Tag-arkiv: Rollespil

Offscreen

3 svar

Hvordan kan vi lege med forfattersynspunktet, uden at det går udover karakterindlevelsen? Det kan vi gøre ved at lade slutningen af en scene være åben for hvad der sker i spil. To af spillederens vigtigste funktioner er tit, at sætte scenen og stoppe den. Det bliver også kaldt klipning. Jeg har en forestilling om at en del traditionelle spilledere, ikke tænker så meget over deres klippeteknik. Det er en skandale, da jeg mener det noget af det, det at spillede handler om.

Når man ser en film, er der meget der ikke bliver fortalt. Vi får ikke vist hvordan hovedpersonen kommer fra sit hotelværelse til sin bil, hvis det ikke er vigtigt. Men nogle gange er der også vigtige ting vi ikke bliver vist. Fx kan en hovedperson sidde på en bar og snakke med en pige, som han er tydeligvis er forelsket i, og hende veninde. Næste scene kan så starte med, at vores helt vågner i sin seng, men hov det er veninden der ligger i sengen ved siden af ham. Der er noget vi ikke er blevet fortalt og som synes umiddelbart forkert. Det kan man gøre i film, men vi er tit lidt bange for at gøre det i rollespil, da vi traditionelt har haft en 1 til 1 forhold mellem spiller og spilperson. Spilleren bestemmer hvad han/hendes spilperson gør.

Sådan behøver det ikke være, hvilket det heller ikke altid er. Traditionelt vil det være spillederen, der sætter scenen og derfor begår vold på spillerens magt over sin spilperson. Men nu findes der forskellige former for vold. Som demokrater kan vi godt lide, at vi alle har lige muligheder til at begå vold over hinanden. Der er en stolt tradition indenfor demokratiet, at vi alle bestemmer lidt over hinanden og ikke så meget over os selv. Det kan vi åbenbart godt lide. En måde at demokratisere volden, kunne være at bruge en teknik som jeg har valgt at kalde offscreen.

Hvis vi forestiller os et setop, hvor man ikke spiller partyspil, fx hvor de fleste scener kun indeholder en hovedperson. Normalt ville sådan spil, som jeg har prøvet det, være noget med at spillederen spiller med de forskellige spillerne på skrift. Men når en spiller ikke er med, kun man forstille sig, at spillerne der ikke er med i scenen, kunne havde til opgave at sætte scenen for hovedpersonen.

Der er selvfølgelig nogle krav, når man skal sætte en sådan scene. Det første er at den skal på en eller anden måde ligge i forlængelse af hovedpersonens tidligere scene. I samme åndedrag, skal den heller ikke ligge udenfor den generelle setning/ ramme for spillet. For det andet, skal der være en konflikt i scenen, som hovedpersonen kan spille op imod. For at gøre denne praksis mere relevant, kunne man give de forskellige spillerne forskellige fortællerstemmer. Måske lidt i samme stil som i Tobias’ scenaire, Det halve kongerige, hvor de forskellige spilpersoner skal spilles på forestille måder alt efter, hvilken spilperson der fortæller scenen og hvordan denne spilperson anskuer hovedpersonen. Det er oplagt at arbejde videre med og ligge noget mekanik indover. Jeg forestiller mig, en form for pokersystem, hvor man staser terninger, som man mister, hvis man taber. Måske lidt ligesom i The Pool – bare man tager terningerne, fra de andre spillere.

Denne teknik kunne der vokse et helt lille scenarie ud af, men det bliver i næste post. Men er der noget i offscreen-teknikken og er det set 1000 gange bedre før?

spring kammerat, den gamle verden er efter dig.

2 svar

Det her er en leg med tanker om to af mine nummer et hobbyer. Nemlig historiespil (story games) og rollespil. Det er søndag. Jeg har tømmermænd. Måske er det lidt dumt og meget banalt, men det er tanker der skal ud. Det er en blog, det her. Hvis det er meget dumt, så kast en kommentar og jeg vil forholde åbent mig til den.

Det er to påstand som jeg synes at høre mange af indykritikkerne formulere igen og igen.

”Det er svært at lave interessante fortællinger på stedet, som man virkelig kan indleve sig i. Problemet er at man i sådan nogle øvelser let kommer til at formulere klicher.”

Og

”Tit kommer man til at digte, afgøre (tit ved hjælp af terninger) og på den måde fortælle hele situationen, for derefter at udspille den. Alt er altså allerede fortalt når man spiller det. Selve spille, bliver blot til en ekstra gang for Prins Kund (det småperverse svin).”

Min viden, analytiske kapaciteter og sukkerindtag er så begrænset af jeg ikke kan finde nogle ordentlige modargumenter til påstandene. Den nydelse man får af at spille historiespil binder sig til den umiddelbare digtning som er mange af disse spilsfokus. Der er en indlevelse, ikke i spilpersonen, men i historien. Det er netop historiespil frem for rollespil, da rollerne er mindre væsentlige. Så min stråmands påstande handler altså om den kulturpraktisk kløft der åbenbart er mellem indlevelse i historien og rollen. Michael skriver et andet sted her på blogen at de to former for indlevelse, ikke er i modsætning til hinanden, da fortællinger gives igennem aktør (ret mig hvis jeg læser Michaels kommentar for hårdt/ forkert). En aktør, er derfor en forudsætning for indlevelsen i fortællingen. Jeg vil give ham ret i at sådan er det tit, men ikke altid. Det handler alt sammen om fortællerstemme. Vi kan ikke komme udover aktørerne i et narrativ helt sikkert. Men der er ingen grund til at skal være nogle centrale aktører som man skal kunne indleve sig i – selvom det tit er sådan.

Men hvis vi skal vende tilbage til kløften mellem historiespil og rollespil, så kan jeg ikke se at den skulle være epistemisk og andet end blot en kulturpraktisk tilfældighed. Det eneste vi derfor behøver er blot nogle teknikker, så vi kan lave en form for syntese af de to. Få en anden diskurs, om man vil. Hvis vi altså som mig synes der er noget interessant på begge sider af kløften og vil det bedste af alle verdener. Hvis man ikke har det sådan, så skal man jo blot spille sine historiespil eller sine rollespil og havde det fint med det.

Det jeg synes, mange af historiespillene gør i dag, er at afgøre situationer i spillet, fra et forfattersynspunkt fremfor et aktørstandpunkt. Det rollespil kan gøre, er, at transcendere fortællingen og ens væren. Sådan at fortællingen bliver mere present end selve virkeligheden. ”Jeg er min spilperson”-oplevelsen er stræk og den udelukker på sin vis forfattersynspunktet. Aktørstandpunktet er umiddelbart og reaktivt (i forhold til fortællingens rammer). Forfattersynspunktet er reflekteret og skabende (da det er her man skaber rammerne for fortællingen). De er anderledes i natur og alligevel til dels afhængige af hinanden. Der skal være en form for forfatter – tit i traditionelt rollespil i kraft af spillederen. Jeg ved ikke med den anden vej rundt.

Det, det nu handler om for mig er at skabe og opfinde nogle teknikker til at demokratisere forfattersynspunktet, samtidige med at der stadigvæk er plads til aktørstandpunktet. Ideen er, at de selvfølgelig skal afprøves i spil over tid.

[bål] Lidt tanker

Skriv et svar

På Scenarie.dk kan man skrive hvad man har gang i. Her. Jeg skrev selvfølgelig meget mere end de 30 ord der var mening. Så nu har jeg slettet det og skriver teksten i sin fulde længte her.

Lige for tiden arbejder jeg med systemer eller Story Games om man vil. Jeg kunne godt tænke mig at lave et scenarie, der også er et system.

Læs resten →

[2006] Ved computeren

2 svar

Jeg er gået over til mac. Det var ikke helt uproblematisk, da den første Macbook jeg fik snittene i var i stykker. Nu har jeg en fin lille hvid ting og vi er meget lykkelige sammen.

Sortforsyning går det træt med. Den er helt sikkert ikke ved at død, men jeg laver bare så mange ting for tiden, at den lidt kommer i anden eller tredje række. Det er jeg lidt ked af, for den er lidt mit fristed og overspringsplads. Det vil jeg tænke over i år og skrive noget mere og mere måske også mere sort.

Jeg spillede noget Wiki skrivespil noget, men det forsvandt også i travlhed og mangel på interesse. Der er noget med formen (eller de andres formbrud) som gør at jeg ikke kan overskue det.

Hvad er det jeg bruger så meget tid på? Jeg ville ønske jeg kunne sige skole, hvilket der også går meget tid med. Jeg ville også ønske det var damerne der tog min tid, men så meget en Ladysman er jeg heller ikke. Der går noget tid med at være scenarieansvarlig (hvilket jeg har været siden i sommers), der er ligesom altid en forfatter man kan tage fat i. Der altid en mail der skal sendes. Og det er ikke alt sammen lige sjovt. Det fede er dog at arbejde sammen med Mette (og Lars A der laver program) og alle de fantastiske forfattere. Men når en forfatter ikke kan tage sig sammen eller når der er endnu en mail eller dokument der skal skrives, som man ikke rigtig gider, så er det hårdt. Eller faktisk er det panikken for ikke at være en god nok scenarieansvarlig der er mest hård. Er jeg nu sikker på at jeg har tænkt over alle de problemer der kan opstå og er jeg forberedt på dem, hvis de skulle opstå? Er tanker som tit popper op i min bevidsthed. Det er dog sjovt at se hvor stort mekanikken indeni Fastaval faktisk er. For det meste er det sjovt og meget lærerigt. Jeg vil nok ikke være scenarieansvarlig til Fastaval 2008, der skal jeg skrive scenarie og vinde Otto’er. Nemlig!

Hvis vi kigger ud over min næse, så er der faktisk sket en del i blogverden. Thomas har dræbt hans blog ved nytår og laver nu i stedet for Scenarie.dk, et forum for scenarieforfattere og deres tanker om scenarier. Det bliver interessant at se hvordan det går, jeg tror det det kan blive et rigtig god værktøj. Det er lidt kedeligt at Thomas har kastet håndklædet i ringen – munkholt var et flagskib på mange måder. Giver  formuleringen “Hvis vi kigger ud over min næse,…” overhovedet mening? For hvis vi  kigger udover min næse, så ser vi nok ret forskellige ting, da jeg ser lige udover den og du enten står ved siden af, kigger over den og ser noget der står ved siden af mig (som jeg så ikke kan se) eller står overfor mig kigger mig ind i øjene. Dårlig formulering – men pyt videre i teksten.

Der er kommet en del nye blogs til i 2006 dog. Lige fra Lars’ meget praktiske blog til Peter Fs der er meget teoretisk. Jeg nyder dem begge meget. Ligesom jeg elsker når Molevitten og Pelk er oppe og kører. Der er også det blogs som man ikke helt ved om er ved at død eller om de bare sover. Her tænker jeg på Sannes, Jonas’ og faktisk også Pers (der har skriftet sprog og derefter ikke rigtig poster så meget). Også kom Mettes blog i 2006. Den giver mig altid en følelse af hemmeligheder og hygge, som jeg er meget vild med. Jeg er vild med hvordan de forskellige blogs har en forskellig stemning – og er ved at hoppe af glæde hver gang min feedreader fortæller mig der er en ny post et eller andet sted. Og Feedreader, Alex fik en op i 2006, det og det at man nu også kan downloade scenarier fra Alex er to ting jeg er helt vild med. Peter lavede også nogle andre ting på samme tid, men dem bruger jeg ikke rigtigt.

Også er der de mere ukende blogs som faktisk ikke handler om rollespil eller lidt. Der er Alex’ om hendes liv (nu på Sjælland), Jacobs blog om et krise ramt land og Jorgo om hans liv (her skriver han faktisk også om sit scenarie).

[2006] Kampagner og det løse

Skriv et svar

Jeg spiller med i to kampagner. En Warhammerkampagne som startede allerede i midten/slutningen af 2005. Den er god. Det er med Lars Vensild som spilleder. Vi spiller hos Kristian Nørgaard i hans lejlighed i Århus. Det er ikke så tit vi spille, men når vi spiller spiller vi i lang tid af gangen. Vi er alle med til at bygge verden og snakker en del om hvor kampagnen er på vej hen. Det er meget vigtigt og vildt hyggeligt.
Derudover er jeg lige i slutningen af 2006 kommet med i Sorcerer & Sword kampagne med Peter og Anders. Den lover godt, men jeg skal lige ind i min spilperson og verdenen. Indtil videre virker det mere som normalt kampagnerollespil end jeg havde forventet, men jeg glæder mig virkelig til at se systemet sparke ind. Det er alt sammen så nyt.

Vores 10 årskampagne går det ikke så godt med. Vi har spillet lidt sammen, for at lærer hinanden at kende. Mest forskellige indy ting, men jeg tror vi står overfor nogle udfordringer som jeg ikke helt kan gennemskue. Derfor er det lidt gået død, men jeg vil stadigvæk gerne.

Også er der ostklubben. Vi er nogle folk der mødes og spiser rigtig god mad og holder taler for hinanden. Vi har gjort det to gange i 2006 og jeg håber virkelig vi forsætter. Det er både lærerigt at høre de andre taler og prøve at holde en selv. Første gang gjorde vi det i Århus, sidste gang her i København. Det går ud på at man holder en tale over et emne. Første gang skulle man sætte noget på spil, der holdte jeg tale om kærligheden. Anden gang var emnet ”Os og Dem”, der holdte jeg en meget rodet tale om forbindelsen mellem fællesskab og individ i en form for idehistorisk forstand. Også bliver man fuld.

Jeg vil være spilleder på en kampagne i 2007.