Fastaval 2019
Jeg mangler spilledere til mit kommende Fastaval scenarie Remember the Amazons? Det er et scenarie om fem møgseje kvinder, der spiller Blood Bowl, kæmper imod fordomme og deres fortid.
Det er en fortælling om holdånd overfor individualisme med moralen: United we stand, Divided we fall.
Spillederopgaven i scenariet
Som spilleder i dette scenarie er du facilitator. Scenariet er bygget op af fortællerscener, hvor det er meningen at spillerne skal gøre arbejdet ud fra handouts, men du skal som spilleder evt. hjælpe usikre spillere med at komme i gang med deres beskrivelser eller binde fortællingen sammen med mindre kommentarer.
Derudover er der en række ”klassiske” scener, hvor skal du sætter scenen og spiller nogen af bipersonerne (i en del af scenerne spiller spillerne hinandens bipersoner).
Det er fuldlænge scenarie og der er en (virkelig) simpel terningemekanik til blood bowl-kampene.
Det lyder da meget sjovt, ikke?
Foromtale
Det regner voldsomt på Altdorf Oldbowl, verdens største blood bowl station.
Kampen er ikke startet og modtagerne er ikke engang gået på banen endnu. Averheim Amazons står alene foran publikum. Catcher Adele har allerede mudder over alt. Det bliver en svær kamp for hende. Det er svært at gribe bolde i regnvejr, det regner meget og for bare to måneder siden kunne Adele end ikke gribe en bold under de bedste betingelser.
Deres modtagere Reikland Reavers, verdens bedste blood bowl-hold, løber på banen. Adele hører stjernespilleren Griff Oberwald råbe ”Damerne først! Men vi giver jer så det kan mærkes!”.
Han er et fjols. Det regner og det bliver svært at gribe bolden, men Adele smiler, for hun har altid været helt utrolig hurtig.
Remember the Amazons er en Warhammer-fortælling om fem møgseje kvinder på det første kvindelige Blood Bowl-hold i Imperiets historie. Scenariet skifter mellem storladen sportsepik og karakterspil i en mandschauvinist fantasy setting.