Tag-arkiv: Rollespil/Scenarie

Turen hjem fra Fastaval 2024

Skriv et svar

I år var jeg på Fastaval, men valgt at tage hjem inden Ottofesten. Selvom jeg havde fået den allersidste nomitering når man læste nominerne i Fastavals Facebooks opslag. Under Juryens Specialpris stod der:

Nomiteringsteksten

Sagnet om Vaulunds Hævn af Johannes Busted Vestergaard

Med rå streg, kopimaskine og klippe-klistre, oser scenariet af rendyrket punk. Når spilleder og spillere får illustrationerne i hænderne, inspirerer det til råt spil, hvor jernalderen får præg af de mytiske 80’ere.

Sejt. Jeg havde fået en formidlingsnominering – selvom der var formidlingsfejl i mit scenarie. Det kan noget, men det var også ret tydeligt for mig, at jeg nok ikke vandt Otto. Især i lyset af de andre seje scenarier som var nomineret.

Jeg opdagede, at det meget roste scenarie Brødrene fra Broløs havde vundet Ottoen, imens vi holdte en kørepause på McDonald’s. Resten af turen og hele mandagen var jeg bare glad for at jeg kom hjem med familien i god tid.

Men inden jeg tog afsted sendte jeg en tekst til Tim, som han havde lovet mig at læse op, hvis jeg vandt prisen. Det blev ikke nødvendigt, men så er det jo heldig at jeg har en blog, hvor jeg kan poste teksten. Here goes:

Min tale

Hej, jeg er ikke Johs, men modtager prisen på hans vegnede. (Og skal nok afleverede når vi spiller Wampire).

Johs har skrevet nogen ord: Tak! Jeg regnede overhovedet ikke med at vinde denne (jeg er jo taget hjem for fuckssake). De andre scenarier i kategorien er jo for awesome.

Men jeg er meget stolt og synes at det er sjovt og dejligt at man kan vinde en pris, fordi man er for nærig til at købe dyre layout programmer. Fuck dig Adobe! Du har intet på en gammel punker og en kopimaskine. Tak!

(Dans! ned af scenen).

Ønsker du at vide mere?

Hvis man ønsker at downloade scenariet, så kan det findes her på Alexanderia

Klippe-klister punk

2 svar

Nå ja, jeg har jeg allerede fortalt at jeg fik afleveret mit scenarie?

Det hedder Sagnet om Vaulunds Hævn og kan først og fremmest spilles på Fastaval.

Jeg tror, at det er ret sjovt at spille. En hurtig lille punkrock sag om selvforskyldt fortabelse.

Noget der var rigtig sjovt ved det her scenarie var at jeg ikke har layoutet det på en computer. Det er ikke den totale maskinstorm, scenariet er nemlig mere eller mindre skrevet i google doc.

Men derefter er teksten blevet klippet ud eller skrevet ind i hånden iblandt terninger, som jeg enten har kopiet og sat ind eller bare tegnet på papiret.

Nok snak, her er et par billeder, som måske forklarer det bedre end ord.

Dette er ikke en foromtale til Sagnet om Vaulunds hævn

Skriv et svar

Scenarieforfatterne til næste års Fastaval lægger pt. hånd på deres foromtaler til hjemmesiden. Jeg har også skrevet en tekst, der når Thomas har nikket til den, bliver sendt til de scenarieansvarlige. Jeg skriver Sagnet om Vaulunds hævn, der er et gammelt nordisk sagn sat i jernalderen.


I år var jeg sent ude og ende med en lidt kedelig beskrivelse af scenariet – som kommunikativt er fint og det som de fleste af os gør, men jeg overvejede inden da om at fortælle en rammefortælling om en arkæolog, der bærende på en masse af Vaulunds skatte, bryder igennem isen ud for øen Sævarholm. Men det ville blive noget rod, fordi scenariet jo ikke handler om arkæologer – men er et kammerspil sat i jernalderen.

Jeg overvejede også kort at skrive historie bag sagnet, men kunne ikke formå at gøre det kort nok. Så den får I her i stedet:

Litteraturhistorisk baggrund

Sagnet om Vaulunds hævn bygger ikke på en virkelig historie – men det er en sand historie.

Sagnet foregår i en mytisk jernalder, hvor kong Nidudur har tilfangetaget og lemlæstet mestersmeden Vaulund. Som hævn smeder Vaulund en række magiske genstande, der hver især tilfører mere og mere forfald til Nidudurs hus og slægt. Det er den version af sagnet vi skal fortælle.

I 1981, kulden af den anden oliekrise og den kolde krig, gendigter historikeren Ebbe Kløvedal Reich Sagnet om Vaulunds Hævn. I den version er tjenestedrengen Tuk en slags sejrherrer. Det er en herre/træl fortælling, der munder ud i en form frigørende revolution. Holger Drachmann har også gendigtet sagnet i 1894 og før det har den store nationaldigter Adam Oehlenschläger skrevet sin version i 1805.

Oehlenschläger tog udgangspunkt i den norrønske Vølundkvad fra Ældre Edda, nedskrevet i Island i 1270’erne og en del af Codex Regius. Codex Regius er som er 32 digte fra nordisk jernalder, som blev opdaget i 1643 i Island og 19 år efter sendt til København som en gave til Kong Frederik III fra Biskop Brynjólfur Sveinsson. Uretmæssigt – hvilket man især synes i Island og især efter landet blev en uafhængig republik i 1943. Danskerne beholdt manuskripterne indtil de efter lange og hårdere forhandlinger blev leveret tilbage til Island i 1971.

Sagnet om Vaulunds hævn er bl.a. en historie om grådige konger, der uretmæssigt tilraner sig og beholder andres skatte. Island var tilgivende over for den tidligere kolonimagt – Vaulund er i sagnet mindre tilgivende og lader vores hovedpersoner, hvis ikke bogstaveligt, så socialt, kløjs i sine kunstgenstande.

Scenariet er en sand historie om grådighed og hævn. Det bliver forhåbentlig en fortælling uden helte, men med al for menneskelige primæraktører. Jeg glæder mig sygt meget til at vi skal tage teten op fra Ebbe, Holger og Adam.

Huller, virkeligheden og transcendens

Skriv et svar

 

Jeg har overhovedet ikke læst alle scenarier. Faktisk har jeg nok ikke engang læst særlig mange scenarier, men nogen stykker er det da blevet til også har jeg skrevet nogen. Et af dem, jeg selv har skrevet, er Lørdagsdæmonen fra 2005.

Lørdagsdæmonen

Lørdagsdæmonen er kort fortalt et scenarie, hvor fire venner, en lørdag formiddag, efter en bytur, finder sig fanget i en lejlighed et sted i Aalborg midtby.

Det er et scenarie om venskab og forsoning. De kan hver huske brudstykker af fredag aften og nat. Langsomt og i fællesskab skal spillerne stykke en bytur, der endte helt i hegnet, sammen. En har kysset med en andres kæreste (som samtidig er søstre til en tredje spilperson), der er også en der har tæsket en anden – og det hele hænger sammen. Det var ikke stor scenarieforfatterig, men et sjovt lille coming of age scenarie, hvor en 26 årig Johs så tilbage på en tid, der allerede den gang var long gone.

Det var et forsøg på at arbejde, i rollespilsformen, med rekonstruktion af hukommelse og vidensdistribution.

For virkeligheden er fuld af huller

I årene før, i 2003 og 2004, skriver Martin Svendsen sit take på vidensdistribution i de to korte scenarier Bag lukkede døre og Tsunami. Bag lukkede døre er Vampire, Tsunami er fantastisk. Begge handler om at rekonstruere hukommelse og virkelighed. I det ene scenarie sker det igennem vampyrevner og forhør, i det andet igennem et psykoanalytisk rollespil i rollespillet. Begge arbejder ud fra forudsætningen at en sådan rekonstruktion er konstruktion, hvor man bliver nødt til at tage sig nogen friheder ift. manglede og modstridende oplysninger.

Eller som Martin skriver i Bag lukkede døre:

Reglerne for ”Bag lukkede døre”:

1: Der er oplysninger der mangler

2: Der er modstridende oplysninger

3: Der er ingen fejl, kun mulige grunde til afvigelsen

Og grunden til at disse ikke er oplyst er at:

1: Du ikke kender dem

2: Du ikke husker dem

3: Du husker noget andet

4: Du har en anden teori

5: Du kender der rigtige oplysninger (?)

Vælg selv, udfyld hullerne, til FORDEL FOR HISTORIEN

(Jeg forstår ikke helt sætning 5)

Det taler altså her om spildesign, hvor forfatteren (Martin) bevidst arbejder med informationer, der er mangelfyldte. I begge scenarier skal spillerne digte flash back scener, som måske/måske ikke er sande, men som er dem som deres spilpersoner tror er sande. Denne form for spildesign tænder mig sygt meget, fordi det for det første er utrolig demokratisk og for det andet bygger på en form for punk rock æstetik, hvor lortet (rollespillet) kun virker, hvis du som spiller tager (forfatter)ansvar. Derudover mener jeg at disse scenarierne er epistemologiske sande, fordi jeg mener man bør tage den kontinental filosofi efter Immanuel Kant alvorlig.

Det er rollespil uden sikkerhedssele. Der er ikke garanti for store oplevelser eller at det ikke falder igennem på en række holde og derfor har sådanne rollespil svært ved at vinde ottoen for bedste scenarie, men jeg tror fuldt og fast på at vi bliver bedre rollespillere og mennesker af at spille dem.

Drømmen om et hullet scenarie

Jeg har også senere forsøgt mig med den slags scenarier. Mit sidste rigtige scenarie Narzula City Noir var et forsøg på at lave et hullet scenarie, det er nok ikke det bedste eksempel på et vellykket hullet scenarie, men det var det bedste forsøg jeg havde i mig 2014. (Grunden til det kun blev nomineret til Juryens Specialpris var ikke at det var hullet, men at det simpelthen ikke var godt nok).

Et bedre eksempel finder vi i 2003 (samtidig med at Martin skriver sit Bag lukkede døre), nemlig Jacob Schmidt-Madsens Drømmen om en konge i gult. Drømmen om en konge i gult handler blandt andet om flere lag virkelighed og skift i identitet. Her er selve fiktionsverden hullet og sammenhængning, hvis jeg husker rigtigt. Jacobs scenarie er ikke ligeså radikalt i sit ”hullede” designvalg, men der er steder som både spiller og spilleder selv skal fylde ud for at scenariet virker. Samtidig er det min påstand at disse huller gør det lettere at transcendere scenariet mange fiktionslag, fordi man simpelthen er nødt til at lægge noget af sin egen skaberevne i fiktionens ontologi.

Fælles for Drømmen om en konge i gult, Narzula City Noir, Bag lukkede døre, Tsunami og Lørdagsdæmonen er at man kan slå sig på dem. Vi må aldrig være bange for at slå os. De er ikke scenarier som gør noget ved os uden at vi selv tager ansvar for at flyde hullerne ud. Der findes fantastiske scenarier som tager dig med på en awesome rejse, men hvor din opgave som spiller og spilleder er at formidle og gå i dialog med scenariet. Det er fint, men jeg spiller primært rollespil for at være medskaber. Jeg gider ikke computerspil, fordi de er for låste. Rollespil er mit yndlingsmedie og det er det pga. den frihed til at være medskaber, der ligger i det.

[LG] Laaste døres hemmelighed

Skriv et svar

Da læsegruppens anmeldelser skal være forholdsvist positive og jeg satte mig for at vælge gruppens første scenarie, så valgte jeg at vi skulle anmelde et af de scenarier jeg holder allermest af. Det scenarie er Laaste døre. Historien om hvordan jeg første gang kom i kontakt med scenariet vigtig for mig, men jeg vil alligevel fokusere på noget mere generelt ved scenariet i min læsning af Laaste døre.

Scenariet udtrykker en generel filosofisk og samfundsmæssig point – en hemmelighed, som skal læses frem. Den hemmelighed jeg læser i Laaste døre, er kun blevet mere relevant siden Thomas Munkholt skrev scenariet i foråret 1994. Hemmeligheden forudsætter en metafysisk påstand, nemlig: at en politisk proces kan skabe en sandhed, ligesom sandheden kan skabe en politisk proces. Den sidste bevægelse, der går fra sandhed til politik er ontologisk primær i forhold til bevægelsen fra politik til sandhed. Eller sagt på en anden måde, så snylter bevægelsen fra politik til sandhed, på den mere oprindelige bevægelse fra sandhed til politik. Bevægelsen fra sandhed til politik er en revolutionær bevægelse. Alle virkelig samfundsændringer finder deres kraft i en sandhed, som efterfølgende formuleres politisk. Det kan være de store revolutioner som fx den franske. Den fransk revolution fandt sin kraft i det urimelige i det franske monarkiske organisering af samfundet i forhold til de daværende nye produktionsforhold. Det borgerlige samfund var på det tidspunkt den politiske nødvendig reaktion på sandheden om de urimelige samfundsforhold for borger- og arbejderstanden. Revolutioner kan også være mindre samfundsomvæltninger. Blotte samfundsændringer – som oprettelsen af HF, da dele af den danske arbejdsstyrke skulle omskoles fra at være landarbejdskraft til en mere dannet arbejdskraft.

Den første bevægelse, altså bevægelsen fra politik til sandhed, er revolutionens modsætning og dermed altid er en form for kontrarevolution. Det er denne kontrarevolutionære bevægelse som Laaste døre beskæftiger sig. Når den politiske proces konstruere en sandhed, så opstår der en slags politisk betinget relativisme, der maskere sig som en slags sandhedenspolitik (hvilket ellers er den revolutionære politik). Eller med andre ord – sandheden bliver politisk afhængig, i modsætning til at politikken bliver afhængig af sandheden. Hvor det revolutionære er yder konflikt, så er det kontrarevolutionære en indre. Revolutioner funker ved at konstruere fællesskaber, kontrarevolutioner funker ved at konstruere fællesskabsødelæggende individualiteter. Vi lever på flere måder i en kontrarevolutionær tid, hvor singulære individualiteter nærmere bekriger hinanden snarere end at opbygge fællesskaber, samtidig med at gamle fællesskaber opløses. Denne bevægelse imod en alles kamp imod alle stabileres kun ved opbyggelse af falske lukkede fællesskaber. Paradigme eksemplet på et sådan fællesskab er 30ernes fascistiske fællesskaber (og til dels 50ernes stalinistiske fællesskab i sovjet), hvor fællesskabet kun opretholds ved et stærkt fokus på de der udelukkes fra fællesskabet. De udelukkede er både nogle reelt udelukkede personer og de er også en strukturel nødvendig figur (for systemet opretholdelse) i folks hoveder. Nazierne udelukkede blandt andet jøderne – de blev tillagt alle mulige, usande og sammenhængende negative egenskaber. Denne jøde-figur var helt central for det nationale fællesskab i 30ernes Tyskland.

Indenfor den verden, som Munkholt beskriver i Laaste døre er systemforræderen den jødiske figur. Scenariet foregår indenfor et totalitært system og  dette samfundssystem opretholdes – i fiktionen – ved at spilpersonerne finder frem til en systemforræder. Forræderiet består i en forbryelse som ingen af spilpersonerne har begået, men samfundsorden kan ikke opretholdes uden der findes en søndebuk. Med andre ord skal der etableres en politisk betinget relativistisk sandhed. For at komplicere det hele, så skal alle påtage sig denne sandhed (der i virkeligheden er en løgn). Systemforræderen, som i virkeligheden ikke er forræder, skal tilstå og dermed også påtage sig den falske sandhed. Munkholt har lånet dette dramatiske greb fra Villy Sørensen, men det gør det ikke mindre godt. Ved at lade scenariet fortælle en historien om strukturerne i et kontrarevolutionært samfund, så muliggøre Munkholt et revolutionært spring i den danske scenarietradition – nemlig overgangen til intrigescenariet.

Spilpersonerne bliver netop konstrueret som fællesskabsødelæggende individualiteter, men ved at indsætte det ekstra strukturelle trist – tilståelsen – bliver mindst et af disse individer nød til at ofre sig selv til det falske fællesskab. Denne selvofring er scenariet konflikt – og det er en indre konflikt. Forringen om at ofre sig er per definition en urimelighed af dimensioner, men ikke en umulighed – og det er den hemmelighed Laaste døre ønsker at fortælle os. Hvilken betydning denne leg med det totalitære og forskellige former for fællesskaber indenfor spillets fiktion havde de fællesskaber vi opbygger udenfor spillets fiktion kan jeg ikke helt overskue pt. Og hvordan ofringen spiller ind er mig stadigvæk også ret udforståelig, men jeg er sikker på at man kan lærer meget om dansk politik siden 2001 ved at læse dette scenarie fra 1994. Tak Thomas.

Laaste døre infobox:
Forfatter: Thomas Munkholt
Skrevet til Fastastival 1994, den med Mark Rein·Hagen som æresgæst. Her vandt scenariet en Otto for bedste handouts.
Lagt op på Projekt R’lyeh og Alexandria som scenarie nummer 27

Er det første scenarie, der blev valgt til anmeldelse af læsegruppen.

Husk at læse Mortens, Simons og Frikards anmeldelser også.