Efterspilsrapport af Jonas, denne efterspilsrapport har byttet plads med Afsnit 12:Stormandsmøde i Hobb. Afsnit 12 skete efter dette, men er blevet lagt på blogen før.
Onkel Ray sidder på hesteryggen på vej mod syd. På vej mod Carhol-land med resten af følget. Det kan kun gå for langsomt. Der er sket ting i de seneste døgn, som har rystet Huset Carhol og gjort felttoget mod “Sortskæg” (Lord Rand Wagn), fyrsten af en latterlig lille ø oppe mod nord, helt ligegyldig.
Han kigger sig over skulderen. På hestevognen med den febersyge kronprins Craig. En kronprins som måske er blevet konge nu. Sortskæg havde kidnappet ham. Ganske listig mand, ham Sortskæg. I ledtog med sort magi, naturligvis. Det må han være. Han burde brændes. Nej, koges!
Sortskæg ville bruge kronprins Craig til at forhandle. Købe sig tid mod den invasion med hans lille klippe af en ø. Klogt tænkt. Men Craig klarede selv at slippe fri. Se det er heroisk! Måske er der alligevel en heltekonge gemt i den lille kræmmer af en knægt. Nu skal han komme sig. Og fortælle historien om, hvordan han slap løs.
Det var Sortskæg, der overbragte dem nyheden. At Kongen af Carhol er død. Forgiftet. Og hovedstaden Uzel er under belejring af Wickmont. Feje Wickmont. Senere kom det frem, at kongen måske kun er syg. Ray hader ikke at have præcis viden, og præcis viden er det svært at have her langt langt hjemmefra. Forbandet være de nordlige kyster.
Hurtigt blev fejden med Sortskæg afblæst. Det er han sikkert glad for. Men glemt er han ikke. En dag vil Huset Carhol rydde hans lille forpulede ø. Salte jorden.
Ray tænker videre. På de to andre prinser i tronfølgen, som han ikke har set i de sidste par år. Nu er de blevet voksne. De skal vise deres værd: Nevøen Raylan, opkaldt efter ham selv, og Adrian, søn af kongens nye hustru.
Ray skal have styr på prinserne. Lære dem at være regenter. Det virker op ad bakke. Raylan er et brushoved. Han kunne måske blive en god folkelig konge. Stå i spidsen for felttog og skabe legender. Men han er en drømmer. Han ser sig selv som en fantasifigur. En ridder, som de er i de gamle sange. Ærekær og ikke så praktisk. Han udfordrede Sortskæg til holmgang! Hold nu op. Raylan viser dog også handlekraft. Det er godt. Han skal bare lære at lede, og ikke mindst lære at være strategisk.
Adrian. Lille Adrian. Det virker som om, at han slet ikke aner, at han kan blive konge en dag. Han er nummer tre i arvefølgen, så han kan meget vel blive konge i en verden med giftmord og sort magi. Han har meget at lære. Ray er slet ikke overbevist om, hvad han kan. Han skal lære at sige sin mening direkte. Også selvom de ældre brødre kunne føle sig truet.
Nu skal de bare komme sydpå. Til endnu en krig. Der har allerede været så mange krige.