Agent Tremere

Dette er en 90’er Vampire julekalender.

Poul Piketon havde kun været hos DPD i Denver, Colorado i et par år før han søgte ind hos FBI. Poul ville gerne arbejde med mere komplekse og udfordrende sager end det som DPD umiddelbart kunne tilbyde. Efter han blev optaget forlod han barndomsbyen, sin barndomskæreste og familie, kun for at komme tilbage til ”så-korte-som-muligt”-besøg hos sin søster ved udvalgte højtiderne.

I FBI blev agent Piketon hurtigt teamet op med en halvparanoid drikfældig agent ved navn David Anderson, der åbenbart gik meget op i uløselige ”overnaturlige” sager. Ikke en drømmemakker. Poul tolkende det som at deres overordnet håbede på at Poul kunne lægge en dæmper på Andersons vilde fantasier som rumvæsner og varulve.

De første sager var nogen mærkelige størrelser med en morder, der tilsyneladende ikke var ældes i 90 år, og et par bortløbne søskende, dog ikke noget som rystende Poul i hans rationelle grundvold. Anderson var i sig selv mærkelig. Han havde nogen særlige filmapper, som han ofte læste i og som han var påpasselig med at Poul ikke fik indblik i. Når de arbejdede over havde Anderson ofte ”middagsaftaler” sent om aften, så han forlod kontoret for derefter at komme tilbage og arbejde ophidset videre en halv til en time efter. Under en af disse overarbejdsaftener, hvor Anderson var ude til et stævnemøde, kiggede Poul en af Andersons mapper. I den fandt han mærkelige henvisninger til nazisme, satanisme og noget der hed ”Delta Green”.

Derefter gik Poul til sin chef og bad om at få en ny parter. Det fik han ikke. Til gengæld blev både Anderson og Poul sat til at lave kedeligt kontorarbejde og blev ikke længere sendt i felten. Så sad de der uge ind og uge ud med at skrive gamle sagsakter ind på computer. Anderson blev mere og mere hidsig. Indtil en eftermiddag, hvor Anderson telefon ringede. Efter en kort samtale, hvor Anderson kun fik sagt ”ja”, ”ja” og ”Jeg kommer nu” lagde Anderson telefonrøret på med et ”Nå, grønfis! Vil du med til Rocky Mountains?” til Poul. Det ville Poul godt.

fenrirgreyback_werewolf

I en lille flække lige nedenfor the Rockies mødte de agenter fra en række forskellige agencies: NSA, Homeland Security, ATF og BPRD. De var i alt 18 der gik op i bjergene. I bjergene hvor der åbenbart var kæmpemæssige menneskeulve. Monstre som ikke ønskende at deres hemmelighed skulle komme ud. Da stor gut fra Homeland blev rykket midtover af en kæmpeulv, løb Poul væk ud i bjergene. Han løb og løb indtil han kom til noget der lignende en mellemting mellem en mindre renæssanceborg og HQ til en bondskurk, som Poul senere lærte hed The Eyrie chantry. Der gemte han sig i et udhus og blev fundet af Tremere-Regent Henric von Wittendorffs ghoul Jasper Zwerg. De lokale tremeres og deres ghouls gav ham mad, et varmt bad og sendte folk ud for at lede efter de andre agenter. Først troede Poul de var en slags new ages munke.

De kunne melde tilbage at agenterne havde taget store tab, men det alligevel var lykkes de fleste at flygte – blandt andet Anderson. Småsået og urolig træt ovenpå de voldsomme hændelser blev Poul hos den mærkelige gruppe i nogen dage. Han bemærkende at en del af beboerne på The Eyrie kun var oppe om natten, men valgt klogt nok ikke at spørge ind til det. Efter syv dage hos denne gruppe lånte Poul en bil og kørte ned til sin søster i Denver. Det var hans plan at han overnatte hos hende og tage et fly hjem til DC morgen efter, men i stedet endte han med kun at drikke en enkel kop kaffe, undskylde sig og kørte direkte tilbage til The Eyrie og ind i Klan Tremeres Embrace.

 

Junkie Salubri

Dette er en 90’er Vampire julekalender.

Dengang Brenda levede, var det ligesom om at hun levede meget mere end alle andre. Følte mere og alt for meget – eller det var i alle fald det hun fortalte sig selv og alle dem der gad at høre det. Ynk.

Choose Life. Choose a job. Choose a career. Choose a family. Choose a fucking big television, choose washing machines, cars, compact disc players and electrical tin openers. Choose good health, low cholesterol, and dental insurance. Choose fixed interest mortgage repayments. Choose a starter home. Choose your friends. Choose leisurewear and matching luggage. Choose a three-piece suit on hire purchase in a range of fucking fabrics. Choose DIY and wondering who the fuck you are on Sunday morning. Choose sitting on that couch watching mind-numbing, spirit-crushing game shows, stuffing fucking junk food into your mouth. Choose rotting away at the end of it all, pissing your last in a miserable home, nothing more than an embarrassment to the selfish, fucked up brats you spawned to replace yourselves. Choose your future. Choose life… But why would I want to do a thing like that? I chose not to choose life. I chose somethin’ else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you’ve got heroin?

Der var alle mulige grunde til at Branda skulle holde sig fra stoffer: En fin barndom i en forstad til Chicago, hvor Brandas mor måske drak lidt for meget i weekenden, men ikke så meget mere end hvad naboerne gjorde. En far der arbejdede lidt meget, men på anden side gjorde faderens overarbejde at de ikke manglende noget økonomisk. En stille og rolig barndom, hvis det ikke var fordi hun var så forbandet sensitiv. Hvis andre var kede af det, var det ligesom at blive ramt af en hammer for Brands. Samtidig var der alle de ting man kunne bekymrer sig for: regnskoven, havene og atomkraft.

Al det forsvandt i rusen, som man kunne gemme sig i. Først var det pot og hash med seje Kelly på skolens pige-WC, senere piller og svampe i varme lange weekender, for til slut at ende i et voldsomt og ukontrollabelt heroinmisbrug i grumme nedslidte lejligheder inde i Chicago. Hvordan og hvad der gik galt har Branda ofte overvejet sidenhen. På et lille år gik hun fra at være et barn, der røg pot i ny og næ til at være stiknarkoman, der halvvejs boede på gaden. Når hun tog stofferne mærkede hun ikke den der forbandende verden så meget og hvis hun bare kunne holde det til pot og hash, men især heroin var ligesom en varm og tryg dyne, som man kunne gemme sig i. Det var det de der stoffer kunne.

Det aktive ord her er: “Kunne” – for efter Vampyren Jackie embracede Branda, så virker stofferne ikke så godt mere. Vampyrblodet kæmper imod opioidet i heroinen og selvom hun kan mærke et eller andet, så lægger stoffet ikke længere en dyne henover verden når hun tager det. Og når hun ikke har taget stoffer, så mærker hun andre – både dødelige og andre vampyrer – endnu mere end hun gjorde før hendes embrace. Branda bad ellers selv om at blive embracet. Bad om at det smerten og misbruget skulle stoppe, men nu som Salubri-vampyr er hun ligeså menneskelig end før hun begyndte på stoffer. At være vampyr sucks.

Academic Pander

Dette er en 90’er Vampire julekalender.

Siden Caspers farfar, der var socialdemokratisk systemkritiker, flygtede fra Nazityskland har Wackerhausen-familienavnet været en fast del af den amerikanske akademika. Med to farbrødre, en faster og begge forældre som lektorer og forskere på ledende universiteter var der lagt i ovnen til at også Casper skulle gå denne vej. Heldigvis faldt det akademiske ham let, han blev optaget på University of Pittsburgh, hvor hans faster Anna var en førende antropolog. Det var især indenfor filosofi og samfundsvidenskaberne Casper fandt sin interesse.

Derrida

Først var han meget begejstret for Frankfurterskolen og her især for Jürgen Habermas’ Strukturwandel der Öffentlichkeit, som han både læste i den forholdsvis nye engelske oversættelse og senere på tysk. For rigtigt at forstå Habermas’ begreb om universalpragmatik, dykkede Casper et semester ned i Immanuel Kants filosofi og tysk idealisme, men kom også omkring moderne angelsaksisk sprogfilosofi. Midt i en parallellæsning af Ludwig Wittgenstein og Martin Heidegger støtte han ved et tilfælde på Jacques Derridas poststrukturalisme. Der var Casper solgt og med et opgav han alle andre filosofiske metoder end dekonstruktion.

Linda

Til en øvelsesrække med en dekonstruktivistisk læsning af Karl Marx’ Das Kapital mødte Casper Linda. Linda kom ikke fra en akademisk baggrund, hendes forældre var faglærte arbejdere, der gerne ville give deres datter en lettere tilværelse end de havde haft. Fra hendes baggrund kendte hun til udfordringerne ved globalisering og det gradvis mere usikre arbejdsmarked. Selvom de aldrig blev rigtig fik taget springet, så var det tydeligt at de begge unge var interesseret i hinanden. Men hver gang de mødtes endte de med at diskuterer politik og filosofi – der var altid også mange andre omkring dem.

Da Casper erfarede at Linda ville deltage i WTO protesten i Seattle, så han den begivenhed som sin store chance. Hvad ville være mere romantisk end et stævnemøde midt i en brændende by? Casper tog derfor til Seattle i slutnovember 1999 for at protester imod den urimelige globale kapitalisme og hooke up med Linda. De havde aftalt at mødes om mandagen, aftenen før de store demonstrationer, på en starbucks i indre Seattle, men Casper nåede aldrig frem.

Pander

Casper regner med at Joseph Pander var i byen pga. protesterne, men hvorfor grundlæggeren af Pander-blodlinen valgte at embrace ham ved han ikke. Det eneste han ved er at han løb rundt som en gal hund og gjorde unævnelige ting i nætterne efter embracen. Ting som han efterfølgende har lovet sig selv aldrig at gøre igen. Da han kom til sig selv igen var Pander taget videre. Efter en række nætter med angst og neonate-forvirring kom det omrejsende pack Soap Bomb igennem Seattle og tog Casper med til Winnipig, Canada.

Efter dannelsesrejser til både Toronto og Montréal, sidder han nu lidt udenfor Winnipig og skriver på en biografi om sin sire og sect: Joseph Pander – Deconstructing the Code of Milan.

Gravedigger Samedi

Jackson var 65 år og havde boet hele sit liv i Geneva, New York, da han mødte Yves og sin skæbne. Det var en sen december aften, over på kirkegården, hvor Jackson var graver. Han skulle gå kirkegården igennem en sidste gang og midt i det hele stod han bare der på stien.

Yves lignede det han var: En levede død. Kroppen var gået i opløsning og der var ikke længere et genkendeligt ansigt tilbage. Jackson var for gammel og for vant til døde til at være bange. I flere år havde han gået og talt med de døde. Både hans kone der lå her på denne kirkegård, men også fremmede sjæle. Måske var det bare noget han forestillede sig når de svarede, men de var gode til at komme med råd og sætte tingene op på måder, som Jackson ikke lige havde tænkt på.

Jacksons egne tanker er mere sådan ”lige ud af landevejen”-artige. Hvis et job skal gøres, så gør man det. Ikke så meget omtanke eller snak – bare finde det rigtige stykke håndtøj også ellers i gang. Jackson har altid været god med værktøj.

Den december aften snakkede Yves og Jackson i lang tid. Det var hyggeligt og rart. Yves hørte på Jacksons historie. Yves var den første, udover de døde på kirkegården, den havde lyttet til Jackson i lang tid. Der var overraskende meget at fortælle om livet som graver, byen og de døde. De snakkede næsten indtil solen stod op. Aftenen efter var Yves der igen og de snakkede videre. Jackson var ikke færdig med at fortælle før der i alt var gået to nætter.

På tredje natten var det Yves’ tur til at fortælle. Han fortalte om caribien, om loa-guderne, om Baronen, om vampyrer og om Yves’ rolle i denne verden af mørke. Yves ordrede folk, dræbte udøde som ikke længere skulle gå iblandt de levede. Allerede her nævnte han de forbandende Giovannis. Nogen gange fik Yves betaling, men andre gange handlende det om at rydde ud i de falske åndemagere, ligesom Jackson rydde i ukrudtet på kirkegården om sommeren. Det lød alt sammen så rigtigt og fornuftigt.

Få timer før solopgang gav Yves Jackson valget og Jackson valgte at lade sig embrace. At følge Yves på hans mission også var det gjordt. Jackson var død, en vampyr og natten efter vendte de deres næsestumper imod Houston, Texas.