Tag-arkiv: Vampire

Mobile by Night (en flæskesynopsis)

1 svar

 

Jeg har sendt en synopsis til Særimner/Forum. Særimner-scenarier bliver trykt i en blad sammen og derfor må de max være på 20.000 tegn. Det synes jeg er et interessant benspænd. Derudover er der tre andre benspænd man skal forholde sig til, nemlig: om ens scenarie enten er gritty, uforløst eller bruger tilfældighed. Her er synopsen.

BookBrujah001

Mobile by night

Antal: 4 spillerne + 1 spilleder

Form: Novelle

System: Vampire: the Masquerade’ish*

Scenariet

De to vampyrsekter Sabbatten og Camarillaen, personificeret i Bishop Jen Víbora og Mad Prince Crane, kæmper en åndeløs kamp om sydstatsbyen Mobile. 4 neonate vampyrer dumper ned i midt i denne konflikt og bliver uforvarende den blodige tunge på vægtskålen.

Spillet udspiller sig i løbet af 3-4** southern gothic scener, hvor de 4 hovedpersoner bliver nødt til at kæmpe eller underkaste sig vampyrer fra de to sekter. Hvis vores unge vampyrer vælger at kæmpe er der en mekanik med en masse 10-sidet terninger og disciplines som afgøre udfaldet.

Alt efter om vores helte vælger at underkaste sig en side afgøre de hvilken sekt der vinder Mobile. De mulige udfald er: Sejr til Camarilla , sejr til Sabbat eller sejr til Anarch (den sidste hvis spilpersonerne ikke underkaster sig nogen).

 

Benspænd og motivation

Vampyrer i VtM drikker blod, går i lædertøj og kræser hinandens øjne ud med neglene. Al handling foregår om natten og i en dunst af sydstatssved. Scenariet handler primært om underkastelse. Det bliver gritty as fuck.

Hovedpersonerne er alle uforløste skæbner, der hver har deres personlige motivation/mission i scenariet, som er lidt uopfyldeligt, uforløst og generelt hammerende emocore. Hvis man skal overfortænke scenariet, så er spilpersonerne som unge vampyrer, den tilfældighed der ryster Mobile ud af sin forstokkede og statiske magtbalance – men det ville nok være at overfortænke scenariet.

Vampire: the Masquerade er mig bekendt den mest uforløste større rollespilsudgivelse. Op igennem 00’erne lovede det os mørke højdramatiske fortællinger om evig undergang og bloddryppende erotiske kærlighedshistorier. Det blev aldrig rigtig udfriet og måske derfor ønsker jeg at gøre endnu et forsøg på at lave en stræk vampyrfortælling.

 

*) I virkeligheden laver jeg et enkelt system med fokus på at kaste 10-sidet terninger og beskrive scener, hvor man drikker blod. 

**) Hvor mange scener man kan nå skal spiltestes.

Generational play

24 svar

Ham Pendragon

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spille en generational play kampagne. Generationel play er rollespil, hvor man igennem kampagnen spiller flere generationer, man spiller både forældre der får børn og derefter afkommet som selv bliver forældre til nye generationer af spilpersoner. Man gør det i det gamle Kong Arthur-rollespille Pendragon, hvor man spiller riddere der tager på riddermissioner og i sin fritid hver har et mindre område at være herremand over. Hvis ens ridder-spilperson dør, så er ens næste spilperson ens tidligere spilpersons arving, tidligt i spillet en evt. lillebror eller fætter – senere ens egnet afkom. Det er ældre system, så det er tabeller og terningeslag der afgøre om man får levedygtige sønner (kun mænd kan arve), om det går godt med ens herregård og hustru (det gør det som oftest ikke).

Pendragon

Jeg kan godt lide den fornemmelse man får af historiens vingesus i Pendragons generational play, men jeg tror resten af systemet er lidt for gammeldags til at jeg kan overskue det. Plus jeg er ikke helt klar på riddermissioner og Kong Arthur settingen.

40 spilgange senere

Alternativt kan man spille ridder/adelige, der fører deres hus videre i et andet system. I Pendragon spiller man år for år, spilgang for spilgang. Det betyder man mindst er 16-18 spilgange inde før ens første spilperson kan død og sønnike på 14-16 år kan overtage. Hvis målet er at man bare skal igennem 3 generationer snakker vi minimum 24 spilgange og nok snarere 40-50 styks. Det er en meget lang kampagne.

Men hvis man alligevel skal bytte Pendragon systemet ud kunne man også spille kampagnen på mindre klassisk Pendragon måde. Man kan jo springe i tid. Spille et scenarie på 2-4 spilgange med første generation som unge og et scenarie med dem igen som ældre, hvor deres afkom/familier også bliver introduceret. Derefter kan det 3. scenarie være med deres afkom i fokus osv. Tre generationer giver seks scenarier med 2-4 spilgange hver – altså max 24 spilgange, men mon ikke om man kan gøre på under 18 spilgange? (Som stadigvæk er en forholdsvis lang kampagne).

En fordel ved den ovenstående kampagnemodel med de seks scenarier er at spillerne har mulighed for at spille hinandens afkom. Det betyder også at man lettere kan spille på tværs af generationer (i 3. scenarie kan en meget gammel 1./2. scenarie spilperson være med i en scene og give sit afkom småsenile råd mm.).

House Busted

Der skal selvfølgelig være en historie, der gør at det giver mening at spille den generational play’sk. Det kan være noget gennemgående såsom kampen imod en arvefjende (svensken, den onde baronfamilie i det næste len, en udødelig vampyr, en dæmon og dertilhørende dødskult), kampen for at generhverve familiens hjerteland eller noget tredje (kom gerne med bud).

3skjold

Det kan også forskellige historier i de forskellige scenarier, som så er tematisk bundet sammen. Et tema kunne være den adelige families opstigning i et fantasy rige, en kongefamilies storhed og fald eller noget tredje (kom gerne med bud).

Non-fantasy varianter, tak

Det behøver ikke være fantasy. I Vampire the masquerade kampagnen “The Ventrue Chronicle” spiller man først en Dark Ages-vampyr i et Dark Ages scenarie, som laver et Victorian Age-childe der er hovedperson i et Victorian Age scenarie, som laver et Modern Nights-childe der er hovedperson i et Modern Nights scenarie. Jeg er ikke særlig vild med selve scenarierne, men ideen om generational play på denne måde åbner op for nogen ret interessante vampire-kampagne muligheder.

MarquisAlexSheikman4

Man kan også lave en ikke fantasy, men historisk kampagne. Fx under 30 årskrigen eller før, under og efter den russiske revolution eller a la filmen 1900 eller noget der minder om en Will Eisner tegneserie.

Og det kan selvfølgelig være okkult uden at skulle være vampire. Det kan være fortællingen om en troldmandsorden med mestre og lærlinge og evig kamp imod noget ondt og mystisk. Det kan være en mystisk ridderorden i moderne tid, hvor vi følger 4-5 magiske sværd og de forskellige personer der svinger sværdene igennem tiden (lidt a la Knights of the Cross i ”Dresden Files” serien). Eller det kan være en western familiehistorie eller flere generationers rejse igennem det uendelige rum.

Historiens vingesus du ved.

Anmeldelse: Transylvania Chronicles 1

2 svar

I min ferie har jeg læst Transylvania Chronicles 1, der er første bog i den fire bogslange Vampire kampagne Transylvania Chronicles. I forbindelse med min læsning af første bog i kampagnen har jeg også læst dele af Transylvania by Night og haft Anders Frost Bertelsen på besøg, da han har spillet kampagnen halvanden gang. Dette er en kort anmeldelse af kampagnens første del. Jeg læste bogen for at finde ud af om jeg måske ville kører kampagnen eller ej. Om jeg vil det afslører jeg – på en måde – i sidste afsnit af denne anmeldelse.

Bemærk: Jeg spoiler handlingen i kampagnen i dette indlæg.

Transylvania Chronicles er som sagt en Vampire: Dark Ages/ Vampire: The Masquerade kampagne i 12 akter, kampagnen starter i år 1197 og slutter i 2000. Man spiller en gruppe vampyrer, der forsøger at skabe sig et uliv i Transsylvanien og som oplever en række af de største begivenheder i Vampires kanoniske metaplot. Det er en gehenna- (dommedags-)kampagne, da verden (som vi kender den) ifølge Vampire kanon går under i 2000. (Full disclosure: Selvom jeg har spillet utrolig meget Vampire i slut 90’erme og start 00erne er jeg ikke særlig stræk i dommedagsdelen af Vampire kanon). Kampagnen handler også om en stor sektkrig i vampyrsamfundet mellem gamle vampyrer + dem der er dem tro (The Camarilla) og de unge rebeller (The Sabbath og The Anarchs). Med andre ord udnytter Transylvania Chronicles vampyrnes udødelighed og gør det muligt for at spille den samme spilperson over et langt historisk spænd. Kampagnen er blevet kritiseret for at være meget railroaded. De fire bøger udkom fra 1998 (bog 1) til 2000 (bog 4).


 TC1

Første bog, altså den jeg har læst, starter i 1197 og 1413. Der er tre akter i denne bog som er tre scenarier der foregår i henholdsvis 1197, 1314 og 1413. Udover de tre scenarier er der i bogen en beskrivelse af Transsylvanien (settingen som den er i 1197, beskrivelse af NPC’er, større historiske og fiktive begivenheder) og et fortløbende plot med en lokal dæmon. Dæmonplottet regner jeg med løber igennem hele kampagnen.

Det første scenarie er rigtig fint (1197):

  • Spilpersonerne bliver sat til at skabe sig en magtbase, de bygger et tårn og får lov til at blive fyrster i et par småbyer.
  • De skaber sig et par fjender, der godt nok ret umotiveret angriber dem.
  • De blive venner med vampyrer, der vil udnytte dem senere hen.
  • Og det store dæmonplot bliver præsenteret.

Det andet scenarie er mindre godt (1314):

  • De bliver pålagt at blande sig i Klan Tremeres indre magtkampe, hvortil der er en forhistorie spillere ikke får fortalt (meget 90er artig). De har ingen valg undervejs og plottet ender med at Tremere himself kommer og indgyder sig respekt og frygt i spilpersonerne (også pænt meget 90er).
  • Der er en scene med nogen tempelriddere, der hænger sammen med den hemmelige forhistorie og som ikke rigtig giver mening med mindre man selv digter videre på situationen.
  • Derudover kører dæmonplottet videre, da spilpersonerne skal skrive eller få en anden til at skrive en magisk rune på Tremere klanens hovedkvarter eller kommer dæmonen og laver uvejr i landet(?)

Det sidste scenarie er ok, men også meget 90er (1413):

  • Spillerne skal skaffe et stykke tilbage til en Ventrue fyrste, der har fået hugget det fra nogen sigøjner Ravnos. Her kommer man op at slå med tempelriddere og ender med at får skæld ud af fyrsten (også selvom man løser plottet).
  • Derudover finder de Tzimisce gennemsted og er tilstede, da han bliver diableriseret*

 Alt i alt

Selve scenarierne går fra ok fine til ret dårlige, hvis man spiller dem fra bladet. Det er dog meningen at man skal lave sine egne småplot undervejs og man møder nogen ok bipersoner. Især er Tzimisce npcerne ret fantastiske og meget gakket. Tzimisce og Tremere klanernes historie er centrale i kampagne og så gennemgribende at det ikke rigtigt giver mening at spillerne får lov til at spille vampyrer af disse klaner.

Transsylvanien er en fed setting, men der er meget arbejde i kampagne, da man skal selv skal forfatte en del selv før det bliver rigtig godt, da scenarierne er ret svage. I det arbejde er Transylvania by Night ret uundværlig. Det er nok også en god idé at læse klanbogen til både Tzimisce og Tremere plus en håndfuld Dark Ages bøger. Det er min største anke til kampagnen, der er virkelig meget arbejde – både i at finde på, men også i at læse op. Derudover er der nogen ting som er lidt for 90er vampire-artige til min midt 10’er indiegames smag. I hvert scenarie kommer spilpersonernes sires forbi for 1) at sige til spillerne at de skal gribe scenariets krog og 2) for at få spilpersonerne til at drikke deres blod og på den måde blive bundet  til dem. Det hænger sammen med at spilpersonerne i løbet af kampagnen skal vælge mellem at være tro imod de ældste vampyrer eller tilslutte sig de unge rebeller – og kampagnens forfattere synes tydeligvis at det er sejere, hvis spilpersonerne går over på rebellernes side (Det er det også).

 Skal jeg spille den?

Det er ikke en helt dem kampagne, men den er arbejdstung. Selvom jeg virkelig godt kan lide vampire (kanon and all), så er Transylvania Chronicles næsten for meget af det gode. Der er lagt op til mange nederlag og (især) meget fornedrelse for spilpersonerne undervejs – det ved jeg ikke helt om jeg kan overskue. Det betyder at jeg ikke kommer til at spille Transylvania Chronicles med det første og nok ej heller læser de sidste tre bøger i kampagnen indenfor den nærmeste fremtid. I stedet for er jeg (igen) begyndt at læse Ventrue Chronicle, som jeg heller ikke er noget ved, men som jeg regner med er en kortere kampagne og hvor jeg har regnet mig frem til at jeg kun skal læse 5-6 bøger til (udover selve kampagnen).

Kan man spille Transylvania Chronicles med Fate som system?

Skriv et svar

Her i min sommerferie hyggelæser jeg Transylvania Chronicles. I den forbindelse overvejer jeg: 1) At spille det på et tidspunkt og 2) at bruge Fate, nærmere bestemt Dresden Files, til det.

Angående punkt to

Jeg er ret sikker på at Dresden Files kan magte Vampire. Man skal droppe humanity og bruge aspekter i stedet plus man bør nok accepterer at feeding virker lidt anderledes. Det første synes jeg er et godt bytte, den anden er ok. “Disciplines” og generelle vampyrevner bliver til “Supernatural Powers” – der kommer til at virke fint.

Jeg er ret usikker på at Dresden Files kan magte en Vampire kampagne der udspiller sig over 1000 år’ish. I Dresden Files bliver ens figur sejere når man når til nogen milestones – især Significant (efter et par spilgange stiger man i et point i en evne) og Major milestones (efter en række spilgange/ en længere historie stiger man i Supernatural Powers + evne). Transylvania Chronicles har 9 kapitler og hvis hvert kapitel er en Major milestone og vampirerne starter i power level “Feet in the Water” = 6 refresh/5 Supernatural Powers, så ender vores helte med 15 refresh – hvilket virker lidt voldsomt.

Er der nogen som har spillet Fate med så mange refresh? Giver det overhovedet mening?

7 kampagneideer

4 svar

Det var sjovt at skrive om de seks Warhammerkampagner, som jeg godt kunne se mig selv spille. Det hele skal dog ikke være Warhammer, så her er syv (-otte) ikke-warhammerkampagner. Denne gang har jeg givet kampagnemulighederne point (1-6) indenfor kategorierne: “hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne”, “hvor let vil det være at overtale min traditionelle spilgruppe til at spille den” og “hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er”. 1 = “jeg brænder ikke særlig meget”/”mine venner vil ikke i nærheden af denne kampagne”/”mange mange timer forberedelse”, 6 = “jeg brænder megasygt meget”/”mine venner ønsker det ligeså meget eller mere end mig”/”forberedelse? jeg trækker det her ud af røven fem minutter før spilgangen (imens Ask finder kagen frem)”.

nørrebro st

1) Dresden Files Copenhagen: Open Haven

Ja, en Dresden Files kampagne sat i min hjemby. Pt. spiller vi i Berlin og det er sjovt, men jeg har aldrig prøvet at spille i den by jeg lever i. Fordelene er, for mig, åbenlyse: man kender de forskellige bydele, man ved hvor lang tid det tager at komme fra A til B, man kan blive inspireret til interessante plot når man bevæger sig rundt i byen (især da jeg boede i Nordvest så jeg spændende steder hvor man let kunne digte interessante okkulteplots over). Derudover har København en interessant historie, som jeg kender bedre end andre storbyer: Fanden er løs i laksegade, 80ernes BZ-bevægelse, besættelsen, Kirkegaard & H.C. Andersens København osv.

Jeg vil utrolig gerne prøve at sætte en kampagne i mit København.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 4

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 5 for de fleste, 2 for en bestemt spiller.

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 3

 lady blackbird

2) Tales from the Wild Blue Yonder

Jeg har spillede Lady Blackbird, da det ”udkom”. Det var første kapitel i The Wild Blue Yonder-serien og der er kommer to kapitler mere i serien. Hvert scenarie har nye spilpersoner og foregår andre steder i Lady Blackbird-verden. Lady Blackbird-verden er super fed med flyvende øer og steampunket renæssance teknologifølelse. Scenarierne kan spilles uafhængigt af hinanden, men det ville alligevel være interessant at spille dem i træk, da verden binder dem sammen. Hvert scenarie tager en eller to spilgang hver, så man kunne klare det på 2-3 måneder.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 3

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 2 (men mon ikke jeg kunne finde nogle at spille det med?)

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 5

50Fraces

3) 50 Fathoms

Det er en Savage Worlds pirat plot point kampagne. Jeg kan godt lide Savage Worlds, jeg synes pirater er bomben og hvad jeg har forstået om plot point kampagner, så lyder de som en god struktur. Som er en slags sandkasse med særlige steder/punkter man før eller siden kommer forbi og som bevæger kampagnen videre. Men jeg har ikke rigtig kunne finde noget om indholdet i kampagnen, altså de der plot pointer, andet end at en del folk er glade for den. Derudover er 50 Fathoms ikke bare sørøvere, men fantasy sørøvere med mærkelige racer, fx fede søløvemennesker, røde halvorker, delfinmennesker, en slags mind flayers og intelligente sekretærkrabber. Det virker lidt fjollet (ikke mere fjollet end D&D, men D&D er også for fjollet ift. min smag) og udover de intelligente sekretærkrabber er det faktisk ikke særlig opfindsomt (der er fx ingen gorillapiratrace). Jeg har intet imod fantasy, men jeg har det svært ved fortænkt fantasy. Jeg har ikke læst 50 Fathoms, men Sundered Skies, den eneste anden Savage Worlds fantasysetting, jeg har læst var en god idé, der simpelthen blev metaplottet ihjel. I nogen anmeldelser virker det til at 50 Fathoms kan begå den samme fejl. Men jeg er glad for systemet, temaet og synes plot point kampagne lyder spændende.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 2

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 4

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 4

gangster

4) Gangsterkampagnen

Jeg elsker gangsterhistorier: Godfather (og de fleste bøger af Mario Puzo), Boyz n the Hood, Blood in, Blood out, Peaky Blinders, Sopranos, Once Upon a Time in America, Goodfellas, The Wire, Hellblazer: Hardtime, Gangs of New York og the Kingpin-figruen i Daredevil osv. Det er virkelig en darling, men jeg kunne godt tænke mig at lave en “Becoming Il Capo dei Capi”-kampagne. Det kunne være den klassiske Mafia, men den jødisk mafia, den irske, den spanske, den engelske i England eller den afroamerikansk kunne også godt virke for mig. Det er en kampagne, hvor det er usikkert om alle spilpersonerne overlever kampagnen og det er svært for dem at få deres foretagende til at lykkes. Det er en darling og derfor kan jeg brænde mig big time, hvis jeg satte denne kampagne i søen.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 5 (men gør det nok ikke)

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 3

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 3

 

De store ”historiens gang” kampagne:

Transylvania Chronicles

5) Den store Vampirekampagne

Jeg elsker (jo) stadigvæk Vampire the Masquerade. Er systemet spilbart? Nej, ikke rigtigt. Lider universeret under en metahistorie? Ja, det gør den sgu. Men jeg holder alligevel meget af Vampire – især de store historiske træk vampyrernes udødelighed gør muligt, men også klan/politik/romantik/personlig gys set up’et. Det er røvsmukt. Jeg kan overhovedet ikke overskue at lave en ny historisk Vampirekampagne, men heldigvis er der udgivet tre historiske kampagner, nemlig  Transylvania Chronicles, Giovanni Chronicles og Ventrue Chronicles. Eftersigende skulle Transylvania Chronicles være den mest spilbare, men den er stadigvæk i stykker og der er en række begivenheder, hvor spillerne mere eller mindre er statister imens mere magtfulde npc’er er i fokus. Der er meget metaplot – måske for meget –, man skal selv flette ekstra fortællinger ind i historien og der er noget med at man skal huske at give figurerne flere xp end angivet i kampagnen, så det er ikke en plug and play kampagne. På trods af arbejdspresset, så ville det være sjovt at spille kampagnen.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 5

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 4

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 1

 roman_civil_war

6) En Microscopekampagne,

hvor man spiller et stort riges storhed og fald a la Romerrigets ditto. Det ville være sat i en anden verden, ligesom ens civilization computerspil kan være sat i en anden verden, men meget a la vores egen antik/senantik. Det kunne være fedt at give sig god tid, så man også får tegnet kort mm. Måske kunne man komme op på 4-6 spilgange og få bygget en stor historie.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 4

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 2

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 6

Micheal

7) Engel/Tidsagent kampagne

Kampen imellem lyset og mørket. Ærkeenglene eller andre magtfulde (og ikke nødvendigvis gode) væsener taget 5 sjæle, som de i løbet af historien lader besætte personer, der befinder sig i vigtige historiske perioder i kampen imellem lys og mørke. Man spiller disse sjæle og den menneskelige rest, der er i kroppen man besætter imens man kæmper imod franske revolution og senere for amerikanerne i 2. verdenskrig. Det hele skal selvfølgelig ikke være krig, men også intrige, efterforskning og koldkrigslignende scenarier op igennem historien. Jeg tror Nephilim handler om dette, men system kender jeg ikke, så jeg ville nok lave et andet i Fate Core. Desværre bliver jeg helt træt når jeg tænker på hvor meget arbejde der ligger i en sådan kampagne.

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 3

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 5

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 2

the_Empire_1836

7½) Empira

En variation over dette kunne være Dresden Files op igennem historien. Troldmænd kan blive omkring 300 år gamle, feer lever vel for evigt og det er der masser af andre overnaturlige væsener der også gør. Derudover kunne man på passende tidspunkter spille hinandens børn, så der er rig mulighed for at man kan spille en Dresden Files kampagne med masser af downtime, så man kan bevæge sig op igennem historiens gang.  En sådan kampagne skal selvfølgelig havde et fokus/tema. Det kunne være at man spillede en orden, hvis formål det var at stoppe en mystisk kaosdrage, der vågnende når store vestlige imperier opstod og som ville lægge jorden. Kampagnen kunne på den måde starte i Romerriget (jeg ved godt der var imperier før dette, men det virker som et godt sted), over til Konstantinopel, Frankerne, Det Østrig-Ungarske kejserdømme, Det Engelske imperium over til Nazityskland for at ende i USSR/USA (man rejser frem og tilbage) og USA til slut. <- hvem har jeg glemt?

Hvor meget brænder jeg efter at spille denne kampagne? 5

Hvor let vil det være at overtale mine venner til at spille den? 5

Hvor forberedelseslight  regner jeg med at kampagnen er? 2