Tag-arkiv: Rollespilsteori

De tre forskellige talerum

Rollespil er først og fremmest talehandlinger. Nogle gange snakker vi bare, nogle gange beskriver vi scener, omgivelser og situationer, og nogle gange taler vi som vores roller (vi spiller skuespil). Det er tre ret forskellige situationer eller talerum om man vil. 

Første talerum

Den første er, hvor vi er sammen og snakker. Ligesom vi gør hele tiden. Det kan være når nogle siger at de går på toilettet, spørger om noget mangler noget at drikke eller mere kage fra køkkenet eller når vi laver sjov. Når vi spiller rollespil er det lidt særligt, fordi det er et af de talerum vi kan være i. Det er et talerum helt uden for spillet, men ikke mindre vigtigt af den grund. 

Det er også det talerum vi er i når en af spillerne kommer i tanke om noget der skete på arbejdet, som de gerne vil fortælle om. Og der er masser af vigtig samvær og nærvær i det rum. Ift. spillet er det også den samtale vi har i dette talerum, som gør at vi har et godt fundament for rollespil. 

Andet talerum

Det andet talerum er, hvor spillederen eller spillerne beskriver noget inden i spillet. Det kan være når vores helte kommer hen til et nyt sted eller møder en person, der skal beskrives. Det kan også være når spillerne gerne vil beskrive deres rolles ting og sager, såsom tøj, våben eller hest. 

Det er også i det rum vi hvad der sker i fiktion. Når bipersoner eller hovedpersoner (altså spillernes roller) gør noget, så som når nogen går ind af en dør, klatre op i træ, laver mad eller slår et levende skelet med en kølle lige i kraniet. 

Trejde talerum

Og sidst, men ikke mindst, så taler vi nogen gange som vores roller. I stedet for at sige “Min figur siger, giv mig brødet”, siger vi bare: “Giv mig brødet”. Vi laver måske vores stemme lidt om og i det hele taget skuespiller vi den person man spiller. Det er det tredje talerum.

Overgange mellem de forskellige talerum

Når vi spiller rollespil, skifter vi mere eller mindre naturligt mellem de tre talerum. Vi kan komme til at snakke i munden på hinanden og en af spillerne skal hente noget i køkkenet og spørger om hun skal tage noget med, som spilleder beskriver du hvordan en landsby kommer til syne over en bakketop og en tredje har levet sig meget ind i sin rolle som kriger og henvender sig som krigeren til gruppens tyv. Det bliver hurtigt meget forvirrende. 

Derfor kan det være en god idé at hele gruppen forsøger at holde sig indenfor samme talerum. Og at alle, men måske især spillederen, bruger talemarkøre når gruppen skal skifte mellem de forskellige talerum. 

Man kan adskille det første talerum (det helt udenfor spillet) og trejde talerum (der hvor vi snakker som vores roller) ved at bruge hhv. spillernes rigtige navne eller deres rollers navne i sætningen. Ligesom at jo mere man bruger en anderledes stemme til rollerne, jo tydeligere er det at “nu er jeg altså en rolle”. Jeg har bemærket at nogen simpelthen skifter sprog og taler engelsk når de er i det tredje talerum. Det er jo en ret klar talemarkøre, men kræver en del af alles sproglige egenskaber. Personligt synes jeg ikke at mit engelsk er godt nok til, at jeg kunne spille ligeså mange forskellige slags roller, ligeså nuanceret, om jeg kan på dansk.

Det andet talerum (der hvor vi beskriver ting) er forholdsvis let at identificere, men man kan også som spilleder øve sig i sin “fortællerstemme” og hvordan man med tonefald og rytme får tilført stemning ind i sine beskrivelser. Man kan også bruge det andet talerum til at gøre overgangen fra det første til det tredje talerum mere glidende med beskrivelser a la: “hmm, bonden retter sig lidt op, spytter noget meget gennemtygget kød ud og siger…” – også sige sætningen om i det tredje talerum.

spring kammerat, den gamle verden er efter dig.

Det her er en leg med tanker om to af mine nummer et hobbyer. Nemlig historiespil (story games) og rollespil. Det er søndag. Jeg har tømmermænd. Måske er det lidt dumt og meget banalt, men det er tanker der skal ud. Det er en blog, det her. Hvis det er meget dumt, så kast en kommentar og jeg vil forholde åbent mig til den.

Det er to påstand som jeg synes at høre mange af indykritikkerne formulere igen og igen.

”Det er svært at lave interessante fortællinger på stedet, som man virkelig kan indleve sig i. Problemet er at man i sådan nogle øvelser let kommer til at formulere klicher.”

Og

”Tit kommer man til at digte, afgøre (tit ved hjælp af terninger) og på den måde fortælle hele situationen, for derefter at udspille den. Alt er altså allerede fortalt når man spiller det. Selve spille, bliver blot til en ekstra gang for Prins Kund (det småperverse svin).”

Min viden, analytiske kapaciteter og sukkerindtag er så begrænset af jeg ikke kan finde nogle ordentlige modargumenter til påstandene. Den nydelse man får af at spille historiespil binder sig til den umiddelbare digtning som er mange af disse spilsfokus. Der er en indlevelse, ikke i spilpersonen, men i historien. Det er netop historiespil frem for rollespil, da rollerne er mindre væsentlige. Så min stråmands påstande handler altså om den kulturpraktisk kløft der åbenbart er mellem indlevelse i historien og rollen. Michael skriver et andet sted her på blogen at de to former for indlevelse, ikke er i modsætning til hinanden, da fortællinger gives igennem aktør (ret mig hvis jeg læser Michaels kommentar for hårdt/ forkert). En aktør, er derfor en forudsætning for indlevelsen i fortællingen. Jeg vil give ham ret i at sådan er det tit, men ikke altid. Det handler alt sammen om fortællerstemme. Vi kan ikke komme udover aktørerne i et narrativ helt sikkert. Men der er ingen grund til at skal være nogle centrale aktører som man skal kunne indleve sig i – selvom det tit er sådan.

Men hvis vi skal vende tilbage til kløften mellem historiespil og rollespil, så kan jeg ikke se at den skulle være epistemisk og andet end blot en kulturpraktisk tilfældighed. Det eneste vi derfor behøver er blot nogle teknikker, så vi kan lave en form for syntese af de to. Få en anden diskurs, om man vil. Hvis vi altså som mig synes der er noget interessant på begge sider af kløften og vil det bedste af alle verdener. Hvis man ikke har det sådan, så skal man jo blot spille sine historiespil eller sine rollespil og havde det fint med det.

Det jeg synes, mange af historiespillene gør i dag, er at afgøre situationer i spillet, fra et forfattersynspunkt fremfor et aktørstandpunkt. Det rollespil kan gøre, er, at transcendere fortællingen og ens væren. Sådan at fortællingen bliver mere present end selve virkeligheden. ”Jeg er min spilperson”-oplevelsen er stræk og den udelukker på sin vis forfattersynspunktet. Aktørstandpunktet er umiddelbart og reaktivt (i forhold til fortællingens rammer). Forfattersynspunktet er reflekteret og skabende (da det er her man skaber rammerne for fortællingen). De er anderledes i natur og alligevel til dels afhængige af hinanden. Der skal være en form for forfatter – tit i traditionelt rollespil i kraft af spillederen. Jeg ved ikke med den anden vej rundt.

Det, det nu handler om for mig er at skabe og opfinde nogle teknikker til at demokratisere forfattersynspunktet, samtidige med at der stadigvæk er plads til aktørstandpunktet. Ideen er, at de selvfølgelig skal afprøves i spil over tid.