Det er ikke nogen hemmelighed at der er et (eller flere) metaplaner når man spiller rollespil. Det er blevet gennemkneppet til døde i forsøg, diskussioner og derefter i jokes. Fx husker jeg med glæde mig og Magnus’ ETA-plan-joke fra Orkon 85 (eller noget i den stil). Det var en lykkelig tid, men det fortalte også noget om at metaplanerne, som noget nyt og frækt var forbi. Nu bruges de lystigt væk – det er ok der er et andet plan end selve spillet som man skal forholde sig til. Faktisk er der mange af vores projekter der ikke kan fungere, hvis vi ikke bruger metaplan-tænkning. Jeg skriver “-tænkning” fordi der selvfølgelig altid er et metaplan. Det er noget af ideen med metaplaner. “-tænkning” er når vi er bevidste om dette plan og bruger det. En opløsning af planet er umuligt. Jeg vil altid være Johs – også selvom jeg virkelig virkelig forsøger at tro noget andet. Også selvom jeg er gal. Vi ikke hvad vi selv tror, vi er ikke hvad andre tror, vi er det mørke dialektikken udspringer fra. Det er blot Hegel, baby, så se ikke så duperet ud 🙂

Men hvorom alting er, så er det tilsyneladende nu blot et værktøj som så mange andre. Der allermest kommer til udtryk fra så forskellige sider som teaterdrengene og terningetøserne. Et scenarie har også et real plan – det er der hvor fortællingen foregår. Det er der hvor min spilperson lever og oplever verden. Der hvor han dræber prinsesser og knepper drager. Fortællingens realplan.

I mit nye scenarie(-oplæg) “Billy er i Vietnam” arbejder jeg også med metaplanet, men ikke med metaplan-tænkning. Det er hverken italesat i scenarieteksten eller tænkt af mig selv. Der var der imod min ven KSP der opdagede det, efter jeg havde sat ham til at læse lortet. For det er sådan i BEiV at hver spiller har en tematik som spilleren skal sætte nogen historier op indenfor. For en spiller er det fx en voldstematik en anden en sexstematik. Men de historie hvor man sætter denne tematik op er ens figur/spilperson ikke hovedperson i og heller ikke nødvendigvis med i, for den sags skyld. Dog er tematikkerne bundet til spilpersonerne. Hvilket tematik jeg som spiller skal holde mig indenfor er afhængig af hvilken spilperson jeg har. Denne tematik afspejler sig i min spilperson, det er noget min spilperson går og roder med (om man vil). Så jeg (spilleren – metaplanet) fortæller en historien, hvor en anden spillers spilperson (realplanet) er hovedperson, men som har en tematisk forbindelse til min spilperson (realplanet).

Hvis vi leger at vi formalisere det. Jeg er spiller A, du spiller spilperson b og jeg spiller spilperson a. A er på metaplanet. a og b er på realplanet. Så går den tematisk forbindelse fra a til b igennem A. Eller mere formaliseret:

a-> A -> b

a (min spilperson) har et problem med vold. A (jeg som spiller) bestemmer at b (din spilperson) skal opleve noget hvor han er voldlig.

Og hvad så? Siger du måske kære læser (< - det er så pjalt med direkte tale til læseren). Ja, hvad så? KSP udtrykte det bedst i telefonen til mig, da han sagde noget i stil med: "Spillerne går på den måde ind i et rum, når de har læst spilpersonerne. Et metaplan, hvor man er Jake [red.: en af spilpersonerne i scenariet] også når man ikke er Jake. Pga voldstematikken. Det er en blanding. Det er sejt nok!" .

Ja, det er sejt nok bare jeg selv havde set det og gjort det med vilje. Især fordi det ikke er italesat og derfor kun foregår på et irrationel plan. Der hvor manipulation virkelig kommer til sin ret 😉

Desuden har KSP overbeviste mig også om at jeg skal arbejde videre med spilmekanikken i “Billy er i Vietnam”. Eller faktisk bare forklare den bedre. Men at jeg ikke skal lave om på fortællingen og spilpersonerne. Jeg vil gøre som KSP siger – han har ret.

Edit: Jeg har blot skriftet en variable i formalisering, så den forhåbentligt bliver mere intuitiv.