Tag-arkiv: Fastaval-historier

Fastaval 2002

3 svar

Helcon: Her begynder det for alvor at blive pinligt.

Efter fire års pause tager jeg på fastaval igen. Måske er det fordi jeg arbejder som folkeskolelærervikar og alligevel har fri i påsken, måske er det fordi jeg alligevel spiller vildt meget rollespil i et miljø, hvor folk faktisk tager på Fastaval eller måske fordi jeg allerede her leger med tanken om at skrive scenarie. Nok en blanding.

Jeg melder mig til Fastaval og til at kører to scenarier: In Nomine Dai og Kattens vugge. Kattens vugge meldte jeg mig faktisk ikke til, men Jost, der er spillederansvarlig, ringer og overtalte mig til at kører det.

Mads Brynnum ringer også til mig, måske nok bare for at få min adresse. Men langt vigtigere er et opkald fra en anden Mads, nemlig min ven Mads Krog. Han ringer et par dage før valen, fordi dem der skulle lave helcon er hoppet fra. Nu står Fastaval med et rumhelconskoncept og en masse tilmeldte deltagere, men ikke til at kører det. Så hvis jeg vil være med til at lave det, så kommer jeg gratis på Fastaval og jeg få lov til at sove i helconslokalet. Selvfølgelig siger jeg ja.

I vanlig stil ender jeg med ikke at lave særlig meget i helcon. Dog er jeg med til at pynte fællessalen op med de fineste sorte plastiksække. I helconnet er rumfængselspræst, men fralægger mig hurtigt alt ansvar for selve spillet. De andre ender med at arbejde røven ud af bukserne, jeg tilbringer bare con’en i grimt tøj med barberet ise og er dumpinlig under banketten (men mere om det senere). Det skal dog lige siges at jeg ikke er den eneste der er gøglerpinlig i 2002. Fx er Klaus Meier med i og vinder en Miss Univers konkurrence.

Det er også på denne con, hvor Frederik NBH kommer op til mig og siger: ”hey er du ikke Anne KKs ven?”, situation der er med til at åbne rollespilsmiljøet for mig.

I det mindste forsøger jeg ikke på at score nogen i 2002.

.

Rollespil:

(Se programmet her.)

Udover helcon skulle jeg kører to scenarie, men da der ikke er nok spillere på Kattens vugge ender jeg med at være spiller på det. Det er godt for jeg ville ikke havde kunnet spillede det. Til gengæld har jeg en eller anden heltespilleder fra København, hvis navn jeg har glemt. Fra hans måde at spillede scenariet lærer jeg utrolig meget om at spillede.

Inden da har jeg dog desværre spilledt In Nomine Dai. Jeg spilleder allerede dengang scenarier hurtigt, men da der står i scenarieteksten at scenarie bør lange x antal timer, så forsøger jeg at trække handlingen ud. Det bliver ikke en særlig vellykket oplevelse.

Og det er det. Jeg spiller nok ikke flere scenarier, fordi jeg skal lave helcon. Når jeg ser på programmet med scenarier som Bondemænd og biavlere, De fremmede, Elevator, Hvad natten bringer, Høst, Jagten på Skt. Cluberts Horn og Pest eller kolera bliver jeg helt sørgmodig over det.

Til banketten giver vi, os der laver helcon, os selv en pris. Det er så åndssvagt og dumt, men vi synes virkelig vi havde ”redet” Fastaval.

Efter Fastaval begynder jeg at bruge rpgforum og opdater at andre mener noget andet om vores helcon. Jeg har været på alle de efterfølgende Fastavaler.

Fastaval 1998

Skriv et svar

The year of Lars Vilhelmsen.

Jeg går i 1. HF på Aalborg Katedralskole og er en fandens karl. Provinsautonom og spiller Vampire i TRoA. Nogle TRoAfolk skal på Fastaval og jeg skal da med. Har jo ligesom været der før, ikke?

På ’val møder jeg Lars Vilhelmsen, som jeg kender igennem hans ekskæreste Anne KK. Anne går jeg i klasse med, men hun var også værelsekammerat med min ekskæreste Clara, da de gik på efterskole sammen. Så Lars har mødt hinanden før, men vi har aldrig rigtig snakket sammen før. Det gør vi på Fastaval, fordi vi begge er tilmeldt vegetarmad. Det år er der så få vegetarer at vi vegetarerne spiser ved samme bord nede i køkkenet og selv er med til at bestemme ugens menu. Jeg husker det som vildt god mad og selskab. Under en af disse middage fortæller Lars om hans nye kæreste Anne (Vestergaard) og hvordan de e-mailer til hinanden. Det er sjovt, fordi Lars og Anne bliver sammen og er storesøster til min kæreste Maj. For resten har jeg allerede halvandet år inden været sammen med Maj første gang, men den forbindelse bliver først tydelig mange år efter.

1998 er et bedre år socialt end 1996, ikke mindst fordi jeg udover at få gode con-bekendtskaber også er del af en god TRoAklike. Det er en Fastaval fuld af oplevelser. Desværre husker jeg også en noget pinlig episode, hvor jeg forsøger at scorer en smuk kvinde. Det var i de tider, hvor der stadigvæk var lidt for lidt kvinder på Fastaval, så jeg husker det som om vi er nogle stykker der forsøger samtidigt. Pinligt. Jeg spiller også et Mafia Helcon som ikke er opgivet på Alexandria, men går ikke rigtig op i det.

.

Rollespil:

(Se programmet her)

Jeg husker Greenpeace 2056 som helt utrolig dårligt. Vi spiller med forfatteren og han kan ikke rigtig huske scenariet. Samtidigt er det et af de scenarier, hvor man skal gætte, hvad forfatteren vil havde en til at gøre for at komme videre i handlingen og det virker som om scenariestrukturen ikke helt hænger sammen. Da en af de andre spillere er nød til at forlade spillet, fordi han skal til magicturnering, er jeg med til at insistere på at vi virkelig ikke kan spille videre uden ham.

Til hverdag spiller jeg Vampire med Per Møller og Christian Nørgaard (ham fra Aalborg). De har lavet livet varulvelivet Ik’ mer pis! Jeg spiller autonom og keder mig ret meget. Selvom en del andre er glade for scenariet skal der gå mange år før jeg fatter at det er genren live som ikke virker for mig. Tror i dag at det for sin tid var et ok live, men at jeg nok bare ikke er liver.

Jeg har åbenbart valgt scenarier i alfabetisk rækkefølge for det næste scenarie jeg husker at havde spillet kommer lige efter de to andre (Greenpeace 2056, Ik’ mer pis!) i det oprindelige program. Det er Le Dernier Combat og min største oplevelse på valen. Da vores spilleder har været nødt til at forlade con’en finder infoen en ny spilleder, der altså ikke har læst scenariet. Han bruger to gange en halv time til at læse scenariet. En før vi gik i gang og en efter anden akt. Derudover spiller han røven ud af bukserne, så selvom han ikke lige kender alle detaljerne i scenariet er det super fedt.

Jeg spillede åbenbart kun tre scenarier og så alligevel ikke for jeg var også drive by npc i Max’ Var det narkoen eller kvinder… Scenariet der er en slags talk show og spillederen tog mig og andre der bare kom forbi på gangen ind for at være publikum. Vi stillede nogle spørgsmål og spillede på den måde med i et lille stykke tid.

Ellers var jeg med på banketten, hvor jeg diskuterede politik med en eller anden borgerlig rollespiller. Jeg husker det som en god oplevelse, men der skulle alligevel gå en del år før jeg tog på Fastaval igen.

Fastaval 1996

7 svar

Fastaval, åh Fastaval!

Morten har postet Pauls artikel Vi skaber os! Det er en artikel der beskriver dansk rollespil historie op til 2001, hvor den er skrevet. Miljøet omkring Fastaval spiller en stor rolle i denne historie. Det er også en artikel der i sig selv er historisk og beskriver en form for dommedagsstemning i 2001. En stemning der måske ikke rummede hele miljøet, men som var der.

Selvom Fastaval er et fællesprojekt og fuld af dybt nødvendige referencepunkter for vores miljø, så har det altid slået mig, når jeg har snakket med andre, hvor personlige oplevelser de er. Rollespil er den form for fiktion, der påvirker mig mest på et individuelt plan. Jeg oplever at min oplevelse med et rollespil er mere unikt for mig end min oplevelse med en film eller bog. Det ligger i rollespilsformen, hvor man både er deltager og tilskuer. Der er forskel på et scenarie og et rollespil. Scenariet er oplæget. Rollespillet er det der opstår når vi spiller rollespil. Vi kan kalde det for en social situation og det er her det er særlig unikt. Der er ikke andre, der spiller den samme rolle som mig i samme rollespil, da rollespil sker i en social situation.

Samtidig føler jeg mig ofte ret ensom på Fastaval. Det er ikke noget jeg er ked af eller noget, men Fastaval er meget stort og der er mange mennesker som jeg kender, men alligevel finder jeg mig meget alene på Fastaval. Jeg tror at jeg har brug for denne alenehed, fordi jeg er rigtig rigtig meget på når jeg spiller rollespil og deler meget mig selv.

Men det var faktisk bare indledningen, her er min første Fastavalhistorie (var de ikke på mode engang?):

.

F1996

Kærlighed ved første blik?

– ikke så meget.

Min første Fastaval. Jeg har tidligere været på et par TRoAcon’er og ved derfor selvfølgelig hvad det der con noget handler om. Det er Markus, som jeg går på efterskole med, der har fået tilsendt et program, som vi kopier. Først besøger jeg Markus og så tager vi på Fastaval sammen. Vi er ikke så meget sammen, da han hellere vil hænge med sine cool Odder-venner. Jeg er på røven og har kun de penge med, som Markus givet mig for mine tidlige magickort. En handel hvor han ”snyder” mig og giver mig meget mindre end hvad de er værd. Jeg gik nu ikke så meget op i det, fordi jeg var naiv antikapitalist og havde syntes Magic var et åndssvagt spil – der netop handler om at snyde hinanden når man ”bytter” kort. Markus er for resten erklæret kommunist (ligesom resten af hans familie).

Jeg køber rulletobak for pengene. Overlever på det og maden som jeg har betalt forud for. Nasser også et par øl her og der, blandt andet hos Markus der har dårlig samvittighed over handlen. Mit stærkes minde er smagen af dårlige rullesmøger for at holde sulten for døren (jeg var jo i voksealderen og de tre gange mad var langt fra nok), tilfældige convenskaber og en Fønixbod, hvor man kan betale sig til ros (eller måske er det først to år efter?).

.

Rollespil:
Fordi jeg blot var 17 så spiller jeg sammen med andre yngre rollespiller og det kan mærkes.

(Se programet her)
Jeg røvkeder mig til FBI, som er det første scenarie jeg spiller. Husker det som at vi bruger utrolig meget tid på at kigge på et kort over New York.

Det er dog ikke helt lige så kedeligt som New Dawn, et typisk Vampire live, hvor mening deltager blot er fyld. Indholdsmæssigt er det også noget rod: Sci fi vampire i en underhavsby. Selvfølgelig har forfattere fundet på en ny sej vampyrklan, der er en slags cyborgs. Det er så dumt! Det hjælper heller ikke at jeg spiller en vildt irriterede Malkavian med nissehue. Det er også pænt dumt. Mange år efter møder jeg en af forfatterne og er meget overrasket over at han faktisk er stolt over hans Fastavallive.

Vogterens Arving virker ikke rigtig for vores spilgruppe. Vi kører lynhurtigt død i det. Der kommer dog pænt meget mere fart over det, da en af spillerne opdater at han har set den samme tv-udsendelse som Michael har. En udsendelse som scenariet er skrevet på baggrund af også er det scenarie løst.

Paranoia the Gathering er vildt mærkeligt. Jeg gik som sagt ikke så meget op i det der Magic og synes lidt det ødelægger det ellers gode Paranoiaoplevelse. Er vildt stolt, da jeg stiger en farve.

Til gengæld elsker jeg, som teenanarkist, Når jeg ser en Shell-tank brænde. Det er en fest at spille satanistkommunistspilpersonen og i løbet af slut90erne, hvor jeg bliver mere aktiv politisk, møder jeg de typer vi spillede igen og igen. (Møder faktisk også spilpersonerne, da de bygger på rigtige personer).

Årets største oplevelse er dog Udødelighedens pris, hvor vores spilleder formår at aktivere spilpersonernes moralske standpunkter i en hed diskussion under en ellers ret ligegyldig togtur i scenariet. Scenariet slutning er at man dræber hinanden og slutscenerne får betydning pga. denne diskussion. Der kom noget på spil og det var fedt. Jeg husker det som meget elegant.

Jeg var ikke til Banket, da jeg ikke havde råd.

Min første Fastaval er ikke en stor oplevelse og der går to år før jeg kommer tilbage. Måske havde jeg også lidt følelsen af at være for ”lille”.