Hvordan kan vi lege med forfattersynspunktet, uden at det går udover karakterindlevelsen? Det kan vi gøre ved at lade slutningen af en scene være åben for hvad der sker i spil. To af spillederens vigtigste funktioner er tit, at sætte scenen og stoppe den. Det bliver også kaldt klipning. Jeg har en forestilling om at en del traditionelle spilledere, ikke tænker så meget over deres klippeteknik. Det er en skandale, da jeg mener det noget af det, det at spillede handler om.

Når man ser en film, er der meget der ikke bliver fortalt. Vi får ikke vist hvordan hovedpersonen kommer fra sit hotelværelse til sin bil, hvis det ikke er vigtigt. Men nogle gange er der også vigtige ting vi ikke bliver vist. Fx kan en hovedperson sidde på en bar og snakke med en pige, som han er tydeligvis er forelsket i, og hende veninde. Næste scene kan så starte med, at vores helt vågner i sin seng, men hov det er veninden der ligger i sengen ved siden af ham. Der er noget vi ikke er blevet fortalt og som synes umiddelbart forkert. Det kan man gøre i film, men vi er tit lidt bange for at gøre det i rollespil, da vi traditionelt har haft en 1 til 1 forhold mellem spiller og spilperson. Spilleren bestemmer hvad han/hendes spilperson gør.

Sådan behøver det ikke være, hvilket det heller ikke altid er. Traditionelt vil det være spillederen, der sætter scenen og derfor begår vold på spillerens magt over sin spilperson. Men nu findes der forskellige former for vold. Som demokrater kan vi godt lide, at vi alle har lige muligheder til at begå vold over hinanden. Der er en stolt tradition indenfor demokratiet, at vi alle bestemmer lidt over hinanden og ikke så meget over os selv. Det kan vi åbenbart godt lide. En måde at demokratisere volden, kunne være at bruge en teknik som jeg har valgt at kalde offscreen.

Hvis vi forestiller os et setop, hvor man ikke spiller partyspil, fx hvor de fleste scener kun indeholder en hovedperson. Normalt ville sådan spil, som jeg har prøvet det, være noget med at spillederen spiller med de forskellige spillerne på skrift. Men når en spiller ikke er med, kun man forstille sig, at spillerne der ikke er med i scenen, kunne havde til opgave at sætte scenen for hovedpersonen.

Der er selvfølgelig nogle krav, når man skal sætte en sådan scene. Det første er at den skal på en eller anden måde ligge i forlængelse af hovedpersonens tidligere scene. I samme åndedrag, skal den heller ikke ligge udenfor den generelle setning/ ramme for spillet. For det andet, skal der være en konflikt i scenen, som hovedpersonen kan spille op imod. For at gøre denne praksis mere relevant, kunne man give de forskellige spillerne forskellige fortællerstemmer. Måske lidt i samme stil som i Tobias’ scenaire, Det halve kongerige, hvor de forskellige spilpersoner skal spilles på forestille måder alt efter, hvilken spilperson der fortæller scenen og hvordan denne spilperson anskuer hovedpersonen. Det er oplagt at arbejde videre med og ligge noget mekanik indover. Jeg forestiller mig, en form for pokersystem, hvor man staser terninger, som man mister, hvis man taber. Måske lidt ligesom i The Pool – bare man tager terningerne, fra de andre spillere.

Denne teknik kunne der vokse et helt lille scenarie ud af, men det bliver i næste post. Men er der noget i offscreen-teknikken og er det set 1000 gange bedre før?