Lonely Caitiff

Da Cordell Walker havde været pedel på New Mexico State University i 23 år gav de ham en mobiltelefon. Cordell tændte den, men vidste ikke hvad han skulle den til. Formanden gav ham stadigvæk dagens opgaver ved det daglige morgenmøde og fandt ham ude på campus, hvis der var en hastesag. Cordells mor, som var hans eneste familie, ringede stadigvæk hver søndag på Cordells fastnettelefon. Mobiltelefonen var en lille fin sag, der efter sigende var lavet i Finland, Europa. En aften, slog Cordell Finland op i sit atlas, men blev ikke meget klogere af det.

Pligtskyldigt havde Cordell telefonen i lommen hele dagen på arbejdet, om aften lå den på stofbordet og om natten havde han den til opladning i stikkontakten ved siden af sengen. Der var aldrig nogen der ringede. Cordell havde ellers ikke tænkt over han var ensom, men for hver mobiltelefonen ikke ringede følte han sig mere og mere ensom. Støvet, varmen og tomheden i lejligheden blev mere og mere nærværende. Cordell kom ofte til at tænke på at han år efter år gik alene rundt og arbejdede iblandt alle de unge, der hele tiden var på vej videre, på campus. En tanken han ikke synes han havde haft før. Mobiltelefonen var selvfølgelig ikke skyld i disse følelser og tanker, men det var ligesom den mindede ham om det.

Langsomt forsvandt Cordell ned i sin ensomhed og med den forsvinden kom ærgrelse og selvbebrejdelse: Hvorfor gik han ikke ud og mødte nye mennesker? Hvorfor var han blevet i et dead end-job? Og når han alligevel altid var hjemme, hvorfor kunne han ikke tage sig sammen til at gøre noget ved lejligheden? Cordell holdte så småt op med at gå i bad og slet ikke i weekenden, hvor han bare blev i sengen, spiste chips og kiggede på sin finske mobiltelefon.

Det kunne ikke blive ved, så en lørdag morgen tog Cordell i Home Depot og købte ny maling til lejligheden. Derefter gik han på bar og drak som ville mandag aldrig komme. Imens dagen gik blev Cordell mere og mere fuld og til sidst hen af aftenen, da han næsten ikke kunne mere faldt han endda også i snak med andre på baren. Næste morgen kunne Cordell hverken huske selve samtalerne eller hvem han havde snakket med, men han huskede noget om at kode et telefonnummer ind på sin mobiltelefon. Det var først, da det blev søndagaften at Cordells tømmermandsramte hoved fandt ud af hvordan man fandt nummeret på telefonen. Der stod ”Ranger” ved det og Cordell ringede op, men telefonen i den anden ende blev ikke taget.

To minutter efter ringede mobiltelefonen for første gang med en mekanisk lille melodi. Det var en Maria Singer, som han åbenbart havde mødt i går, og hun ville mødes. Hun startede med at fortælle at hendes blod(?) var så tyndt at hun allerede havde tabt to børn, men at hun gerne ville forsøge igen med Cordell. Cordell var smigteret og troede de skulle knalde, men en halvtime efter var Cordell blevet embracet og på vej ind i en endnu mere radikal ensomhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.