Tag-arkiv: A Song of Mountain & Riverland

[M&R] Klip i kampen

Efterspilsrapporten fra sidste spilgang i vores kampagne er just kommet online. Som du kan læse, så springer handlingen frem og tilbage imellem en kampscene og en række efterforskningsscener. 

Jeg satte det sådan op at spilgangen praktisk talt startede med at spilpersonerne blev overfaldet i bagholdsangreb fra nogen hardcore eliteridder. Spillerne vidste (og ved) ikke særlig meget om hvor mange der var med i angrebet, men igennem den kamp der opstod, da vores prinser kæmpere tilbage imod bagholdsriddere, kom det – når det passede ind i fiktionen flere modstandere til. Noget af det der virkede i denne kamp var at det var helt klart at spilpersonerne og spillerne ikke havde et overblik over hele kampen og knap nok vidste hvordan det gik fem-ti meter væk fra dem.

Efter første kamprunde lavede vi et flashback og jeg gav spillerne tre moves (tre klynge af scener eller tre handlinger, om man vil) til at forsøge at afslører forræderne (som de vidste hvem var, men som de ikke havde beviser på) inden vi gik videre til anden kamprunde. Efter anden kamprunde, lavede vi et flash back til hvor vi slap efterforskningen og de fik  tre moves mere.

Carhol don’t run

Allerede fra første kamprunde gjorde jeg det spillerne klart at de kunne flygte fra kampen, men hvis de gjorde ville de ikke nå længere i efterforskningen. De flygtede ikke før efterforskningen var afsluttet. Jeg tror nu ligeså meget det var spillernes opfattelse af deres prinsers mod og mandshjerte, der gjorde at de ikke flygtede (denne opfattelse vil nok betyde døden for en spilperson eller to efterhånden, men sådan går det jo). Kampen endte, da de i flash back-scenerne fik opklaret efterforskningen, med at en af deres lord (exforræderen Osclay) kommer og leder dem væk. På den måde synes spillerne ikke at deres spilpersoner flygtede, men blot at de bliv redet i sikkerhed.

Det virkede sgu

At klippe mellem kampen og efterforskningen var en rigtig god dramatisk struktur for os. At spillerne havde et begrænset antal scener til at opklare efterforskningen, virkede også utrolig godt. At deres kamplykke i kampscenen havde afgørende betydning for hvor højt det antal scener var virkede også rigtig godt – især fordi spilpersonerne var meget presset de sidste to kamprunder. Og at afslutningen af efterforskningen også ledte til afslutningen af kampen virkede virkelig virkelig godt.

[M&R] 14. Afsnit: Forrædere og en forsvunden by

Efterspilsrapport af Asger S., vi mangler efterspilsrapporten fra 13. Afsnit, så der er igen rod i rækkefølgen. 

Carholfølgets rejse mod syd fortsætter. Rygtet om dets færd iler i forvejen, og bannermænd efter bannermænd indfrier deres løfte om troskab. I alt 10 bannermænd med samlet 32.000 fodfolk og 900 infanterienheder, foruden prinsernes egne styrker, samler sig under kronprins Craig.

Fra Esters forsyn ved Carholbrødrene, at Lord Montet, Lord Claylake og Lord Osclay er forrædere og plotter imod Carhol. Raylan, der er trænet i kamp og hærførelse, fanger hurtigt behovet for at splitte forræderne op i mindre grupper, og han planlægger hæres formation således, at deres forræderi udgør så lille en risiko som mulig under rejsen.

På vej ned gennem passet ved 5-Stone angribes hovedstyrken af en uoverskuelig stor enhed af Wigmont tropper, og hvad der ligner 2-3 underhuse fra syden. Forvirringen er total. Før prinserne får set sig om, er en mindre styrke brudt igennem og fortsætter direkte mod kronprins Craig.

”Rally to the king….rally to the king” lyder råbene, men selv brave krigeres forsøg kan ikke hindre, at fjenden trænger igennem. Kampen er i gang, og allerede fra starten får de feje bagholdsangribere at føle, at Raylan er trænet i den slags. Han hugger den første angribes hest ned, og fortsætter ufortrødent mod den næste. Kampgejsten stiger, men desværre får både Adrian og Craig dybe sår i første sammenstød.

klip – til nogle uger forinden

Brødrene ved, at der er forrædere blandt bannermændene og hvem det et, men ingen aner hvor dybt forræderriet stikker, hvad de plotter om, hvem der leder det, eller hvornår de vil slå til. Ærgerlige over at måtte konstatere foræderiet indser brødrene, at Huset Carhols skæbne afhænger af, at forræderne afsløres. I forsøget på lige netop det plantes falske breve med besked fra Wigmont om at mødes et hemmeligt sted. Kronprins Craig venter i mørket, men forræderne dukker ikke op – alt tyder på, at de må være blevet advaret på forhånd.

Adrian knytter bånd til tre smukke glædespiger, der længe har fulgt hæren. De indynder sig hos den pigeglade Lord Monet for at finde bevis for forræderiet. De drikker ham fuld og samler en større mængde dokumenter fra hans gemakker og bringer dem til Adrian til gennemsyn. I stakken findes flere dokumenter skrevet på classical på dyreskind. Den lærde Craig læser dem igennem, og han indser hurtigt, at selv om der er tale om seksuelle beskrivelser af masokistisk art, kan der meget vel være tale om afgudsdyrkelse. En præst af Okseordnen hidkaldes, og konstaterer strakt, at der uden tvivl tale om afgudsdyrkelse.

kort     

klip

Kampen i passet fortsætter. Angriberne slår dygtigt fra sig, og blodet flyder fra prinserne.

klip

Craig har læst teksten med afgudsdyrkelse, og er på den måde selv i risiko for at være smittet. Med præstens hjælp renses han ved at tilbringe en nat i svedehytte.

Craig overlader Monets skæbne til kirken, der hurtigt lader Monet anholde og fører ham til afhøring. Han ryster straks han hører anklagen. Monet ved, at hans dage er talte. Da han tilbyder en deal, benytter Craig lejligheden til at gøre alle de tilstedeværende bannermænd opmærksom på, at han udmærket er klar over, at Monets forræderi ikke er et enkeltstående tilfælde. Der er uden tvivl flere, og de vil en for en blive afsløret og dømt.  

Monet forklarer privat over for Craig, at han er blevet kontaktet af en ambassadør fra Crossford med anmodning om udlevering af oplysninger om sit territorium – oplysninger af en naturlig militær interesse. Let din sjæl, tilbyder Craig, og Monet fortæller at ambassadøren hedder Underwood og, at han er en mester i forklædning. Han kan kendes på et modermærke under venstre øje. Craig overlader det til præsten at dømme – Monet halshugges samme aften.

Glædespigerne kommer under Adrians beskyttelse som tak for hjælpen.

klip

Passet flyder med blot. I desperation forsøger Adrian at overmande en angribende ridder ved at springe om bag ham på hesten, men bliver kort efter skubbet af. Kampen virker ulige, og brødrene er klart i fare. Både Rayland og Graig viser ægte kongehjerte, men overmagten er for stor, og de blive begge alvorligt såret.

klip

Glædespigerne fortæller, at Lord Oscaly fast lader sig underholde af en slags konkubine ved navn Lydia. Hun har fulgt Osclay gennem længere tid. Hun hidkaldes til forhør og kan fortæller, at Osclay betror sig til sin ’højre’ hånd Andy Thorne, og at Osclay har haft besøg af Underwood flere gange – denne gang forklædt som præst. Hun tilbydes guld for sin loyalitet over for house Charhol.

Andy Thorne kaldes også til forhør, og efter at Craig derefter offentligt tilbyder enhver forræder frit lejde, går Osclay til bekendelse. Hans straf udsættes til efter krigen, og straffen vil i høj grad afhænge af hans bedrifter i de kommende slag.

klip

I passet ser det ud til, at solen er ved at gå ned over House Charhol. Adrian bliver dødeligt såret, og også Rayland og Craig får yderligere sår, og kan næsten ikke holde til mere. Flere mænd bryder igennem med skræmmende kampiver.  

klip

Efter en kort men intensiv undersøgelse, kan oksepræsten fortælle, at Underwood har begået sig som præst i hærens rækker, og at Underwood længe har fungeret som præst for Lord Claylake.

Frem for at gå direkte til Lord Claylake tilkalder Craig Claylakes yngre bror William, der er den næste i arverække. Craig foreholder ham, at House Claylake muligvis kan vise sig som forrædere mod House Charhol. Det er naturligvis noget, der må handles på.

Senere på aften kommer William til Adrian og tilbyder, at han kan skaffe det nødvendige bevis for sin brors forræderi, hvis han til gengæld kan få lovning på at kunne slå kongens mønt i sølv og kobber efter krigen når han overtager lederskabet. Det overvejs kort, og accepteres da det forekommer at være en god løsning også for House Carhol. Få dage senere er der fremskaffet, nogen vil måske mene produceret, det fornødne bevis mod Lod Claylake til at hans forræderi kan afsløres. Død ved hængning er hvad han fortjener.  

klip

Lord Osclay kommer de hårdt sårede prinser til undsætning og hjælper dem ud af kampens hede. De fortrækker ind i skoven. Efter nogen tids vandring når de til en dal med et stort vandfald. De ser en neandertalerlignende skikkelse gå direkte igennem et stort vandfald, og da de kan hører at forfølgere er ved at hale ind, søger de igennem vandfaldet – Andy Thorne gør kort proces med neandertaleren. Gennem en lang gang når de til et udsigtspunkt, hvorfra man kan skue ud over en mægtig lukket dal. Flotte store og udskårne gamle statuer troner op, og da følger også ser overgroede bygninger erkender følget langsomt, at de har fundet en for længst glemt by, nu delvist gemt bag junglevækster…..

[M&R] Bipersoner i felten

Kort tid før en rollespilgang i min A Song of Mountain & Riverland kampagne kunne jeg ikke rigtig finde på nogen seje biperson, så jeg skrev Facebooksiden rpgforum.

Der var en del der svarede. Desværre nåede jeg ikke at læse deres svar før jeg måtte kaste mig på cyklen imod drama og terninger i en mindre lejlighed på Frederiksberg. Men jeg har nu tænkt mig at bruge bipersoner og har samlet dem på en side, så andre også kan få glæde af dem.

Bipersoner i felten

 

[M&R] 11. Afsnit: Syd på

Efterspilsrapport af Jonas, denne efterspilsrapport har byttet plads med Afsnit 12:Stormandsmøde i Hobb. Afsnit 12 skete efter dette, men er blevet lagt på blogen før.

Onkel Ray sidder på hesteryggen på vej mod syd. På vej mod Carhol-land med resten af følget. Det kan kun gå for langsomt. Der er sket ting i de seneste døgn, som har rystet Huset Carhol og gjort felttoget mod “Sortskæg” (Lord Rand Wagn), fyrsten af en latterlig lille ø oppe mod nord, helt ligegyldig.

Wagn af Middle Stone


Han kigger sig over skulderen. På hestevognen med den febersyge kronprins Craig. En kronprins som måske er blevet konge nu. Sortskæg havde kidnappet ham. Ganske listig mand, ham Sortskæg. I ledtog med sort magi, naturligvis. Det må han være. Han burde brændes. Nej, koges!

Sortskæg ville bruge kronprins Craig til at forhandle. Købe sig tid mod den invasion med hans lille klippe af en ø. Klogt tænkt. Men Craig klarede selv at slippe fri. Se det er heroisk! Måske er der alligevel en heltekonge gemt i den lille kræmmer af en knægt. Nu skal han komme sig. Og fortælle historien om, hvordan han slap løs.

Det var Sortskæg, der overbragte dem nyheden. At Kongen af Carhol er død. Forgiftet. Og hovedstaden Uzel er under belejring af Wickmont. Feje Wickmont. Senere kom det frem, at kongen måske kun er syg. Ray hader ikke at have præcis viden, og præcis viden er det svært at have her langt langt hjemmefra. Forbandet være de nordlige kyster.

Hurtigt blev fejden med Sortskæg afblæst. Det er han sikkert glad for. Men glemt er han ikke. En dag vil Huset Carhol rydde hans lille forpulede ø. Salte jorden.

Ray tænker videre. På de to andre prinser i tronfølgen, som han ikke har set i de sidste par år. Nu er de blevet voksne. De skal vise deres værd: Nevøen Raylan, opkaldt efter ham selv, og Adrian, søn af kongens nye hustru.

Ray skal have styr på prinserne. Lære dem at være regenter. Det virker op ad bakke. Raylan er et brushoved. Han kunne måske blive en god folkelig konge. Stå i spidsen for felttog og skabe legender. Men han er en drømmer. Han ser sig selv som en fantasifigur. En ridder, som de er i de gamle sange. Ærekær og ikke så praktisk. Han udfordrede Sortskæg til holmgang! Hold nu op. Raylan viser dog også handlekraft. Det er godt. Han skal bare lære at lede, og ikke mindst lære at være strategisk.

Adrian. Lille Adrian. Det virker som om, at han slet ikke aner, at han kan blive konge en dag. Han er nummer tre i arvefølgen, så han kan meget vel blive konge i en verden med giftmord og sort magi. Han har meget at lære. Ray er slet ikke overbevist om, hvad han kan. Han skal lære at sige sin mening direkte. Også selvom de ældre brødre kunne føle sig truet.


Nu skal de bare komme sydpå. Til endnu en krig. Der har allerede været så mange krige.

[M&R] 12. Afsnit: Stormandsmøde i Hobb

Efterspilsrapport af Anders, vi mangler efterspilsrapporten fra 11. Afsnit, men den kommer og Anders har skrevet denne så man kan klare at få dem i en forkert rækkefølge.

Prinserne ankommer til Hobb, Carhols nordligste fæstningsby. Rygtet om deres ankomst er løbet i forvejen, og Lord Hornblowen Warden of the North, har hidkaldt de vigtigste vasaller fra landet nord for de Blå Bjerge til krigsråd mod det invaderende Wickmont. Man har stadig endnu ingen klare efterretninger om hvorvidt kong Graig vitterligt er død, men rygtet om at en giftmorderske fra Wickmont skulle husere ved hoffet i Uzel er dog nået frem til norden. Mens kronprins Graig restituerer efter den halsbrækkende flugt fra Lord Rand Wagns varetægt, og den efterfølgende rejse sydpå, benytter Raylan førstkommende mulighed for at hverve flere spejdere blandt nordlandets unge væbnere som kan skaffe ham sikker viden om størrelsen, beskaffenheden og placeringen af Wickmonts hær.

 

Ti stormænd er ankommet med hvert sit følge for at vise deres støtte. Fra den salte og udyrkelige marsk i vest til de frodige len i midt og øst kommer stormændene. Man spiler øjnene op da den ærværdige men oldgamle Ordham Seddon ankommer fra marsken. Man morer sig over den enfoldige Sir Elvin Kirkswain fra Melond, der bærer sine våben og udrustning som en påfugl bærer sin hale. Man studerer nøje den unge Wester Dunwood af Borburg og hans kølige moder Lady Hence, der indtil drengen når til skelsår dirigerer lenet.

Som altid når stormænd samles fører nogle sig selvbevidst og støjende frem. Andre nøjes med at spille statister mens de afdæmpet iagttager, tænker frem og leder efter åbninger, som var hele adelslivet et langt fragmenteret skakspil.

Kronprins Graig træder hjemmevant ind i den belevne herskersøns rolle under første aftens festmåltid. Det er da heller ingen sag så længe støtteerklæringer flyder til Carhol, kun suppleret med underholdende festindslag af mere eller mindre planlagt art, som da Lord Hornblowens smukke datter Isabelle synger for herskaberne, og den elegante unge grev Lucius Montet, lensherre til Churchshire træder ind på scenen og istemmer med sin fyldige og sikre sangstemme. De ældre mænd sukker, harker og spytter af den unge flanørs selvsmagende optræden, mens der blandt tyendet mumles begejstret om muligheden for et snarligt adelsbryllup i Hobb.

Montet

Montet af Churchshire

Mellem den skamrosende ordflom fra stormændene antydes dog også frustrationer og slet skjult kritik af styret. Stammefolkene i bjergene giver stadig større problemer, de tilsyneladende ublu toldsatser som kongemagten har tilskikket greven af Churchshire smerter handelen som aldrig før, marskens stormænd føler sig forbigået og glemt af Carhol, og udgifterne til den forestående krig slider på stormændenes finanser, der allerede har lidt under de senere års grænsetræfninger med bl.a. Albrand. Graig Hart lytter og viser stormændene den forventede respektfuldhed, men hans endegyldige planer for hvorledes sol og vind deles i fremtiden holder han påpasseligt for sig selv den aften.

Mens Graig afstemmer hvor stor og hvor loyal støtte der kan forventes fra de respektive len, er bror Raylan i gang med at opbygge et nyt korps: The Kings Guard, som skal udgøres af de tretten fineste riddere i riget. Hver af de tilstedeværende adelsmænd bliver bedt om at stille med de fremmeligste krigere fra deres hird, fx. egne sønner, som herved vil få mulighed for udmærke sig i krig i umiddelbar nærhed af kongemagten.

Klik på billedet for det fulde kort

Også onkel Raylan er ved at samle sig en styrke, men af en helt anden kaliber. Hans kølige blik har set nødvendigheden af at have et loyalt korps af diskrete og ansigtsløse ufredsmænd til sin rådighed til indsamling af viden og til eksekvering af handlinger, der ikke helt flugter med rigets nedfældede landskabslove. Hidtil har man forladt sig på løsrevne efterretninger fra gejstlighed og adel, og ingen af de to stænder tiltros af Lord Ray den fornødne loyalitet overfor styret.

Ud på aftenen træder Lady Ester ind i salen. Brødrene og onkel Ray må endnu engang undertrykke deres overraskelse over hendes færden, og blot byde hende velkommen i deres midte. Ester virker træt, antyder blot strabadserne ved sin rejse sydpå de seneste uger. Hun trækker de fire mænd til side efter krigsrådet og fortæller, at hun har begrundede formodninger om, at grev Lucius Montet ikke er til at stole på. Raylan spørger hende efter bevis, men hun har endnu intet. Hun uddyber heller ikke, hvor hun har sin viden fra. Carhols arvinger vælger en diskret overvågning af grev Lucius Montet som foreløbig løsning.

 Esters rejse

Vinteren har endnu ikke sluppet sit greb i Lightland: Ester træder hen på pladsen ved det gamle hvide asketræ. Hun forsøger at brække en gren af træet, men træet vånder sig. Hun spørger om lov til at tage grenen som gave. Træet indvilger, hun knækker grenen, men i næste nu griber træet om hende og omslutter hende med sine grene, som var det ganske levende.

Inde i træets mørke åbner sig et sælsomt lys, og pludselig kan Ester se ind i et smedjerum. En mand, klædt i en smeds grove forklæde, kaster endnu en brændeknude på bålet og taler ind i ilden:

“Jeg er Ildsmeden Ham af Grafslæt.” Frøken Ester, jeg har en handel at tilbyde dig: Jeg kan fortælle, hvem af jeres families vasaller der smeder rænker mod Carholslægten. Tre navne kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig frihed. Dukkeførerens navn kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig retten til at tage Lord Hornblowens liv, som det passer mig.”

Ester klemte øjnene sammen, og nikkede for sig selv. Dette var den mulighed ånden i skoven havde forberedt hende på: “Hør mit modtilbud, smed! Jeg giver dig disse ting, hvis du giver mig disse navne…”

Smeden nikkede begejstret igennem ilden.

“…Og! Hvis du smeder mig en daggert, der når den rører blod, vil lede sin mester til andre skabninger, der bærer den samme slægts blod.”

Smeden skumlede lidt, men vendte så munden til et listigt smil:

“Det er en dyr gave du afkræver mig, unge frøken. Du skal få din gave, hvis du skænker mig en nat at ligge med dig.”

Ester så et øjeblik rådvild ud. Så mødte hun smedens begærlige blik, rakte armen igennem ilden og gav smeden hånd derpå.

Tilbage i gården til borgruinen åbnede træet sine grene og lod Ester træde ud.

De næste uger rejste Ester i hastværk gennem Brinets øde skove og sletter. Som følge havde hun andraget tre af de mænd, som hendes brødre havde hvervet i deres planlagte felttog mod Middle Stone. Den første led døden ved et af de skæbnesvangre tilfælde, som ingen synger sange om: Han faldt af hesten i et vadested og knuste hovedet mod en sten.

Den næste måtte lade livet idet han en nat vovede at tage sig friheder hos den unge adelsfrøken: Hun skilte hans manddom fra ham før han kunne forrette sit liderlige ærinde, og stak ham derefter målrettet i struben så blodet fossede fra både skridt og hals.

Den tredje fulgte hende hele vejen til Hobb, for det meste tavs mens han genkaldte sig det søvndrukne minde af at blive vækket af vræl fra sin medvagt, der nu lå på jorden med den mørkhårede frøken siddende overskrævs på hans bryst. Han: ynkelig, uden bukser, med hænderne i sit blodige skridt. Hun: i blodig underkjole og bare ben, hendes hud og vilde ansigt oplyst af flammerne fra bålet.

 

Dagen før sine brødre ankom Ester til Hobb. Uset af byens herre blev hun ført ud til øen, hvorpå Ildsmeden Ham af Grafslæt holdtes fangen. En kniv skulle smedes.