Efterspilsrapport af Anders

Den fejlslagne kronhjortejagt

 

Kenans skrig gav genlyd gennem kløften, kun overdøvet af bjørnenes skrækindjagende brøl. Han var blevet ramt af bæstets slag, og lå nu i mudderet mens han febrilsk kæmpede for at lægge afstand mellem sig selv og de to brune bjørne. Farlen, våbenmesteren, stod alene mellem drengen og de to bjørne. I næste nu kastede Raylan sig i dødsforagt ned af den stejle stenskrænt og ind i kampen. Hans klinge hvislede mens den skar sig igennem støvregnen og dybt ind i bjørnens kød.

Carhols arvinger er rejst nordpå mod Amberwood. På vej gennem nåleskoven melder spejderne, at man har opsnappet sporet af en kronhjort. Kongesønnerne vurderer, at lidt adspredelse vil gøre dem godt, og tager sammen med Ester, Kenan og Farlen på jagt efter dyret.

Under jagten støder vort følge ind i en flok af bjørne mens de forcerer en mudret kløft. Bjørnene angriber i blindt raseri, og kun ved Raylans heroiske mellemkomst lykkes det at redde Kenan og Farlen at lide en krank skæbne.

Hvor Kenans sår er til at overse, har Farlen til gengæld tildraget sig et grimt bidsår i låret. Esther behandler det frygtelige sår, men formår kun at stabilisere den aldrende våbenmester. Følget slår lejr for natten og hylder Raylan ved at tilberede et overdådigt måltid af bjørnekød.

Da Esther har tilset de to mænd, vender hun blikket mod skoven, hvor kronhjorten står. Hun følger diskret dyret ind i skoven mens mændene skåler på deres sejr.

Hun havde været længe væk. Graig Hart bandede irriteret, men spærrede øjnene op, da hun pludselig trådte ud fra efterårsnattens mørke og ind i kredsen af de festende mænd. Bålet kastede sit flammende lys på hendes ansigt, og der var noget foruroligende i hendes blik. Hun trådte med målrettede skridt mod fadene med det rå bjørnekød. ”Men… Esther!?” hviskede hendes halvbrødre, idet hun greb en mørkerød luns kød. Før de kunne reagere tog hun lunsen til munden og satte tænderne i den. Blod og kødsaft drev ned af hagen og ud over den grønne rejsekjole. Graig Harts øjne blev smalle.

 

Alliancedrøftelser i Amberwood

 

Følget nåede Amberwood en lille måned før vintersolhverv. Prinsesse Junet og Prins Jespor, det nygifte par der med ægteskab havde forseglet båndet mellem Brinet og Albrand, var dog ikke hjemme til at tage i mod. ”Bjørnejagt”, var hushovmesterens korte svar. Det skulle senere vise sig, at bjørnen i virkeligheden var Celd Mardon, en vasal under Amberwood og i øvrigt Farlens farbror, var i åbenlyst oprør mod Brinetfamilien. Et rytterfølge blev i al hast sendt ud for at overbringe den tragiske besked om kongens død.

Farlen Mardon var endnu ikke i bedring. Feberen havde et solidt tag i ham, men han fik dog fremstammet for Esther, at Amberwoods borgpræst for alt i verden ikke måtte se hans ansigt. Våbenmesteren blev derfor holdt isoleret på et kammer i borgen.

Efter Prinsesse Junets og Prins Jespors tilbagekomst satte man sig til forhandlingsbordet:

Prinsessen havde fuld forståelse for Carholsønnernes ønske om oprejsning efter angrebet på Olmus Lothar og den efterfølgende tilfangetagelse. Hun omtalte endda nødvendigheden af med årtiers mellemrum at foretage udrensninger af beboerne på Middle Stone – en praksis, man havde bedrevet i århundreder. Øen syntes forbandet, eftersom menneskene deroppe som tiden gik uundgåeligt korrumperedes. Men da vinteren vanskeliggjorde en straffeaktion  mod øen, måtte Carhols arvinger nødvendigvis vente til foråret.

Det andet presserende emne var arvefølgen i Brinet. Prinsesse Lydia havde tilsyneladende, i alliance med Sir Lard Snowmoor, allerede sat sine brikker i spil for at overtage tronen. Amberwoods herskende par var dog ikke til sinds at lade Lydia erobre magten, eftersom østerlændingen Jespor i kraft af sit ægteskab med prinsesse Junet var den retmæssige efterfølger for kong Wester. Selv ikke et hastigt ægteskab mellem Snowmoor og Lydia ville kunne ændre dette – da bryllupper i Brinet efter traditionen altid holdes i sensommeren.

Ilden kæmper en ihærdig kamp for at opvarme de kolde stenmure i rådssalen. Salen har dannet ramme om endnu en aften med vildtsteg, varm vin og behjertet samtale. Jespor læner sig ind over bordet og fanger med sine smalle østerlandske steppeøjne Graig Harts blik. Han taler med klar og myndig stemme trods vinen: ”Rejs ved vor side, når vi til sommer rider ind i Athercott. Det vil blive et prægtigt syn.” Carholprinserne ser på ham. Han er en dygtig strateg, ingen tvivl derom efter de lange snakke, men de ved alle, at hvad Jespor så listigt efterspørger, er en åbenlys støtteerklæring fra Carhol. De må træde varsomt her.

 

Farlen Mardons sår

 

Tre dage før vintersolhvervsfesten er Esther igen forsvundet. Brødrene irriteres, men hun er intetsteds at finde, og de må affinde sig med at bastardsøsteren endnu engang bryder etiketten. Men hvor er hun?

I skoven går en ensom skikkelse. Hun træder målrettet gennem sneen, men øjnene er fjerne. Da hun når til bækken slår hun lejr. Uset af mennesker tilbringer hun tre døgn. Hun udfører de nødvendige ritualer ét efter ét. På vintersolhverv hvisker stemmen endelig til hende.

Dagen efter lysets genkomst træder Esther igen ind af slotsporten i Amberwood. Brødrene er mildt sagt ikke tilfredse, men man undlader at vise sprækker i søskendesammenholdet foran tronarvingerne til Brinet. Der udveksles prægtige og symbolske gaver og brødrenes sind mildnes.

Dagene bliver lysere, men Farlen Mardons tiltagende feber hænger for hver dag der går som en tungere skygge over Carholfølget. Esther har ikke kunnet stoppe betændelsen fra at få styrke, og amputation synes snart den eneste løsning. Graig beder Esther gøre et sidste forsøg. Hun indvilliger, men afkræver sine brødre, at de hjælper, og at de ingen indvendinger gør mod hendes behandlingsmetoder.

Adrian spænder i hele kroppen for at holde Farlen fast til sengelejet. Den hærdede krigers smertensbrøl genlyder gennem gangene på slottet. Kronprinsen har grebet Farlens barkede næve, der knuger så det smerter i Graigs hånd. Esther slider med såret. Hun hvisker fremmede ord, skarpe smældende lyde af vestlandets gamle stammesprog. Farlen åbner pludselig øjnene. Hans ansigt er forvredet i forrykt smerte, da han fanger Graigs blik. Og ud af våbenmesterens mund farer pludselig en strøm af de grummeste forbandelser et menneske kan udspy. Som piskeslag hagler de ned over Carhols kronprins. Men han bider læberne sammen og møder våbenmesterens blik med en fyrstes fasthed.

Betændelsen trækkes ud af våbenmesterens lår, og Farlen reddes uden amputation. Men selv når han kommer sig, vil hans ben vise sig for altid at være svagt.