Tag-arkiv: Rollespil/System

Hvorfor jeg er skuffet over Vampire

Jeg har spillet meget Vampire igennem tiden, men har lidt opgivet på det system. Noget af det jeg synes var frækt ved Vampire var den grundlæggende forlads- og dommedagsmyte, der er indbygget i verdens beskrivelsen og som på nogle punkter går igen i systemet. Den grundlæggende konflikt i Vampire er at nogle meget gamle og magtfulde vampyrer er på vej tilbage i verden. Det vil forudsætte menneskelighedens undergang på et globalt plan. Samtidigt spiller man en vampyr, der kæmper imod et indre uhyret om at bibeholde den sidste rest af sin menneskelighed. En kamp, hvor det liggere mellem linjerne at man vil tabe over tid. Det er indbygget i system med den stat/egenskab, forfatterne kalder humanty.

På den genspejles fortabelsen sig både i verden og i den enkle spilperson, hvilket må betragtes som en meget fin fremstilling af teamet.

Forfaldsmyten er ikke noget Mark Van Hagen (forfatteren til Vampire) har fundet på. Den er at finde mange steder i vores tænkning – både nu og historisk. Selv vores national religion er en forfalds- og dommedagskult.

Dommedag er en sælgert.

Men når jeg skulle til at spille det personlige forfald i Vampire er det altid gået lidt galt synes jeg. Når jeg ville fremelske temaet sammen med mine spiller kom det tit til at være uden nogen hjælp fra systemet. Hvis vi siger at en vampyr er en der gør vampyr-ting, så er der to ting systemet fortæller os om en vampyr. Den ting første er, at man drikker blod og der er system for hvordan man kan bruge dette blod og hvor mange man har i kroppen. Mængden af blod man skal drikker, ændre sig ikke i løbet af spillet, så der er ligesom ikke nogen forfaldsbevægelse at finde her. Den ting andet er, at ens spilperson kan gøre seje vampyrting med sine vampyrkræfter – såsom at blive til en flagermus, være stræk eller bruge mentale overnaturlige overtalelsesevner.

Over tid bliver ens spilperson bedre til disse vampyrkræfter, men ikke mindre menneskelig af at bruge dem.

Det er sådan at indenfor Vampire-systemet at man bliver mere og mere vampyr, men ikke nødvendigvis mindre human. Man får erfaring kan fx bruge dem på at få flere vampyrkræfter, men man bliver mere vampyr (som i ikke menneskelig) når man får disse kræfter.

Man mister kun humanity grundet handlinger som ikke har noget med systemet at gøre, men kun bestemmes i fortællingen. Med en undtagelse, som er at man drikker alt blodet fra en anden vampyr – der kommer systemet til hjælp. Man bliver både mindre human (man går automatisk en ned i ”humanty”-egenskaben) og man bliver mere vampyr. Det er måske det sted hvor den personlige forfaldsmyte og systemet faktisk spiller sammen, udover forfatterne aldrig helt fik forklaret hvad der helt præcist sker med ens stats og evner ved handlingen.

Dette forhold er ikke noget jeg først har set nu, men jeg spillede udenom det i rigtig lang tid. Det er ikke svært så blot at fortælle forfaldet kun i fortællingen og underlægge systemet fortællingen, men efter jeg har læst og spillet en del systemer der prøver at skrive temaet helt ind i systemet, har jeg besluttet at Vampire ikke er mig. Det er for dårligt til det jeg gerne vil med det. Jeg har altid synes man skal bruge de bedst mulige værktøjer. Jeg har ikke lige fundet et system til at spille forfaldsmyten endnu, men jeg tænker at man måske kunne lave et?

Kamp – historier – spil!

Jeg kan godt lide kamp i rollespil. Eller jeg tror altid jeg godt kan lide kamp, men det bliver altid lidt kedeligt, bare at rolle terninger. Eller det er heller ikke helt rigitgt selvfølgelig for har man en virkelig god spilleder (til kamp) kan det være en fest at rolle terninger og hører spillederen råbe og fortælle. Sådan noget kan en spilleder som Per Frederiksen fra TRoA, men der er bare ikke særlig mange Per Frederiksen’er der ude – og jeg er helt sikkert ikke en af dem.

Er ret sikker på at det er kedeligt at spille kamp under mig. Ikke fordi jeg er en dårlig spilleder, for det er jeg ikke. Men når det kommer til kamp er det bare ikke en genre jeg er særlig god til. Thomas har for et par år siden analyseret og beskrevet problemet  med kamp i rollespil, bedre end jeg nok kan (og her skulle være et link, men jeg er lidt ved at se serier og har været til et 7 timers Lacan semenar her idag – så det kommer altså senere. Undskyld). Dog er en Thomas’ pointer at kamp er fysisk i sin natur og rollespil er et mentalt medie, hvis jeg husker ret. Derfor har rollespil sært ved kamp. Som sagt har Thomas beskrevet det bedre.

Hvordan viser (og udlever) man det fysiske i fortællende medier? I bøger har man en super god fortæller med et stramt sprog. I film og tengeserier har man en grafisk side og i rap musik har man rytme.

Kan vi overtage nogle af disse elementer i vores medie? Det jeg tror jeg lidt man kan ved hjælp af et system. Det er lidt nødvendigt at systemet er fokuseret på selve kampen og ikke på det at vinde kampen. Det har måske lidt været tideligere systemers problem. De har forskudt deres fokus fra det de enelig skulle beskrive. Derfor ender enhver kamp med at være ludo. Kan jeg vinde eller taber jeg, hvilket selvfølgelig også er et element i kampen, men det er ikke selve kampen. Kampen, volden og det fysiske er selve kampen, det ved alle der har været oppe at slås bare lidt, tror jeg. Har ikke været så meget oppe at slås.

Vildskab. Det fedste kamp jeg nogensinde har spillet var, da jeg prøvede at spille Exalted. I Exalted får man ekstra terninger for gode (manga) beskrivelser af hvad man gør. Jeg gik så meget op i disse beskrivelser at jeg nogle gange blev helt fortabt i min tale. Ikke ulige denne post. Det var vildskab og det var fedt.

Fortællinger kan være vilde, men vi skal hjælpes til fx at ramme temaet for kampen, tror jeg. Rammerne er vigtige.

Og her kommer mine første tanker omkring et sådan system. Det skulle for det første handle om kamp. Ikke noget andet – ligesom de der indysystemer der har klare temaer. Ikke noget føle føle noget – det var måske også det der gik galt med Sort/Hvid. Derudover vil jeg gerne havde en beskrivende side, en grafisk side og en rymte. Jeg forstiller mig et form for kort system, hvor man har x antal kort på hånden der alle sammen er forskellige angrebs og blocks (plus måske særlige moves – alla sådan nogle som i akadespil). Men det er aldrig nok blot at ligge et kort, man kan også beskrive slaget når man ligger kortet. Måske ville det hjælpe hvis de der angreb og blocks var metaforer, men med en bestemt (mulig værdig). Metaforerne er selvføgelig temaafhængig – som i kong fu kunne det være åbeslag eller en sort lotus, i noget arabisk kunne det være den “røde dans” eller hvad ved jeg. Sagen er at beskrivelsen af hvad ens spilperson gør er vigtig. Det skal beskrives grafisk, men det er ikke kun indholdet der er vigtigt. Det er en stolt tradition indenfor rollespil, at det ikke kun handler om hvad man siger, men også hvordan man siger det. Det har mest givet sig til udtryk i selve skuespilsdelen af rollespil, men rollespil er ikke (kun) skuespil, det er først og fremmest et fortællende medie. Derfor er selve måden man siger det man fortæller også lige så vigtig som, eller måske vigtigere end, indholdet. Her kommer rymen ind. Jeg forestiller mig at der skal kører et beat. Ikke musik, men et beat man kan fortælle over. Som man skal fortælle over. Det er ikke fordi man skal rappe (og rime), men man skal snakke, imens man forholder sig til beatet. Hvis det ikke lyder fedt, virker det ikke. Måske skal der være en dommer (som ikke spiller modstander). Jeg ved det ikke helt.

Hvad skal jeg læse for at få flere ideer? Der må være nogle der har været nede af denne vej… (Jeg kigger over på Per, Peter og Thomas).

Vi er tilbage bebs!

Den sorte forsyning har været nede.

Det har den været fordi jeg ikke har modtaget en regning fra DK-hostmaster. Måske fordi jeg er flyttet, måske fordi postmanden har spist den. Det er ikke til at vide. Nu har den dog tilbage og planen er også at der ligeom lidt kommer et indlæg om datebaser vs. narrativer som strukturel paradigme for rollespilsoplevelser.

Der skal dog ikke være nogle hemmelighed, at jeg har ret travlt for tiden, så det kan godt være den først kommer på mandag. Jeg tror dog det bliver godt. Måske det første danske rollespilsindlæg med kildehenvisninger.

Også en lille bi-ting, som undskylder at jeg også kategoriser dette indlæg som “rollespil” så det kan komme med på Alex’ feedreader:

Er det ikke dybt problematisk (næsten grænsende til det uspillelige) at Troll Slayer (i Warhammer II) skal slå en Giant ihjel for at stige til Giant Slayer.

Læs resten

BB Kampagne

der skal jo billeder med...

.

.

.

.

.

Den anden dag, da drengene og mig spillede lidt pappiratskibes krig, forslog Anders Frost et fantastisk koncept – nemlig en Blood Bowl-kampagne. Vi snakkede lidt om den nye warhammerverden, eller rette sagt jeg snakkede en del om den nye warhammerverden. Vi snakkede lidt om stemningen i warhammer også snakkede vi om mulighederne i en warhammer kampagne der var centret omkring et Blood Bowl-hold.

Læs resten