Efterspilsrapport af Anders, vi mangler efterspilsrapporten fra 11. Afsnit, men den kommer og Anders har skrevet denne så man kan klare at få dem i en forkert rækkefølge.
Prinserne ankommer til Hobb, Carhols nordligste fæstningsby. Rygtet om deres ankomst er løbet i forvejen, og Lord Hornblowen Warden of the North, har hidkaldt de vigtigste vasaller fra landet nord for de Blå Bjerge til krigsråd mod det invaderende Wickmont. Man har stadig endnu ingen klare efterretninger om hvorvidt kong Graig vitterligt er død, men rygtet om at en giftmorderske fra Wickmont skulle husere ved hoffet i Uzel er dog nået frem til norden. Mens kronprins Graig restituerer efter den halsbrækkende flugt fra Lord Rand Wagns varetægt, og den efterfølgende rejse sydpå, benytter Raylan førstkommende mulighed for at hverve flere spejdere blandt nordlandets unge væbnere som kan skaffe ham sikker viden om størrelsen, beskaffenheden og placeringen af Wickmonts hær.
Ti stormænd er ankommet med hvert sit følge for at vise deres støtte. Fra den salte og udyrkelige marsk i vest til de frodige len i midt og øst kommer stormændene. Man spiler øjnene op da den ærværdige men oldgamle Ordham Seddon ankommer fra marsken. Man morer sig over den enfoldige Sir Elvin Kirkswain fra Melond, der bærer sine våben og udrustning som en påfugl bærer sin hale. Man studerer nøje den unge Wester Dunwood af Borburg og hans kølige moder Lady Hence, der indtil drengen når til skelsår dirigerer lenet.
Som altid når stormænd samles fører nogle sig selvbevidst og støjende frem. Andre nøjes med at spille statister mens de afdæmpet iagttager, tænker frem og leder efter åbninger, som var hele adelslivet et langt fragmenteret skakspil.
Kronprins Graig træder hjemmevant ind i den belevne herskersøns rolle under første aftens festmåltid. Det er da heller ingen sag så længe støtteerklæringer flyder til Carhol, kun suppleret med underholdende festindslag af mere eller mindre planlagt art, som da Lord Hornblowens smukke datter Isabelle synger for herskaberne, og den elegante unge grev Lucius Montet, lensherre til Churchshire træder ind på scenen og istemmer med sin fyldige og sikre sangstemme. De ældre mænd sukker, harker og spytter af den unge flanørs selvsmagende optræden, mens der blandt tyendet mumles begejstret om muligheden for et snarligt adelsbryllup i Hobb.
Montet af Churchshire
Mellem den skamrosende ordflom fra stormændene antydes dog også frustrationer og slet skjult kritik af styret. Stammefolkene i bjergene giver stadig større problemer, de tilsyneladende ublu toldsatser som kongemagten har tilskikket greven af Churchshire smerter handelen som aldrig før, marskens stormænd føler sig forbigået og glemt af Carhol, og udgifterne til den forestående krig slider på stormændenes finanser, der allerede har lidt under de senere års grænsetræfninger med bl.a. Albrand. Graig Hart lytter og viser stormændene den forventede respektfuldhed, men hans endegyldige planer for hvorledes sol og vind deles i fremtiden holder han påpasseligt for sig selv den aften.
Mens Graig afstemmer hvor stor og hvor loyal støtte der kan forventes fra de respektive len, er bror Raylan i gang med at opbygge et nyt korps: The Kings Guard, som skal udgøres af de tretten fineste riddere i riget. Hver af de tilstedeværende adelsmænd bliver bedt om at stille med de fremmeligste krigere fra deres hird, fx. egne sønner, som herved vil få mulighed for udmærke sig i krig i umiddelbar nærhed af kongemagten.
Klik på billedet for det fulde kort
Også onkel Raylan er ved at samle sig en styrke, men af en helt anden kaliber. Hans kølige blik har set nødvendigheden af at have et loyalt korps af diskrete og ansigtsløse ufredsmænd til sin rådighed til indsamling af viden og til eksekvering af handlinger, der ikke helt flugter med rigets nedfældede landskabslove. Hidtil har man forladt sig på løsrevne efterretninger fra gejstlighed og adel, og ingen af de to stænder tiltros af Lord Ray den fornødne loyalitet overfor styret.
Ud på aftenen træder Lady Ester ind i salen. Brødrene og onkel Ray må endnu engang undertrykke deres overraskelse over hendes færden, og blot byde hende velkommen i deres midte. Ester virker træt, antyder blot strabadserne ved sin rejse sydpå de seneste uger. Hun trækker de fire mænd til side efter krigsrådet og fortæller, at hun har begrundede formodninger om, at grev Lucius Montet ikke er til at stole på. Raylan spørger hende efter bevis, men hun har endnu intet. Hun uddyber heller ikke, hvor hun har sin viden fra. Carhols arvinger vælger en diskret overvågning af grev Lucius Montet som foreløbig løsning.
Esters rejse
Vinteren har endnu ikke sluppet sit greb i Lightland: Ester træder hen på pladsen ved det gamle hvide asketræ. Hun forsøger at brække en gren af træet, men træet vånder sig. Hun spørger om lov til at tage grenen som gave. Træet indvilger, hun knækker grenen, men i næste nu griber træet om hende og omslutter hende med sine grene, som var det ganske levende.
Inde i træets mørke åbner sig et sælsomt lys, og pludselig kan Ester se ind i et smedjerum. En mand, klædt i en smeds grove forklæde, kaster endnu en brændeknude på bålet og taler ind i ilden:
“Jeg er Ildsmeden Ham af Grafslæt.” Frøken Ester, jeg har en handel at tilbyde dig: Jeg kan fortælle, hvem af jeres families vasaller der smeder rænker mod Carholslægten. Tre navne kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig frihed. Dukkeførerens navn kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig retten til at tage Lord Hornblowens liv, som det passer mig.”
Ester klemte øjnene sammen, og nikkede for sig selv. Dette var den mulighed ånden i skoven havde forberedt hende på: “Hør mit modtilbud, smed! Jeg giver dig disse ting, hvis du giver mig disse navne…”
Smeden nikkede begejstret igennem ilden.
“…Og! Hvis du smeder mig en daggert, der når den rører blod, vil lede sin mester til andre skabninger, der bærer den samme slægts blod.”
Smeden skumlede lidt, men vendte så munden til et listigt smil:
“Det er en dyr gave du afkræver mig, unge frøken. Du skal få din gave, hvis du skænker mig en nat at ligge med dig.”
Ester så et øjeblik rådvild ud. Så mødte hun smedens begærlige blik, rakte armen igennem ilden og gav smeden hånd derpå.
Tilbage i gården til borgruinen åbnede træet sine grene og lod Ester træde ud.
De næste uger rejste Ester i hastværk gennem Brinets øde skove og sletter. Som følge havde hun andraget tre af de mænd, som hendes brødre havde hvervet i deres planlagte felttog mod Middle Stone. Den første led døden ved et af de skæbnesvangre tilfælde, som ingen synger sange om: Han faldt af hesten i et vadested og knuste hovedet mod en sten.
Den næste måtte lade livet idet han en nat vovede at tage sig friheder hos den unge adelsfrøken: Hun skilte hans manddom fra ham før han kunne forrette sit liderlige ærinde, og stak ham derefter målrettet i struben så blodet fossede fra både skridt og hals.
Den tredje fulgte hende hele vejen til Hobb, for det meste tavs mens han genkaldte sig det søvndrukne minde af at blive vækket af vræl fra sin medvagt, der nu lå på jorden med den mørkhårede frøken siddende overskrævs på hans bryst. Han: ynkelig, uden bukser, med hænderne i sit blodige skridt. Hun: i blodig underkjole og bare ben, hendes hud og vilde ansigt oplyst af flammerne fra bålet.
Dagen før sine brødre ankom Ester til Hobb. Uset af byens herre blev hun ført ud til øen, hvorpå Ildsmeden Ham af Grafslæt holdtes fangen. En kniv skulle smedes.
